Det Gamle Testamente af 1931:

D >> Det Danske Bibelselskab 1931. >> Det Gamle Testamente af 1931:

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39 | 40 | 41 | 42 | 43 | 44 | 45 | 46 | 47 | 48 | 49 | 50 | 51 | 52 | 53 | 54 | 55 | 56 | 57 | 58 | 59 | 60 | 61 | 62 | 63 | 64 | 65 | 66 | 67 | 68 | 69 | 70 | 71 | 72 | 73 | 74 | 75 | 76 | 77 | 78 | 79 | 80 | 81 | 82 | 83 | 84 | 85 | 86 | 87 | 88 | 89 | 90 | 91 | 92 | 93 | 94 | 95 | 96 | 97 | 98 | 99 | 100 | 101 | 102 | 103 | 104 | 105 | 106 | 107 | 108 | 109 | 110 | 111 | 112 | 113 | 114 | 115 | 116 | 117 | 118

9. Da sagde de til ham: "Hvor er din Hustru Sara?" Han svarede:
"Inde i Teltet!"
10. Så sagde han: "Næste År ved denne Tid kommer jeg til dig igen,
og så har din Hustru Sara en Søn!" Men Sara lyttede i Teltdøren
bag ved dem;
11. og da Abraham og Sara var gamle og højt oppe i Årene, og det
ikke mere gik Sara på Kvinders Vis,
12. lo hun ved sig selv og tænkte: "Skulde jeg virkelig føle
Attrå. nu jeg er affældig, og min Herre er gammel?"
13. Da sagde HERREN til Abraham: "Hvorfor ler Sara og tænker: Skulde
jeg virkelig føde en Søn. nu jeg er gammel?
14. Skulde noget være umuligt for Herren? Næste År ved denne Tid
kommer jeg til dig igen, og så har Sara en Søn!"
15. Men Sara nægtede og sagde: "Jeg lo ikke!" Thi hun frygtede. Men
han sagde: "Jo, du lo!"

16. Så brød Mændene op derfra hen ad Sodoma til, og Abraham gik med
for at følge dem på Vej.
17. Men HERREN sagde ved sig selv: "Skulde jeg vel dølge for
Abraham, hvad jeg har i Sinde at gøre.
18. da Abraham dog skal blive til et stort og mægtigt Folk, og alle
Jordens Folk skal velsignes i ham?
19. Jeg har jo udvalgt ham, for at han skal pålægge sine Børn og
sine Efterkommere at vogte på HERRENs Vej ved at øve
Retfærdighed og Ret, for at HERREN kan give Abraham alt, hvad
han har forjættet ham."
20. Da sagde HERREN: "Sandelig. Skriget over Sodoma og Gomorra er
stort, og deres Synd er såre svar.
21. Derfor vil jeg stige ned og se. om de virkelig har handlet så
galt. som det lyder til efter Skriget over dem, der har nået mig
- derom vil jeg have Vished!"

22. Da vendte Mændene sig bort derfra og drog ad Sodoma til; men
HERREN blev stående foran Abraham.
23. Og Abraham trådte nærmere og sagde: "Vil du virkelig udrydde
retfærdige sammen med gudløse?
24. Måske findes der halvtredsindstyve retfærdige i Byen; vil du da
virkelig udrydde dem og ikke tilgive Stedet for de
halvtredsindstyve retfærdiges Skyld, som findes derinde.
25. Det være langt fra dig at handle således: at ihjelslå retfærdige
sammen med gudløse, så de retfærdige får samme Skæbne som de
gudløse - det være langt.fra dig! Skulde den, der dømmer hele
Jorden, ikke selv øve Ret?"
26. Da sagde HERREN: "Dersom jeg finder halvtredsindstyve retfærdige
i Sodoma, i selve Byen, vil jeg for deres Skyld tilgive hele
Stedet!"
27. Men Abraham tog igen til Orde: "Se, jeg har dristet mig til at
tale til min Herre, skønt jeg kun er Støv og Aske!
28. Måske mangler der fem i de halvtredsindstyve retfærdige - vil du
da ødelægge hele Byen for fems Skyld?" Han svarede: "Jeg vil
ikke ødelægge Byen, hvis jeg finder fem og fyrretyve i den."
29. Men han blev ved at tale til ham: "Måske findes der fyrretyve i
den!" Han. svarede: "For de fyrretyves Skyld vil jeg lade det
være."
30. Men han sagde: "Min Herre må ikke blive vred, men lad mig tale:
Måske findes der tredive i den!" Han svarede: "Jeg skal ikke
gøre det, hvis jeg finder tredive i den."
31. Men han sagde: "Se, jeg har dristet mig til at tale til min
Herr: Måske findes de tyve i den!" Han svarede: "For de tyves
Skyld vil jeg lade være at ødelægge den."
32. Men han sagde: "Min Herre må ikke blive vred, men lad mig kun
tale denne ene Gang endnu; måske findes der ti i den!" Han
svarede: "For de tis Skyld vil jeg lade være at ødelægge den."
33. Da nu HERREN havde talt ud med Abraham, gik han bort; og Abraham
vendte tilbage til sin Bolig.

1.Mosebog 19

1. De to Engle kom nu til Sodoma ved Aftenstid. Lot sad i Sodomas
Port, og da han fik Øje på dem, stod han op og gik dem i Møde,
bøjede sig til Jorden
2. og sagde: "Kære Herrer, tag dog ind og overnat i eders Træls Hus
og tvæt eders Fødder; i Morgen tidlig kan I drage videre!" Men
de sagde: "Nej, vi vil overnatte på Gaden."
3. Da nødte han dem stærkt, og de tog ind i hans Hus; derpå
tilberedte han dem et Måltid og bagte usyrede Kager, og de
spiste.
4. Men endnu før de havde lagt sig, stimlede Byens Folk,
Indbyggerne i Sodoma, sammen omkring Huset, både gamle og unge,
alle uden Undtagelse,
5. og de råbte til Lot: "Hvor er de Mænd, der kom til dig i Nat Kom
herud med dem, for at vi kan stille vor Lyst på dem!"
6. Da gik Lot ud til dem i Porten, men Døren lukkede han efter sig.
7. Og han sagde: "Gør dog ikke noget ondt, mine Brødre!
8. Se, jeg har to Døtre, der ikke har kendt Mand; dem vil jeg
bringe ud til eder, og med dem kan I gøre, hvad I lyster; men
disse Mænd må I ikke gøre noget, siden de nu engang er kommet
ind under mit Tags Skygge!"
9. Men de sagde: "Bort med dig! Her er den ene Mand kommet og bor
som fremmed, og nu vil han spille Dommer! Kom, lad os handle
værre med ham end med dem!" Og de trængte ind på Manden, på Lot,
og nærmede sig Døren for at sprænge den.
10. Da rakte Mændene Hånden ud og trak Lot ind til sig og lukkede
Døren;
11. men Mændene uden for Porten til Huset slog de med Blindhed, både
store og små, så de forgæves søgte at finde Porten.

12. Derpå sagde Mændene til Lot: "Hvem der ellers hører dig til her,
dine Svigersønner, dine Sønner og Døtre, alle, som hører dig til
i Byen, må du føre bort fra dette Sted;
13. thi vi står i Begreb med at ødelægge Stedet her, fordi Skriget
over dem er blevet så stort for HERREN, at HERREN har sendt os
for at ødelægge dem."
14. Da gik Lot ud og sagde til sine Svigersønner, der skulde ægte
hans Døtre: "Stå op, gå bort herfra, thi HERREN vil ødelægge
Byen!" Men hans Svigersønner troede, at han drev Spøg med dem.
15. Da Morgenen så gryede, skyndede Englene på Lot og sagde: "Tag
din Hustru og dine to Døtre, som bor hos dig, og drag bort, for
at du ikke skal rives bort ved Byens Syndeslkyld!"
16. Og da han tøvede, greb Mændene ham,.hans Hustru og hans to Døtre
ved Hånden, thi HERREN vilde skåne ham, og de førte ham bort og
bragte ham i Sikkerhed uden for Byen.
17. Og idet de førte dem uden for Byen, sagde de: "Det gælder dit
Liv! Se dig ikke tilbage og stands ikke nogensteds i
Jordanegnen, men red dig op i Bjergene, for at du ikke skal
omkomme!"
18. Men Lot sagde til dem: "Ak nej, Herre!
19. Din Træl har jo fundet Nåde for dine Øjne, og du har vist mig
stor Godhed og frelst mit Liv; men jeg kan ikke nå op i Bjergene
og undfly Ulykken; den indhenter mig så jeg mister Livet.
20. Se, den By der er nær nok til at jeg kan flygte derhen; den
betyder jo ikke stort, lad mig redde mig derhen, den betyder jo
ikke stort, og mit Liv er frelst!"
21. Da svarede han: "Også i det Stykke har jeg bønhørt dig; jeg vil
ikke ødelægge den By, du nævner;
22. men red dig hurtigt derhen, thi jeg kan intet gøre, før du når
derhen!" Derfor kaldte man Byen Zoar.

23. Da Solen steg op over Landet og Lot var nået til Zoar,
24. lod HERREN Svovl og Ild regne over Sodoma og Gomorra fra HERREN,
fra Himmelen;
25. og han ødelagde disse Byer og hele Jordanegnen og alle Byernes
Indbyggere og Landets Afgrøde.
26. Men hans Hustru, som gik efter ham, så sig tilbage og blev til
en Saltstøtte.
27. Næste Morgen, da Abraham gik hen til det Sted, hvor han havde
stået hos HERREN,
28. og vendte sit Blik mod Sodoma og Gomorra og hele Jordanegnen.
så han Røg stige til Vejrs fra Landet som Røgen fra en
Smelteovn.
29. Da Gud tilintetgjorde Jordanegnens Byer, kom han Abraham i Hu og
førte Lot ud af Ødelæggelsen, som han lod komme over de Byer,
Lot boede i.

30. Men Lot drog op fra Zoar og slog sig ned i Bjergene med sine
Døtre, thi han turde ikke blive i Zoar; og han boede i en Hule
med sine to Døtre.
31. Da sagde den ældste til den yngste: "Vor Fader er gammel, og der
findes ingen Mænd her i Landet, som kunde komme til os på vanlig
Vis.
32. Kom, lad os give vor Fader Vin at drikke og ligge hos ham for at
få Afkom ved vor Fader!"
33. De gav ham da Vin at drikke samme Nat; og den ældste lagde sig
hos sin Fader, og han sansede hverken, at hun lagde sig, eller
at hun stod op.
34. Næste Dag sagde den ældste til den yngste: "Jeg lå i Går Nat hos
min Fader; nu vil vi også give ham Vin at drikke i Nat, og gå du
så ind og læg dig hos ham, for at vi kan få Afkom ved vor
Fader!"
35. Så gav de atter den Nat deres Fader Vin at drikke, og den yngste
lagde sig hos ham, og han sansede hverken, at hun lagde sig,
eller at hun stod op.
36. Således blev begge Lots Døtre frugtsommelige ved deres Fader;
37. og den ældste fødte en Søn, som hun kaldte Moab; han er Moabs
Stamfader den Dag i Dag.
38. Ligeså fødte den yngste en Søn, som hun kaldte Ben Ammi; han er
Ammoniternes Stamfader den Dag i Dag.

1.Mosebog 20

1. Der På brød Abraham op derfra til Sydlandet og slog sig ned
mellem Kadesj og Sjur og boede som fremmed i Gerar.
2. Da nu Abraham sagde om sin Hustru Sara, at hun var hans Søster,
sendte Kong Abimelek af Gerar Bud og lod Sara hente til sig.
3. Men Gud kom til Abimelek i en Drøm om Natten og sagde til ham:
"Se, du skal dø for den Kvindes Skyld, som du har taget, thi hun
er en anden Mands Hustru!"
4. Abimelek var imidlertid ikke kommet hende nær; og han sagde:
"Herre, vil du virkelig.slå retfærdige Folk ihjel?
5. Har han ikke sagt mig, at hun er hans Søster? Og hun selv har
også sagt, at han er hendes Broder; i mit Hjertes Troskyldighed
og med rene Hænder har jeg gjort dette."
6. Da sagde Gud til ham i Drømmen: "Jeg ved, at du har gjort det i
dit Hjertes Troskyldighed, og jeg har også hindret dig i at
synde imod mig; derfor tilstedte jeg dig ikke at røre hende.
7. Men send nu Mandens Hustru tilbage, thi han er en Profet, så han
kan gå i Forbøn for dig, og du kan blive i Live; men sender du
hende ikke tilbage, så vid, at du og alle dine er dødsens!"

8. Tidligt næste Morgen lod Abimelek alle sine Tjenere kalde og
fortalte dem det hele, og Mændene blev såre forfærdede.
9. Men Abimelek lod Abraham kalde og sagde til ham: "Hvad har du
dog gjort imod os? Og hvad har jeg forbrudt imod dig, at du
bragte denne store Synd over mig og mit Rige? Du har gjort imod
mig, hvad man ikke bør gøre!"
10. Og Abimelek sagde til Abraham: "Hvad bragte dig til at handle
således?"
11. Abraham svarede: "Jo, jeg tænkte: Her er sikkert ingen Gudsfrygt
på dette Sted, så de vil slå mig ihjel for min Hustrus Skyld.
12. Desuden er hun virkelig min Søster, min Faders Datter, kun ikke
min Moders; men hun blev min Hustru.
13. Og da nu Gud lod mig flakke om fjernt fra min Faders Hus, sagde
jeg til hende: Den Godhed må du vise mig, at du overalt, hvor vi
kommer hen, siger, at jeg er din Broder."
14. Derpå tog Abimelelk Småkvæg og Hornkvæg, Trælle og Trælkvinder
og gav Abraham dem og sendte hans Hustru Sara tilbage til ham;
15. og Abimelek sagde til ham: "Se, mit Land ligger åbent for dig;
slå dig ned, hvor du lyster!"
16. Men til Sara sagde han: "Jeg har givet din Broder 1000 Sekel
Sølv, det skal være dig Godtgørelse for alt, hvad der er
tilstødt dig. Hermed har du fået fuld Oprejsning."
17. Men Abraham gik i Forbøn hos Gud, og Gud helbredte Abimelek og
hans Hustru og Medhustruer, så at de atter fik Børn.
18. HERREN havde nemlig lukket for ethvert Moderliv i Abimeleks Hus
for Abrahams Hustru Saras Skyld.

1.Mosebog 21

1. HERREN så til Sara, som han havde lovet, og HERREN gjorde ved
Sara, som han havde sagt,
2. og hun undfangede og fødte Abraham en Søn i hans Alderdom, til
den Tid Gud havde sagt ham.
3. Abraham kaldte den Søn, han fik med Sara, Isak;
4. og Abraham omskar sin Søn Isak, da han var otte Dage gammel,
således som Gud havde pålagt ham.
5. Abraham var 100 År gammel, da hans Søn Isak fødtes ham.
6. Da sagde Sara: "Gud ham beredt mig Latter; enhver, der hører
det, vil le ad mig."
7. Og hun sagde: "Hvem skulde have sagt Abraham, at Sara ammer
Børn! Sandelig, jeg har født ham en Søn i hans Alderdom!"

8. Drengen voksede til og blev vænnet fra, og Abraham gjorde et
stort Gæstebud, den dag Isak blev vænnet fra.
9. Men da Sara så Ægypterinden Hagars Søn, som hun havde født
Abraham, lege med hendes Søn Isak,
10. sagde hun til Abraham: "Jag den Trælkvinde og hendes Søn bort,
thi ikke skal denne Trælkvindes Søn arve sammen med min Søn, med
Isak!"
11. Derover blev Abraham såre ilde til Mode for sin Søns Skyld;
12. men Gud sagde til Abraham: "Vær ikke ilde til Mode over Drengen
og din Trælkvinde, men adlyd Sara i alt, hvad hun siger dig, thi
efter Isak skal dit Afkom nævnes;
13. men også Trælkvindens Søn vil jeg gøre til et stort Folk; han er
jo dit Afkom!"
14. Tidligt næste Morgen tog da Abraham Brød og en Sæk Vand og gav
Hagar det, og Drengen satte han på hendes Skulder, hvorpå han
sendte hende bort. Som hun nu vandrede af Sted, for hun vild i
Be'ersjebas Ørken,
15. og Vandet slap op i hendes Sæk; da lagde hun Drengen hen under
en af Buskene
16. og gik hen og satte sig i omtrent et Pileskuds Afstand derfra,
idet hun sagde ved sig selv: "Jeg kan ikke udholde at se Drengen
dø!" Og således sad hun, medens Drengen græd højt.
17. Da hørte Gud Drengens Gråd, og Guds Engel råbte til Hagar fra
Himmelen og sagde til hende: "Hvad fattes dig, Hagar? Frygt
ikke, thi Gud har hørt Drengens Røst der, hvor,han ligger;
18. rejs dig, hjælp Drengen op og tag ham ved Hånden, thi jeg vil
gøre ham til et stort Folk!"
19. Da åbnede Gud hendes Øjne, så hun fik Øje på en Brønd med Vand;
og hun gik hen og fyldte Sækken med Vand og gav Drengen at
drikke.
20. Og Gud var med Drengen, og han voksede til; og han bosatte sig i
Ørkenen og blev Bueskytte.
21. Han boede i Parans Ørken, og hans Moder tog ham en Hustru fra
Ægypten.

22. Ved den Tid sagde Abimelek og hans Hærfører Pikol til Abraham:
"Gud er med dig i alt, hvad du tager dig for;
23. tilsværg mig derfor her ved Gud, at du aldrig vil være troløs
mod mig eller mine Efterkommere, men at du vil handle lige så
venligt mod mig og det Land, du gæster, som jeg har handlet mod
dig!"
24. Da svarede Abraham: "Jeg vil sværge!"
25. Men Abraham krævede Abimelek til Regnskab for en Brønd, som
Abimeleks Folk havde tilranet sig.
26. Da svarede Abimelek: "Jeg ved intet om, hvem der har gjort det;
hverken har du underrettet mig derom, ej heller har jeg hørt det
før i Dag!"
27. Da tog Abraham Småkvæg og Hornkvæg og gav Abimelek det, og derpå
sluttede de Pagt med hinanden.
28. Men Abraham satte syv Lam til Side,
29. og da Abimelek spurgte ham: "Hvad betyder de syv Lam, du der har
sat til Side?"
30. svarede han: "Jo, de syv Lam skal du modtage af min Hånd til
Vidnesbyrd om, at jeg har gravet denne Brønd."
31. Derfor kaldte man dette Sted Be'ersjeba, thi der svor de
hinanden Eder;
32. og de sluttede Pagt ved Be'ersjeba. Så brød Abimelek og hans
Hærfører Pikol op og vendte tilbage til Filisternes Land.
33. Men Abraham plantede en Tamarisk i Be'ersjeba og påkaldte der
HERREN den evige Guds Navn.
34. Og Abraham boede en Tid lang; som fremmed i Filisternes Land.

1.Mosebog 22

1. Efter disse Begivenheder satte Gud Abraham på Prøve og sagde til
ham: "Abraham!" Han svarede: "Se, her er jeg!"
2. Da sagde han: "Tag din Søn Isak, din eneste, ham, du elsker, og
drag hen til Morija Land.og bring ham der som Brændoffer på et
af Bjergene, som jeg vil vise dig!"
3. Da sadlede Abraham tidligt næste Morgen sit Æsel, tog to af sine
Drenge og sin Søn Isak med sig, og efter at have kløvet
Offerbrænde gav han sig på Vandring; til det Sted, Gud havde
sagt ham.
4. Da Abraham den tredje Dag så. op, fik han Øje på Stedet langt
borte.
5. Så sagde Abraham til sine Drenge: "Bliv her med Æselet, medens
jeg og Drengen vandrer der. hen for at tilbede; så kommer vi
tilbage til eder."
6. Abraham tog da Brændet til Brændofferet og lagde,det på sin Søn
Isak; selv tog han Ilden og Offerkniven, og så gik de to sammen.
7. Da sagde Isak til sin Fader Abraham: "Fader!" Han svarede:
"Ja. min Søn!" Da sagde han: "Her er Ilden og Brændet, men hvor
er Dyret til Brændofferet?"
8. Abraham svarede: "Gud vil selv udse sig Dyret til Brændofferet,
min Søn!" Og så gik de to sammen.
9. Da de nåede det Sted, Gud havde sagt ham, byggede Abraham der et
Alter og lagde Brændet til Rette; så bandt han sin Søn Isak og
lagde ham på Alteret oven på Brændet.
10. Og Abraham greb Kniven og rakte Hånden ud for at slagte sin Søn.
11. Da råbte HERRENs Engel til ham fra Himmelen: "Abraham, Abraham!"
Han svarede: "Se, her er jeg!"
12. Da sagde Engelen: "Ræk ikke din Hånd ud mod Drengen og gør ham
ikke noget; thi nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke sparer
din Søn, din eneste, for mig!"
13. Og da Abraham nu så op, fik han bag ved sig Øje på en Væder,
hvis Horn havde viklet sig ind i de tætte Grene; og Abraham gik
hen og tog Væderen og ofrede den som Brændoffer i sin Søns Sted.
14. Derfor kaldte Abraham dette Sted: HERREN udser sig, eller, som
man nu til dags siger: Bjerget, hvor HERREN viser sig.

15. Men HERRENs Engel råbte atter til Abraham fra Himmelen:
16. "Jeg sværger ved mig selv, lyder det fra HERREN: Fordi du har
gjort dette og ikke sparet din Søn, din eneste, for mig,
17. så vil jeg velsigne dig og gøre dit Afkom talrigt som Himmelens
Stjerner og Sandet ved Havets Bred; og dit Afkom skal tage sine
Fjenders Porte i Besiddelse;
18. og i din Sæd skal alle Jordens Folk velsignes, fordi du adlød
mig!"
19. Derpå vendte Abraham tilbage til sine Drenge, og de brød op og
tog sammen til Be'ersjeba. Og Abraham blev i Be'ersjeba.

20. Efter disse Begivenheder meldte man Abraham: "Også Milka har
født din Broder Nakor Sønner:
21. Uz, hans førstefødte, dennes Broder Buz, Kemuel, Arams Fader,
22. Kesed, Hazo, Pildasj, Jidlaf og Betuel;
23. Betuel avlede Rebekka; disse otte har Milka født Abrahams Broder
Nakor,
24. og desuden har hans Medhustru Re'uma født Teba, Gaham, Tahasj og
Ma'aka."

1.Mosebog 23

1. Sara levede l27 År, så mange var Saras Leveår.
2. Sara døde i Kirjat Arba, det er Hebron, i Kana'ans Land. Så gik
Abraham hen og holdt Klage over Sara og begræd hende.
3. Og da han havde rejst sig fra sin døde, talte han således til
Hetiterne:
4. "Jeg er Gæst og fremmed hos eder; men giv mig et Gravsted hos
eder, så jeg kan jorde min døde og bringe hende bort fra mit
Ansigt!"
5. Da svarede Hetiterne Abraham:
6. "Hør os, Herre! En Guds Fyrste er du jo iblandt os; jord du din
døde i en af vore bedste Grave! Ikke en af os vil nægte dig sin
Grav og hindre dig i at jorde din døde."
7. Men Abraham stod op og bøjede sig for Hetiterne, Folkene der på
Stedet,
8. og sagde til dem: "Hvis I samtykker i, at jeg jorder min døde og
bringer hende bort fra mit Ansigt, så føj mig i at lægge et godt
Ord ind for mig hos Efron, Zohars Søn,
9. så han giver mig sin Klippehule i Makpela ved Udkanten af sin
Mark; for fuld Betaling skal han i eders Nærværelse give mig den
til Gravsted!"

10. Men Efron sad blandt Hetiterne; og Hetiten Efron svarede Abraham
i Hetiternes Påhør, så mange som gik ind gennem hans Bys Port:
11. "Gid min Herre vilde høre mig! Marken giver jeg dig, og Hulen
derpå giver jeg dig; i mit Folks Nærværelse giver jeg dig den;
jord du kun din døde!"
12. Da bøjede Abraham sig for Folkene der på Stedet
13. og sagde til Efron i deres Påhør: "Om du blot - gid du dog vilde
høre mig! Jeg giver dig, hvad Marken er værd; modtag det dog af
mig, så jeg kan jorde min døde der."
14. Da sagde Efron til Abraham:
15. "Gid min Herre vilde høre mig! Et Stykke Land til 400 Sekel
Sølv, hvad har det at sige mellem mig og dig? Jord du kun din
døde!"
16. Og Abraham forstod Efron og tilvejede ham den Sum, han havde
nævnet i Hetiternes Påhør, 400 Sekel Sølv i gangbar Mønt.
17. Således gik Efrons Mark i Makpela over for Mamre i hele sin
Udstrækning tillige med Klippehulen og alle Træerne på Marken
18. over i Abrahams Eje i Hetiternes Næværelse, så mange som gik ind
gennem hans Bys Port.
19. Derefter jordede Abraham sin Hustru Sara i Klippehulen på
Makpelas Mark over for Mamre, det er Hebron, i Kana'ans Land.
20. Og Marken med Klippehulen derpå gik fra Hetiterne over til
Abraham som Gravsted.

1.Mosebog 24

1. Abraham var blevet gammel og til Års, og HERREN havde velsignet
ham i alle Måder.
2. Da sagde Abraham til sin Træl, sit Hus's ældste, som stod for
hele hans Ejendom: "Læg din Hånd under min Lænd,
3. så jeg kan tage dig i Ed ved HERREN, Himmelens og Jordens Gud,
at du ikke vil tage min Søn en Hustru af Kana'anæernes Døtre.
blandt hvem jeg bor,
4. men drage til mit Land og min Hjemstavn og tage min Søn Isak en
Hustru derfra!"
5. Da sagde Trællen: "Men hvis nu Pigen ikke vil følge mig her til
Landet, skal jeg så bringe din Søn tilbage til det Land, du
vandrede ud fra?"
6. Abraham svarede: "Vogt dig vel for at bringe min Søn tilbage
dertil!
7. HERREN, Himmelens Gud, som tog mig bort fra min Faders Hus og
min Hjemstavns Land, som talede til mig og tilsvor mig, at han
vil give mit Afkom dette Land, han vil sende sin Engel foran
dig, så du kan tage min Søn en Hustru derfra;
8. men hvis Pigen ikke vil følge dig, så er du løst fra Eden til
mig; men i intet Tilfælde må du bringe min Søn tilbage dertil!"
9. Da lagde Trællen sin Hånd under sin Herre Abrahams Lænd og svor
ham Eden.

10. Derpå tog Trællen ti af sin Herres Kameler og alle Hånde
kostbare Gaver fra sin Herre og gav sig på Vej til Nakors By i
Aram Naharajim.
11. Uden for Byen lod han Kamelerne knæle ved Brønden ved Aftenstid,
ved den Tid Kvinderne går ud for at hente Vand;
12. og han bad således: "HERRE. du min Herre Abrahams Gud, lad det
lykkes for mig i dag og vis Miskundhed mod min Herre Abraham!
13. Se, jeg stiller mig her ved Vandkilden, nu Bymændenes Døtre går
ud for at hente Vand;
14. og siger jeg nu til en Pige: Hæld din Krukke og giv mig at
drikke! og siger så hun: Drik kun, og jeg vil også give dine
Kameler at drikke! lad det da være hende, du har udset til din
Tjener Isak; således vil jeg kunne kende, at du har vist
Miskundhed mod min Herre!"

15. Knap var han færdig med at bede, se, da kom Rebekka, en Datter
af Betuel, der var en Søn af Abrahams Broder Nakors Hustru
Milka, gående med Krukken på Skulderen,
16. en såre smuk Kvinde, Jomfru, endnu ikke kendt af nogen Mand.
Hun steg ned til Kilden, fyldte sin Krukke og steg op igen.
17. Da ilede Trællen hen til hende og sagde: "Giv mig lidt Vand at
drikke af din Krukke!"
18. Hun svarede: "Drik, Herre!" og løftede straks Krukken ned på sin
Hånd og lod ham drikke;
19. og da hun havde slukket hans Tørst, sagde hun: "Jeg vil også øse
Vand til dine Kameler, til de har slukket deres Tørst."
20. Så skyndte hun sig hen og tømte Krukken i Truget og løb tilbage
til Brønden for at øse, og således øste hun til alle hans
Kameler.

21. Imidlertid stod Manden og så tavs på hende for at få at vide, om
HERREN havde ladet hans Rejse lykkes eller ej;
22. og da Kamelernes Tørst var slukket, tog han en gylden Næsering,
der vejede en halv Sekel, og to Armbånd, der vejede ti
Guldsekel, og satte dem på hendes Arme;
23. og han sagde til hende: "Sig mig, hvis Datter du er! Er der
Plads til os i din Faders Hus for Natten?"
24. Hun svarede: "Jeg er Datter af Betuel, som Milka fødte Nakor;"
25. og videre sagde hun: "Der er rigeligt både af Strå og Foder hos
os og Plads til at overnatte "
26. Da bøjede Manden sig og tilbad HERREN,
27. idet han sagde: "Lovet være HERREN, min Herre Abrahams Gud. som
ikke har unddraget min Herre sin Miskundhed og Trofasthed!
HERREN har ført mig på Vejen til min Herres Broders Hus."
28. Pigen løb imidlertid hjem og fortalte alt dette i sin Moders
Hus.

29. Men Rebekka havde en Broder ved Navn Laban; han løb ud til
Manden ved Kilden;
30. og da han så Næseringen og Armbåndene på sin Søsters Arme og
hørte sin Søster Rebekka fortælle, hvad Manden havde sagt til
hende, gik han ud til Manden, som stod med sine Kameler ved
Kilden;
31. og han sagde: "Kom, du HERRENs velsignede, hvorfor står du
herude? Jeg har ryddet op i Huset og gjort Plads til Kamelerne."
32. Så kom Manden hen til Huset og tog Seletøjet af Kamelerne, og
Laban bragte Strå og Foder til dem og Vand til Fodtvæt for
Manden og hans Ledsagere.
33. Men da der blev sat Mad for ham, sagde han: "Jeg vil intet nyde,
før jeg har røgtet mit Ærinde!" De svarede: "Sig frem!"