Det Gamle Testamente af 1931:

D >> Det Danske Bibelselskab 1931. >> Det Gamle Testamente af 1931:

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39 | 40 | 41 | 42 | 43 | 44 | 45 | 46 | 47 | 48 | 49 | 50 | 51 | 52 | 53 | 54 | 55 | 56 | 57 | 58 | 59 | 60 | 61 | 62 | 63 | 64 | 65 | 66 | 67 | 68 | 69 | 70 | 71 | 72 | 73 | 74 | 75 | 76 | 77 | 78 | 79 | 80 | 81 | 82 | 83 | 84 | 85 | 86 | 87 | 88 | 89 | 90 | 91 | 92 | 93 | 94 | 95 | 96 | 97 | 98 | 99 | 100 | 101 | 102 | 103 | 104 | 105 | 106 | 107 | 108 | 109 | 110 | 111 | 112 | 113 | 114 | 115 | 116 | 117 | 118

10. Og Moses hørte, hvorledes alle Folkets Slægter græd, enhver ved
Indgangen til sit Telt; da blussede HERRENs Vrede voldsomt op,
og det vakte også Moses's Mishag.
11. Da sagde Moses til HERREN: "Hvorfor har du handlet så ilde med
din Tjener, og hvorfor har jeg ikke fundet Nåde for dine Øjne,
siden du har lagt hele dette Folk som en Byrde på mig?
12. Mon det er mig, der har undfanget hele dette Folk, mon det er
mig, der har født det, siden du forlanger, at jeg i min Favn
skal bære det hen til det Land, du tilsvor dets Fædre, som en
Fosterfader bærer det diende Barn?
13. Hvor skal jeg gå hen og skaffe hele dette Folk Kød? Thi de
græder rundt om mig og siger: Skaf os Kød at spise?
14. Jeg kan ikke ene bære hele dette Folk, det er mig for tungt.
15. Hvis du vil handle således med mig, så dræb mig hellere, om jeg
har fundet Nåde for dine Øjne, så at jeg ikke skal være nødt til
at opleve sådan Elendighed!"

16. HERREN svarede Moses: "Kald mig halvfjerdsindstyve af Israels
Ældste sammen, Mænd, som du ved hører til Folkets Ældste og
Tilsynsmænd, før dem hen til Åbenbaringsteltet og lad dem stille
sig op hos dig der.
17. Så vil jeg stige ned og tale med dig der, og jeg vil tage noget
af den Ånd, der er over dig, og lade den komme over dem, for at
de kan hjælpe dig med at bære Folkets Byrde, så du ikke ene skal
bære den.
18. Men til Folket skal du sige: Helliger eder til i Morgen, så skal
I få Kød at spise! I har jo grædt højlydt for HERREN og sagt:
Kunde vi dog få Kød at spise! Vi havde det jo bedre i Ægypten!
Derfor vil HERREN give eder kød at spise;
19. og ikke blot een eller to eller fem eller ti eller tyve Dage
skal I spise det,
20. men en hel Måned igennem, indtil det står eder ud af Næsen, og I
væmmes derved, fordi I har ringeagtet HERREN, der er i eders
Midte, og grædt for hans Åsyn og sagt: Hvorfor drog vi dog ud af
Ægypten!"
21. Moses svarede: "600000 Fodfolk tæller det Folk, jeg bar om mig,
og du siger: Jeg vil skaffe dem Kød, så de har nok at spise en
hel Måned!
22. Kan der slagtes så meget Småkvæg og Hornkvæg til dem, at det kan
slå til, eller kan alle Fisk i Havet samles sammen til dem, så
det kan slå til?"
23. HERREN svarede Moses: "Er HERRENs Arm for kort? Nu skal du få at
se, om mit Ord går i Opfyldelse for dig eller ej."

24. Da gik Moses ud og kundgjorde Folket HERRENs Ord. Og han samlede
halvfjerdsindstyve af Folkets Ældste og lod dem stille sig rundt
om Teltet.
25. Så steg HERREN ned i Skyen og talede til ham; og han tog noget
af den Ånd, der var over ham, og lod den komme over de
halvfjerdsindstyve Ældste, og da Ånden hvilede over dem, kom de
i profetisk Henrykkelse noget, som ikke siden hændtes dem.
26. Imidlertid var to Mænd blevet tilbage i Lejren, den ene hed
Eldad, den anden Medad. Også over dem kom Ånden, thi de hørte
til dem, der var optegnede, men de var ikke gået ud til Teltet,
og nu kom de i profetisk Henrykkelse inde i Lejren.
27. Da løb en ung Mand ud og fortalte Moses det og sagde: "Eldad og
Medad er kommet i profetisk Henrykkelse inde i Lejren."
28. Josua, Nuns Søn, der fra sin Ungdom af havde gået Moses til
Hånde, sagde da: "Min Herre Moses, stands dem i det!"
29. Men Moses sagde til ham: "Er du skinsyg på mine Vegne? Gid alt
HERRENs Folk var Profeter, gid HERREN vilde lade sin Ånd komme
over dem!"
30. Derpå trak Moses sig tilbage til Lejren med Israels Ældste.

31. Da rejste der sig på HERRENs Bud en Vind, som førte Vagtler med
sig fra Havet og drev dem hen over Lejren så langt som en
Dagsrejse på begge Sider af Lejren i en Højde af et Par Alen
over Jorden.
32. Så gav Folket sig hele den Dag, hele Natten og hele den næste
Dag til at samle Vagtlerne op; det mindste, nogen samlede, var
ti Homer. Og de bredte dem ud til Tørring rundt om Lejren.
33. Medens Kødet endnu var imellem Tænderne på dem, før det endnu
var spist, blussede HERRENs Vrede op imod Folket, og HERREN lod
en meget hård Straf ramme Folket.
34. Og man kaldte Stedet Kibrot Hattåva, thi der blev de lystne Folk
jordet.
35. Fra Kibrot-Hattåva drog Folket til Hazerot, og de gjorde Holdt i
Hazerot.

4.Mosebog 12

1. Mirjam og Aron tog til Orde mod Moses i Anledning af den
kusjitiske Kvinde, han havde ægtet - han havde nemlig ægtet en
kusjitisk Kvinde -
2. og sagde: "Har HERREN kun talet til Moses? Mon han ikke også har
talet til os?" Og HERREN hørte det.
3. Men den Mand Moses var såre sagtmodig, sagtmodigere end noget
andet Menneske på Jorden.

4. Da sagde HERREN i det samme til Moses, Aron og Mirjam: "Gå alle
tre ud til Åbenbaringsteltet!" Og de gik alle tre derud.
5. Men HERREN steg ned i Skystøtten og stillede sig ved Indgangen
til Teltet og kaldte på Aron og Mirjam, og de gik begge derud.
6. Da sagde han: "Hør, hvad jeg siger: Når der ellers er en Profet
iblandt eder, giver jeg mig til Kende for ham i Syner eller
taler med ham i Drømme.
7. Anderledes er det med min Tjener Moses: han er tro i hele mit
Hus;
8. med ham taler jeg Ansigt til Ansigt, ikke i Syner eller Gåder,
han skuer HERRENs Skikkelse; hvor tør I da tage til Orde mod min
Tjener Moses?"
9. Og HERRENs Vrede blussede op imod dem, og han gik bort.
10. Da så Skyen trak sig bort fra Teltet, se, da var Mirjam hvid som
Sne af Spedalskhed, og da Aron vendte sig mod Mirjam, se, da var
hun spedalsk.
11. Da sagde Aron til Moses: "Ak, Herre, lad os dog ikke undgælde
for den Synd, vi i Dårskab begik!
12. Lad hende dog ikke blive som et dødfødt Barn, hvis Kød er halvt
fortæret, når det kommer ud af Moders Liv!"
13. Moses råbte da til HERREN og sagde: "Ak, gør hende dog rask
igen!"
14. Og HERREN svarede Moses: "Hvis hendes Fader havde spyttet hende
i Ansigtet, måtte hun da ikke have båret sin Skam i syv Dage?
Derfor skal hun i syv Dage være udelukket fra Lejren; så kan hun
atter optages."
15. Da blev Mirjam udelukket fra Lejren i syv Dage, og Folket brød
ikke op, før Mirjam atter var optaget.
16. Så brød Folket op fra Hazerot og slog Lejr i Parans Ørken.

4.Mosebog 13

1. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
2. "Send nogle Mænd af Sted for at undersøge Kana'ans Land, som jeg
vil give Israeliterne; een Mand af hver Fædrenestamme skal I
sende, og kun Mænd, der er Øverster iblandt dem!"
3. Da udsendte Moses dem fra Parans Ørken på HERRENs Bud, Mænd, der
allevar Overhovederfor Israeliterne.
4. Deres Navne var følgende: Af Rubens Stamme Sjammua, Zakkurs Søn,
5. af Simeons Stamme Sjafat, Horis Søn,
6. af Judas Stamme Kaleb, Jefunnes Søn,
7. af Issakars Stamme Jigal, Josefs Søn,
8. af Efraims Stamme Hosea, Nuns Søn,
9. af Benjamins Stamme Palti, Rafus Søn,
10. af Zebulons Stamme Gaddiel, Sodis Søn,
11. af Josefs Slamme, det er Manasses Stamme, Gaddi, Susis Søn,
12. af Dans Stamme Ammiel, Gmallis Søn,
13. af Asers Stamme Setur, Mikaels Søn,
14. af Naftalis Stamme Nabi, Vofsis Søn,
15. af Gads Stamme Geuel, Mtakis Søn.
16. Det var Navnene på de Mænd, Moses udsendte for at undersøge
Landet. Men Moses gav Hosea, Nuns Søn, Navnet Josua.

17. Og Moses sendte dem af Sted for at undersøge Kana'ans Land. Og
han sagde til dem: "Drag herfra op i Sydlandet og drag op i
Bjergene
18. og se, hvordan Landet er, og om Folket, som bor der, er stærkt
eller svagt, fåtalligt eller talrigt,
19. om Landet, de bor i, er godt eller dårligt, og om Byerne, de bor
i, er Teltlejre eller Fæstninger,
20. og om Landet er fedt eller magert, om der findes Træer deri
eller ej. Vær ved godt Mod og tag noget af Landets Frugt med
tilbage!" Det var netop ved den Tid, de første Druer var modne.

21. Så drog de af Sted og undersøgte Landet lige fra Zins Ørken til
Rehob, Egnen hen imod Hamat.
22. Så begav de sig op i Sydlandet og kom til Hebron; der boede
Ahiman, Sjesjaj og Talmaj, Anaks Efterkommere. Men Hebron var
grundlagt syv År før Zoan i Ægypten.
23. Da de nåede Esjkoldalen, afskar de en Ranke med en Drueklase,
som der måtte to Mand til at bære på en Bærestang, og plukkede
nogle Granatæbler og Figener.
24. Man kaldte dette Sted Esjkoldalen med Hentydning til den
Drueklase, Israeliterne der skar af.

25. Efter fyrretyve Dages Forløb vendte de tilbage efter at have
undersøgt Landet;
26. og de kom til Moses og Aron og hele Israeliternes Menighed i
Parans Ørken i Kadesj og aflagde Beretning for dem og hele
Menigheden og viste dem Landets Frugt.
27. De fortalte ham: "Vi kom til landet, du sendte os til; det er
virkelig et Land, der flyder med Mælk og Honning, og her er
Flugt derfra;
28. men stærkt er Folket, som bor i Landet, og Byerne er befæstede
og meget store; ja, vi så også Efterkommere af Anak der.
29. Amalek bor i Sydlandet, Hetiterte, Jebusiteme og Amoriterne i
Bjerglandet og Kana'anæerne ved Havet og langs Jordan."
30. Da søgte Kaleb at bringe Folket til Tavshed over for Moses og
sagde: "Lad os kun drage op og underlægge os det, thi vi kan
sikkert tage det!"
31. Men de Mænd, der havde været med ham deroppe, sagde: "Vi kan
ikke drage op imod dette Folk, thi det er stærkere end vi!"
32. Og de talte nedsættende til Israeliterne om Landet, som de havde
undersøgt, og sagde: "Landet, som vi har rejst igennem og
undersøgt, er et Land, der fortærer sine Indbyggere, og alle de
Folk, vi så der, var kæmpestore.
33. Vi så der Kæmperne Anaks Sønner, der er af Kæmpeslægten og vi
forekom både os selv og dem som Græshopper!"

4.Mosebog 14

1. Da opløftede hele Menigheden sin Røst og brød ud i Klageråb, og
Folket græd Natten igennem.
2. Og alle Israelitterne knurrede imod Moses og Aron, og hele
Menigheden sagde til dem: "Gid vi var døde i Ægypten eller her i
Ørkenen!
3. Hvorfor fører HERREN os til dette Land, når vi skal falde for
Sværdet og vore Kvinder og Børn blive til Bytte? Var det dog
ikke bedre for os at vende tilbage til Ægypten?"
4. Og de sagde til hverandre: "Lad os vælge os en Fører og vende
tilbage til Ægypten!"
5. Da faldt Moses og Aron på deres Ansigt foran hele den
israelitiske Menigheds Forsamling.
6. Men Josua, Nuns Søn, og Kaleb, Jefunnes Søn, der havde været med
til at undersøge Landet, sønderrev deres Klæder
7. og sagde til hele Israelitternes Menighed: "Landet, vi har rejst
igennem og undersøgt, er et såre, såre godt Land.
8. Hvis HERREN har Behag i os, vil han føre os til det Land og give
os det, et Land, der flyder med Mælk og Honning.
9. Gør kun ikke Oprør imod HERREN og frygt ikke for Landets
Befolkning, thi dem tager vi som en Bid Brød; deres Skygge er
veget fra dem, men med os er HERREN; frygt ikke for dem!"
10. Hele Menigheden tænkte allerede på at stene dem; men da kom
HERRENs Herlighed til Syne for alle Israelitterne ved
Åbenbaringsteltet.

11. Og HERREN sagde til Moses: "Hvor længe skal dette Folk håne mig,
og hvor længe vil det vægre sig ved at tro på mig, til Trods for
alle de Tegn jeg har gjort i det?
12. Jeg vil slå det med Pest og udrydde det, men dig vil jeg gøre
til et Folk, større og stærkere end det!"
13. Men Moses sagde til HERREN: "Ægypterne har hørt, at du i din
Vælde har ført dette Folk bort fra dem;
14. og ligeledes har alle dette Lands Indbyggere hørt, at du, HERRE,
er midt iblandt dette Folk, thi du, HERRE, åbenbarer dig
synligt, idet din Sky står over dem, og du vandrer foran dem om
Dagen i en Skystøtte og om Natten i en Ildstøtte.
15. Hvis du nu dræber dette Folk alle som een, vil de Folk, der har
hørt dit Ry, sige:
16. Fordi HERREN ikke evnede at føre dette Folk til det Land, han
havde tilsvoret dem, lod han dem omkomme i Ørkenen.
17. Derfor, HERRE, lad din Vælde nu vise sig i sin Storhed, således
som du forjættede, da du sagde:
18. HERREN er langmodig og rig på Miskundhed, han forlader
Misgerning og Overtrædelse, men han lader ingen ustraffet, og
han hjemsøger Fædrenes Brøde på Børnene i tredje og fjerde Led.
19. Så tilgiv nu dette Folk dets Misgerning efter din store
Miskundhed, således som du har tilgivet dette Folk hele Vejen
fra Ægypten og hertil!"

20. Da sagde HERREN: "Jeg tilgiver dem på din Bøn.
21. Men så sandt jeg lever så sandt hele Jorden skal opfyldes af
HERRENs Herlighed:
22. Ingen af de Mænd, der har set min Herlighed og de Tegn, jeg har
gjort i Ægypten og i Ørkenen, og dog nu for tiende Gang har
fristet mig og ikke villet lyde min Røst,
23. ingen af dem skal se det Land, jeg tilsvor deres Fædre! Ingen af
dem, der har hånet mig, skal få det at se;
24. kun min Tjener Kaleb lader jeg komme til det Land, han har været
i, og hans Efterkommere skal få det i Eje, fordi han havde en
anden Ånd og viste mig fuld Lydighed.
25. Men Amalekiterne og Kana'anæerne bor i Lavlandet. Vend derfor om
i Morgen, bryd op og drag ud i Ørkenen ad det røde Hav til!"

26. Fremdeles talede HERREN til Moses og Aron og sagde:
27. "Hvor længe skal jeg tåle denne onde Menighed, dem, som
bestandig knurrer imod mig? Jeg har hørt Israelitternes Knurren,
hørt, hvorledes de knurrer imod mig.
28. Sig til dem: Så sandt jeg lever lyder det fra HERREN, som I har
råbt mig i Øret, således vil jeg handle med eder!
29. I Ørkenen her skal eders Kroppe falde, alle I, der blev
mønstret, så mange I er fra Tyveårsalderen og opefter, I, som
har knurret imod mig.
30. Sandelig, ingen af eder skal komme til det Land, jeg med løftet
Hånd svor at ville giver eder at bo i, med Undtagelse af Kaleb,
Jefunnes Søn, og Josua, Nuns Søn.
31. Eders små Børn, som I sagde vilde blive til Bytte, dem vil jeg
lade komme derhen, og de skal tage det Land i Besiddelse, som I
har vraget,
32. men eders egne Kroppe skal falde i Ørkenen her,
33. og eders Sønner skal flakke om i Ørkenen i fyrretyve År og
undgælde for eders Bolen, indtil eders Kroppe er gået til Grunde
i Ørkenen.
34. Som I brugte fyrretyve Dage til at undersøge Landet, således
skal I undgælde for eders Misgerninger i fyrretyve År, eet År
for hver Dag, og således få mit Mishag at føle.
35. Jeg HERREN har sagt det: Sandelig, således vil jeg handle med
hele denne onde Menighed, der har rottet sig sammen imod mig; i
Ørkenen her skal de gå til Grunde, i den skal de dø!"

36. Og de Mænd, Moses havde udsendt for at undersøge Landet, og som
efter deres Tilbagekomst havde fået hele Menigheden til at
knurre imod ham ved at tale nedsættende om Landet,
37. de Mænd, der havde talt nedsættende om Landet, fik en brat Død
for HERRENs Åsyn:
38. kun Josua, Nuns Søn, og Kaleb, Jefunnes Søn, blev i Live af de
Mænd, der var draget hen for at undersøge Landet.

39. Men da Moses forebragte alle Israelitterne disse Ord, grebes
Folket af stor Sorg;
40. og tidligt næste Morgen drog de op mod det øverste af
Bjerglandet og sagde: "Se, vi er rede til at drage op til det
Sted, HERREN har talet om, thi vi, har syndet."
41. Da sagde Moses: "Hvorfor vil I overtræde HERRENs Bud? Det vil
ikke gå godt!
42. Drag ikke derop, thi HERREN er ikke iblandt eder; gør I det,
bliver I slået af eders Fjender!
43. Thi Amalekiterne og Kana'anæerne vil møde eder der, og I skal
falde for Sværdet; I har jo vendt eder fra HERREN, og HERREN er
ikke med eder!"
44. Alligevel formastede de sig til at drage op mod det øverste af
Bjerglandet; men HERRENs Pagts Ark og Moses forlod ikke Lejren.
45. Da steg Amalekiterne og Kana'anæerne, der boede der i
Bjerglandet, ned og slog dem og adsplittede dem lige til Horma.

4.Mosebog 15

1. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
2. Tal til Israelitterne og sig til dem: Når I kommer til det Land,
jeg vil give eder at bo i,
3. og I vil ofre HERREN et Ildoffer, Brændoffer eller Slagtoffer,
af Hornkvæg eller Småkvæg for at indfri et Løfte eller af fri
Drift eller i Anledning af eders Højtider for at berede HERREN
en liflig Duft,
4. så skal den, der bringer HERREN sin Offergave, som Afgrødeoffer
bringe en Tiendedel Efa fint Hvedemel, rørt i en Fjerdedel Hin
Olie
5. desuden skal du som Drikoffer til hvert Lam ofre en Fjerdedel
Hin Vin, hvad enten det er Brændoffer eller Slagtoffer.
6. Men til en Væder skal du som Afgrødeoffer ofre to Tiendedele Efa
fint Hvedemel, rørt i en Tredjedel Hin Olie;
7. desuden skal du som Drikoffer frembære en Tredjedel Hin Vin til
en liflig Duft for HERREN.
8. Og når du ofrer en ung Tyr som Brændoffer eller Slagtoffer for
at indfri et Løfte eller som Takoffer til HERREN,
9. skal du foruden Tyren frembære som Afgrødeoffer tre Tiendedele
Efa fint Hvedemel, rørt i en halv Hin Olie;
10. desuden skal du som Drikoffer frembære en halv Hin Vin, et
Ildoffer til en liflig Duft for HERREN.
11. Således skal der gøres for hver enkelt Tyr, hver enkelt Væder
eller hvert Lam eller Ged;
12. således skal I gøre for hvert enkelt Dyr, så mange I nu ofrer.
13. Enhver indfødt skal gøre disse Ting på denne Måde, når han vil
bringe et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN.
14. Og når en fremmed bor hos eder, eller nogen i de kommende Tider
bor iblandt eder, og han vil bringe et Ildoffer til en liflig
Duft for HERREN, skal han gøre på samme Måde som I selv.
15. Inden for Forsamlingen skal en og samme Anordning gælde for eder
og den fremmede, der bor hos eder; det skal være eder en evig
gyldig Anordning fra Slægt til Slægt: hvad der gælder for eder,
skal også gælde for den fremmede for HERRENs Åsyn;
16. samme Lov og Ret gælder for eder og den fremmede, der bor hos
eder.

17. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
18. Tal til Israelitterne og sig til dem: Når I kommer til det Land,
jeg fører eder til,
19. og spiser af Landets Brød, skal I yde HERREN en Offerydelse.
20. Som Førstegrøde af eders Grovmel skal I yde en Kage som
Offerydelse; på samme Måde som Offerydelsen af Tærskepladsen
skal I yde den.
21. Af Førstegrøden af eders Grovmel skal I give HERREN en
Offerydelse, Slægt efter Slægt.

22. Dersom I synder af Vanvare og undlader at udføre noget af alle
de Bud, HERREN har kundgjort Moses,
23. noget af alt det, HERREN har pålagt eder gennem Moses, fra den
Dag HERREN udstedte sit Bud og frem i Tiden fra Slægt til Slægt,
24. så skal hele Menigheden, hvis det sker af Vanvare uden
Menighedens Vidende, ofre en ung Tyr som Brændoffer til en
liflig duft for HERREN med det efter Lovbudene dertil hørende
Afgrødeoffer og Drikoffer og desuden en Gedebuk som Syndoffer.
25. Og Præsten skal skaffe hele Israelitternes Menighed Soning, og
dermed opnår de Tilgivelse; thi det skete af Vanvare, og de bar
bragt deres Offergave som et Ildoffer til HERREN og desuden
deres Syndoffer for HERRENs Åsyn, for hvad de gjorde af Vanvare.
26. Således får både hele Israelitternes Menighed og den fremmede,
der bor hos dem, Tilgivelse; thi alt Folket har Del i den Synd,
der bliver begået af Vanvare.

27. Men hvis et enkelt Menneske synder af Vanvare, skal han bringe
en årgammel Ged som Syndoffer.
28. Og Præsten skal skaffe den, der synder af Vanvare, Soning for
HERRENs Åsyn ved at udføre Soningen for ham, og således opnår
han Tilgivelse.
29. For den indfødte hos Israelitterne og den fremmede, der bor
iblandt dem, for eder alle gælder en og samme Lov; når nogen
synder af Vanvare.

30. Men den, der handler med Forsæt, hvad enten han er indfødt eller
fremmed, han håner Gud, og det Menneske skal udryddes af sit
Folk.
31. Thi han har ringeagtet HERRENs Ord og brudt hans Bud; det
Menneske skal udryddes, hans Misgerning kommer over ham.

32. Medens Israelitterne opholdt sig i Ørkenen, traf de en Mand, som
sankede Brænde på en Sabbat.
33. De, der traf ham i Færd med at sanke Brænde, bragte ham til
Moses, Aron og hele Menigheden,
34. og de satte ham i Varetægt, da der ikke forelå nogen bestemt
Kendelse for, hvad der skulde gøres ved ham.
35. Da sagde HERREN til Moses: Den Mand skal lide Døden; hele
Menigheden skal stene ham uden for Lejren!
36. Hele Menigheden førte ham da uden for Lejren og stenede ham til
Døde, som HERREN havde pålagt Moses.

37. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
38. Tal til Israelitterne og sig til dem, at de Slægt efter Slægt
skal sætte Kvaster på Fligene af deres Klæder, og at de på hver
enkelt Kvast skal sætte en violet Purpursnor.
39. Det skal tjene eder til Tegn, så at I, hver Gang I ser dem, skal
komme alle HERRENs Bud i Hu og handle efter dem og ikke lade
eder vildlede af eders Hjerter eller Øjne, af hvilke I lader
eder forlede til Bolen
40. for at I kan komme alle mine Bud i Hu og handle efter dem og
blive hellige for eders Gud.
41. Jeg er HERREN eders Gud, som førte eder ud af Ægypten for at
være eders Gud. Jeg er HERREN eders Gud!

4.Mosebog 16

1. Men Kora, en Søn af Jizhar, en Søn af Levis Søn Kehat, og Datan
og Abiram, Sønner af Ejiab, en Søn af Rubens Søn Pallu, gjorde
Oprør.
2. De gjorde Oprør mod Moses sammen med 250 israelitiske Mænd,
Øverster for Menigheden, udvalgte i Folkeforsamlingen, ansete
Mænd.
3. Og de samlede sig og trådte op imod Moses og Aron og sagde til
dem: "Lad det nu være nok, thi hele Menigheden er hellig, hver
og en, og HERREN er i dens Midte; hvorfor vil I da ophøje eder
over HERRENs Forsamling?"
4. Da Moses hørte det, faldt han på sit Ansigt.
5. Derpå talte han til Kora og alle hans Tilhængere og sagde: "Vent
til i Morgen, så vil HERREN give til kende, hvem der tilhører
ham, og hvem der er hellig, så at han vil give ham Adgang til
sig; den, han udvælger, vil han give Adgang til sig.
6. Således skal I gøre: Skaf eder Pander, du Kora og alle dine
Tilhængere,
7. og læg så i Morgen Gløder på og kom Røgelse på for HERRENs Åsyn,
så skal den, HERREN udvælger, være den, som er hellig; lad det
nu være nok, I Levisønner!"
8. Fremdeles sagde Moses til Kora: "Hør nu, I Levisønner!
9. Er det eder ikke nok, at Israels Gud har udskilt eder af Israels
Menighed og givet eder Adgang til sig for at udføre Arbejdet ved
HERRENs Bolig og stå til Tjeneste for Menigheden?
10. Han har givet dig og med dig alle dine Brødre, Levis Sønner,
Adgang til sig og nu attrår I også Præsteværdigheden!
11. Derfor, du og alle dine Tilhængere, som har rottet eder sammen
mod HERREN, hvad er Aron, at I vil knurre mod ham!"

12. Da sendte Moses Bud efter Datan og Abiram, Eliabs Sønner, men de
sagde: "Vi kommer ikke!
13. Er det ikke nok, at du har ført os bort fra et Land, der flyder
med Mælk og Honning, for at lade os dø i Ørkenen, siden du oven
i Købet vil opkaste dig til Herre over os!
14. Du har sandelig ikke ført os til et Land, der flyder med Mælk og
Honning, eller givet os Marker og Vinbjerge! Tror du, du kan
stikke disse Mænd Blår i Øjnene? Vi kommer ikke!"
15. Da harmedes Moses højlig og sagde til HERREN: "Vend dig ikke til
deres Offergave! Ikke så meget som et Æsel har jeg frataget dem,
ej heller har jeg gjort en eneste af dem noget ondt!"

16. Og Moses sagde til Kora: "I Morgen skal du og alle dine
Tilhængere komme frem for HERRENs Åsyn sammen med Aron;
17. og enhver af eder skal tage sin Pande, lægge Gløder på og komme
Røgelse på og frembære sin Pande for HERRENs Åsyn, 25O Pander,
du selv og Aron skal også tage hver sin Pande!"
18. Da tog hver sin Pande, lagde Gløder på og kom Røgelse på, og så
stillede de sig ved indgangen til Åbenbaringsteltet sammen med
Moses og Aron;
19. og Kora kaldte hele Menigheden sammen imod dem ved Indgangen til
Åbenbaringsteltet. Da kom HERRENs Herlighed til Syne for hele
Menigheden,
20. og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
21. "Skil eder ud fra denne Menighed, så vil jeg i et Nu
tilintetgøre den!"
22. Men de faldt på deres Ansigt og sagde: "O Gud, du Gud over alt
Køds Ånder, vil du vredes på hele Menigheden, fordi en enkelt
Mand synder?"
23. Da talede HERREN til Moses og sagde:
24. "Tal til Menigheden og sig: Fjern eder fra Pladsen omkring
Koras, Datans og Abirams Bolig!"