Det Gamle Testamente af 1931:

D >> Det Danske Bibelselskab 1931. >> Det Gamle Testamente af 1931:

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39 | 40 | 41 | 42 | 43 | 44 | 45 | 46 | 47 | 48 | 49 | 50 | 51 | 52 | 53 | 54 | 55 | 56 | 57 | 58 | 59 | 60 | 61 | 62 | 63 | 64 | 65 | 66 | 67 | 68 | 69 | 70 | 71 | 72 | 73 | 74 | 75 | 76 | 77 | 78 | 79 | 80 | 81 | 82 | 83 | 84 | 85 | 86 | 87 | 88 | 89 | 90 | 91 | 92 | 93 | 94 | 95 | 96 | 97 | 98 | 99 | 100 | 101 | 102 | 103 | 104 | 105 | 106 | 107 | 108 | 109 | 110 | 111 | 112 | 113 | 114 | 115 | 116 | 117 | 118

22. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
23. Tal til Israeliterne og sig: I må ikke spise noget som helst
Fedt af Okser, Får eller Geder.
24. Fedt af selvdøde og sønderrevne Dyr må bruges til alt, men I må
under ingen Omstændigheder spise det.
25. Thi enhver, der spiser Fedtet af det Kvæg, hvoraf der bringes
HERREN Ildofre, den, der spiser noget deraf, skal udryddes af
sit Folk.
26. Og I må heller ikke nyde noget som helst Blod af Fugle eller
Kvæg, hvor I end opholder eder;
27. enhver, der nyder noget som helst Blod, skal udryddes af sin
Slægt.

28. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
29. Tal til Israeliterne og sig: Den, der bringer HERREN sit
Takoffer, skal af sit Takoffer frembære for HERREN den ham
tilkommende Offergave;
30. med egne Hænder skal han frembære HERRENs Ildofre. Han skal
frembære Fedtet tillige med Brystet; Brystet, for at Svingningen
kan udføres dermed for HERRENs Åsyn;
31. og Præsten skal bringe Fedtet som Røgoffer på Alteret, men
Brystet skal tilfalde Aron og hans Sønner.
32. Desuden skal I give Præsten højre Kølle som Offerydelse af eders
Takofre.
33. Den af Arons Sønner, der frembærer Takofferets Blod og Fedtet,
ham tilfalder højre Kølle som hans Del.
34. Thi Svingningsbrystet og Offerydelseskøllen tager jeg fra
Israeliterne af deres Takofre og giver dem til Præsten Aron og
hans Sønner, en evig gyldig Rettighed, som de har Krav på hos
Israeliterne.
35. Det er Arons og hans Sønners Del af HERRENs Ildofre, den, som
blev givet dem, den dag han lod dem træde frem for at gøre
Præstetjeneste for HERREN,
36. den, som HERREN, den Dag han salvede dem, bød Israeliterne at
give dem, en evig gyldig Rettighed, som de har Krav på fra Slægt
til Slægt.

37. Det er Loven om Brændofferet, Afgrødeofferet, Syndofferet,
Skyldofferet, Indsættelsesofferet og Takofferet,
38. som HERREN pålagde Moses på Sinaj Bjerg, den Dag han bød
Israeliterne at bringe HERREN deres Offergaver i Sinaj Ørken.

3.Mosebog 8

1. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
2. "Tag Aron og hans Sønner sammen med ham, Klæderne, Salveolien,
Syndoffertyren, de to Vædre og Kurven med de usyrede Brød
3. og kald hele Menigheden sammen ved indgangen til
Åbenbaringsteltet!"
4. Moses gjorde som HERREN bød ham, og Menigheden forsamlede sig
ved Indgangen til Åbenbaringsteltet.
5. Og Moses sagde til Menigheden: "Dette har HERREN påbudt at
gøre."
6. Da lod Moses Aron og hans Sønner træde frem og tvættede dem med
Vand.
7. Og han gav ham Kjortelen på, omgjordede ham med Bæltet, iførte
ham Kåben, gav ham Efoden på, omgjordede ham med Efodens Bælte
og bandt dermed Efoden fast på ham;
8. så anbragte han Brystskjoldet på ham, lagde Urim og Tummim i
Brystskjoldet,
9. lagde Hovedklædet om hans Hoved og fæstede Guldpladen, det
hellige Diadem, på Forsiden af Hovedklædet, som HERREN havde
pålagt Moses.
10. Derpå tog Moses Salveolien og salvede Boligen og alle Tingene
deri og helligede dem;
11. så bestænkede han Alteret syv Gange dermed og salvede Alteret og
alt dets Tilbehør og Vandkummen med dens Fodstykke for at
hellige dem;
12. derpå udgød han. noget af Salveolien over Arons Hoved og salvede
ham for at hellige ham.
13. Derefter lod Moses Arons Sønner træde frem, iførte dem Kjortler,
omgjordede dem med Bælter og bandt Huer på deres Hoveder, som
HERREN havde pålagt Moses.

14. Så førte han Syndoffertyren frem, og Aron og hans Sønner lagde
deres Hænder lå Syndoffertyrens Hoved.
15. Derefter slagtede Moses den, tog Blodet og strøg med sin Finger
noget deraf rundt om på Alterets Horn og rensede Alteret for
Synd; men Resten af Blodet udgød han ved Alterets Fod; således
helligede han det ved at skaffe Soning for det.
16. Så tog Moses alt Fedtet på Indvoldene, Leverlappen og begge
Nyrerne med Fedtet på dem og bragte det som Røgoffer på Alteret.
17. Men Tyren, dens Hud, Kød og Skarn, brændte han uden for Lejren,
som HERREN havde pålagt Moses.

18. Derpå førte han Brændoffervæderen frem, og Aron og hans Sønner
lagde deres Hænder på Væderens Hoved.
19. Så slagtede Moses den og sprængte Blodet rundt om på Alteret;
20. og Moses skar Væderen i Stykker og bragte Hovedet, Stykkerne og
Fedtet som Røgoffer,
21. men Indvoldene og Skinnebenene tvættede han med Vand; og så
bragte Moses hele Væderen som Røgoffer på Alteret. Det var et
Brændoffer til en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN, som
HERREN havde pålagt Moses.

22. Derpå førte han den anden Væder, Indsættelsesvæderen, frem, og
Aron og hans Sønner lagde deres Hænder på Væderens Hoved.
23. Så slagtede Moses den, tog noget af dens Blod og strøg det på
Arons højre Øreflip og på hans højre Tommelfinger og højre
Tommeltå.
24. Derpå lod Moses Arons Sønner træde frem og strøg noget af Blodet
på deres højre Øreflip og på deres højre Tommelfinger og højre
Tommeltå, Men Resten af Blodet sprængte han rundt om på Alteret.
25. Derpå tog han Fedtet, Fedthalen, alt Fedtet på Indvoldene,
Leverlappen og begge Nyrerne med Fedtet på dem og den højre
Kølle:
26. Og af Kurven med de usyrede Brød, som stod for HERRENs Åsyn, tog
han en usyret Kage, en Oliebrødkage og et Fladbrød og lagde dem
oven på Fedtstykkerne og den højre Kølle,
27. lagde det så alt sammen på Arons og hans Sønners Hænder og lod
dem udføre Svingningen dermed for HERRENs Åsyn.
28. Derpå tog Moses det igen fra dem og bragte det som Røgoffer på
Alteret oven på Brændofferet. Det var et Indsættelsesoffer til
en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN.
29. Så tog Moses Brystet og udførte Svingningen dermed for HERRENs
Åsyn; det tilfaldt Moses som hans Del af Indsættelsesvæderen,
som HERREN havde pålagt Moses.
30. Derefter tog Moses noget af Salveolien og af Blodet på Alteret
og stænkede det på Aron og hans Klæder, ligeledes på hans Sønner
og deres Klæder, og helligede således Aron og hans Klæder og
ligeledes hans Sønner og deres Klæder.

31. Og Moses sagde til Aron og hans Sønner: "Kog Kødet ved indgangen
til Åbenbaringsteltet og spis det der tillige med Brødet, som er
i Indsættelseskurven, således som Budet lød til mig: Aron og
hans Sønner skal spise det!
32. Men hvad der levnes af Kødet og Brødet skal I opbrænde.
33. I syv bage må I ikke vige fra Indgangen til Åbenbaringsteltet,
indtil eders Indsættelsesdage er omme; thi syv Dage varer eders
Indsættelse.
34. Ligesom i Dag har HERREN påbudt eder at gøre også de følgende
Dage for at skaffe eder Soning.
35. Ved Indgangen til Åbenbaringsteltet skal I opholde eder Dag og
Nat i syv Dage og holde eder HERRENs Forskrift efterrettelig,
for at I ikke skal dø; thi således lød hans Bud til mig!"
36. Og Aron og hans Sønner gjorde alt, hvad HERREN havde påbudt ved
Moses.

3.Mosebog 9

1. Den ottende Dag kaldte Moses Aron og hans Sønner og Israels
Ældste til sig
2. og sagde til Aron: "Tag dig en Kalv til Syndoffer og en Væder
til Brændoffer, begge uden Lyde, og før dem frem for HERRENs
Åsyn.
3. Og tal således til Israeliterne: Tag eder en Gedebuk til
Syndoffer, en Kalv og et Lam, begge årgamle og uden Lyde, til
Brændoffer
4. og en Okse og en Væder til Takoffer for at ofre dem for HERRENs
Åsyn og desuden et Afgrødeoffer, rørt i Olie; thi i Dag vil
HERREN vise sig for eder!"
5. Da tog de, hvad Moses havde pålagt dem, og bragte det hen foran
Åbenbaringsteltet; og hele Menigheden trådte frem og stillede
sig for HERRENs Åsyn.
6. Og Moses sagde: "Det er dette, HERREN har pålagt eder at gøre,
for at HERRENs Herlighed kan vise sig for eder."

7. Så sagde Moses til Aron: "Træd hen til Alteret og bring dit
Syndoffer og dit Brændoffer for at skaffe dig og dit Hus Soning
og bring så Folkets Offergave for at skaffe det Soning, således
som HERREN har påbudt!"
8. Da trådte Aron hen til Alteret og slagtede sin Syndofferkalv;
9. og Arons Sønner bragte ham Blodet, og han dyppede sin Finger i
Blodet og strøg det på Alterets Horn; men Resten af Blodet
hældte han ud ved Alterets Fod.
10. Derpå bragte han Syndofferets Fedt, Nyrer og Leverlap som
Røgoffer på Alteret, således som HERREN havde pålagt Moses;
11. men Kødet og Huden opbrændte han uden for Lejren.
12. Derefter slagtede han Brændofferet, og Arons Sønner rakte ham
Blodet, og han sprængte det rundt om på Alteret.
13. Så rakte de ham Brændofferet, Stykke for Stykke, tillige med
Hovedet, og han bragte det som Røgoffer på Alteret.
14. Men Indvoldene og Skinnebenene tvættede han med Vand og bragte
det derpå som Røgoffer oven på Brændofferet på Alteret.

15. Derefter frembar han Folkets Offergave. Først tog han Folkets
Syndofferbuk, slagtede den og ofrede den som Syndoffer på samme
Måde som den før nævnte;
16. så frembar han Brændofferet og ofrede det på den foreskrevne
Måde;
17. derefter frembar han Afgrødeofferet, tog en Håndfuld deraf og
bragte det som Røgoffer på Alteret foruden det daglige
Morgenbrændoffer;
18. så slagtede han Oksen og Væderen som Takoffer fra Folket. Og
Arons Sønner rakte ham Blodet, og han sprængte det rundt om på
Alteret.
19. Men Fedtstykkerne af Oksen og Væderen, Fedthalen, Fedtet på
Indvoldene, Nyrerne og Leverlappen,
20. disse Fedtdele lagde de oven på Bryststykkerne, og Fedtstykkerne
bragte han som Røgoffer på Alteret,
21. men med Bryststykkerne og højre Kølle udførte Aron Svingningen
for HERRENs Åsyn, som Moses havde påbudt.

22. Derefter løftede Aron sine Hænder over Folket og velsignede dem
og steg så ned efter at have bragt Syndofferet, Brændofferet og
Takofferet.
23. Moses og Aron gik derpå ind i Åbenbaringsteltet, og da de kom ud
derfra, velsignede de Folket. Da viste HERRENs Herlighed sig for
alt Folket;
24. og Ild for ud fra HERRENs Åsyn og fortærede Brændofferet og
Fedtstykkerne på Alteret. Og alt Folket så det, og de jublede og
faldt ned på deres Ansigt.

3.Mosebog 10

1. Men Arons Sønner Nadab og Abihu tog hver sin Pande, kom Ild i
dem og lagde Røgelse derpå og frembar for HERRENs Åsyn fremmed
Ild, som han ikke havde pålagt dem.
2. Da for Ild ud fra HERRENs Åsyn og fortærede dem, så de døde for
HERRENs Åsyn.
3. Moses sagde da til Aron: "Det er det, HERREN talede om, da han
sagde: Jeg viser min Hellighed på dem, der står mig nær, og min
Herlighed for alt Folkets Øjne!" Og Aron tav.
4. Da kaldte Moses Misjael og Elzafan, Arons Farbroder, Uzziels
Sønner, til sig og sagde til dem: "Kom og bær eders Frænder bort
fra Helligdommen uden for Lejren!"
5. Og de kom og bar dem uden for Lejren i deres Kjortler, som Moses
havde sagt.
6. Men Moses sagde til Aron og hans Sønner Eleazar og Itamar: "I må
hverken lade eders Hår vokse frit eller sønderrive eders Klæder,
ellers skal I dø og Vrede komme over hele Menigheden; lad eders
Brødre, hele Israels Hus, begræde den Brand, HERREN har antændt;
7. og vig ikke fra Åbenbaringsteltets indgang, ellers skal I dø,
thi HERRENs Salveolie er på eder!" Og de gjorde som Moses sagde.

8. Og HERREN talede til Aron og sagde:
9. Vin og stærk Drik må hverken du eller dine Sønner drikke, når I
gået ind i Åbenbaringsteltet, for at I ikke skal dø. Det skal
være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt,
10. for at I kan gøre Skel mellem det hellige og det, der ikke er
helligt, og mellem det urene og det rene,
11. og for at I kan vejlede Israeliterne i alle de Love, HERREN har
kundgjort dem ved Moses.

12. Og Moses sagde til Aron og hans tilbageblevne Sønner Eleazar og
Itamar: "Tag Afgrødeofferet, der er levnet fra HERRENs Ildoffer,
og spis det usyret ved Siden af Alteret, thi det er højhelligt;
13. I skal spise det på et helligt Sted; det er jo din og dine
Sønners retmæssige Del af HERRENs Ildofre; thi således er det
mig påbudt.
14. Og Svingningsbrystet og Offerydelseskøllen skal I spise på et
rent Sted, du, dine Sønner og Døtre, thi de er givet dig tillige
med dine Sønner som en retmæssig Del af Israeliternes Takofre;
15. Offerydelseskøllen og Svingningsbrystet skal man frembære sammen
med de til Ildofre bestemte Fedtdele, for at Svingningen kan
udføres for HERRENs Åsyn, og de skal tilfalde dig og dine Sønner
tillige med dig som en evig gyldig Rettighed, således som HERREN
har påbudt!"

16. Og Moses spurgte efter Syndofferbukken, men se, den var
opbrændt. Da blev han fortørnet på Eleazar og Itamar, Arons
tilbageblevne Sønner, og sagde:
17. "Hvorfor har I ikke spist Syndofferet på det hellige Sted? Det
er jo dog højhelligt, og han har givet eder det. for at I skal
borttage Menighedens Skyld og således skaffe dem Soning for
HERRENs Åsyn.
18. Se, Blodet deraf er ikke blevet bragt ind i Helligdommens Indre,
derfor havde det været eders Pligt at spise det på det hellige
Sted, således som jeg har påbudt!"
19. Men Aron svarede Moses: "Se, de har i Dag frembåret deres
Syndoffer og Brændoffer for HERRENs Åsyn, og en sådan
Tilskikkelse har ramt mig! Om jeg i Dag havde spist
Syndofferkød, vilde HERREN da have billiget det?"
20. Da Mose's hørte dette, billigede han det.

3.Mosebog 11

1. HERREN talede til Moses og Aron og sagde til dem:
2. Tal til Israeliterne og sig: Af alle Dyr på Jorden må du spise
følgende:
3. Alle Dyr, der har Klove, helt spaltede Klove, og tygger Drøv, må
I spise.
4. Men følgende må I ikke spise af dem der tygger Drøv, og af dem,
der har Klove: Kamelen, thi den tygger vel Drøv, men har ikke
Klove; den skal være eder uren;
5. Klippegrævlingen, thi den tygger vel Drøv, men har ikke Klove:
den skal være eder uren;
6. Haren, thi den tygger vel Drøv, men har ikke Klove; den skal
være eder uren;
7. Svinet, thi det har vel Klove, helt spaltede Klove, men tygger
ikke Drøv; det skal være eder urent.
8. Deres Kød må I ikke spise, og ved Åslerne af dem må I ikke røre;
de skal være eder urene.

9. Af alt, hvad der lever i Vandet, må I spise følgende: Alt i
Vandet, både i Havet og i Floderne, som har Finner og Skæl, må I
spise;
10. men af alt, hvad der rører sig i Vandet, af alle levende Væsener
i Vandet, skal det, som ikke har Finner eller Skæl, hvad enten
det er i Havet eller Floderne, være eder en Vederstyggelighed.
11. De skal være eder en Vederstyggelighed, deres Kød må I ikke
spise, og Ådslerne af dem skal I regne for en Vederstyggelighed.
12. Alt i Vandet, som ikke har Finner eller Skæl, skal være eder en
Vederstyggelighed.

13. Følgende er de Fugle, I skal regne for en Vederstyggelighed, de
må ikke spises, de er en Vederstyggelighed: Ørnen, Lammegribben,
Havørnen,
14. Glenten, de forskellige Arter af Falke,
15. alle de forskellige Arter af Ravne,
16. Strudsen, Takmasfuglen, Mågen, de forskellige Arter af Høge,
17. Uglen, Fiskepelikanen, Hornuglen,
18. Tinsjemetfuglen,Pelikanen, Ådselgribben,
19. Storken, de forskellige Arter af Hejrer, Hærfuglen og
Flagermusen.

20. Alt vinget Kryb der går på fire, skal være eder en
Vederstyggelighed.
21. Af alt det vingede Kryb, som går på fire, må I dog spise
følgende: Dem, der har Skinneben oven over Fødderne til at hoppe
med på Jorden.
22. Af dem må I spise følgende: De forskellige Arter af Græshopper,
Solamgræshopper, Hargolgræshopper og Hagabgræshopper.
23. Men alt andet vinget Kryb, der går på fire, skal være eder en
Vederstyggelighed.

24. Ved følgende Dyr bliver I urene, enhver, der rører ved Ådslerne
af dem, bliver uren til Aften,
25. og enhver, der bærer et Ådsel af dem, skal tvætte sine Klæder og
være uren til Aften:
26. Alle Dyr, der har Klove, men ikke helt spaltede, og som ikke
tygger Drøv, skal være urene; enhver, der rører ved dem, bliver
uren.
27. Alle firføddede Dyr, der går på Poter, skal være eder urene;
enhver der rører ved et Ådsel af dem, bliver uren til Aften,
28. og den, som bærer et Ådsel af dem, skal tvætte sine Klæder og
være uren til Aften; de skal være eder urene.

29. Af Krybet, der kryber på Jorden, skal følgende være eder urene:
Væselen, Musen, de forskellige Arter af Firben,
30. Anakaen, Koadyret, Letåen, Homedyret og Tinsjemetdyret.
31. Det er dem, som skal være eder urene af alt Krybet. Enhver, der
rører ved dem, når de er døde, skal være uren til Aften;
32. alt, hvad et dødt Dyr af den Slags falder ned på, bliver urent,
alle Træting, Klæder, Skind, Sække, overhovedet alt, hvad der
bruges ved et eller andet Arbejde; det skal lægges i Vand og
være urent til Aften; derpå skal det være rent.
33. Og falder et af den Slags ned i et Lerkar, så bliver alt, hvad
der er deri, urent, og ethvert sådant Kar skal I slå i Stykker;
34. alt spiseligt, som man kommer Vand på, og alt flydende, der
tjener til Drikke, bliver urent i et sådant Kar.
35. Alt, hvad et dødt Dyr af den Slags falder ned på, bliver urent;
Ovne og Ildsteder skal nedbrydes, de er urene, og urene skal de
være eder.
36. Dog bliver Kilder og Cisterner, Steder, hvor der samler sig
Vand, ved at være rene; men den, der rører ved Ådslerne deri,
bliver uren.
37. Falder et dødt Dyr af den Slags ned på nogen som helst Slags
Sæd, der bruges til Udsæd, bliver denne ved at være ren;
38. men kommes der Vand på Sæden, og der så falder et dødt Dyr af
den Slags ned på den, skal den være eder uren.

39. Når noget af det Kvæg, der tjener eder til Føde, dør, skal den,
der rører ved den døde Krop, være uren til Aften.
40. Den, der spiser noget af den døde Krop, skal tvætte sine Klædet
og være uren til Aften, og den, der bærer den døde Krop, skal
tvætte sine Klæder og være uren til Aften.

41. Alt Kryb, der kryber på Jorden, er en Vederstyggelighed, det må
ikke spises;
42. intet af det, der kryber på Bugen, og intet af det, der går på
fire, så lidt som det, der har mange Ben, intet af Krybet, der
kryber på Jorden, må I spise thi det er en Vederstyggelighed.
43. Gør ikke eder selv til en Vederstyggelighed ved noget som helst
krybende Kryb, gør eder ikke urene derved, så I bliver urene
deraf:
44. thi jeg er HERREN eders Gud, og I skal hellige eder og være
hellige, thi jeg er hellig. Gør eder ikke urene ved noget som
helst Kryb, der rører sig på Jorden;
45. thi jeg er HERREN, der førte eder op fra Ægypten for at være
eders Gud; I skal være hellige, thi jeg er hellig!

46. Det er Loven om Dyr og Fugle og alle levende Væsener, der
bevæger sig i Vandet, og alle levende Væsener, der kryber på
Jorden,
47. til Skel mellem det urene og det rene, mellem de Dyr, der må
spises, og dem, der ikke må spises.

3.Mosebog 12

1. Og HERREN talede til Moses og sagde:
2. Tal til Israeliterne og sig: Når en Kvinde bliver frugtsommelig
og føder en Dreng, skal hun være uren i syv Dage; ligesom i den
Tid hun har sin månedlige Urenhed, skal hun være uren.
3. På den ottende Dag skal Drengen omskæres på sin Forhud.
4. Derefter skal hun holde sig hjemme i tre og tredive Dage, medens
hun har sit Renselsesblod; hun må ikke røre ved noget helligt
eller komme til Helligdommen, før hendes Renselsestid er omme.
5. Føder hun derimod et Pigebarn, skal hun være uren i to Uger
ligesom under sin månedlige Urenhed; og derpå skal hun holde sig
hjemme i seks og tresindstyve Dage, medens hun har sit
Renselsesblod.
6. Når hendes Renselsestid er omme, skal hun, både efter et
Drengebarn og et Pigebarn, bringe et årgammelt Lam som
Brændoffer og en Dueunge eller Turteldue som Syndoffer til
Præsten ved Åbenbaringsteltets Indgang;
7. og han skal frembære det for HERRENs Åsyn og skaffe hende
Soning, så hun bliver ren efter sit Blodtab. Det er Loven om en
Kvinde. der føder, hvad enten det er en Dreng eller en Pige.
8. Men hvis hun ikke evner at give et Lam, skal hun tage to
Turtelduer eller Dueunger, en til Brændoffer og en til
Syndoffer, og Præsten skal skaffe hende Soning, så hun bliver
ren.

3.Mosebog 13

1. Og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
2. Når der på et Menneskes Hud viser sig en Hævelse eller Udslæt
eller en lys Plet, som kan blive til Spedalskhed på hans Hud,
skal han føres hen til Præsten Aron eller en af hans Sønner,
Præsterne.
3. Præsten skal da syne det syge Sted på Huden, og når Hårene på
det syge Sted er blevet hvide og Stedet ser ud til at ligge
dybere end Huden udenom, så er det Spedalskhed, og så skal
Præsten efter at have synet ham erklære ham for uren.
4. Men hvis det er en hvid Plet på Huden og den ikke ser ud til at
ligge dybere end Huden udenom og Hårene ikke er blevet hvide.
så skal Præsten lukke den angrebne inde i syv Dage;
5. og på den syvende Dag skal Præsten syne ham. Viser det sig da,
at Ondet ikke har skiftet Udseende eller bredt sig på Huden,
skal Præsten igen lukke ham inde i syv Dage;
6. og på den syvende Dag skal Præsten atter syne ham. Hvis det da
viser sig, at Ondet er ved at svinde, og at det ikke har bredt
sig på Huden, skal Præsten erklære ham for ren; da er det
almindeligt Udslæt på Huden; han skal da tvætte sine Klæder og
være ren.
7. Men hvis Udslættet breder sig på Huden, efter at han har ladet
Præsten syne sig for at blive erklæret for ren, og hvis Præsten,
når han anden Gang lader sig syne af ham,
8. ser, at Udslættet har bredt sig på Huden, så skal Præsten
erklære ham for uren; det er Spedalskhed.

9. Når et Menneske angribes af Spedalskhed, skal han føres hen til
Præsten,
10. og Præsten skal syne ham; og når der da viser sig at være en
hvid Hævelse på Huden og Hårene derpå er blevet hvide og der
vokser vildt Kød i Hævelsen,
11. så er det gammel Spedalskhed på hans Hud, og da skal Præsten
erklære ham for uren; han behøver ikke at lukke ham inde, thi
han er uren.
12. Men hvis Spedalskheden bryder ud på Huden og Spedalskheden
bedækker hele den angrebnes Hud fra Top til Tå, så vidt Præsten
kan se,
13. og Præsten ser, at Spedalskheden bedækker hele hans Legeme, så
skal han erklære den angrebne for ren; han er blevet helt hvid,
han er ren.
14. Men så snart der viser sig vildt Kød på ham, er han uren;
15. og når Præsten ser det vilde Kød, skal han erklære ham for uren;
det vilde Kød er urent, det er Spedalskhed.
16. Hvis derimod det vilde Kød forsvinder og han bliver hvid, skal
han gå til Præsten;
17. og hvis det, når Præsten syner ham, viser sig, at den angrebne
er blevet hvid, skal Præsten erklære den angrebne for ren; han
er ren.

18. Når nogen på sin Hud har haft en Betændelse, som er lægt,
19. og der så på det Sted, som var betændt, kommer en hvid Hævelse
eller en rødlighvid Plet, skal han lad sig syne af Præsten;
20. og hvis Præsten finder, at Stedet ser ud til at ligge dybere end
Huden udenom og Hårene derpå er blevet hvide, skal Præsten
erklære ham for uren; det er Spedalskhed, der er brudt frem
efter Betændelsen.
21. Men hvis der, når Præsten syner det, ikke viser sig at være
hvide Hår derpå og det ikke ligger dybere end Huden udenom, men
er ved at svinde, da skal Præsten lukke ham inde i syv Dage;
22. og når det da breder sig på Huden, skal Præsten erklære ham for
uren; det er Spedalskhed.
23. Men hvis den hvide Plet bliver, som den er, uden at brede sig,
da er det et Ar efter Betændelsen, og Præsten skal erklære ham
for ren.

24. Eller når nogen får et Brandsår på Huden, og det Kød, der vokser
i Brandsåret, frembyder en rødlighvid eller hvid Plet,
25. så skal Præsten syne ham, og hvis det da viser sig, at Hårene på
Pletten er blevet hvide og den ser ud til at ligge dybere end
Huden udenom, så er det Spedalskhed, der er brudt frem i
Brandsåret; og da skal Præsten erklære ham for uren; det er
Spedalskhed.
26. Men hvis det, når Præsten synet ham, viser sig, at der ingen
hvide Hår er på den lyse Plet, og at en ikke ligger dybere end
Huden udenom, men at den er ved at svinde, så skal Præsten lukke
ham inde i syv Dage;
27. og på den syvende Dag skal Præsten syne ham, og når den da har
bredt sig på Huden, skal Præsten erklære ham for uren; det er
Spedalskhed.
28. Men hvis den lyse Plet bliver, som den er, uden at brede sig på
Huden, og er ved at svinde, så er det en Hævelse efter
Brandsåret, og da skal Præsten erklære ham for ren; thi det er
et Ar efter Brandsåret.