Det Gamle Testamente af 1931:

D >> Det Danske Bibelselskab 1931. >> Det Gamle Testamente af 1931:

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39 | 40 | 41 | 42 | 43 | 44 | 45 | 46 | 47 | 48 | 49 | 50 | 51 | 52 | 53 | 54 | 55 | 56 | 57 | 58 | 59 | 60 | 61 | 62 | 63 | 64 | 65 | 66 | 67 | 68 | 69 | 70 | 71 | 72 | 73 | 74 | 75 | 76 | 77 | 78 | 79 | 80 | 81 | 82 | 83 | 84 | 85 | 86 | 87 | 88 | 89 | 90 | 91 | 92 | 93 | 94 | 95 | 96 | 97 | 98 | 99 | 100 | 101 | 102 | 103 | 104 | 105 | 106 | 107 | 108 | 109 | 110 | 111 | 112 | 113 | 114 | 115 | 116 | 117 | 118

25. Moses gik nu hen til Datan og Abiram, fulgt af Israels Ældste,
26. og han talte til Menigheden og sagde: "Træk eder tilbage fra
disse ugudelige Mænds Telte og rør ikke ved noget af, hvad der
tilhører dem, for at I ikke skal rives bort for alle deres
Synders Skyld!"
27. Da fjernede de sig fra Pladsen om Koras, Datans og Abirams
Bolig, og Datan og Abiram kom ud og stillede sig ved indgangen
til deres Telte med deres Hustruer og Børn, store og små.
28. Og Moses sagde: "Derpå skal I kende, at HERREN har sendt mig for
at gøre alle disse Gerninger, og at jeg ikke handler i
Egenrådighed:
29. Dersom disse dør på vanlig menneskelig Vis, og der ikke rammer
dem andet, end hvad der rammer alle andre, så har HERREN ikke
sendt mig;
30. men hvis HERREN lader noget uhørt ske, så Jorden spiler sit Gab
op og sluger dem med alt, hvad der tilhører dem, så de farer
levende ned i Dødsriget, da skal I derpå kende, at disse Mænd
har hånet HERREN!"
31. Og straks, da han havde talt alle disse Ord, åbnede Jorden sig
under dem,
32. og Jorden lukkede sit Gab op og slugte dem og deres Boliger og
alle Mennesker, der tilhørte Kora, og alt, hvad de ejede;
33. og de for levende ned i Dødsriget med alt, hvad der tilhørte
dem, og Jorden lukkede sig over dem, og de blev udryddet af
Forsamlingen.
34. Men hele Israel, der stod omkring dem, flygtede ved deres Skrig,
thi de sagde: "Blot ikke Jorden skal opsluge os!"
35. Og Ild for ud fra HERREN og fortærede de 250 Mænd, der frembar
Røgelse.

36. Da talede HERREN til Moses og sagde:
37. "Sig til Eleazar, Præsten Arons Søn, at han skal tage Panderne
ud af Branden og strø Gløderne ud noget derfra; thi hellige
38. er de Pander, der tilhørte disse Mænd, som begik en Synd, der
kostede dem Livet. De skal udhamre dem til Plader til Overtræk
på Alteret, thi de frembar dem for HERRENs Åsyn, og derfor er de
hellige; de skal nu tjene Israelitterne til Tegn."
39. Da tog Præsten Eleazar Kobberpaladerne, som de opbrændte Mænd
havde frembåret, og hamrede dem ud til. Overtræk på Alteret
40. som et Mindetegn for Israelitterne om, at ingen Lægmand, ingen,
som ikke hører til Arons Efterkommere, må træde frem for at ofre
Røgelse for HERRENs Åsyn, for at det ikke skal gå ham som Kora
og hans Tilhængere, således som HERREN havde sagt ham ved Moses.

41. Men Dagen efter knurrede hele Israels Menighed mod Moses og Aron
og sagde: "Det er eder, der har, dræbt HERRENs Folk!"
42. Men da Menigheden samlede sig mod Moses og Aron, vendte de sig
mod Åbenbaringsteltet, og se, Skyen dækkede det, og HERRENs
Herlighed kom til Syne.
43. Da trådte Moses og Aron hen foran Åbenbaringsteltet,
44. og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
45. "Fjern eder fra denne Menighed, så vil jeg i et Nu tilintetgøre
dem!" Da faldt de på deres Ansigt,
46. og Moses sagde til Aron: "Tag din Pande, læg Gløder fra Alteret
på og kom Røgelse på og skynd dig så hen til Menigheden og skaf
den Soning, thi Vreden er brudt frem fra HERREN, Plagen har
allerede taget fat!"
47. Da tog Aron det, således som Moses havde sagt, og løb midt ind i
Forsamlingen. Og se, Plagen havde allerede taget fat blandt
Folket, men han kom Røgelsen på og skaffede Folket Soning.
48. Og som han stod der midt imellem døde og levende, hørte Plagen
op.
49. Men de, der omkom ved Plagen, udgjorde 14700 Mennesker foruden
dem, der omkom for Koras Skyld.
50. Så vendte Aron tilbage til Moses ved Indgangen til
Åbenbaringsteltet, efter at Plagen var ophørt.

4.Mosebog 17

1. Og HERREN talede til Moses og sagde:
2. "Sig til Israelitterne, at Øversterne for Fædrenehusene skal
give dig en Stav for hvert Fædrenehus, tolv Stave i alt, og
skriv så hver enkelts Navn på hans Stav
3. og skriv Arons Navn på Levis Stav, thi hvert Overhoved for
Fædrenehusene skal have een Stav.
4. Læg dem så ind i Åbenbariogsteltet foran Vidnesbyrdet, der, hvor
jeg åbenbarer mig for dig.
5. Den Mand, jeg udvælger, hans Stav skal da grønnes; således vil
jeg bringe Israelitternes Knurren imod eder til Tavshed, så jeg
kan blive fri for den."
6. Moses sagde nu dette til Israelitterne, og alle deres Øverster
gav ham en Stav, så der blev en Stav for hver Øverste efter
deres Fædrenehuse, tolv Stave i alt, og Arons Stav var imellem
Stavene.
7. Derpå lagde Moses Stavene hen foran HERRENs Åsyn i Vidnesbyrdets
Telt.

8. Da Moses næste Dag kom ind i Vidnesbyrdets Telt, se, da var
Arons Stav, Staven for Levis Hus, grønnedes; den havde sat Skud,
var kommet i Blomst og bar modne Mandler.
9. Da tog Moses Stavene bort fra HERRENs Åsyn og bar dem ud til
Israelitterne, og de så på dem og tog hver sin Stav.
10. Men HERREN sagde til Moses: "Læg Arons Stav tilbage foran
Vidnesbyrdet, for at den kan opbevares til Tegn for de
genstridige, og gør Ende på deres Knurren, så jeg kan blive fri
for den, at de ikke skal dø!"
11. Og Moses gjorde som HERREN havde pålagt ham; således gjorde han.

12. Men Israelitterne sagde til Moses: "Se, vi omkommer, det er ude
med os, det er ude med os alle sammen!
13. Enhver, der kommer HERRENs Bolig nær, dør. Skal vi da virkelig
omkomme alle sammen?"

4.Mosebog 18

1. HERREN sagde til Aron: Du tillige med dine Sønner og dit
Fædrenehus skal have Ansvaret for Helligdommen, og du tillige
med dine Sønner skal have Ansvaret for eders Præstetjeneste.
2. Men også dine Brødre, Levis Stamme, din Fædrenestamme, skal du
lade træde frem sammen med dig, og de skal holde sig til dig og
gå dig til Hånde, når du tillige med dine Sønner gør Tjeneste
foran Vidnesbyrdets Telt;
3. og de skal tage Vare på, hvad du har at varetage, og på alt,
hvad der er at varetage ved Teltet, men de må ikke komme de
hellige Ting eller Alteret nær, at ikke både de og I skal dø..
4. De skal holde sig til dig og tage Vare på, hvad der er at
varetage ved Åbenbaringsteltet, alt Arbejdet derved, men ingen
Lægmand må der komme eder nær.
5. Men I skal tage Vare på, hvad der er at varetage ved
Helligdommen og Alteret, for at der ikke atter skal komme Vrede
over Israelitterne.
6. Se, jeg har selv udtaget eders Brødre Leviterne af
Israelitternes Midte som en Gave til eder, de er givet HERREN
til at udføre Arbejdet ved Åbenbaringsteltet.
7. Men du tillige med dine Sønner skal tage Vare på eders
Præstegerning i alt, hvad der angår Alteret og det, der er inden
for Forhænget, og udføre Arbejdet derved. Som en Gave skænker
jeg eder Præstedømmet; men enhver Lægmand, der trænger sig ind
deri, skal lide Døden.

8. HERREN talede fremdeles til Aron: Se, jeg giver dig, hvad der
skal lægges til Side af mine Offerydelser; alle Israelitternes
Helliggaver giver jeg dig og dine Sønner som eders Del, en evig
gyldig Rettighed.
9. Følgende skal tilfalde dig af det højhellige, fraregnet hvad der
opbrændes: Alle deres Offergaver, der falder ind under
Afgrødeofre, Syndofre og Skyldofre, som de bringer mig til
Erstatning; som højhelligt skal dette tilfalde dig og dine
Sønner.
10. På et højhelligt Sted skal du spise det, og alle af Mandkøn må
spise deraf; det skal være dig helligt.
11. Fremdeles skal følgende tilfalde dig som Offerydelse af deres
Gaver: Alle Gaver fra Israelitterne, hvormed der udføres
Svingning, giver jeg dig tillige med dine Sønner og Døtre som en
evig gyldig Rettighed; enhver, som er ren i dit Hus, må spise
deraf.
12. Alt det bedste af Olien, Mosten og Kornet, Førstegrøden deraf,
som de giver HERREN, giver jeg dig.
13. De første Frugter af alt, hvad der gror i deres Land, som de
bringer HERREN, skal tilfalde dig; enhver, som er ren i dit Hus,
må spise deraf.
14. Alt, hvad der lægges Band på i Israel, skal tilfalde dig.
15. Af alt Kød, som de bringer til HERREN, såvel af Mennesker som af
Dyr, skal alt, hvad der åbner Moders Liv, tilfalde dig; dog skal
du lade de førstefødte Mennesker udløse, og ligeledes skal du
lade de førstefødte urene Dyr udløse.
16. Hine skal du lade udløse, når de er en Måned gamle eller
derover, med en Vurderingssum af fem Sekel efter hellig Vægt,
tyve Gera på en Sekel.
17. Men de førstefødte Stykker Hornkvæg, Lam eller Geder må du ikke
lade udløse; de er hellige, deres Blod skal du sprænge på
Alteret, og Fedtet skal du bringe som Røgoffer, et Ildoffer til
en liflig Duft for HERREN;
18. men Kødet tilfalder dig; ligesom Svingningsbrystet og højre
Kølle tilfalder det dig.
19. Al Offerydelse af Helliggaver, som Israelitterne yder HERREN,
giver jeg dig tillige med dine Sønner og Døtre som en evig
gyldig Rettighed; det skal være en evig gyldig Saltpagt for
HERRENs Åsyn for dig tillige med dine Efterkommere.

20. HERREN sagde fremdeles til Aron: Du skal ingen Arvelod have i
deres Land, og der skal ikke tilfalde dig nogen Lod iblandt dem;
jeg selv er din Arvelod og Del blandt Israelitterne.

21. Men se, Levisønnerne giver jeg al Tiende i Israel som Arvelod
til Løn for det Arbejde, de udfører ved Åbenbaringsteltet.
22. Israelitterne må herefter ikke komme Åbenbaringsteltet nær, for
at de ikke skal pådrage sig Synd og dø;
23. kun Leviterne må udføre Arbejdet ved Åbenbaringsteltet, og de
skal have Ansvaret derfor. Det skal være eder en evig gyldig
Anordning fra Slægt til Slægt. Men nogen Arvelod skal de ikke
have blandt Israelitterne;
24. thi Tienden, Israelitterne yder HERREN som Offerydelse, giver
jeg Leviterne til Arvelod. Derfor sagde jeg dem, at de ikke skal
have nogen Arvelod blandt Israelitterne.

25. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
26. Tal til Leviterne og sig til dem: Når I af Israelitterne
modtager Tienden, som jeg har givet eder som den Arvelod, I skal
have af dem, så skal I yde HERREN en Offerydelse deraf, Tiende
af Tienden;
27. og denne eders Offerydelse skal ligestilles med Offerydelsen af
Kornet fra Tærskepladsen og Overfloden fra Vinpersen.
28. Således skal også I yde HERREN en Offerydelse af al den Tiende,
I modtager af Israelitterne, og denne HERRENs Offerydelse skal I
give Præsten Aron.
29. Af alle de Gaver, I modtager, skal I yde HERRENs Offerydelse, af
alt det bedste deraf, som hans Helliggave.
30. Og sig til dem: Når I yder det bedste deraf, skal det
ligestilles med Offerydelsen af, hvad der kommer fra
Tærskepladsen og Vinpersen.
31. I må spise det hvor som helst sammen med eders Familie, thi det
er eders Løn for eders Arbejde ved Åbenbaringsteltet.
32. Når I blot yder det bedste deraf, skal I ikke for den Sags Skyld
pådrage eder Synd og ikke vanhellige Israelitternes Helliggaver
og udsætte eder for at dø.

4.Mosebog 19

1. HERREN talede fremdeles til Moses og Aron og sagde:
2. Dette er det Lovbud, HERREN har kundgjort: Sig til
Israelitterne, at de skal skaffe dig en rød, lydefri Kvie, der
er uden Fejl og ikke har båret Åg.
3. Den skal I overgive til Præsten Eleazar, og man skal føre den
uden for Lejren og slagte den for hans Åsyn.
4. Så skal Præsten Eleazar tage noget af dens Blod på sin Finger og
stænke det syv Gange i Retning af Åbenbaringsteltets Forside.
5. Derpå skal Kvien brændes i hans Påsyn; dens Hud, Kød og Blod
tillige med Skarnet skal opbrændes.
6. Derefter skal Præsten tage Cedertræ, Ysop og karmoisinrødt Uld
og kaste det på Bålet, hvor Kvien brænder.
7. Så skal Præsten tvætte sine Klæder og bade sit Legeme i Vand og
derefter vende tilbage til Lejren. Men Præsten skal være uren
til Aften.
8. Ligeledes skal den Mand, der brænder Kvien, tvætte sine Klæder
med Vand og bade sit Legeme i Vand og være uren til Aften.
9. Og en Mand, der er ren, skal opsamle Kviens Aske og lægge den
hen på et rent Sted uden for Lejren, hvor den skal opbevares for
Israelitternes Menighed for at bruges til Renselsesvand. Det er
et Syndoffer.
10. Og den, der opsamler Kviens Aske, skal tvætte sine Klæder og
være uren til Aften. For Israelitterne og den fremmede, der bor
iblandt dem, skal dette være en evig gyldig Anordning:
11. Den, der rører ved en død, ved noget som helst Lig, skal være
uren i syv Dage.
12. Han skal lade sig rense for Synd med Asken på den tredje og
syvende Dag, så bliver han ren; men renser han sig ikke på den
tredje og syvende Dag, bliver han ikke ren.
13. Enhver, der rører ved en død, et Lig, og ikke lader sig rense
for Synd, besmitter HERRENs Bolig, og det Menneske skal udryddes
af Israel, fordi der ikke er stænket Renselsesvand på ham; han
er uren, hans Urenhed klæber endnu ved ham.

14. Således er Loven: Når et Menneske dør i et Telt,, bliver enhver,
der træder ind i Teltet, og enhver, der er i Teltet, uren i syv
Dage;
15. og ethvert åbent Kar, et, der ikke er bundet noget over, bliver
urent.
16. Ligeledes bliver enhver, der på åben Mark rører ved en, der er
dræbt med Sværd, eller ved en, der er død, eller ved
Menneskeknogler eller en Grav, uren i syv Dage.
17. For sådanne urene skal man da tage noget af Asken af det brændte
Syndoffer og hælde rindende Vand derover i en Skål.
18. Derpå skal en Mand, der er ren, tage en Ysopstængel, dyppe den i
Vandet og stænke det på Teltet og på alle de Ting og Mennesker,
der har været deri, og på den, der har rørt ved
Menneskeknoglerne, den ihjelslagne, den døde eller Graven.
19. Således skal den rene bestænke den urene på den tredje og
syvende Dag og borttage hans Synd på den syvende Dag. Derefter
skal han tvætte sine Klæder og bade sig i Vand, så er han ren,
når det bliver aften.
20. Men den, som bliver uren og ikke lader sig rense for Synd, han
skal udryddes af Forsamlingen; thi han har besmittet HERRENs
Helligdom, der er ikke stænket Renselsesvand på ham, han er
uren.
21. Det skal være eder en evig gyldig Anordning. Den, der stænker
Renselsesvandet, skal tvætte sine Klæder, og den, der rører ved
Renselsesvandet, skal være uren til Aften.
22. Alt, hvad den urene rører ved skal være urent, og enhver, der
rører ved ham, skal være uren til Aften.

4.Mosebog 20

1. Derpå nåede Israelitterne, hele Menigheden, til Zins Ørken i den
første Måned, og Folket slog sig ned i Kadesj. Der døde Mirjam,
og der blev hun jordet.
2. Men der var ikke Vand til Menigheden; derfor samlede de sig mod
Moses og Aron,
3. og Folket kivedes med Moses og sagde: "Gid vi var omkommet,
dengang vore Brødre omkom for HERRENs Åsyn!
4. Hvorfor førte I HERRENs Forsamling ind i denne Ørken, når vi
skal dø her, både vi og vort Kvæg?
5. Og hvorfor førte I os ud af Ægypten, når I vilde have os hen til
dette skrækkelige Sted, hvor der hverken er Korn eller Figener,
Vintræer eller Granatæbler, ej heller Vand at drikke?"
6. Men Moses og Aron begav sig fra Forsamlingen hen til
Åbenbaringsteltets indgang og faldt på deres Ansigt. Da viste
HERRENs Herlighed sig for dem,
7. og HERREN talede til Moses og sagde:
8. "Tag Staven og kald så tillige med din Broder Aron Menigheden
sammen og tal til Klippen i deres Påsyn, så giver den Vand; lad
Vand strømme frem af Klippen til dem og skaf Menigheden og dens
Kvæg noget at drikke!"
9. Da tog Moses Staven fra dens Plads foran HERRENs Åsyn, som han
havde pålagt ham;
10. og Moses og Aron kaldte Forsamlingen sammen foran Klippen, og
han sagde til dem: "Hør nu, I genstridige! Mon vi formår at få
Vand til at strømme frem til eder af denne Klippe?"
11. Og Moses løftede sin Hånd og slog to Gange på Klippen med sin
Stav, og der strømmede Vand frem i Mængde, så at Menigheden og
dens Kvæg kunde drikke.
12. Men HERREN sagde til Moses og Aron: "Fordi I ikke troede på mig
og helligede mig for Israelitternes Øjne, skal I ikke komme til
at føre denne Forsamling ind i det Land, jeg vil give dem!"
13. Dette er Meribas Vand, hvor Israelitterne kivedes med HERREN, og
hvor han åbenbarede sin Hellighed på dem.

14. Fra Kadesj sendte Moses Sendebud til kongen af Edom med det Bud:
"Din Broder Israel lader sige: Du kender jo alle de
Besværligheder, som er vederfaret os,
15. hvorledes vore Fædre drog ned til Ægypten, hvorledes vi boede
der i lange Tider, og hvorledes Ægypterne mishandlede os og vore
Fædre;
16. da råbte vi til HERREN, og han hørte vor Røst og sendte en Engel
og førte os ud af Ægypten. Se, nu er vi i Byen Kadesj ved
Grænsen af dine Landemærker.
17. Lad os få Lov at vandre igennem dit Land. Vi vil hverken drage
hen over Marker eller Vinhaver eller drikke Vandet i Brøndene;
vi vil gå ad Kongevejen, vi vil hverken bøje af til højre eller
venstre, før vi er nået igennem dit Land!"
18. Men Edom svarede ham: "Du må ikke vandre igennem mit Land,
ellers drager jeg imod dig med Sværd i Hånd!"
19. Da sagde Israelitterne til ham: "Vi vil følge den slagne
Landevej, og der som jeg eller mit Kvæg drikker af dine
Vandingssteder, vil jeg betale derfor det er da ikke noget at
være bange for, jeg vil kun vandre derigennem til Fods!"
20. Men han svarede: "Du må ikke drage her igennem!" Og Edom rykkede
imod ham med mange Krigere og stærkt rustet.
21. Da Edom således formente Israel at drage igennem sine
Landemærker, bøjede Israel af og drog udenom.

22. Derpå brød Israelitterne, hele Menigheden, op fra Kadesj og kom
til Bjerget Hor.
23. Og HERREN talede til Moses og Aron ved Bjerget Hor ved Grænsen
til Edoms Land og sagde:
24. "Aron skal nu samles til sin Slægt, thi han skal ikke komme ind
i det Land, jeg vil give Israelitterne, fordi I var genstridige
mod mit Bud ved Meribas Vand.
25. Tag Aron og hans Søn Eleazar og før dem op på Bjerget Hor;
26. affør så Aron hans Klæder og ifør hans Søn Eleazar dem, thi der
skal Aron tages bort og dø!"
27. Da gjorde Moses som HERREN bød, og de gik op på Bjerget Hor i
hele Menighedens Påsyn;
28. og efter at Moses havde afført Aron hans Klæder og iført hans
Søn Eleazar dem, døde Aron deroppe på Bjergets Top. Men Moses og
Eleazar steg ned fra Bjerget,
29. og da hele Menigheden skønnede, at Aron var død, græd de over
Aron i tredive Dage, hele Israels Hus.

4.Mosebog 21

1. Men da Kana'anæeren, Kongen af Arad, der boede i Sydlandet,
hørte, at Israel rykkede frem ad Atarimvejen, angreb han Israel
og tog nogle af dem til Fange.
2. Da aflagde Israel et Løfte til Herren og sagde: "Hvis du giver
dette Folk i min Hånd, vil jeg lægge Band på deres Byer!"
3. Og HERREN hørte Israels Røst og gav Kana'anæerne i deres Hånd,
hvorefter de lagde Band på dem og deres Byer. Derfor gav man
Stedet Navnet Horma.

4. Så brød de op fra Bjerget Hor i Retning af det røde Hav for at
komme uden om Edoms Land. Undervejs blev Folket utålmodigt
5. og talte mod Gud og Moses og sagde: "Hvorfor førte I os ud af
Ægypten, når vi skal dø i Ørkenen? Her er jo hverken Brød eller
Vand, og vi er lede ved denne usle Føde."
6. Da sendte HERREN Giftslanger blandt Folket, og de bed Folket så
en Mængde af Israel døde.
7. Så kom Folket til Moses og sagde: "Vi har syndet ved at tale
imod HERREN og dig; gå i Forbøn hos HERREN, at han tager
Slangerne fra os!" Og Moses gik i Forbøn for Folket.
8. Da sagde HERREN til Moses: "Lav dig en Slange og sæt den på en
Stang, så skal enhver slangebidt, der ser hen på den, leve!"
9. Da lavede Moses en Kobberslange og satte den på en Stang; og
enhver, der så hen på Kobberslangen, når en Slange havde bidt
ham, beholdt Livet.

10. Så brød Israelitterne op og slog Lejr i Obot;
11. og de brød op fra Obot og slog Lejr i tjje Håbarim i Ørkenen
østen for Moab.
12. Derfra brød de op og slog Lejr i Zereddalen.
13. Derfra brød de op og slog Lejr i Ørkenen hinsides Arnon, som
udspringer på Amoriternes Område, thi Arnon var Moabs Grænse mod
Amoriterne.
14. Derfor hedder det i Bogen om HERRENs Krige: Vaheb i Sufa og
Dalene, Arnon og Dalenes Skrænt,
15. som strækker sig til Ars Sæde og læner sig til Moabs Grænse.
16. Derfra brød de op til Beer; det er det Be'er, HERREN havde for
Øje, da han sagde til Moses: "Kald Folket sammen, så vil jeg
give dem Vand!"
17. Da sang Israelitterne denne Sang: Brønd, væld frem! Syng til
dens Pris!
18. Brønd, som Høvdinger grov, som Folkets ædle bored med
Herskerspir og Stave! Fra Ørkenen brød de op til Mattana;
19. fra Mattana til Nahaliel; fra Nahaliel til Bamot;
20. fra Bamot til halen på Moabs Højslette, til Pisgas Top, som
rager op over Ørkenen.

21. Israel sendte nu Sendebud til Amoriterkongen Sihon og lod sige:
22. "Lad mig få Lov at drage igennem dit Land! Vi vil ikke dreje ind
på Marker eller i Vinhaver, vi vil ikke drikke Vand af Brøndene,
vi vil følge Kongevejen, indtil vi er nået igennem dit Land!
23. Men Sihon tillod ikke Israel at drage igennem sit Land; derimod
samlede han alt sit krigsfolk og rykkede ud i Ørkenen imod
Israel, og da han nåede Jaza, angreb han Israel.
24. Men Israel slog ham med Sværdet og underlagde sig hans Land fra
Arnon til Jabbok, til Ammoniternes Land; thi Jazer ligger ved
Ammoniternes Grænse;
25. og Israel indtog alle disse Byer, og Israel bosatte sig i alle
Amoriternes Byer, i Hesjbon og alle tilhørende Småbyer.
26. Thi Hesjbon var Amoriterkongen Sihons By; han havde angrebet
Moabs forrige konge og frataget ham hele hans Land indtil Arnon.
27. Derfor synger Skjaldene: Kom hid til Hesjbon, lad den blive
bygget og grundfæstet, Sihons By!
28. Thi Ild for ud fra Hesjbon, Ildslue fra Sihons Stad, den
fortærede Moabs Byer, opåd Arnons Højder.
29. Ve dig, Moab! Det er ude med dig, Kemosjs Folk! Han gjorde sine
Sønner til Flygtninge og sine Døtre til Krigsfanger for Sihon,
Amoriternes Konge.
30. Og vi skød dem ned, Hesjbon er tabt indtil Dibon; vi lagde dem
øde til Nofa, som ligger ved Medeba.
31. Så bosatte Israel sig i Amoriternes Land.
32. Derpå sendte Moses Spejdere til Jazer; og de erobrede det
tillige med tilhørende Småbyer, og han drev de der boende
Amoriter bort.

33. Derpå vendte de om og drog ad Basan til. Da rykkede Og, Kongen
af Basan, ud imod dem med alle sine Krigere og angreb dem ved
Edrei.
34. Men HERREN sagde til Moses: "Frygt ikke for ham! Thi jeg giver
ham og alle hans krigere og hans Land i din Hånd, så at du kan
handle med ham, som du handlede med Amoriterkongen Sihon, der
boede i Hesjbon."
35. Da slog de ham og hans Sønner og alle hans Krigere, så at ikke
en eneste af dem undslap, og derpå underlagde de sig hans Land.

4.Mosebog 22

1. Derefter brød Israelitterne op derfra og slog Lejer på Moabs
Sletter hinsides Jordan over for Jeriko.

2. Da Balak, Zippors Søn, så alt, hvad Israel havde gjort ved
Amoriterne,
3. grebes Moab af Rædsel for Folket, fordi det var så talrigt, og
Moab gruede for Israelitterne.
4. Da sagde Moab til Midjaniternes Ældste: "Nu vil denne
Menneskemasse opæde alt, hvad der er rundt omkring os, som
Okserne opæder Græsset på Marken!" På den Tid var Balak, Zippors
Søn, Konge over Moab.
5. Han sendte nu Sendebud til Bileam, Beors Søn, i Petor, der
ligger ved Floden, til Ammoniternes Land, og bad ham komme til
sig, idet han lod sige: "Se, et Folk er udvandret fra Ægypten;
se, det har oversvømmet Landet og slået sig ned lige over for
mig.
6. Kom nu og forband mig det Folk, thi det er mig for mægtigt:
måske jeg da kan slå det og jage det ud af Landet. Thi jeg ved,
at den, du velsigner, er velsignet, og den, du forbander,
forbandet!"
7. Da gav Moabs og Midjans Ældste sig på Vej, forsynede med
Spåmandsløn, og da de kom til Bileam, overbragte de ham Balaks
Ord.
8. Han sagde til dem: "Bliv her Natten over, så skal jeg give eder
Svar, efter som HERREN vil tale til mig!" Moabs Høvdinger blev
da hos Bileam.
9. Men Gud kom til Bileam og spurgte: "Hvem er de Mænd, som er hos
dig?"
10. Men Bileam svarede Gud: "Zippors Søn, Kong Balak af Moab, har
sendt mig det Bud:
11. Se, et Folk er udvandret fra Ægypten og har oversvømmet Landet!
Kom nu og forband mig det, måske jeg da kan overvinde det og
jage det bort!"
12. Men Gud sagde til Bileam: "Du må ikke gå med dem, du må ikke
forbande det Folk, thi det er velsignet!"
13. Næste Morgen stod Bileam op og sagde til Balaks Høvdinger: "Vend
tilbage til eders Land, thi HERREN vægrer sig ved at give mig
Tilladelse til at følge med eder!"
14. Da brød Moabs Høvdinger op, og de kom til Balak og meldte:
"Bileam vægrede sig ved at følge med os!"