Det Gamle Testamente af 1931:

D >> Det Danske Bibelselskab 1931. >> Det Gamle Testamente af 1931:

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39 | 40 | 41 | 42 | 43 | 44 | 45 | 46 | 47 | 48 | 49 | 50 | 51 | 52 | 53 | 54 | 55 | 56 | 57 | 58 | 59 | 60 | 61 | 62 | 63 | 64 | 65 | 66 | 67 | 68 | 69 | 70 | 71 | 72 | 73 | 74 | 75 | 76 | 77 | 78 | 79 | 80 | 81 | 82 | 83 | 84 | 85 | 86 | 87 | 88 | 89 | 90 | 91 | 92 | 93 | 94 | 95 | 96 | 97 | 98 | 99 | 100 | 101 | 102 | 103 | 104 | 105 | 106 | 107 | 108 | 109 | 110 | 111 | 112 | 113 | 114 | 115 | 116 | 117 | 118

8. Derpå sagde Gud til Noa og hans Sønner:
9. "Se, jeg opretter min Pagt med eder og eders Efterkommere efter
eder
10. og med hvert levende Væsen, som er hos eder, Fuglene, Kvæget og
alle Jordens vildtlevende Dyr, alt, hvad der gik ud af Arken,
alle Jordens Dyr;
11. jeg opretter min Pagt med eder og lover, at aldrig mere skal alt
Kød udryddes af Flodens Vande, og aldrig mere skal der komme en
Vandflod for at ødelægge Jorden!"

12. Fremdeles sagde Gud: "Dette er Tegnet på den Pagt, jeg til evige
Tider opretter mellem mig og eder og hvert levende Væsen, som er
hos eder:
13. Min Bue sætter jeg i Skyen, og den skal være Pagtstegn mellem
mig og Jorden!
14. Når jeg trækker Skyer sammen over Jorden, og Buen da viser sig i
Skyerne,
15. vil jeg komme den Pagt i Hu, som består mellem mig og eder og
hvert levende Væsen, det er alt Kød, og Vandet skal ikke mere
blive til en Vandflod, som ødelægger alt Kød.
16. Når Buen da står i Skyerne, vil jeg se hen til den og ihukomme
den evige Pagt mellem Gud og hvert levende Væsen, det er alt Kød
på Jorden."
17. Og Gud sagde til Noa: "Det er Tegnet på den Pagt, jeg opretter
imellem mig og alt Kød på Jorden!"

18. Noas Sønner, der gik ud af Arken, var Sem, Kam og Jafet; Kam var
Fader til Kana'an;
19. det var Noas tre Sønner, og fra dem stammer hele Jordens
Befolkning.

20. Noa var Agerdyrker og den første, der plantede en Vingård.
21. Da han nu drak af Vinen, blev han beruset og blottede sig inde
i, sit Telt.
22. Da så Kana'ans Fader Kam sin Faders Blusel og gik ud og fortalte
sine Brødre det;
23. men Sem og Jafet tog Kappen, lagde den på deres Skuldre og gik
baglæns ind og tildækkede deres Faders Blusel med bortvendte
Ansigter, så de ikke så deres Faders Blusel.
24. Da Noa vågnede af sin Rus og fik at vide, hvad hans yngste Søn
havde gjort ved ham,
25. sagde han: "Forbandet være Kana'an, Trælles Træl blive han for
sine Brødre!"
26. Fremdeles sagde han: "Lovet være HERREN, Sems Gud, og Kana'an
blive hans Træl!
27. Gud skaffe Jafet Plads, at han må bo i Sems Telte; og Kana'an
blive hans Træl!"

28. Noa levede 350 År efter Vandfloden;
29. således blev Noas fulde Levetid 950 År, og derpå døde han.

1.Mosebog 10

1. Dette er Noas Sønner, Sem, Kam og Jafets Slægtebog. Efter
Vandfloden fødtes der dem Sønner.

2. Jafets Sønner: Gomer, Magog. Madaj, Javan, Tubal, Mesjek og
Tiras.
3. Gomers Sønner: Asjkenaz, Rifaf og Togarma.
4. Javans Sønner: Elisja, Tarsis. Kittæerne og Rodosboerne;
5. fra dem nedstammer de fjerne Strandes Folk. Det var Jafets
Sønner i deres Lande, hver med sit Tungemål, efter deres Slægter
og i deres Folkeslag.

6. Kams Sønner: Kusj, Mlizrajim, Put og Hana'an.
7. Kusj's Sønner: Seba, Havila, Sabta, Ra'ma og Sabteka. Ra'mas
Sønner: Saba og Dedan.
8. Og Kusj avlede Nimrod, som var den første Storhersker på Jorden.
9. Han var en vældig Jæger for HERRENs Øjne; derfor siger man: "En
vældig Jæget for HERRENs Øjne som Nimrod."
10. Fra først af omfattede hans Rige Babel, Erelk, Akkad og Kalne i
Sinear;
11. fra dette Land drog han til Assyrien og byggede Nineve, Rehobot-
Ir, Kela
12. og Resen mellem Nineve og Kela, det er den store By.
13. Mizrajim avlede Luderne,Anamerne, Lehaberne, Naftuherne,
14. Patruserne, Kasluherne, fra hvem Filisterne udgik, og
Kaftorerne.
15. Kana'an avlede Zidon, hans førstefødte, Het,
16. Jebusiterne, Amoriterne, Girgasjiterne,
17. Hivviterne, Arkiterne, Siniterne,
18. Arvaditerne, Zemariterne og Hamatiterne; men senere bredte
Kana'anæernes Slægter sig,
19. så at Kana'anæernes Område strakte sig fra Zidon i Retning af
Gerar indtil Gaza, i Retning af Sodoma, Gomorra, Adma,og Zebojim
indtil Lasja.
20. Det var Kams Sønner efter deres Slægter og Tungemål i deres
Lande og Folk.

21. Men også Sem, alle Ebersønnernes Fader, Jafets ældste Broder,
fødtes der Sønner.
22. Sems Sønner: Elam, Assur, Arpaksjad, Lud og Aram.
23. Arams Sønner: Uz, Hul, Geter og Masj.
24. Arpaksjad avlede Sjela; Sjela avlede Eber;
25. Eber fødtes der to Sønner; den ene hed Peleg, thi på hans Tid
adsplittedes Jordens Befolkning, og hans Broder hed Joktan.
26. Joktan avlede Almodad, Sjelef, Hazarmavet, Jera,
27. Hadoram, Uzal, Dikla,
28. Obal, Abimael, Saba,
29. 0fir, Havila og Jobab. Alle disse var Joktans Sønner,
30. og deres Bosteder strækker sig fra Mesja i Retning af Sefar,
Østens Bjerge.
31. Det var Sems Sønner efter deres Slægter og Tungemål i deres
Lande og Folk.

32. Det var Noas Sønners Slægter efter deres Nedstamning, i deres
Folk; fra dem nedstammer Folkene, som efter Vandfloden bredte
sig på Jorden.

1.Mosebog 11

1. Hele Menneskeheden havde eet Tungemål og samme Sprog.
2. Da de nu drog østerpå, traf de på en Dal i Sinear, og der slog
de sig ned.
3. Da sagde de til hverandre: "Kom, lad os stryge Teglsten og
brænde dem godt!" De brugte nemlig Tegl som Sten og Jordbeg som
Kalk.
4. Derpå sagde de: "Kom, lad os bygge os en By og et Tårn, hvis Top
når til Himmelen, og skabe os et Navn, for at vi ikke skal
spredes ud over hele Jorden!"
5. Men HERREN steg ned for at se Byen og Tårnet, som
Menneskebørnene byggede,
6. og han sagde: "Se, de er eet Folk og har alle eet Tungemål; og
når de nu først er begyndt således, er intet, som de sætter sig
for, umuligt for dem;
7. lad os derfor stige ned og forvirre deres Tungemål der, så de
ikke forstår hverandres Tungemål!"
8. Da spredte HERREN dem fra det Sted ud over hele Jorden, og de
opgav at bygge Byen.
9. Derfor kaldte man den Babel, thi der forvirrede HERREN al
Jordens Tungemål, og derfra spredte HERREN dem ud over hele
Jorden.

10. Dette er Sems Slægtebog. Da Sem var 100 År gammel, avlede han
Arpaksjad, to År efter Vandfloden;
11. og efter at Sem havde avlet Arpaksjad, levede han 500 År og
avlede Sønner og Døtre.
12. Da Atpaksjad havde levet 35 År, avlede han Sjela;
13. og efter at Arpaksjad havde avlet Sjela, levede han 403 År og
avlede Sønner og Døtre.
14. Da Sjela havde levet 30 År, avlede han Eber;
15. og efter at Sjela havde avlet Eber, levede han 403 År og avlede
Sønner og Døtre.
16. Da Eber havde levet 34 År, avlede han Peleg;
17. og efter at Eber havde avlet Peleg, levede han 430 År og avlede
Sønner og Døtre.
18. Da Peleg havde levet 30 År, avlede han Re'u;
19. og efter at Peleg havde avlet Re'u, levede han 209 År og avlede
Sønner og Døtre.
20. Da Re'u havde levet 32 År, avlede han Serug;
21. og efter at Re'u havde avlet Serug, levede han 207 År og avlede
Sønner og Døtre.
22. Da Serug havde levet 30 År, avlede han Nakor;
23. og efter at Serug havde avlet Nakor, levede han 200 År og avlede
Sønner og Døtre.
24. Da Nakor havde levet 29 År, avlede han Tara;
25. og efter at Nakor havde avlet Tara, levede han 119 År og avlede
Sønner og Døtre.
26. Da Tara havde levet 70 År, avlede han Abram, Nakor og Haran.

27. Dette er Taras Slægtebog. Tara avlede Abram, Nako og Haran.
Haran avlede Lot.
28. Haran døde i sin Fader Taras Levetid i sin Hjemstavn i Ur
Kasdim.
29. Abram og Nakor tog sig Hustruer; Abrams Hustru hed Saraj, Nakors
Milka, en Datter af Haran, Milkas og Jiskas Fader.
30. Men Saraj var ufrugtbar og havde ingen Børn.
31. Tara tog sin Søn Abram, sin Sønnesøn Lot, Harans Søn, og sin
Sønnekone Saraj, hans Søn Abrams Hustru, og førte dem fra Ur
Kasdim for at begive sig til Kana'ans Land; men da de kom til
Karan, slog de sig ned der.
32. Taras Levetid var 205 År; og Tara døde i Karan.

1.Mosebog 12

1. HERREN sagde til Abram: "Drag ud fra dit Land, fra din Slægt og
din Faders Hus til det Land, jeg vil vise dig;
2. så vil jeg gøre dig til et stort Folk, og jeg vil velsigne dig
og gøre dit Navn stort. og vær en Velsignelse!
3. Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der
forbander dig; i dig skal alle Jordens Slægter velsignes!"
4. Og Abram gik,som HERREN sagde til ham, og Lot gik med ham.
Abram var fem og halvfjerdsindstyve År, da han drog fra Karan;
5. og Abram tog sin Hustru Saraj og sin Brodersøn Lot og al den
Ejendom, de havde samlet sig, og de Folk, de havde vundet sig i
Karan, og de gav sig på Vej til Kana'ans Land og nåede derhen.
6. Derpå drog Abram gennem Landet til Sikems hellige Sted, til
Sandsigerens Træ. Det var dengang Kana'anæerne boede i Landet.
7. Men HERREN åbenbarede sig for Abram og sagde til ham: "Dit Afkom
giver jeg dette Land!" Da byggede han der et Alter for
HERREN. som havde åbenbaret sig for ham.
8. Derpå brød han op derfra og drog til Bjergene østen for Betel,
og han slog Lejr med Betel mod Vest og Aj mod Øst; og han
byggede HERREN et Alter der og påkaldte HERRENs Navn.
9. Derpå drog Abram fra Plads til Plads og nåede Sydlandet.

10. Der opstod Hungersnød i Landet; og da Hungersnøden i Landet blev
trykkende, drog Abram ned til Ægypten for at bo der som fremmed.
11. Da han nu nærmede sig Ægypten, sagde han til sin Hustru Saraj:
Jeg ved jo, at du er en smuk Kvinde;
12. når nu Ægypterne ser dig, og de mener, at du er min Hustru, slår
de mig ihjel og lader dig leve;
13. sig derfor, at du er min Søster, for at det må gå mig godt, og
jeg ikke skal miste Livet for din Skyld!"
14. Da han så drog ind i Ægypten, så Ægypterne, at hun var en såre
smuk Kvinde;
15. og Faraos Stormænd, der så hende, priste hende for Farao, og så
blev Kvinden ført til Faraos Hus.
16. Men Abram behandlede han godt for hendes Skyld, og han fik
Småkvæg, Hornkvæg og Æsler, Trælle og Trælkvinder, Aseninder og
Kameler.
17. Men HERREN ramte Farao og hans Hus med svære Plager for Abrams
Hustru Sarajs Skyld.
18. Da lod Farao Abram kalde og sagde: "Hvad har du gjort imod mig!
Hvorfor lod du mig ikke vide, at hun er din Hustru?
19. Hvorfor sagde du, at hun var din Søster, så at jeg tog hende til
Hustru? Se, her har du nu din Hustru, tag hende og gå bort!"
20. Og Farao bød sine Mænd følge ham og hans Hustru og al deres
Ejendom på Vej;

13-1. og Abram drog atter med sin Hustru og al sin Ejendom fra Ægypten
op til Sydlandet, og Lot drog med ham.

1.Mosebog 13
2. Abram var meget rig på kvæghjorde, Sølv og Guld;
3. og han vandrede fra Lejrplads til Lejrplads og nåede fra
Sydlandet til Betel, til det Sted, hvor hans Teltlejr havde
stået første Gang, mellem Betel og Aj,
4. til det Sted, hvor han forrige Gang havde rejst et Alter; og
Abram påkaldte der HERRENs Navn.
5. Og Lot, der drog med Abram, ejede ligeledes Småkvæg, Hornkvæg og
Telte.
6. Men Landet formåede ikke at rumme dem, så de kunde bo sammen;
thi deres Hjorde var for store til, at de kunde bo sammen.
7. Da opstod der Strid mellem Abrams og Lots Hyrder; det var
dengang Kana'anæerne og Perizziterne boede i Landet.
8. Abram sagde derfor til Lot: "Der må ikke være Strid mellem os to
eller mellem mine og dine Hyrder, vi er jo Frænder!
9. Ligger ikke hele Landet dig åbent? Skil dig hellere fra mig; vil
du til venstre, så går jeg til højre, og vil du til højre, så
går jeg til venstre!"
10. Da så Lot sig omkring, og da han så, at hele Jordanegnen (det
var før HERREN ødelagde Sodoma og Gomorra) var vandrig som
HERRENs Have, som Ægyptens Land, hen ad Zoar til,
11. valgte han sig hele Jordanegnen. Så brød Lot op og drog østerpå,
og de skiltes,
12. idet Abram slog sig ned i Kana'ans Land, medens Lot slog sig ned
i Jordanegnens Byer og drog med sine Telte fra Sted til Sted
helt hen til Sodoma.
13. Men Mændene i Sodoma var ugudelige og store Syndere mod HERREN.

14. Efter at Lot havde skilt sig fra Abram, sagde HERREN til denne:
"Løft dit Blik og se dig om der, hvor du står, mod Nord, mod
Syd, mod Øst og mod Vest;
15. thi hele det Land, du ser, vil jeg give dig og dit Afkom til
evig Tid,
16. og jeg vil gøre dit Afkom som Jordens Støv, så at det lige så
lidt skal kunne tælles, som nogen kan tælle Jordens Støv.
17. Drag nu gennem Landet på Kryds og tværs, thi dig giver jeg det!"
18. Så drog Abram fra Sted til Sted med sine Telte og kom til Mamres
Lund i Hebron, hvor han slog sig ned og byggede HERREN et Alter.

1.Mosebog 14

1. Dengang Amrafel var Konge i Sinear, Arjok i Ellasar, Kedorlaomer
i Elam og Tidal i Gojim.
2. lå de i Krig med Kong Bera af Sodoma, Kong Birsja af Gomorra,
Kong Sjin'ab af Adma, Kong Sjem'eher af Zebojim og Kongen i
Bela, det et Zoar.
3. Alle disse havde slået sig sammen og var rykket frem til Siddims
Dal, det er Salthavet.
4. I tolv År havde de stået under Kedorlaomer, men i det trettende
faldt de fra;
5. og i det fjortende År kom Kedorlaomer og de Konger, som fulgte
ham. Først slog de Refaiterne i Asjtarot Karnajim, Zuziterne i
Ham, Emiterne i Sjave Kirjatajim
6. og Horiterne i Seirs Bjerge hen ad El-Paran til ved Ørkenens
Rand;
7. så vendte de om og drog til Misjpatkilden, det er Hadesj, og
slog Amalekiterne i hele deres Område og ligeså de Amoriter, der
boede i Hazazon Tamar.

8. Da drog Sodomas, Gomorras, Admas, Zebojims og Belas, det er
Zoats, Konger ud og indlod sig i Siddims Dal i Kamp
9. med Kong Kedorlaomer af Elam, Kong Tid'al af Gojim, Kong Amrafel
af Sinear og Kong Arjok af Ellasar, fire Konger mod fem.
10. Men Siddims Dal var fuld af Jordbeggruber; og da Sodomas og
Gomorras Konger blev slået på Flugt, styrtede de i dem, medens
de, der blev tilbage, flyede op i Bjergene.
11. Så tog Fjenden alt Godset i Sodoma og Gomorra og alle
Levnedsmidlerne og drog bort;
12. ligeledes tog de, da de drog bort, Abrams Brodersøn Lot og alt
hans Gods med sig; thi han boede i Sodoma.

13. Men en Flygtning kom og meldte det til Hebræeren Abram, der
boede ved den Lund, som tilhørte Amoriten Mamre, en Broder til
Esjkol og Aner, der ligesom han var Abrams Pagtsfæller.
14. Da nu Abram hørte, at hans Frænde var taget til Fange, mønstrede
han sine Husfolk, de hjemmefødte Trælle, 3l8 Mand, og satte
efter Fjenden til Dan;
15. der faldt han og hans Trælle over dem om Natten, slog dem på
Flugt og forfulgte dem op til Hoba norden for Damaskus.
16. Derefter bragte han alt Godset tilbage; også sin Frænde Lot og
hans Gods førte han tilbage og ligeledes Kvinderne og Folket.

17. Da han nu kom tilbage fra Sejren over Kedorlaomer og de Konger,
der fulgte ham, gik Sodomas Konge ham i Møde i Sjavedalen, det
er Kongedalen.
18. Men Salems Konge Melkizedek, Gud den Allerhøjestes Præst, bragte
Brød og Vin
19. og velsignede ham med de Ord: "Priset være Abram for Gud den
Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber,
20. og priset være Gud den Allerhøjeste, der gav dine Fjender i din
Hånd!" Og Abram gav ham Tiende af alt.

21. Sodomas Konge sagde derpå til Abram: "Giv mig Menneskene og
behold selv Godset!"
22. Men Abram svarede Sodomas Konge: "Til HERREN, Gud den
Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber, løfter jeg min Hånd
på,
23. at jeg ikke vil tage så meget som en Tråd eller en Sandalrem
eller overhovedet noget som helst af din Ejendom; du skal ikke
sige, at du har gjort Abram rig!
24. Jeg vil intet have, kun hvad de unge Mænd har fortæret, og mine
Ledsagere, Aner, Esjkol og Mamres Del, lad dem få deres Del!"

1.Mosebog 15

1. Nogen Tid efter kom HERRENS Ord til Abram i et Syn således:
"Frygt ikke, Abram, jeg er dit Skjold; din Løn skal blive såre
stor!"
2. Men Abram svarede: "Herre", HERRE, hvad kan du give mig, når jeg
dog går barnløs bort, og en Mand fra Damaskus, Eliezer, skal
arve mit Hus."
3. Og Abram sagde: "Du har jo intet Afkom givet mig, og se, min
Hustræl kommer til at arve mig!"
4. Og se, HERRENs Ord kom til ham således: "Han kommer ikke til at
arve dig, men den, der udgår af dit Liv, han skal arve dig."
5. Derpå førte han ham ud i det fri og sagde: "Se op mod Himmelen
og prøv, om du kan tælle Stjernerne!" Og han sagde til ham:
"Således skal dit Afkom blive!"
6. Da troede Abram HERREN, og han regnede ham det til Retfærdighed.

7. Derpå sagde han til ham: "Jeg er HERREN, som førte dig bort fra
Ur Kasdim for at give dig dette Land i Eje!"
8. Men han svarede: "Herre, HERRE, hvorpå kan jeg kende, at jeg
skal få det i Eje?"
9. Da sagde han til ham: "Tag mig en treårs Kvie, en treårs Ged og
en treårs Væder, en Turteldue og en Småfugl!"
10. Så tog han alle disse Dyr skar dem midt over og lagde Halvdelene
over for hinanden; dog skar han ikke Fuglene over.
11. Da slog der Rovfugle ned på de døde Kroppe, men Abram skræmmede
dem bort.
12. Da Solen så var ved at gå ned, faldt der Dvale over Abram, og
se, Rædsel faldt over ham, et stort Mørke.
13. Og han sagde til Abram: "Vide skal du, at dit Afkom skal bo som
fremmede i et Land, der ikke er deres eget; de skal trælle for
dem og mishandles af dem i 400 År.
14. Dog vil jeg også dømme det Folk, de kommer til at trælle for, og
siden skal de vandre ud med meget Gods.
15. Men du skal fare til dine Fædre i Fred og blive jordet i en god
Alderdom.
16. I fjerde Slægtled skal de vende tilbage hertil; thi endnu er
Amoriternes Syndeskyld ikke fuldmoden."

17. Da Solen var gået ned og Mørket faldet på, viste der sig en
rygende Ovn med en flammende Ildslue, der skred frem mellem de
sønderskårne Kroppe.
18. På den Dag sluttede HERREN Pagt med Abram, idet han sagde: "Dit
Afkom giver jeg dette Land fra Ægyptens Bæk til den store Flod,
Eufratfloden,
19. det er Keniterne, Henizziterne, Kadmoniterne,
20. Hetiterne, Perizziterne, Refaiterne,
21. Amoriterne, Kana'anæerne, Girgasjiterne, Hivviterne og
Jebusiterne."

1.Mosebog 16

1. Abrams Hustru Saraj fødte ham intet Barn. Men Saraj havde en
Ægyptisk Trælkvinde ved Navn Hagar;
2. og Saraj sagde til Abram: "HERREN har jo nægtet mig Børn; gå
derfor ind til min Trælkvinde, måske kan jeg få en Søn ved
hende!" Og Abram adlød Saraj.
3. Så tog Abrams Hustru Saraj sin Trælkvinde, Ægypterinden Hagar,
efter at Abram havde boet ti År i Kana'ans Land, og gav sin Mand
Abram hende til Hustru;
4. og han gik ind til Hagar, og hun blev frugtsommelig. Men da hun
så, at hun var frugtsommelig, lod hun hånt om sin Herskerinde.
5. Da sagde Saraj til Abram: "Min Krænkelse komme over dig! Jeg
lagde selv min Trælkvinde i din Favn, og nu hun ser, at hun skal
føde, lader hun hånt om mig; HERREN være Dommer mellem mig og
dig!"
6. Abram svarede Saraj: "Din Trældkvinde er i din Hånd, gør med
hende, hvad du finder for godt!" Da plagede Saraj hende, så hun
flygtede for hende.

7. Men HERRENs Engel fandt hende ved Vandkilden i Ørkenen, ved
Kilden på Vejen til Sjur;
8. og han sagde: "Hvorfra kommer du, Hagar, Sarajs Trælkvinde, og
hvor går du hen?" Hun svarede: "Jeg flygter for min Herskerinde
Saraj!"
9. Da sagde HERRENs Engel til hende: "Vend tilbage til din
Herskerinde og find dig i hendes Mishandling!"
10. Og HERRENs Engel sagde til hende: "Jeg vil gøre dit Afkom så
talrigt, at det ikke kan tælles."
11. Og HERRENs Engel sagde til hende: "Se, du er frugtsommelig, og
du skal føde en Søn, som du skal kalde Ismael, thi HERREN har
hørt, hvad du har lidt;
12. og han skal blive et Menneske Vildæsel, hvis Hånd er mod alle,
og alles Hånd mod ham, og han skal ligge i Strid med alle sine
Frænder!"
13. Så gav hun HERREN, der havde talet til hende, Navnet: Du er en
Gud, som ser; thi hun sagde: "Har jeg virkelig her set et Glimt
af ham, som ser mig?"
14. Derfor kaldte man Brønden Be'er-lahaj-ro'i; den ligger mellem
Kadesj og Bered.
15. Og Hagar fødte Abram en Søn, og Abram kaldte Sønnen, Hagar fødte
ham, Ismael.
16. Abram var seks og firsindstyve År gammel, da Hagar fødte ham
Ismael.

1.Mosebog 17

1. Da Abram var ni og halvfemsindstyve År gammel, åbenbarede HERREN
sig for ham og sagde til ham: "Jeg er Gud den Almægtige; vandre
for mit Åsyn og vær ustraffelig,
2. så vil jeg oprette min Pagt mellem mig og dig og give dig et
overvættes stort Afkom!"
3. Da faldt Abram på sit Ansigt, og Gud sagde til ham:
4. "Fra min Side er min Pagt med dig, at du skal blive Fader til en
Mængde Folk;
5. derfor skal dit Navn ikke mere være Abram, men du skal hedde
Abraham, thi jeg gør dig til Fader til en Mængde Folk.
6. Jeg vil gøre dig overvættes frugtbar og lade dig blive til Folk,
og Konger skal nedstamme fra dig.
7. Jeg opretter min Pagt mellem mig og dig og dit Afkom efter dig
fra Slægt til Slægt, og det skal være en evig Pagt, at jeg vil
være din Gud og efter dig dit Afkoms Gud;
8. og jeg giver dig og dit Afkom efter dig din Udlændigheds Land,
hele Kana'ans Land, til evigt Eje, og jeg vil være deres Gud!"

9. Derpå sagde Gud til Abraham: "Men du på din Side skal holde min
Pagt, du og dit Afkom efter dig fra Slægt til Slægt;
10. og dette er min Pagt, som I skal holde, Pagten mellem mig og
eder, at alt af Mandkøn hos eder skal omskæres.
11. I skal omskæres på eders Forhud, det skal være et Pagtstegn
mellem mig og eder;
12. otte Dage gamle skal alle af Mandkøn omskæres hos eder i alle
kommende Slægter, både de hjemmefødte Trælle og de, som er købt,
alle fremmede, som ikke hører til dit Afkom;
13. omskæres skal både dine hjemmefødte og dine købte. Min Pagt på
eders Legeme skal være en evig Pagt!
14. Men de uomskårne, det af Mandkøn, der ikke Ottendedagen omskæres
på Forhuden, de skal udryddes af deres Folk; de har brudt min
Pagt!"

15. Endvidere sagde Gud til Abraham: "Din Hustru Saraj skal du ikke
mere kalde Saraj, hendes Navn skal være Sara;
16. jeg vil velsigne hende og give dig en Søn også ved hende; jeg
vil velsigne hende, og hun skal blive til Folk, og Folkeslags
Konger skal nedstamme fra hende!"
17. Da faldt Abraham på sit Ansigt og lo, idet han tænkte: "Kan en
hundredårig få Børn, og kan Sara med sine halvfemsindstyve År
føde en Søn?"
18. Abraham sagde derfor til Gud: "Måtte dog Ismael leve for dit
Åsyn!"
19. Men Gud sagde: "Nej, din Ægtehustru Sara skal føde dig en Søn,
som du skal kalde Isak; med ham vil jeg oprette min Pagt, og det
skal være en evig Pagt, der skal gælde hans Afkom efter ham!
20. Men hvad Ismael angår, har jeg bønhørt dig: jeg vil velsigne ham
og gøre ham frugtbar og give ham et overvættes talrigt Afkom;
tolv Stammehøvdinger skal han avle, og jeg vil gøre ham til et
stort Folk.
21. Men min Pagt opretter jeg med Isak, som Sara skal føde dig om et
År ved denne Tid."
22. Så hørte han op at tale med ham; og Gud steg op fra Abraham.

23. Da tog Abraham sin Søn Ismael og alle sine hjemmefødte og de
købte, alt af Mandkøn i Abrahams Hus, og omskar selvsamme Dag
deres Forhud, således som Gud havde pålagt ham.
24. Abraham var ni og halvfemsindstyve År, da han blev omskåret på
sin Forhud;
25. og hans Søn Ismael var tretten År, da han blev omskåret på sin
Forhud.
26. Selvsamme Dag blev Abraham og hans Søn Ismael omskåret;
27. og alle Mænd i hans Hus, både de hjemmefødte og de, der var
købt, de fremmede, blev omskåret tillige med ham.

1.Mosebog 18

1. Siden åbenbarede HERREN sig for ham ved Mamres Lund, engang han
sad i Teltdøren på den hedeste Tid af Dagen.
2. Da han så op, fik han Øje på tre Mænd, der stod foran ham. Så
snart han fik Øje på dem, løb han dem i Møde fra Teltdøren,
bøjede sig til Jorden
3. og sagde: "Herre, hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så gå
ikke din Træl forbi!
4. Lad der blive hentet lidt Vand, så I kan tvætte eders Fødder og
hvile ud under Træet.
5. Så vil jeg bringe et Stykke Brød, for at I kan styrke eder;
siden kan I drage videre - da eders Vej nu engang har ført eder
forbi eders Træl!" De svarede: "Gør, som du siger!"
6. Da skyndte Abraham sig ind i Teltet til Sara og sagde: "Tag
hurtigt tre Mål fint Mel, ælt det og bag Kager deraf!"
7. Så ilede han ud til Kvæget, tog en fin og lækker Kalv og gav den
til Svenden, og han tilberedte den i Hast.
8. Derpå tog han Surmælk og Sødmælk og den tilberedte Kalv, satte
det for dem og gik dem til Hånde under Træet, og de spiste.