Det Gamle Testamente af 1931:

D >> Det Danske Bibelselskab 1931. >> Det Gamle Testamente af 1931:

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39 | 40 | 41 | 42 | 43 | 44 | 45 | 46 | 47 | 48 | 49 | 50 | 51 | 52 | 53 | 54 | 55 | 56 | 57 | 58 | 59 | 60 | 61 | 62 | 63 | 64 | 65 | 66 | 67 | 68 | 69 | 70 | 71 | 72 | 73 | 74 | 75 | 76 | 77 | 78 | 79 | 80 | 81 | 82 | 83 | 84 | 85 | 86 | 87 | 88 | 89 | 90 | 91 | 92 | 93 | 94 | 95 | 96 | 97 | 98 | 99 | 100 | 101 | 102 | 103 | 104 | 105 | 106 | 107 | 108 | 109 | 110 | 111 | 112 | 113 | 114 | 115 | 116 | 117 | 118

20. Da blussede HERRENs Vrede op mod Israel, og han sagde: "Efterdi
dette Folk har overtrådt min Pagt, som jeg pålagde deres Fædre,
og ikke adlydt min Røst,
21. vil jeg heller ikke mere bortdrive foran dem et eneste af de
Folk, som Josua lod tilbage ved sin Død,
22. for at jeg ved dem kan sætte Israel på Prøve, om de omhyggeligt
vil følge HERRENs Veje, som deres Fædre gjorde, eller ej."
23. HERREN lod da disse Folkeslag blive og hastede ikke med at drive
dem bort; han gav dem ikke i Josuas Hånd.

Dommer 3

1. Dette var de Folkeslag, HERREN lod blive tilbage for ved dem at
sætte Israel Prøve, alle de Israelitter, som ikke havde kendt
til Kampene om Kana'an,
2. alene for Israelitternes Slægters Skyld, for at øve dem i Krig,
alene for deres Skyld, som ikke havde kendt noget til de
tidligere Krige:
3. De fem Filisterfyrster, alle Kana'anæerne, Zidonierne og
Hetiterne, som boede i Libanons Bjerge fra Ba'al-Hermon til hen
imod Hamat.
4. De blev tilbage, for at Israel ved dem kunde blive sat på Prøve,
så det kunde komme for Dagen, om de vilde lyde de Bud, HERREN
havde givet deres Fædre ved Moses.
5. Og Israelitterne boede blandt Kana'anæerne, Hetiterne,
Amoriterne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne.
6. De indgik Ægteskab med deres Døtre og gav deres Sønner deres
Døtre til Ægte, og de dyrkede deres Guder.
7. Israelitterne gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne; de
glemte HERREN deres Gud og dyrkede Ba'alerne og Asjererne.

8. Da blussede HERRENs Vrede op imod Israel, og han gav dem til
Pris for Kong Kusjan-Risjatajim af Aram Naharajim, og
Israelitterne stod under Kusjan Risjatajim i otte År.
9. Da råbte Israelitterne til HERREN, og HERREN lod en Befrier
fremstå iblandt Israelitterne, og han frelste dem, nemlig
Kenizziten Otniel, Kalebs yngre Broder.
10. HERRENs Ånd kom over ham, og han blev Dommer i Israel; han drog
ud til Kamp, og HERREN gav Kong Kusjan Risjatajim af Aram i hans
Hånd, så han fik Overtaget over ham.
11. Og Landet havde Ro i fyrretyve År, og Kenizziten Otniel døde.

12. Men Israelitterne blev ved at gøre, hvad der var ondt i HERRENs
Øjne. Da gav HERREN Kong Eglon af Moab Magt over Israel, fordi
de gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne.
13. Han fik Ammoniterne og Amalekiterne med sig, drog ud og slog
Israel og tog Palmestaden.
14. Og Israelitterne stod under Kong Eglon af Moab i atten År.

15. Men da Israelitterne råbte til HERREN, lod HERREN en Befrier
fremstå iblandt dem, Benjaminiten Ehud, Geras Søn, som var
kejthåndet. Da Israelitterne engang sendte Ehud til Kong Eglon
af Moab med Skat,
16. lavede han sig et tveægget Sværd, en Gomed langt, og bandt det
til sin højre Hofte under Kappen.
17. Derpå afleverede han Skatten til Kong Eglon af Moab Eglon var en
meget fed Mand
18. og da han var færdig dermed, ledsagede han Folkene, der havde
båret Skatten, på Vej,
19. men selv vendte han om ved Pesilim ved Gilgal og sagde: "Konge,
jeg har noget at tale med dig om i Hemmelighed!" Men han bød ham
tie, til alle de, der stod om ham, var gået ud.
20. Da Ehud kom ind til ham, sad han i sin svale Stue på Taget, hvor
han var alene; og Ehud sagde: "Jeg har et Gudsord til dig!" Da
rejste han sig fra sit Sæde,
21. men idet han stod op, rakte Ehud sin venstre Hånd ud og greb
Sværdet ved sin højre Side og stak det i Underlivet på ham,
22. så endog Grebet gik i med Klingen; og Fedtet sluttede om
Klingen, thi han drog ikke Sværdet ud af Livet på ham; og
Skarnet gik fra ham.
23. Så gik Ehud bort gennem Søjlegangen, lukkede Døren til Stuen for
ham og låsede den.
24. Efter at han var gået bort, kom Kongens Folk, og da de fandt
Døren til Stuen låset, tænkte de, at han tildækkede sine Fødder
i det svale Hammer;
25. men da de havde biet, indtil de skammede sig, uden at han åbnede
Døren til Stuen, hentede de Nøglen og lukkede op; og se, der lå
deres Herre død på Gulvet.
26. Men Ehud slap bort, medens de blev opholdt, og han satte over
ved Pesilim og undslap til Seira.
27. Så snart han derpå nåede Efraims Bjerge, lod han støde i Hornet;
og Israelitterne fulgte ham ned fra Bjergene, idet han gik i
Spidsen for dem.

28. Og han sagde til dem: "Følg mig ned, thi HERREN har givet eders
Fjender Moabiterne i eders Hånd!" Og de fulgte ham ned og fratog
Moabiterne Vadestederne over Jordan og lod ikke en eneste komme
over.
29. Ved den Lejlighed nedhuggede de omtrent 10000 Moabiter, lutter
stærke og dygtige Mænd, ikke een undslap.
30. Således blev Moab den Gang underkuet af Israel; og Landet havde
Ro i firsindstyve År.

31. Efter ham kom Sjamgar, Anats Søn. Han nedhuggede Filisterne, 600
Mand, med en Oksedriverstav; også han frelste Israel.

Dommer 4

1. Men da Ehud var død, blev Israelitterne ved at gøre, hvad der
var ondt i HERRENs Øjne.
2. Derfor gav han dem til Pris, for Kana'anæerkongen Jabin, som
herskede i Hazor; hans Hærfører var Sisera, som boede i
Harosjet-Haggojim.
3. Da råbte Israelitterne til HERREN. Thi Jabin havde 900
Jernvogne, og han trængte Israelitterne hårdt i tyve År.

4. Profetinden Debora, Lappidots Hustru, var på den Tid Dommer i
Israel;
5. hun sad under Deborapalmen imellem Rama og Betel i Efraims
Bjerge, og Israelitterne drog op til hende med deres
Retstrætter.
6. Hun sendte nu Bud efter Barak, Abinoams Søn fra Kedesj i
Naftali, og sagde til ham: "Har ikke HERREN, Israels Gud, budt:
Bryd op, drag hen på Tabors Bjerg og tag 10000 Mand af Naftali
og Zebulon med dig,;
7. så skal jeg drage Jabins Hærfører Sisera med hans Vogne og
Hærstyrke hen til dig ved Kisjonbækken og give ham i din Hånd!"
8. Barak svarede hende: "Hvis du vil gå med, vil jeg gå; men hvis
du ikke går med, går jeg ikke!"
9. Da sagde hun: "Vel, jeg går med, men så får du ikke Æren af den
Færd, du begiver dig ud på, thi HERREN vil overgive Sisera i en
Kvindes Hånd!" Så brød Debora op og drog af Sted til Kedesj med
Barak.
10. Barak stævnede nu Zebulon og Naftali sammen i Kedesj, og 10000
Mand fulgte med ham derop; også Debora gik med.
11. Men Keniten Heber havde skilt sig fra Keniterne, Moses's
Svigerfader Hobabs Sønner, og slået Telt i Egnen hen imod
Elon-Beza'anannim ved Kedesj.

12. Da Sisera fik Melding om, at Barak, Abinoams Søn, var draget op
på Tabors Bjerg,
13. stævnede han alle sine Stridsvogne, 900 jernbeslagne Vogne, og
hele sin Krigsstyrke fra Harosjet Haggojim til Kisjonbækken.
14. Da sagde Debora til Barak: "Bryd nu op! Thi det er i Dag.
HERREN vil give Sisera i din Hånd. Er HERREN ikke draget foran
dig?" Barak steg da ned fra Tabors Bjerg, fulgt af de 10000
Mand.
15. Og foran Barak bragte HERREN Uorden iblandt alle Siseras
Stridsvogne og i hele hans Hær. Sisera sprang af sin Vogn og
flygtede til Fods;
16. men Barak satte efter Vognene og Hæren lige til Harosjet
Haggojim, og hele Siseras Hær faldt for Sværdet, ikke een blev
tilbage.

17. Sisera var imidlertid flygtet til Fods til Keniten Hebers Hustru
Jaels Telt, thi der var Fred imellem Kong Jabin af Hazor og
Keniten Hebers Slægt.
18. Da gik Jael Sisera i Møde og sagde til ham: "Tag dog ind hos
mig, Herre, du bar intet at frygte!" Han tog da ind i Teltet hos
hende, og hun dækkede ham til med et Tæppe.
19. Og han sagde til hende: "Giv mig lidt Vand at drikke, thi jeg er
tørstig!" Da åbnede hun Mælkesækken og gav ham at drikke og
dækkede ham atter til.
20. Så sagde han til hende: "Stil dig hen i Teltdøren, og hvis der
kommer en og spørger, om der er nogen herinde, så sig nej!"
21. Men Jael, Hebers Hustru, greb en Teltpæl og tog en Hammer i
Hånden, listede sig ind til ham og slog Pælen igennem hans
Tinding, så den trængte ned i Jorden; thi han var faldet i dyb
Søvn, træt som han var; således døde han.
22. Og se, Barak, søm forfulgte Sisera, kom forbi. Da gik Jael ham i
Møde og sagde til ham: "Kom, jeg skal vise dig den Mand, du
søger efter!" Så kom han ind til hende. Og se, der lå Sisera død
med Teltpælen gennem Tindingen.

23. Således lod Gud på den Dag Kana'anæerkongen Jabin bukke under
for Israelitterne;
24. og Israelitternes Hånd faldt hårdere og hårdere på
Kana'anæerkongen Jabin, til de fik ham tilintetgjort.

Dommer 5

1. Da sang Debora og Barnk, Abinoams Søn, denne Sang:
2. Frem stod Høvdinger i Israel, Folket gav villigt Møde, lover
HERREN!
3. Hør, I Konger, lyt, I Fyrster: Synge vil jeg, synge for HERREN,
lovsynge HERREN, Israels Gud!

4. HERRE, da du brød op fra Seir, skred frem fra Edoms Mark, da
rystede Jorden, Himmelen drypped, Skyerne drypped af Vand;
5. Bjergene bæved for HERRENs Åsyn, for HERREN Israels Guds Åsyn!

6. I Sjamgars, Anats Søns, Dage, i Jaels Dage lå Vejene øde,
vejfarende sneg sig ad afsides Stier;
7. der var ingen Fører i Israel mer, til jeg Debora stod frem, stod
frem, en Moder i Israel.
8. Ofre til Gud hørte op, med Bygbrødet fik det en Ende. Så man vel
Skjold eller Spyd hos Israels fyrretyve Tusind?

9. For Israels Førere slår mit Hjerte, for de villige af Folket!
Lover HERREN!
10. I, som rider på rødgrå Æsler, I, som sidder på Tæpper, I, som
færdes på Vejene, syng!
11. Hør, hvor de spiller mellem Vandtrugene! Der lovsynger de
HERRENs Frelsesværk, hans Værk som Israels Fører. Da drog
HERRENs Folk ned til Portene.

12. Op, op, Debora, op, op, istem din Sang! Barak, stå op! Fang dig
Fanger, du Abinoams Søn!
13. Da drog Israel ned som Helte, som vældige Krigere drog HERRENs
Folk frem.
14. Fra Efraim steg de ned i Dalen, din broder Benjamin var blandt
dine Skarer. Fra Makir drog Høvedsmænd ned, fra Zebulon de, der
bar Herskerstav;
15. Issakars Førere fulgte Debora, Naftali Baraks Spor, de fulgte
ham ned i Dalen. Ved Rubens Bække var Betænkelighederne store.
16. Hvorfor blev du mellem Foldene for at lytte til Hyrdernes
Fløjter? Ved Rubens Bække var Betænkelighederne store!
17. Gilead blev på hin Side Jordan, og Dan, hvi søgte han fremmed
Hyre? Aser sad stille ved Havets Strand; han blev ved sine Vige.
18. Zebulon var et Folk, der vovede Livet, Naftali med på Markens
Høje.

19. Kongerne kom, de kæmped; da kæmped Kana'ans Konger ved Ta'anak,
ved Megiddos Vande de fanged ej Sølv som Bytte!
20. Fra Himmelen kæmped Stjernerne, fra deres Baner stred de mod
Sisera!
21. Kisjon Bæk rev dem bort, Kisjons Bæk, den ældgamle Bæk. Træd
frem, min Sjæl, med Styrke!
22. Da stampede Hestenes Hove under Heltenes jagende Fart.
23. "Forband", sagde HERRENs Engel "forband Meroz og dem, der bor
deri! fordi de ikke kom HERREN til Hjælp kom HERREN til Hjælp
som Helte!"
24. Velsignet blandt Kvinder være Jael, Keniten Hebers Hustru,
velsignet blandt Kvinder i Telte!
25. Han bad om Vand, hun gav ham Mælk, frembar Surmælk i kostbar
Skål.
26. Med Hånden griber hun Pælen, med sin højre Arbejdshammeren,
fælder Sisera, kløver hans Hoved, knuser, gennemborer hans
Tinding.
27. For hendes Fødder han segned og faldt; der, hvor han segned, der
lå han fældet!
28. Gennem Vinduet spejded Siseras Moder, gennem Gitteret stirred
hun ud: "Hvi tøver hans Vogn med at komme? Hvi nøler hans
Forspands Hovslag?"
29. Da svarer den klogeste af hendes Fruer, og selv hun giver sig
samme Svar: "Sikkert de deler det vundne Bytte, en Pige eller to
til Mands,
30. Bytte af spraglede Tøj er til Sisera, et broget Klæde eller to
til hans Hals!"
31. Således skal alle dine Fjender forgå, HERRE, men de, der elsker
dig, skal være, som når Sol går op i sin Vælde! Derpå havde
Landet Ro i fyrretyve År.

Dommer 6

1. Men da Israelitterne gjorde, hvad der var ondt i HERRENS Øjne,
gav han dem syv År i Midjans Hånd.
2. Og Midjan fik Overtaget over Israel. For at værge sig mod Midjan
indrettede Israelitterne sig de Smuthuller, som findes i
Bjergene, Hulerne og Klippeborgene.
3. Hver Gang Israelitterne havde sået, kom Midjaniterne,
Amalekiterne og Østens Stammer og drog op imod dem
4. og lejrede sig imod dem, ødelagde Jordens Afgrøde lige til Egnen
om Gaza og levnede intet at leve af i Israel, ej heller Småkvæg,
Hornkvæg eller Æsler;
5. thi de drog op med deres Hjorde og Telte og kom talrige som
Græshopper, så hverken de selv eller deres Kameler kunde tælles,
og de trængte ind i Landet for at hærge det.
6. Således blev Israel rent forarmet ved Midjaniternes indfald, og
Israelitterne råbte til HERREN.
7. Men da Israelitterne råbte til HERREN over Midjaniterne,
8. sendte han en Profet til dem, og denne sagde til dem: "Så siger
HERREN, Israels Gud: Jeg førte eder op fra Ægypten, jeg førte
eder ud af Trællehuset,
9. jeg friede eder af Ægyptens Hånd og af deres Hånd, der trængte
eder, og jeg drev dem bort foran eder og gav eder deres Land.
10. Og jeg sagde til eder: Jeg er HERREN eders Gud; frygt ikke
Amoriternes Guder, i hvis Land I bor! Men I adlød ikke min
Røst!"

11. Da kom HERRENs Engel og satte sig under Egen i Ofra, som
tilhørte Abiezriten Joasj, medens hans Søn Gideon var ved at
tærske Hvede i Vinpersen for at have den i Sikkerhed for
Midjaniterne.
12. HERRENs Engel viste sig for ham og sagde til ham: "HERREN er med
dig, stærke Kriger!"
13. Men Gideon svarede ham: "Ak, Herre! Hvis HERREN er med os,
hvorledes er da alt dette kommet over os? Og hvad er der blevet
af alle hans Undergerninger, som vore Fædre fortalte os om, idet
de sagde: Førte HERREN os ikke ud af Ægypten? Nu har HERREN
forstødt os og givet os i Midjans Hånd!"
14. Da vendte HERREN sig til ham og sagde: "Drag hen i denne din
Kraft, så skal du frelse Israel af Midjans Hånd; sandelig, jeg
sender dig!"
15. Men han svarede ham: "Ak, Herre! Hvorledes skal jeg kunne frelse
Israel? Se, min Slægt er den ringeste i Manasse og jeg den
yngste i mit Fædrenehus!"
16. Han svarede ham: "HERREN vil være med dig, og du skal hugge
Midjaniterne ned alle som een!"
17. Da sagde han til ham: "Hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne,
så lad mig få et Tegn på, at det er dig, som taler med mig;
18. gå ikke herfra, før jeg kommer tilbage til dig og bringer dig
min Gave og stiller den frem for dig!" Han svarede: "Jeg skal
blive, til du kommer tilbage!"

19. Gideon gik da ind og tillavede et Gedekid og usyrede Brød af en
Efa Mel; Kødet lagde han i en Kurv, og Suppen hældte han i en
Krukke og bar det ud til ham under Egen. Da han kom hen til ham
med det,
20. sagde Guds Engel til ham: "Tag Kødet og det usyrede Brød. Læg
det på Klippen der og hæld Suppen ud derover!" Og han gjorde
det.
21. Da udrakte HERRENs Engel Spidsen af den Stav, han havde i
Hånden, og rørte ved Kødet og Brødet. Og Ild slog op af Klippen
og fortærede Kødet og Brødet; og HERRENs Engel forsvandt for
hans Blik.
22. Gideon skønnede nu, at det havde været HERRENs Engel; og han
sagde: "Ve, Herre, HERRE, jeg har jo set HERRENs Engel Ansigt
til Ansigt!"
23. Men HERREN sagde til ham: "Fred være med dig! Frygt ikke, du
skal ikke dø!"
24. Da byggede Gideon HERREN et Alter der og kaldte det "HERREN er
Fred"; det står endnu den Dag i Dag i Abiezriternes Ofra.

25. Samme Nat sagde HERREN til ham: "Tag ti af dine Trælle og en
syvårs Tyr; nedbryd din Faders Ba'alsalter og hug Asjerastøtten
om, som står derved;
26. byg så af Stensætningen HERREN din Gud et Alter på Toppen af
Klippen her og tag Tyren og brænd den som Brændoffer med Træet
af den omhuggede Asjerastøtte!"
27. Gideon tog da ti af sine Trælle og gjorde, som HERREN bød ham;
men han gjorde det om Natten, thi af Frygt for sin Familie og
sine Bysbørn turde han ikke gøre det om Dagen.
28. Da Byens Folk næste Morgen tidlig så Ba'alsalteret nedbrudt,
Asjerastøtten ved Siden af hugget om og Tyren ofret på det
nybyggede Alter,
29. sagde de til hverandre: "Hvem mon der har gjort det?" Og da de
spurgte sig for og foretog en Undersøgelse, blev der sagt, at
det var Gideon, Joasjs Søn.
30. Og Byens Folk sagde til Joasj: "Udlever din Søn, for at han kan
lide Døden, thi han har nedbrudt Ba'alsalteret og omhugget
Asjerastøtten ved Siden af!"
31. Men Joasj svarede alle dem, der stod omkring ham: "Vil I
virkelig stride for Ba'al eller hjælpe ham? Den, der strider for
ham, skal dø inden i Morgen! Er han Gud, så lad ham stride for
sig selv, siden hans Alter er nedbrudt!"
32. Ved den Lejlighed fik Gideon Navnet Jerubba'al, idet man sagde:
"Lad Ba'al stride med ham, siden han har nedbrudt hans Alter!"

33. Alle Midjaniterne, Amalekiterne og Østens Stammer sluttede sig
sammen, satte over Jordan og slog Lejr på Jizre'elsletten.
34. Da iklædte HERRENs Ånd sig Gideon, og han stødte i Hornet; og
Abiezriterne fylkede sig om ham.
35. Og da han sendte Bud ud i hele Manasse, fylkede de sig også om
ham; og han sendte Bud ud i Aser, Zebulon og Naftali, og de drog
op før at møde Fjenderne.
36. Da sagde Gideon til Gud: "Hvis du vil frelse Israel ved min
Hånd, som du har lovet,
37. så lægger jeg nu dette Fåreskind på Tærskepladsen, og falder der
så Dug alene på Skindet, medens Jorden ellers bliver ved at være
tør, da ved jeg, at du vil frelse Israel ved min Hånd, som du
har lovet."
38. Og det skete således. Da han næste Morgen vred Skindet, pressede
han Dug af det, en hel Skålfuld Vand.
39. Men Gideon sagde til Gud: "Vredes ikke på mig, når jeg endnu
denne ene Gang taler til dig, lad mig blot denne Gang endnu
prøve med Skindet: Lad Skindet alene være tørt, medens der
falder Dug på Jorden rundt om!"
40. Da gjorde Gud således om Natten: Skindet alene var ført, men der
faldt Dug på Jorden rundt om.

Dommer 7

1. Næste Morgen tidlig brød Jerubba'al, det er Gideon, op med alle
sine Folk og lejrede sig ved Harodkilden, medens Midjaniternes
Lejr var nedenfor på Sletten, norden for Morehøjen.
2. Da sagde HERREN til Gideon: "Du har for mange Folk hos dig, til
at jeg kan give Midjaniterne i deres Hånd; gjorde jeg det, vilde
Israel gøre sig stor over for mig og sige: Min egen Kraft
skaffede mig Sejr!
3. Lad derfor udråbe for Folket: Enhver, som er ræd og angst, skal
vende hjem!" Gideon sigtede dem da, og 22000 Mand af Folket
vendte hjem, medens 10000 blev tilbage.
4. Men HERREN sagde til Gideon: "Endnu er der for mange Folk; før
dem ned til Vandet, der vil jeg sigte dem for dig. Den, jeg
siger skal gå med dig, han skal gå med; men enhver, om hvem jeg
siger til dig: denne skal ikke gå med dig, han skal ikke gå!"
5. Da han havde ført Folket ned til Vandet, sagde HERREN til
Gideon: "Alle dem, der laber Vandet med Tungen som Hunde, skal
du stille for sig; ligeså alle dem, der lægger sig på Knæ for at
drikke,!"
6. Og Tallet på dem, der labede, var 300; derimod lagde Resten af
Folket sig på Knæ for at drikke af Vandet, idet de førte det til
Munden med Hånden.
7. Da sagde HERREN til Gideon: "Med de 300 Mand, som labede, vil
jeg frelse eder og give Midjaniterne i din Hånd; men Resten af
Folket skal drage hver til sit!"
8. Derpå tog han Folkets Krukker og deres Horn fra dem; og alle
Israelitterne lod han drage hjem, hver til sit, men de 300 Mand
beholdt han hos sig. Og Midjaniternes Lejr var nede på Sletten.

9. Samme Nat sagde HERREN til ham: "Stå op og drag ned imod Lejren,
thi jeg har givet den i din Hånd!
10. Men er du bange for at drage derned, så begiv dig med din Tjener
Pura ned til Lejren
11. og hør, hvad de siger der; så vil du få Mod til at drage ned
imod Lejren!" Han gik da med sin Tjener Pura ned til Lejrens
Forposter.
12. Midjaniterne, Amalekiterne og alle Østens Stammer havde lejret
sig på Sletten mangfoldige som Græshopper, og deres Kameler var
utallige, mangfoldige som Sandet ved Havets Bred.
13. Just som Gideon kom, var en Mand i Færd med at fortælle en anden
noget, han havde drømt, idet han sagde: "Jeg har haft en Drøm!
Se, et Bygbrød kom rullende ned mod Midjaniternes Lejr, og da
det kom til Teltet, stødte det til det og væltede det over Ende,
så at Teltet faldt."
14. Da sagde den anden: "Det kan ikke betyde andet end Israelitten
Gideons, Joasjs Søns, Sværd; Gud har givet Midjan og hele Lejren
i hans Hånd!"
15. Da Gideon hørte Beretningen om Drømmen og dens Tydning, tilbad
han og vendte derefter tilbage til Israels Lejr, hvor han sagde:
"Stå op, thi HERREN har givet Midjaniternes Lejr i eders Hånd!"

16. Derpå delte han de 300 Mand i tre Afdelinger og gav dem alle
Horn og tomme Krukker med Fakler i;
17. og han sagde til dem: "Giv Agt på mig og gør som jeg! Når jeg
kommer til Udkanten af Lejren. skal I gøre som jeg;
18. når jeg og alle de, der er hos mig, støder i Hornet, skal I også
støde i Hornene rundt om hele Lejren og råbe: For HERREN og for
Gideon!"
19. Da nu Gideon og de 100 Mand. der var hos ham, kom hen til
Udkanten af Lejren ved Begyndelsen af den midterste Nattevagt,
lige som man havde stillet Vagtposterne ud, stødte de i Hornene
og slog deres Krukker itu.
20. Så blæste de tre Afdelinger i Hornene og slog Krukkerne itu; men
de holdt Faklerne i deres venstre Hånd og i deres højre Hånd
Hornene for at blæse i dem, og de råbte: "HERRENs Sværd og
Gideons!"
21. Og de blev stående, hvor de stod, rundt om Lejren, hver på sin
Plads. Da vågnede hele Lejren. og de skreg op og flygtede.
22. Og da de blæste i de 300 Horn, satte HERREN den enes Sværd mod
den andens i hele Lejren, og de flygtede til Bet Sjitta hen imod
Zerera, til Bredden ved Abel Mehola over for Tabbat.

23. Derpå stævnedes Israelitterne sammen fra Naftali, Aser og hele
Manasse, og de satte efter Midjaniterne;
24. og Gideon sendte Bud ud i hele Efraims Bjergland og lod
kundgøre: "Drag Midjaniterne i Møde og afskær dem Adgangen til
Vandet lige til Bet-Bara ved Jordan!" Da stævnedes alle
Efraimiterne sammen, og de afskar dem Adgangen til Vandet lige
til Bet-Bara ved Jordan
25. og tog Midjaniternes to Høvdinger Oreb og Ze'eb til Fange; Oreb
dræbte de på Orebs Klippe, Ze'eb i Ze'ebs Perse; og de forfulgte
Midjaniterne og bragte Orebs og Ze'ebs Hoveder til Gideon
hinsides Jordan.

Dommer 8

1. Men Efraimiterne sagde til ham: "Hvorfor handler du således over
for os, at du ikke kaldte os til, da du drog i Kamp mod
Midjaniterne?" Og de gik stærkt i Rette med ham.
2. Men han svarede dem: "Hvad er min Dåd i Sammenligning med eders?
Er ikke Efraims Efterhøst bedre end Abiezers Vinhøst?
3. I eders Hånd gav Gud Midjaniternes Høvdinger Oreb og Ze'eb, hvad
har jeg formået i Sammenligning med eder?" Og da han talte
således, lagde deres Vrede sig mod ham.

4. Da Gideon nåede Jordan, gik han og de 300 Mand, der var med ham,
over, udmattede og sultne.
5. Han sagde da til Folkene i Sukkot: "Giv Folkene, der følger mig,
nogle Brød, thi de er udmattede, og jeg er i Færd med at
forfølge Midjaniterkongerne Zeba og Zalmunna!"
6. Men Høvedsmændene i Sukkot svarede: "Har du allerede fået fat i
Zeba og Zalmunna, siden vi skal give dine Folk Brød?"
7. Da sagde Gideon: "Til Gengæld skal jeg tærske eders Kroppe med
Ørkentorne og Tidsler, når HERREN bar givet Zeba og Zalmunna i
min Hånd!"
8. Så drog han derfra til Penuel og sagde det samme til dem; og da
Folkene i Penuel gav ham samme Svar som Folkene i Sukkot,
9. tiltalte han dem på lignende Måde og sagde: "Når jeg kommer
uskadt tilbage, vil jeg nedbryde Borgen her!"

10. Zeba og Zalmunna befandt sig imidlertid med deres Hær i Karkor,
henved 15000 Mand; det var alle dem, der var tilbage af Østens
Stammers, Hær; de faldne udgjorde 120000 våbenføre Mænd.
11. Og Gideon drog op ad Teltboernes Vej østen for Noba og Jogbeha
og slog Hæren, der ikke anede Uråd.
12. Zeba og Zalmunna flygtede, men han satte efter dem og fangede de
to Midjaniterkonger Zeba og Zalmunna og slog hele Hæren med
Rædsel.