Det Gamle Testamente af 1931:

D >> Det Danske Bibelselskab 1931. >> Det Gamle Testamente af 1931:

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39 | 40 | 41 | 42 | 43 | 44 | 45 | 46 | 47 | 48 | 49 | 50 | 51 | 52 | 53 | 54 | 55 | 56 | 57 | 58 | 59 | 60 | 61 | 62 | 63 | 64 | 65 | 66 | 67 | 68 | 69 | 70 | 71 | 72 | 73 | 74 | 75 | 76 | 77 | 78 | 79 | 80 | 81 | 82 | 83 | 84 | 85 | 86 | 87 | 88 | 89 | 90 | 91 | 92 | 93 | 94 | 95 | 96 | 97 | 98 | 99 | 100 | 101 | 102 | 103 | 104 | 105 | 106 | 107 | 108 | 109 | 110 | 111 | 112 | 113 | 114 | 115 | 116 | 117 | 118

22. På den sjette Ugedag havde de samlet dobbelt så meget Brød, to
Omer for hver Person. Og alle Menighedens Øverster kom og sagde
det til Moses;
23. men han sagde til dem: "Det er netop, som HERREN har sagt. I
Morgen er det Hviledag, en hellig Sabbat for HERREN. Bag, hvad I
vil bage, og kog, hvad I vil koge, men læg det tiloversblevne
til Side for at gemme det til i Morgen!"
24. De lagde det da til Side til næste Dag, som Moses havde befalet,
og det kom ikke til at lugte, og der gik ikke Orm deri.
25. Derpå sagde Moses: "Det skal I spise i Dag, thi i Dag er det
Sabbat for HERREN; i Dag finder I intet ude på Marken.
26. I seks bage skal I samle det, men på den syvende Dag, på
Sabbaten, er der intet at finde."
27. Alligevel var der nogle blandt Folket, der gik ud på den syvende
Dag for at samle; men de fandt intet.
28. Da sagde HERREN til Moses: "Hvor længe vil I vægre eder ved at
holde mine Bud og Love?
29. Betænk dog, at HERREN har givet eder Sabbaten! Derfor giver han
eder på den sjette Dag Brød til to Dage. Enhver af eder skal
blive, hvor han er, og ingen må forlade sin Bolig på den syvende
Dag!"
30. Da hvilede Folket på den syvende Dag.

31. Men Israeliterne kaldte det Manna; det lignede hvide
Korianderfrø og smagte som Honningkager.
32. Moses sagde fremdeles: "Således har HERREN påbudt: En Omer fuld
deraf skal gemmes til eders Efterkommere, for at de kan se det
Brød, jeg gav eder at spise i Ørkenen, da jeg førte eder ud af
Ægypten!"
33. Og Moses sagde til Aron: "Tag en Krukke, kom en Omer Manna deri
og stil den foran HERRENs Åsyn for at gemmes til eders
Efterkommere!"
34. Og Aron gjorde, som HERREN havde pålagt Moses, og han stillede
den foran Vidnesbyrdet for at gemmes.
35. Og Israeliterne spiste Manna i fyrretyve År, indtil de kom til
beboede Egne; de spiste Manna, indtil de kom til Grænsen af
Kana'ans Land.
36. En Omer er Tiendedelen af en Efa.

2.Mosebog 17

1. Så brød hele Israels Menighed op fra Sins Ørken og drog fra
Lejrplads til Lejrplads efter HERRENs Bud. Men da de lejrede sig
i Refidim, havde Folket intet Vand at drikke.
2. Da kivedes Folket med Moses og sagde: "Skaf os Vand at drikke!"
Men Moses svarede dem: "Hvorfor kives I med mig, hvorfor frister
I HERREN?"
3. Og Folket tørstede der efter Vand og knurrede mod Moses og
sagde: "Hvorfor har du ført os op fra Ægypten? Mon for at lade
os og vore Børn og vore Hjorde dø af Tørst?"
4. Da råbte Moses til HERREN: "Hvad skal jeg gøre med dette Folk?
Det er ikke langt fra, at de vil stene mig."
5. Men HERREN sagde til Moses: "Træd frem for Folket med nogle af
Israels Ældste og tag den Stav, du slog Nilen med, i din Hånd og
kom så!
6. Se, jeg vil stå foran dig der på Klippen ved Horeb, og når du
slår på Klippen, skal der strømme Vand ud af den, så Folket kan
få noget at drikke." Det gjorde Moses så i Påsyn af Israels
Ældste.
7. Og han kaldte dette Sted Massa og Meriba, fordi Israeliterne der
havde kivedes og fristet HERREN ved at sige: "Er HERREN iblandt
os eller ej?"

8. Derefter kom Amalekiterne og angreb Israel i Refdim.
9. Da sagde Moses til Josua: "Udvælg dig Mænd og ryk i. Morgen ud
til Kamp mod Amalekiterne; jeg vil stille mig på Toppen af Højen
med Guds Stav i Hånden!"
10. Josua gjorde, som Moses bød, og rykkede ud til Kamp mod
Amalekiterne. Men Moses, Aron og Hur gik op på Toppen af Højen.
11. Når nu Moses løftede Hænderne i Vejret, fik Israeliterne
Overtaget, men når han lod Hænderne synke, fik Amalekiterne
Overtaget.
12. Og da Moses's Hænder blev trætte, tog de en Sten og lagde under
ham; så satte han sig på den, og Aron og Hur støttede hans
Hænder, hver på sin Side; således var hans Hænder stadig løftede
til Solen gik ned,
13. og Josua huggede Amalekiterne og deres Krigsfolk ned med
Sværdet.

14. Da sagde HERREN til Moses: "Optegn dette i en Bog, for at det
kan mindes, og indskærp Josua, at jeg fuldstændig vil udslette
Amalekiternes Minde under Himmelen!"
15. Derpå byggede Moses et Alter og kaldte det: "HERREN er mit
Banner!"
16. Og han sagde: "Der er en udrakt Hånd på HERRENs Trone! HERREN
har Krig med Amalek fra Slægt til Slægt!"

2.Mosebog 18

1. Da Jetro, Præsten i Midjan, Moses's Svigerfader, hørte om alt,
hvad Gud havde gjort for Moses og hans Folk Israel, hvorledes
HERREN havde ført Israel ud af Ægypten,
2. tog Jetro, Moses's Svigerfader, Zippora, Moses's Hustru, som han
havde sendt hjem,
3. tillige med hendes to Sønner. Af dem hed den ene Gersom; "thi",
havde han sagt, "jeg er blevet Gæst i et fremmed Land";

4. og den anden hed Eliezer; "thi", havde han sagt, "min Faders Gud
har været min Hjælp og frelst mig fra Faraos Sværd!"
5. Og Jetro, Moses's Svigerfader, kom med hans Sønner og Hustru til
Moses i Ørkenen, hvor han havde slået Lejr ved Guds Bjerg,
6. og han lod Moses melde: "Jetro, din Svigerfader, kommer til dig
med din Hustru og hendes to Sønner!"
7. Da gik Moses sin Svigerfader i Møde, bøjede sig for ham og
kyssede ham; og da de havde hilst på hinanden, gik de ind i
Teltet.
8. Moses fortalte sin Svigerfader om alt, hvad HERREN havde gjort
ved Farao og Ægypten for Israels Skyld, og om alle de
Besværligheder, der havde mødt dem undervejs, og hvorledes
HERREN havde frelst dem.
9. Da glædede Jetro sig over alt det gode, HERREN havde gjort mod
Israel, idet han havde frelst dem af Ægypternes Hånd.
10. Og Jetro sagde: "Lovet være HERREN, som har frelst eder af
Ægypternes og Faraos. Hånd!"
11. Nu ved jeg, at HERREN er større end alle Guder, thi netop ved
det, de i deres Overmod foretog sig imod dem, frelste han Folket
af Ægypternes Hånd.
12. Derpå udtog Jetro, Moses's Svigerfader, Brændofre og Slagtofre
til Gud; og Aron og alle Israels Ældste kom for at holde Måltid
for Guds Åsyn med Moses's Svigerfader.

13. Næste Morgen tog Moses Sæde for at holde Ret for Folket, og
Folket stod omkring Moses fra Morgen til Aften.
14. Men da Moses's Svigerfader så alt det Arbejde, han havde med
Folket, sagde han: "Hvad er dog det for et Arbejde, du har med
Folket? Hvorfor sidder du alene til Doms, medens alt Folket står
omkring dig fra Morgen til Aften?"
15. Moses svarede sin Svigerfader: "Jo, Folket kommer til mig for at
rådspørge Gud;
16. når de har en Retssag, kommer de til mig, og jeg dømmer Parterne
imellem og kundgør dem Guds Anordninger og Love."
17. Da sagde Moses's Svigerfader til ham: "Det er ikke klogt, som du
bærer dig ad med det.
18. På den Måde bliver jo både du selv og Folket der omkring dig
ganske udmattet, thi det Arbejde er dig for anstrengende, du kan
ikke overkomme det alene.
19. Læg dig nu på Sinde, hvad jeg siger; jeg vil give dig et Råd, og
Gud skal være med dig: Du skal. selv træde frem for Gud på
Folkets Vegne og forelægge Gud de forefaldende Sager;
20. og du skal indskærpe dem Anordningerne og Lovene og lære dem den
Vej, de skal vandre, og hvad de har at gøre.
21. Men du skal af hele Folket udvælge dig dygtige Mænd, som frygter
Gud, Mænd, som er til at lide på og hader uretfærdig Vinding, og
dem skal du sætte over dem som Forstandere, nogle over tusinde,
andre over hundrede, andre over halvtredsindstyve, andre over
ti;
22. lad dem til Stadighed holde Ret for Folket. Alle vigtigere Sager
skal de forebringe dig, men alle mindre Sager skal de selv
afgøre. Let dig således Arbejdet og lad dem komme til at bære
Byrden med dig.
23. Dersom du handler således og Gud vil det så, kan du holde ud, og
alt Folket der kan gå tilfreds hjem."

24. Moses fulgte sin Svigerfaders Råd og gjorde alt, hvad han
foreslog.
25. Og Mose's udvalgte dygtige Mænd af hele Israel og gjorde dem til
Øverster over Folket, til Forstandere, nogle over tusinde, andre
over hundrede, andre over halvtredsindstyve, andre over ti.
26. De holdt derpå til Stadighed Ret for Folket; de vanskelige Sager
forebragte de Moses, men alle mindre Sager afgjorde de selv.
27. Derpå tog Moses Afsked med sin Svigerfader, og denne begav sig
til sit Land.

2.Mosebog 19

1. I den tredje Måned efter Israeliternes Udvandring af Ægypten, på
denne Dag nåede de Sinaj Ørken.
2. De brød op fra Refdim og kom til Sinaj Ørken og slog Lejr i
Ørkenen. Der slog . Israel Lejr lige over for Bjerget,
3. men Moses steg op til Gud. Da råbte HERREN til ham fra Bjerget:
"Dette skal du sige til Jakobs Hus og kundgøre for Israels Børn:

4. I har set, hvad jeg gjorde ved Ægypterne, og hvorledes jeg bar
eder på Ørnevinger og bragte eder hid til mig.
5. Hvis I nu vil lyde min Røst og holde min Pagt, så skal I være
min Ejendom blandt alle Folkene, thi mig hører hele Jorden til,
6. og I skal blive mig et Kongerige af Præster og et helligt Folk!
Det er de Ord, du skal tale til Israels Børn !"
7. Da gik Moses hen og kaldte Folkets Ældste sammen og forelagde
dem alle disse Ord, som HERREN havde pålagt ham.
8. Og hele Folket svarede, alle som een: "Alt, hvad HERREN har
sagt, vil vi gøre!" Da bragte Moses HERREN Folkets Svar.

9. Derpå sagde HERREN til Moses: "Se, jeg vil komme til dig i en
tæt Sky, for at Folket kan høre, at jeg taler med dig, og for
stedse tro også på dig!" Og Moses kundgjorde HERREN Folkets
Svar.
10. Da sagde HERREN til Moses: "Gå til Folket og lad dem hellige sig
i Dag og i Morgen og tvætte deres Klæder
11. og holde sig rede til i Overmorgen, thi i Overmorgen vil HERREN
stige ned for alt Folkets Øjne på Sinaj Bjerg.
12. Og du skal rundt om spærre af for Folket og sige til dem: Vog
eder for at gå op på Bjerget, ja for blot at røre ved Yderkanten
deraf; enhver, der rører ved Bjerget, er dødsens!
13. Ingen Hånd må røre ved ham, han skal stenes eller skydes ned;
hvad enten det er et Dyr eller et Menneske, skal det miste
Livet. Når Væderhornet lyder, skal de stige op på Bjerget."
14. Så steg Moses ned fra Bjerget til Folket og lod Folket hellige
sig, og de tvættede deres Klæder;
15. og han sagde til Folket: Hold eder rede til i Overmorgen, ingen
må komme en Kvinde nær!"

16. Da Morgenen gryede den tredje Dag, begyndte det at tordne og
lyne, og en tung Sky lagde sig over Bjerget, og der hørtes
vældige Stød i Horn. Da skælvede alt Folket i Lejren.
17. Så førte Moses Folket fra Lejren hen for Gud, og de stillede sig
neden for Bjerget.
18. Men hele Sinaj Bjerg hylledes i Røg, fordi HERREN steg ned derpå
i Ild, og Røgen stod i Vejret som Røg fra en Smelteovn; og hele
Folket skælvede så1e.
19. Og Stødene i Hornene blev stærkere og stærkere; Moses talte, og
Gud svarede ham med høj Røst.
20. Og da HERREN var steget ned på Sinaj Bjerg, på Toppen af
Bjerget, kaldte han Moses op på Toppen af Bjerget, og Moses steg
derop.
21. Da sagde HERREN til Moses: "Stig ned og indskærp Folket, at de
ikke må trænge sig frem til HERREN for at se ham, at der ikke
skal ske et stort Mandefald iblandt dem.
22. Selv Præsterne, som ellers træder frem for HERREN, skal hellige
sig, for at ikke HERREN skal tynde ud i deres Rækker."
23. Da sagde Moses til HERREN: "Folket kan jo ikke stige op på Sinaj
Bjerg, thi du har selv indskærpet os at afspærre Bjerget og
hellige det."
24. Men HERREN sagde til ham: "Stig nu ned og kom atter herop sammen
med Aron; men Præsterne og Folket må ikke trænge sig frem for at
komme op til HERREN, at han ikke skal tynde ud i deres Rækker."
25. Da steg Moses ned til Folket og sagde det til dem.

2.Mosebog 20

1. Gud talede alle disse Ord og sagde:
2. Jeg er HERREN din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af
Trællehuset.
3. Du må ikke have andre Guder end mig.
4. Du må ikke gøre dig noget udskåret Billede eller noget Afbillede
af det, som er oppe i Himmelen eller nede på Jorden eller i
Vandet under Jorden;
5. du må ikke tilbede eller dyrke det, thi jeg HERREN din Gud er en
nidkær Gud, der indtil tredje og fjerde Led straffer Fædres
Brøde på Børn af dem, som hader mig,
6. men i tusind Led viser Miskundhed mod dem, der elsker mig og
holder mine Bud!
7. Du må ikke misbruge HERREN din Guds Navn, thi HERREN lader ikke
den ustraffet, der misbruger hans Navn!
8. Kom Hviledagen i Hu, så du holder den hellig!
9. I seks Dage skal du arbejde og gøre al din Gerning,
10. men den syvende Dag skal være Hviledag for HERREN din Gud; da må
du intet Arbejde udføre, hverken du selv, din Søn eller Datter,
din Træl eller Trælkvinde, dit Kvæg eller den fremmede inden
dine Porte.
11. Thi i seks Dage gjorde HERREN Himmelen, Jorden og Havet med alt,
hvad der er i dem, og på den syvende Dag hvilede han; derfor har
HERREN velsignet Hviledagen og helliget den.
12. Ær din Fader og din Moder, for at du kan få et langt Liv i det
Land, HERREN din Gud vil give dig!
13. Du må ikke slå ihjel!
14. Du må ikke bedrive Hor!
15. Du må ikke stjæle!
16. Du må ikke sige falsk Vidnesbyrd imod din Næste!
17. Du må ikke begære din Næstes Hus! Du må ikke begære din Næstes
Hustru, hans Træl eller Trælkvinde, hans Okse eller Æsel eller
noget, der hører din Næste til!

18. Men da hele Folket fornam Tordenen, Lynene og Stødene i Hornene
og så det rygende Bjerg forfærdedes Folket og holdt sig
skælvende i Frastand;
19. og de sagde til Moses: "Tal du med os, så vil vi lytte til; men
lad ikke Gud tale med os, at vi ikke skal dø!"
20. Men Moses svarede Folket: "Frygt ikke, thi Gud er kommet for at
prøve eder, og for at I kan lære at frygte for ham, så I ikke
synder."
21. Da holdt Folket sig i Frastand medens Moses nærmede sig Mulmet,
hvori Gud var.

22. HERREN sagde da til Moses: Således skal du sige til
Israeliterne: I har selv set, at jeg har talet med eder fra
Himmelen!
23. I må ikke gøre eder Guder ved Siden af mig; Guder af Sølv eller
Guld må I ikke gøre eder!

24. Du skal bygge mig et Alter af Jord, og på det skal du ofre dine
Brændofre og Takofre, dit Småkvæg og dit Hornkvæg; på ethvert
Sted, hvor jeg lader mit Navn ihukomme, vil jeg komme til dig og
velsigne dig.
25. Men hvis du opfører mig Altre af Sten, må du ikke bygge dem af
tilhugne Sten, thi når du svinger dit Værktøj derover,
vanhelliger du dem.
26. Du må ikke stige op til mit, Alter ad Trin, for at ikke din
Blusel skal blottes over det.

2.Mosebog 21

1. De Lovbud, du skal forelægge dem, er følgende:
2. Når du køber dig en hebræisk Træl, skal han trælle i seks År,
men i det syvende skal han frigives uden Vederlag.
3. Er han ugift, når han kommer til dig, skal han frigives alene;
er han gift, skal hans Hustru frigives sammen med ham.
4. Hvis hans Herre giver ham en Hustru og hun føder ham Sønner
eller Døtre, da skal Hustruen og hendes Børn tilhøre hendes
Herre, og Trællen frigives alene.
5. Hvis han imidlertid erklærer: "Jeg har fået Kærlighed til min
Herre, min Hustru og mine Børn, jeg vil ikke have min Frihed!"
6. da skal hans Herre føre ham hen til Gud og stille ham op ad
Døren eller Dørstolpen, og hans Herre skal gennembore hans Øre
med en Syl, og så skal han være hans Træl for Livstid.
7. Når en Mand sælger sin Datter som Trælkvinde, skal hun ikke
frigives som Trællene.
8. Dersom hun pådrager sig sin Herres Mishag, efter at han har haft
Omgang med hende, skal han tillade, at hun købes fri; han har
ikke Lov at sælge hende til fremmede Folk, når han har gjort
Uret imod hende;
9. hvis han derimod bestemmer, at hun skal være hans Søns Hustru,
skal han behandle hende, som det tilkommer Døtre.
10. Hvis han tager sig en anden, har han ikke Lov at forholde den
første den Kødspise, Klædning og ægteskabelige Ret, der
tilkommer hende.
11. Forholder han hende nogen af disse tre Ting, skal hun frigives
uden Vederlag og Betaling.

12. Den, der slår en Mand ihjel, skal lide Døden.
13. Gør han det imidlertid ikke med Forsæt, men styres hans Hånd af
Gud, vil jeg anvise dig et Sted, hvor han kan ty hen.
14. Når derimod en handler med Overlæg, så han med List slår sin
Næste ihjel, da skal du rive ham bort fra mit Alter, for at han
kan lide Døden.
15. Den, der slår sin Fader eller Moder, skal lide Døden.
16. Den, der stjæler et Menneske, skal lide Døden, hvad enten han
har solgt det, eller det endnu findes hos ham.
17. Den, der forbander sin Fader eller Moder, skal lide Døden.

18. Når der opstår Strid mellem Mænd, og den ene slår den anden med
en Sten eller med Næven, så at han vel ikke dør deraf, men dog
må holde Sengen,
19. så skal Gerningsmanden være sagesløs, hvis han kan stå op og gå
ud støttet til sin Stok; kun skal han godtgøre ham hans
Tidsspilde og sørge for hans Helbredelse.
20. Når en Mand slår sin Træl eller Trælkvinde med sin Stok, så de
dør på Stedet, skal han straffes derfor;
21. men hvis de bliver i Live en Dag eller to, skal han ikke
straffes; det er jo hans egne Penge.
22. Når Mænd kommer i Slagsmål og støder til en frugtsommelig
Kvinde, så hun nedkommer i Utide, men der ellers ingen Ulykke
sker, da skal han bøde, hvad Kvindens Mand pålægger ham, og give
Erstatning for det dødfødte Barn.
23. Men hvis der sker en Ulykke, skal du bøde Liv for Liv,
24. Øje for Øje, Tand for Tand, Hånd for Hånd, Fod for Fod,
25. Brandsår for Brandsår, Sår for Sår, Skramme for Skramme.
26. Når en Mand slår sin Træl eller sin Trælkvinde i Øjet og
ødelægger det, skal han give dem fri til Erstatning for Øjet;
27. og hvis han slår en Tand ud på sin Træl eller Trælkvinde, skal
han give dem fri til Erstatning for Tanden.

28. Når en Okse stanger en Mand eller Kvinde ihjel, skal Oksen
stenes, og dens Kød må ikke spises, men Ejeren er sagesløs;
29. men hvis Oksen allerede tidligere har villet stange, og dens
Ejer er advaret, men alligevel ikke passer på den, og den så
dræber en Mand eller Kvinde, da skal Oksen stenes, og dens Ejer
skal også lide Døden;
30. men hvis der pålægges ham Sonepenge, skal han betale så stor en
Løsesum for sit Liv, som der kræves af ham.
31. Også hvis den stanger en Dreng eller en Pige, skal han behandles
efter samme Lovbud.
32. Men hvis Oksen stanger en Træl eller Trælkvinde, skal han betale
deres Herre tredive Sekel Sølv, og Oksen skal stenes.

33. Når en Mand tager Dækket af en Cisterne eller graver en Cisterne
uden at dække den til, og en Okse eller et Æsel så falder deri,
34. da skal Brøndens Ejer erstatte det; han skal give Dyrets Ejer
Erstatning i Penge, men det døde Dyr skal tilfalde ham,
35. Når en Mands Okse stanger en andens Okse ihjel, skal de sælge
den levende Okse og dele Pengene, og ligeledes skal de dele det
døde dyr.
36. Men hvis det er vitterligt, at Oksen tidligere har villet
stange, og dens Ejer ikke har passet på den, da skal han
erstatte Okse med Okse, men det døde Dyr skal tilfalde ham.

2.Mosebog 22

1. Når en Mand stjæler en Okse eller et Får og slagter eller sælger
dem, skal han give fem Okser i Erstatning for Oksen og fire Får
for Fåret.
2. Hvis en Tyv gribes på fersk Gerning ved et natligt Indbrud og
bliver slået ihjel, da bliver der ikke Tale om Blodskyld;
3. men hvis Solen er stået op. pådrager man sig Blodskyld.
Erstatning skal han give, og ejer han intet, skal han sælges som
Træl til Vederlag for det stjålne;
4. hvis derimod det stjålne findes levende i hans Besiddelse, da
skal han give dobbelt Erstatning, hvad enten det er en Okse, et
Æsel, eller et Får.

5. Når en Mand afsvider en Mark eller en Vingård og lader Ilden
brede sig, så den antænder en andens Mark, da skal han give det
bedste af sin Mark eller Vingård i Erstatning;
6. men breder Ilden sig ved at tage fat i Tjørnekrat, og Kornneg
eller Sæd brænder, eller en Mark svides af, så skal den, der
antændte Ilden, give simpel Erstatning.

7. Når en Mand giver en anden Penge eller Sager i Varetægt, og de
stjæles fra hans Hus, da skal Tyven, hvis han findes, give
dobbelt Erstatning;
8. men hvis Tyven ikke findes, skal Husets Ejer træde frem for Gud
og sværge på, at han ikke har forgrebet sig på den andens Gods.
9. I alle Tilfælde hvor det drejer sig om Uredelighed med en Okse,
et Æsel, et Får, en Klædning eller en hvilken som helst
bortkommen Ting, hvorom der rejses Krav, skal de to Parters Sag
bringes frem for Gud, og den, som Gud dømmer skyldig, skal give
den anden dobbelt Erstatning.
10. Når en Mand giver en anden et Æsel, en Okse, et Får eller et
andet Stykke Kvæg i Varetægt, og Dyret dør, kommer til Skade
eller røves, uden at nogen ser det,
11. da skal han sværge ved HERREN på, at han ikke har forgrebet sig
på den andens Ejendom, og det skal være afgørende imellem dem;
Dyrets Ejer skal tage Eden god, og den anden behøver ikke at
give Erstatning.
12. Stjæles det derimod fra ham, skal han give Ejeren Erstatning.
13. Hvis det sønderrives, skal han bringe det sønderrevne Dyr med
som Bevis; det sønderrevne skal han ikke erstatte.
14. Når en låner et Dyr af en anden, og det kommer til Skade eller
dør, uden at Ejeren er til Stede, skal han give Erstatning;
15. er Ejeren derimod til Stede, skal han ikke give Erstatning; var
det lejet, er Lejesummen Erstatning.

16. Når en Mand forfører en Jomfru, der ikke er trolovet, og ligger
hos hende, skal han udrede Brudekøbesummen for hende og tage
hende til Hustru;
17. og hvis hendes Fader vægrer sig ved at give ham hende, skal han
tilveje ham den sædvanlige Brudekøbesum for en Jomfru.

18. En Troldkvinde må du ikke lade leve.
19. Enhver, der har Omgang med Kvæg, skal lide Døden.
20. Den, der ofrer til andre Guder end HERREN alene, skal der lægges
Band på.
21. Den fremmede må du ikke undertrykke eller forulempe, thi I var
selv fremmede i Ægypten.
22. Enken eller den faderløse må I aldrig mishandle;
23. hvis I mishandler dem, og de råber om Hjælp til mig, vil jeg
visselig høre på deres Klageråb,
24. og da vil min Vrede blusse op, og jeg vil slå eder ihjel med
Sværdet, så eders egne Hustruer bliver Enker og eders Børn
faderløse.
25. Når du låner Penge til en fattig Mand af mit Folk i dit Nabolag,
må du ikke optræde som en Ågerkarl over for ham. I må ikke tage
Renter af ham.
26. Hvis du tager din Næstes Kappe i Pant, skal du give ham den
tilbage inden Solnedgang;
27. thi den er det eneste, han har at dække sig med, det er den, han
hyller sit Legeme i; hvad skulde han,ellers ligge med? Og når
han råber til mig, vil jeg høre ham, thi jeg er barmhjertig.
28. Gud må du ikke spotte, og dit Folks Øvrighed må du ikke
forbande.

29. Din Lades Overflod og din Vinperses Saft må du ikke holde
tilbage. Den førstefødte af dine Sønner skal du give mig.
30. Ligeså skal du gøre med dit Hornkvæg og dit Småkvæg; i syv Dage
skal det blive hos Moderen, men på den ottende Dag skal I give
mig det.
31. I skal være mig hellige Mænd; Kød af sønderrevne Dyr må I ikke
spise, I skal kaste det for Hundene.

2.Mosebog 23

1. Du må ikke udsprede falske Rygter. Gør ikke fælles Sag med den,
der har Uret, ved at optræde som uretfærdigt Vidne.
2. Du må ikke følge Mængden i, hvad der er ondt, eller i dit
Vidnesbyrd for Retten tage Hensyn til Mængden, så du bøjer
Retten.
3. Du må ikke tage Parti for den ringe i hans Retssag.
4. Når du træffer din Fjendes Okse eller Æsel løbende løse, skal du
bringe dem tilbage til ham.
5. Når du ser din Uvens Æsel segne under sin Byrde, må du ikke lade
ham i Stikken, men du skal hjælpe ham med at læsse Byrden af.
6. Du må ikke bøje din fattige Landsmands Ret i hans Retssag.
7. Hold dig fra en uretfærdig Sag; og den, som er uskyldig og har
Ret. må du ikke berøve Livet; nej, du må ikke skaffe den Ret,
som har Uret.
8. Tag ikke mod Bestikkelse, thi Bestikkelse gør den seende blind
og fordrejer Sagen for dem, der har Ret.
9. Undertryk ikke den fremmede; I ved jo, hvorledes den fremmede er
til Mode, thi I,var selv fremmede i Ægypten.