Det Gamle Testamente af 1931:

D >> Det Danske Bibelselskab 1931. >> Det Gamle Testamente af 1931:

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39 | 40 | 41 | 42 | 43 | 44 | 45 | 46 | 47 | 48 | 49 | 50 | 51 | 52 | 53 | 54 | 55 | 56 | 57 | 58 | 59 | 60 | 61 | 62 | 63 | 64 | 65 | 66 | 67 | 68 | 69 | 70 | 71 | 72 | 73 | 74 | 75 | 76 | 77 | 78 | 79 | 80 | 81 | 82 | 83 | 84 | 85 | 86 | 87 | 88 | 89 | 90 | 91 | 92 | 93 | 94 | 95 | 96 | 97 | 98 | 99 | 100 | 101 | 102 | 103 | 104 | 105 | 106 | 107 | 108 | 109 | 110 | 111 | 112 | 113 | 114 | 115 | 116 | 117 | 118

Det gamle Testamente.

Fortegnelse over Det gamle Testamentes Kanoniske Bøger:

Første Mosebog

Anden Mosebog

Tredje Mosebog

Fjerde Mosebog

Femte Mosebog

Josuabogen

Dommerbogen

Ruts Bog

Første Samuelsbog

Anden Samuelsbog

Første Kongebog

Anden Kongebog

Første Krønikebog

Anden Krønikebog

Ezras Bog

Nehemias's Bog

Esters Bog

Jobs Bog

Salmernes Bog

Ordsprogenes Bog

Prædikerens Bog

Højsangen

Esajas's Bog

Jeremias's Bog

Klagesangene

Ezekiels Bog

Daniels Bog

Hoseas's Bog

Joels Bog

Amos's Bog

Obadias's Bog

Jonas's Bog

Mikas Bog

Nahums Bog

Habakkuks Bog

Zefanias's Bog

Haggajs Bog

Zakarias's Bog

Malakias's Bog

1.Mosebog

1.Mosebog 1

1. I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden.
2. Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke over Verdensdybet.
Men Guds Ånd svævede over Vandene.
3. Og Gud sagde: "Der blive Lys!" Og der blev Lys.
4. Og Gud så, at Lyset var godt, og Gud satte Skel mellem Lyset og
Mørket,
5. og Gud kaldte Lyset Dag, og Mørket kaldte han Nat. Og det blev
Aften, og det blev Morgen, første Dag.

6. Derpå sagde Gud: "Der blive en Hvælving midt i Vandene til at
skille Vandene ad!"
7. Og således skete det: Gud gjorde Hvælvingen og skilte Vandet
under Hvælvingen fra Vandet over Hvælvingen;
8. og Gud kaldte Hvælvingen Himmel. Og det blev Aften, og det blev
Morgen, anden Dag.

9. Derpå sagde Gud: "Vandet under Himmelen samle sig på eet Sted,
så det faste Land kommer til Syne!" Og således skete det;
10. og Gud kaldte det faste Land Jord, og Stedet, hvor Vandet
samlede sig, kaldte han Hav. Og Gud så, at det var godt.
11. Derpå sagde Gud: "Jorden lade fremspire grønne Urter, der bærer
Frø, og Frugttræer, der bærer Frugt med Kærne, på Jorden!" Og
således skete det:
12. Jorden frembragte grønne Urter, der bar Frø, efter deres Arter,
og Træer, der bar Frugt med Kærne, efter deres Arter. Og Gud så,
at det var godt.
13. Og det blev Aften, og det blev Morgen, tredje Dag.

14. Derpå sagde Gud: "Der komme Lys på Himmelhvælvingen til at
skille Dag fra Nat, og de skal være til Tegn og til Fastsættelse
af Højtider, Dage og År
15. og tjene som Lys på Himmelhvælvingen til at lyse på Jorden! Og
således sket det:
16. Gud gjorde de to store Lys, det største til at herske om Dagen,
det mindste til at herske om Natten, og Stjernerne;
17. og Gud satte dem på Himmelhvælvingen til at lyse på Jorden
18. og til at herske over Dagen og Natten og til at skille Lyset fra
Mørket. Og Gud så, at det var godt.
19. Og det blev Aften, og det blev Morgen, fjerde Dag.

20. Derpå sagde Gud: "Vandet vrimle med en Vrimmel af levende
Væsener, og Fugle flyve over Jorden oppe under
Himmelhvælvingen!" Og således skete det:
21. Gud skabte de store Havdyr og den hele Vrimmel af levende
Væsener, som Vandet vrimler med, efter deres Arter, og alle
vingede Væsener efter deres Arter. Og Gud så, at det var godt.
22. Og Gud velsignede dem og sagde: "Bliv frugtbare og mangfoldige
og opfyld Vandet i Havene, og Fuglene blive mangfoldige på
Jorden!"
23. Og det blev Aften, og det blev Morgen, femte Dag.

24. Derpå sagde Gud: "Jorden frembringe levende Væsener efter deres
Arter: Kvæg, Kryb og vildtlevende Dyr efter deres Arter! Og
således skete det:
25. Gud gjorde de vildtlevende Dyr efter deres Arter, Kvæget efter
dets Arter og alt Jordens Kryb efter dets Arter. Og Gud så, at
det var godt.
26. Derpå sagde Gud: "Lad os gøre Mennesker i vort Billede, så de
ligner os, til at herske over Havets Fisk og Himmelens Fugle,
Kvæget og alle vildtlevende Dyr på Jorden og alt Kryb,der kryber
på Jorden!"
27. Og Gud skabte Mennesket i sit Billede; i Guds Billede skabte han
det, som Mand og Kvinde skabte han dem;
28. og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: "Bliv frugtbare og
mangfoldige og opfyld Jorden, gør eder til Herre over den og
hersk over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle
vildtlevende Dyr, der rører sig på Jorden!"
29. Gud sagde fremdeles: "Jeg giver eder alle Urter på hele Jorden,
som bærer Frø, og alle Træer, som bærer Frugt med Kærne; de skal
være eder til Føde;
30. men alle Jordens dyr og alle Himmelens Fugle og alt, hvad der
kryber på Jorden, og som har Livsånde, giver jeg alle grønne
Urter til Føde." Og således skete det.
31. Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre
godt. Og det blev Aften, og det blev Morgen, sjette Dag.

1.Mosebog 2

1. Således fuldendtes Himmelen og Jorden med al deres Hær.
2. På den syvende Dag fuldendte Gud det Værk, han havde udført, og
han hvilede på den syvende Dag efter det Værk, han havde udført;
3. og Gud velsignede den syvende Dag og helligede den, thi på den
hvilede han efter hele sit Værk, det, Gud havde skabt og udført.
4. Det er Himmelens og Jordens Skabelseshistorie. Da Gud HERREN
gjorde Jord og Himmel
5. dengang fandtes endnu ingen af Markens Buske på Jorden, og endnu
var ingen af Markens Urter spiret frem, thi Gud HERREN havde
ikke ladet det regne på Jorden, og der var ingen Mennesker til
at dyrke Agerjorden,
6. men en Tåge vældede op at Jorden og vandede hele Agerjordens
Flade
7. da dannede Gud HERREN Mennesket af Agerjordens Muld og blæste
Livsånde i hans Næsebor, så at Mennesket blev et levende Væsen.

8. Derpå plantede Gud HERREN en Have i Eden ude mod Øst, og dem
satte han Mennesket, som han havde dannet;
9. Og Gud HERREN lod af Agerjorden fremvokse alle Slags Træer, en
Fryd at skue og gode til Føde, desuden Livets Træ, der stod midt
i Haven. og Træet til Kundskab om godt og ondt.
10. Der udsprang en Flod i Eden til at vande Haven, og udenfor delte
den sig i fire Hovedstrømme.
11. Den ene hedder Pisjon; den løber omkring Landet Havila, hvor der
findes Guld
12. og Guldet i det Land er godt, Bdellium og Sjohamsten.
13. Den anden Flod hedder Gihon; den løber omkring Landet Kusj.
14. Den tredje Flod hedder Hiddekel; den løber østen om Assyrien.
Den fjerde Flod er Frat.
15. Derpå tog Gud HERREN Adam og satte ham i Edens Have til at dyrke
og vogte den.
16. Men Gud HERREN bød Adam: "Af alle Træer i Haven har du Lov at
spise,
17. kun af Træet til Kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den
Dag du spiser deraf, skal du visselig dø!"

18. Derpå sagde Gud HERREN: "Det er ikke godt for Mennesket at være
ene; jeg vil gøre ham en Medhjælp, som passer til ham!"
19. Og Gud HERREN dannede af Agerjorden alle Markens Dyr og
Himmelens Fugle og førte dem hen til Adam for at se, hvad han
vilde kalde dem; thi hvad Adam kaldte de forskellige levende
Væsener, det skulde være deres Navn.
20. Adam gav da alt Kvæget, alle Himmelens Fugle og alle Markens Dyr
Navne - men til sig selv fandt Adam ingen Medhjælp, der passede
til ham.
21. Så lod Gud HERREN Dvale falde over Adam, og da han var sovet
ind, tog han et af hans Ribben og lukkede med Kød i dets Sted;
22. og af Ribbenet, som Gud HERREN havde taget af Adam, byggede han
en Kvinde og førte hende hen til Adam.
23. Da sagde Adam: "Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit
Kød; hun skal kaldes Kvinde, thi af Manden er hun taget!"
24. Derfor forlader en Mand sin Fader og Moder og holder sig til sin
Hustru, og de to bliver eet Kød.
25. Og de var begge nøgne, både Adam og hans Hustru, men de bluedes
ikke.

1.Mosebog 3

1. Men Slangen var træskere end alle Markens andre Dyr, som Gud
HERREN havde gjort og den sagde til Kvinden: "Mon Gud virkelig
ham sagt: I må ikke spise af noget Træ i Haven?"
2. Kvinden svarede: "Vi har Lov at spise af Frugten på Havens
Træer;
3. kun af Frugten fra Træet midt i Haven, sagde Gud, må I ikke
spise, ja, I må ikke røre derved, thi så skal I dø!"
4. Da sagde Slangen til Kvinden: "I skal ingenlunde dø;
5. men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders Øjne, så I blive
som Gud til at kende godt og ondt!"
6. Kvinden blev nu var, at Træet var godt at spise af, en Lyst for
Øjnene og godt at få Forstand af; og hun tog af dets Frugt og
spiste og gav også sin Mand, der stod hos hende, og han spiste.
7. Da åbnedes begges Øjne, og de kendte, at de var nøgne. Derfor
syede de Figenblade sammen og bandt dem om sig.

8. Da Dagen blev sval, hørte de Gud HERREN vandre i Haven, og Adam
og hans Hustru skjulte sig for ham inde mellem Havens Træer.
9. Da kaldte Gud HERREN på Adam og råbte: "Hvor er du?"
10. Han svarede: "Jeg hørte dig i Haven og blev angst, fordi jeg var
nøgen, og så skjulte jeg mig!"
11. Da sagde han: "Hvem fortalte dig, at du var nøgen. Mon du har
spist af det Træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af?"
12. Adam svarede: "Kvinden, som du satte ved min Side, gav mig af
Træet, og så spiste jeg."
13. Da sagde Gud HERREN til Kvinde: "Hvad har du gjort!" Kvinden
svarede: "Slangen forførte mig, og så spiste jeg."

14. Da sagde Gud HERREN til Slangen: "Fordi du har gjort dette, være
du forbandet blandt al Kvæget og blandt alle Markens Dyr! På din
Bug skal du krybe, og Støv skal du æde alle dit Livs Dage!
15. Jeg sætter Fjendskab mellem dig og Kvinden, mellem din Sæd og
hendes Sæd; den skal knuse dit Hoved, og du skal hugge den i
Hælen!"
16. Til Kvinden sagde han: "Jeg vil meget mangfoldiggøre dit
Svangerskabs Møje; med Smerte skal du føde Børn; men til din
Mand skal din Attrå være, og han skal herske over dig!"
17. Og til Adam sagde han: "Fordi du lyttede til din Hustrus Tale og
spiste af Træet, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, skal
Jorden være forbandet for din Skyld; med Møje skal du skaffe dig
Føde af den alle dit Livs Dage;
18. Torn og Tidsel skal den bære dig, og Markens Urter skal være din
Føde;
19. i dit Ansigts Sved skal du spise dit Brød, indtil du vender
tilbage til Jorden; thi af den er du taget; ja, Støv er du, og
til Støv skal du vende tilbage!"

20. Men Adam kaldte sin Hustru Eva, thi hun blev Moder til alt
levende.
21. Derpå gjorde Gud HERREN Skindkjortlet til Adam og hans Hustru og
klædte dem dermed.
22. Men Gud HERREN sagde: "Se, Mennesket er blevet som en af os til
at kende godt og ondt. Nu skal han ikke række Hånden ud og tage
også af Livets Træ og spise og leve evindelig!"
23. Så forviste Gud HERREN ham fra Edens Have, for at han skulde
dyrke Jorden, som han var taget af;
24. og han drev Mennesket ud, og østen for Edens Have satte han
Keruberne med det glimtende Flammesværd til at vogte Vejen til
Livets Træ.

1.Mosebog 4

1. Adam kendte sin Hustru Eva,og hun blev frugtsommelig og fødte
Kain; og hun sagde: "Jeg har fået en Søn med HERRENS Hjælp!"
2. Fremdeles fødte hun hans Broder Abel. Abel blev Fårehyrde, Kain
Agerdyrker.
3. Nogen Tid efter bragte Kain HERREN en Offergave af Jordens
Frugt,
4. medens Abel bragte en Gave af sin Hjords førstefødte og deres
Fedme. Og HERREN så til Abel og hans Offergave,
5. men til Kain og hans Offergave så han ikke. Kain blev da såre
vred og gik med sænket Hoved.
6. Da sagde HERREN til Kain: "Hvorfor er du vred, og hvorfor går du
med sænket Hoved?
7. Du ved, at når du handler vel, kan du løfte Hovedet frit; men
handler du ikke vel, så lurer Synden ved Døren; dens Attrå står
til dig, men du skal herske over den!"
8. Men Kain yppede Kiv med sin Broder Abel; og engang de var ude på
Marken, sprang Kain ind på ham og slog ham ihjel.

9. Da sagde HERREN til Kain: "Hvor er din Broder Abel?" Han
svarede: "Det ved jeg ikke; skal jeg vogte min Broder?"
10. Men han sagde: "Hvad har du gjort! Din Broders Blod råber til
mig fra Jorden!
11. Derfor skal du nu være bandlyst fra Agerjorden, som åbnede sig
og tog din Broders Blod af din Hånd!
12. Når du dyrker Agerjorden, skal den ikke mere skænke dig sin
Kraft du skal flakke hjemløs om på Jorden!"
13. Men Kain sagde til HERREN: "Min Straf er ikke til at bære;
14. når du nu jager mig bort fra Agerjorden, og jeg må skjule mig
for dit Åsyn og flakke hjemløs om på Jorden, så kan jo enhver,
der møder mig, slå mig ihjel!"
15. Da svarede HERREN: "Hvis Kain bliver slået ihjel, skal han
hævnes;syvfold!" Og HERREN satte et Tegn på Kain, for at ingen,
der mødte ham, skulde slå ham ihjel.
16. Så drog Kain bort fra HERRENs Åsyn og slog sig ned i Landet Nod
østen for Eden.

17. Kain kendte sin Hustru, og hun blev frugtsommelig og fødte
Hanok. Han grundede en By og gav den sin;Søn Hanoks Navn.
18. Hanok fik en Søn Irad; Irad avlede Mehujael; Mehujael avlede
Mehujael; og Metusjael avlede Lemek
19. Lemek tog sig to Hustruer; den ene hed Ada, den anden Zilla.
20. Ada fødte Jabal; han blev Stamfader til dem, der bor i Telte og
holder Kvæg;
21. hans Broder hed Jubal; han blev Stamfader til alle dem, der
spiller på Harpe og Fløjte.
22. Også Zilla fik en Søn, Tubal-Kajin; han blev Stamfader til alle
dem, der smeder Kobber og Jern. Tubal-Kajins Søster var Na'ama.
23. Og Lemelk sagde til sine Hustruer: "Ada og Zilla, hør min Røst,
Lemeks Hustruer, lyt til mit Ord: En Mand har jeg dræbt for et
Sår, en Dreng for en Skramme!
24. Blev Kain hævnet syvfold, så hævnes Lemek syv og
halvfjerdsindstyve Gange!"

25. Adam kendte på ny sin Hustru, og hun fødte en Søn, som hun gav
Navnet Set; "thi," sagde hun, "Gud har sat mig andet Afkom i
Abels Sted, fordi Kain slog ham ihjel!"
26. Set fik også en Søn, som han kaldte Enosj; på den Tid begyndte
man at påkalde HERRENs Navn.

1.Mosebog 5

1. Dette er Adams Slægtebog. Dengang Gud skabte Mennesket, gjorde
han det i Guds Billede;
2. som Mand og Kvinde skabte han dem, og han velsignede dem og gav
dem Navnet "Menneske", da de blev skabt.
3. Da Adam havde levet i I30 År, avlede han en Søn, som var ham lig
og i hans Billede, og han kaldte ham Set;
4. og efter at Adam havde avlet Set, levede han 800 År og avlede
Sønner og Døtre;
5. således blev hans fulde Levetid 930 År, og derpå døde han.
6. Da Set havde levet 105 År, avlede han Enosj;
7. og efter at Set havde avlet Enosj, levede han 807 År og avlede
Sønner og Døtre;
8. således blev Sets fulde Levetid 912 År, og derpå døde han.
9. Da Enosj havde levet 90 År, avlede han Henan;
10. og efter at Enosj havde avlet Kenan, levede han 815 År og avlede
Sønner og Døtre;
11. således blev Enosjs fulde Levetid 905 År, og derpå døde han.
12. Da Kenan havde levet 70 År, avlede han Mahalal'el;
13. og efter at Kenan havde avlet Mahalal'el, levede han 840 År og
avlede Sønner og Døtre;
14. således blev Kenans fulde Levetid 910 År, og derpå døde han.
15. Da Mahalal'el havde levet 65 År, avlede han Jered;
16. og efter at Mahalal'el havde avlet Jered, levede han 830 År og
avlede Sønner. og Døtre;
17. således blev Mahalal'els fulde Levetid 895 År, og derpå døde
han.
18. Da Jered havde levet 162 År, avlede han Enok;
19. og efter at Jered havde avlet Enok, levede han 800 År og avlede
Sønner og Døtre;
20. således blev Jereds fulde Levetid 962 År, og derpå døde han.
21. Da Enok havde levet 65 År, avlede han Metusalem,
22. og Enok vandrede med Gud; og efter at han havde avlet Metusalem,
levede han 300 År og avlede Sønner og Døtre;
23. således blev Enoks fulde Levetid 365 År;
24. og Enok vandrede med Gud, og han var ikke mere, thi Gud tog ham.
25. Da Metusalem havde levet l87 År, avlede han Lemek;
26. og efter at Metusalem havde avlet Lemek, levede han 782 År og
avlede Sønner og Døtre;
27. således blev Metusalems fulde Levetid 969 År, og derpå døde han.
28. Da Lemek havde levet 182 År, avlede han en Søn,
29. som han gav Navnet Noa, idet, han sagde: "Han skal skaffe os.
Trøst i vort møjefulde Arbejde med Jorden, som HERREN har
forbandet."
30. Og efter at Lemek havde avlet Noa, levede han 595 År og avlede
Sønner og Døtre;
31. således blev Lemeks fulde Levetid 777 År, og derpå døde han.
32. Da Noa var 500 År gammel, avlede han Sem, Kam og Jafet.

1.Mosebog 6

1. Da nu Menneskene begyndte at blive talrige på Jorden og der
fødtes dem Døtre,
2. fik Gudssønnerne Øje på Menneskedøtrenes Skønhed, og de tog: så
mange af dem, som de lystede, til Hustruer.
3. Da sagde HERREN: "Min Ånd: skal ikke for evigt blive i
Menneskene, eftersom de jo dog er Kød; deres Dage skal være 120
År."

4. I hine Dage, da Gudssønnerne gik ind til Menneskedøtrene og
disse fødte dem Børn men også senere hen i Tiden - levede
Kæmperne på Jorden. Det er Heltene, hvis Ry når tilbage til
Fortids Dage.
5. Men HERREN så, at Menneskenes, Ondskab tog til på Jorden, og at
deres Hjerters Higen og Tragten kun var ond Dagen lang.
6. Da angrede HERREN, at han havde gjort Menneskene på Jorden, og
det. skar ham i Hjertet.
7. Og HERREN sagde: "Jeg vil udslette Menneskene, som jeg har
skabt, af Jordens Flade, både Mennesker, Kvæg, Kryb og
Himmelens, Fugle, thi jeg angrer, at jeg gjorde dem!"
8. Men Noa fandt Nåde for HERRENs Øjne

9. Dette er Noas Slægtebog. Noa var en retfærdig, ustraffelig Mand
blandt sine samtidige; Noa vandrede med Gud.
10. Noa avlede tre Sønner: Sem, Kam og Jafet.
11. Men Jorden fordærvedes for Guds Øjne, og Jorden blev fuld af
Uret;
12. og Gud så til Jorden, og se, den var fordærvet, thi alt Kød
havde fordærvet sin Vej på Jorden.

13. Da sagde Gud til Noa: "Jeg har besluttet at gøre Ende på alt
Kød, fordi Jorden ved deres Skyld et fuld af Uret; derfor vil
jeg nu udrydde dem af Jorden.
14. Men du skal gøre dig en Ark af Gofertræ og indrette den med Rum
ved Rum og overstryge den med Beg både indvendig og udvendig;
15. og således skal du bygge Arken: Den skal være 300 Alen lang,
50. Alen bred og 30 Alen høj;
16. du skal anbringe Taget på Arken, og det skal ikke rage længer ud
end een Alen fra oven; på Arkens Side skal du sætte Døren, og du
skal indrette den med et nederste, et mellemste og et øverste
Stokværk.
17. Se, jeg bringer nu Vandfloden over Jorden for at udrydde alt Kød
under Himmelen, som har Livsånde; alt, hvad der er på Jorden,
skal forgå.
18. Men jeg vil oprette min Pagt med dig. Du skal gå ind i Arken med
dine Sønner, din Hustru og dine Sønnekoner:
19. og af alle Dyr, af alt Kød skal du bringe et Par af hver Slags
ind i Arken for at holde dem i Live hos dig. Han og Hundyr skal
det være,
20. af Fuglene efter deres Arter, af Kvæget efter dets Arter og af
alt Jordens Kryb efter dets Arter; Par for Par skal de gå ind
til dig for at holdes i Live.
21. Og du skal indsamle et Forråd af alle Slags Levnedsmidler, for
at det kan tjene dig og dem til Føde."
22. Og Noa gjorde ganske som Gud havde pålagt ham; således gjorde
han.

1.Mosebog 7

1. Derpå sagde HERREN til Noa: Gå ind i Arken med hele dit Hus, thi
dig har jeg fundet retfærdig for mine Øjne i denne Slægt.
2. Af alle rene Dyr skal du tage syv Par, Han og Hun, og af alle
urene Dyr eet Par, Han og Hun,
3. ligeledes af Himmelens Fugle syv Par, Han og Hun, for at de kan
forplante sig på hele Jorden.
4. Thi om syv Dage vil jeg lade det regne på Jorden i fyrretyve
Dage og fyrretyve Nætter og udslette alle Væsener, som jeg har
gjort, fra Jordens Flade."
5. Og Noa gjorde ganske som HERREN havde pålagt ham.
6. Noa var 600 År gammel, da Vandfloden kom over Jorden.
7. Noa gik med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner ind i
Arken for at undslippe Flodens Vande.
8. De rene og de urene Dyr, Fuglene og alt, hvad der kryber på
Jorden,
9. gik Par for Par ind i Arken til Noa, Han og Hundyr, som Gud
havde pålagt Noa.

10. Da nu syv Dage var omme, kom Flodens Vande over Jorden;
11. i Noas 600de Leveår på den syttende Dag i den anden Måned, den
Dag brast det store Verdensdybs Kilder, og Himmelens Sluser
åbnedes,
12. og Regnen faldt over Jorden i fyrretyve Dage og fyrretyve
Nætter.
13. Selvsamme Dag gik Noa ind i Arken og med ham hans Sønner Sem,
Kam og Jafet, hans Hustru og hans tre Sønnekoner
14. og desuden alle vildtlevende Dyr efter deres Arter, alt Kvæg
efter dets Arter, alt Kryb på Jorden efter dets Arter og alle
Fugle efter deres Arter, alle Fugle, alt, hvad der har Vinger;
15. af alt Kød, som har Livsånde, gik Par for Par ind i Arken til
Noa;
16. Han og Hundyr af alt Kød gik ind, som Gud havde påbudt, og
HERREN lukkede efter ham.
17. Da kom Vandfloden over Jorden i fyrretyve Dage, og Vandet steg
og løftede Arken, så den hævedes over Jorden.
18. Og Vandet steg og stod højt over Jorden, og Arken flød på
Vandet;
19. og Vandet steg og steg over Jorden, så de højeste Bjerge under
Himmelen stod under Vand;
20. femten Alen stod Vandet over dem, så Bjergene stod helt under
Vand.

21. Da omkom alt Kød, som rørte sig på Jorden, Fugle, Kvæg,
vildtlevende Dyr og alt Kryb på Jorden og alle Mennesker;
22. alt, i hvis Næse det var Livets Ånde, alt, hvad der var på det
faste Land, døde.
23. Således udslettedes alle Væsener, der var på Jordens Flade,
Mennesker, Kvæg, Kryb og Himmelens Fugle; de udslettedes af
Jorden, og tilbage blev kun Noa og de, der var hos ham i Arken.
24. Vandet steg over Jorden i 150 Dage.

1.Mosebog 8

1. Da ihukom Gud Noa og alle de vilde Dyr og Kvæget, som var hos
ham i Arken; og Gud lod en Storm fare hen over Jorden, så at
Vandet begyndte at falde;
2. Verdensdybets Kilder og Himmelens Sluser lukkedes, Regnen fra
Himmelen standsede,
3. og Vandet veg lidt efter lidt bort fra Jorden, og Vandet tog af
efter de 150 Dages Forløb.
4. På den syttende Dag i den syvende Måned sad Arken fast på
Ararats Bjerge,
5. og Vandet vedblev at synke indtil den tiende Måned, og på den
første Dag i denne Måned dukkede Bjergenes Toppe frem.
6. Da der var gået fyrretyve Dage: åbnede Noa den Luge, han havde
lavet på Arken,
7. og sendte en Ravn ud; den fløj frem og tilbage, indtil Vandet
var tørret bort fra Jorden.
8. Da sendte han en Due ud for at se, om Vandet var sunket fra
Jordens Overflade;
9. men Duen fandt intet Sted at sætte sin Fod og vendte tilbage til
ham i Arken, fordi der endnu var Vand over hele Jorden; og han
rakte Hånden ud og tog den ind i Arken til sig.
10. Derpå biede han yderligere syv Dage og sendte så atter Duen ud
fra Arken;
11. ved Aftenstid kom Duen tilbage til ham, og se, den havde et
friskt Olieblad i Næbbet. Da skønnede Noa, at Vandet var svundet
bort fra Jorden.
12. Derpå biede han syv Dage til, og da han så sendte Duen ud, kom
den ikke mere tilbage til ham.
13. I Noas 601ste Leveår på den første Dag i den første Måned var
Vandet tørret bort fra Jorden. Da tog Noa Dækket af Arken, og da
han så sig om, se, da var Jordens Overflade tør.
14. På den syv og tyvende Dag i den anden Måned var Jorden tør.

15. Da sagde Gud til Noa:
16. "Gå ud af Arken med din Hustru, dine Sønner og dine Sønnekoner
17. og for alle Dyr, der er hos dig, alt Kød, Fugle, Kvæg og alt
Kryb, der kryber på Jorden, ud med dig, at de kan vrimle på
Jorden og blive frugtbare og mangfoldige på Jorden!"
18. Da gik Noa ud med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner;
19. og alle de vildtlevende Dyr, alt Kvæget, alle Fuglene og alt
Krybet, der kryber på Jorden, efter deres Slægter, gik ud af
Arken.

20. Derpå byggede Noa HERREN et Alter og tog nogle af alle de rene
Dyr og Fugle og ofrede Brændofre på Alteret.
21. Og da HERREN indåndede den liflige Duft, sagde han til sig selv:
"Jeg vil aldrig mere forbande Jorden for Menneskenes Skyld, thi
Menneskehjertets Higen er ond fra Ungdommen af, og jeg vil
aldrig mere tilintetgøre alt, hvad der lever, således som jeg nu
har gjort!
22. Herefter skal, så længe Jorden står, Sæd og Høst, Kulde og Hede,
Sommer og Vinter, Dag og Nat ikke ophøre!"

1.Mosebog 9

1. Derpå velsignede Gud Noa og hans Sønner og sagde til dem: Bliv
frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden!
2. Frygt for eder og Rædsel for eder skal være over alle Jordens
vildtlevende Dyr og alle Himmelens Fugle og i alt, hvad Jorden
vrimler med, og i alle Havets Fisk; i eders Hånd er de givet!
3. Alt, hvad der rører sig og lever, skal tjene eder til Føde;
ligesom de grønne Urter giver jeg eder det alt sammen.
4. Dog Kød med Sjælen, det er Blodet, må I ikke spise!
5. Men for eders eget Blod kræver jeg Hævn; af ethvert Dyr kræver
jeg Hævn for det, og af Menneskene indbyrdes kræver jeg Hævn for
Menneskenes Liv.
6. Om nogen udøser Menneskers Blod, ved Mennesker skal hans Blod
udøses, thi i sit Billede gjorde Gud Menneskene.
7. Men I skal blive frugtbare og mangfoldige! Opfyld Jorden og gør
eder til Herre over den!"