Det Gamle Testamente af 1931:

D >> Det Danske Bibelselskab 1931. >> Det Gamle Testamente af 1931:

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39 | 40 | 41 | 42 | 43 | 44 | 45 | 46 | 47 | 48 | 49 | 50 | 51 | 52 | 53 | 54 | 55 | 56 | 57 | 58 | 59 | 60 | 61 | 62 | 63 | 64 | 65 | 66 | 67 | 68 | 69 | 70 | 71 | 72 | 73 | 74 | 75 | 76 | 77 | 78 | 79 | 80 | 81 | 82 | 83 | 84 | 85 | 86 | 87 | 88 | 89 | 90 | 91 | 92 | 93 | 94 | 95 | 96 | 97 | 98 | 99 | 100 | 101 | 102 | 103 | 104 | 105 | 106 | 107 | 108 | 109 | 110 | 111 | 112 | 113 | 114 | 115 | 116 | 117 | 118

13. Da Gideon, Joasjs Søn, vendte tilbage fra Kampen, fra
Herespasset,
14. fik han fat i en ung Mand fra Sukkot og spurgte ham ud, og den
unge Mand skrev Navnene på Høvedsmændene og de Ældste i Sukkot
op til ham, syv og halvfjerdsindstyve Mænd.
15. Så drog han til Folkene i Sukkot og sagde: "Se, her er Zeba og
Zalmunna, som I hånede mig med, da I sagde: Har du allerede fået
fat i Zeba og Zalmunna, siden vi skal give dine udmattede Mænd
Brød?"
16. Derpå greb han Byens Ældste, tog Ørkentorne og Tidsler og
tærskede Folkene i Sukkot med dem;
17. og Borgen i Penuel brød han ned og dræbte Folkene i Byen.
18. Men til Zeba og Zalmunna sagde han: "Hvorledes var de Mænd, I
ihjelslog ved Tabor?" De svarede: "De lignede dig, de så begge
ud som Kongesønner!"
19. Da sagde han: "Mine Brødre, min Moders Sønner var det! Så sandt
HERREN lever; havde I skånet deres Liv, havde jeg ikke slået
eder ihjel!"
20. Derpå sagde han til sin førstefødte Søn Jeter: "Stå op og dræb
dem!" Men den unge Mand drog ikke sit Sværd; han havde ikke Mod
dertil, fordi han endnu var ung.
21. Da sagde Zeba og Zalmunna: "Stå selv op og giv os Dødsstødet,
thi som Manden således hans Styrke!" Så stod Gideon op og dræbte
Zeba og Zalmunna. Og han tog de Halvmåner, deres Kameler havde
om Halsen.

22. Derefter sagde Israelitterne til Gideon: "Vær vor Hersker, du
selv og siden din Søn og din Sønnesøn, da du nu har frelst os af
Midjaniternes Hånd!"
23. Men Gideon svarede dem: "Hverken jeg eller min Søn vil herske
over eder; HERREN skal herske over eder!"
24. Derpå sagde Gideon til dem: "Jeg har noget at bede eder om:
Enhver af eder skal give mig de Ringe, der findes mellem hans
Bytte!" Hine havde nemlig Guldringe, thi de var Ismaeliter.
25. De svarede: "Ja, vi vil gerne give dig dem!" Så bredte han sin
Kappe ud, og enhver af dem lagde de Ringe, der fandtes mellem
hans Bytte, derpå.
26. Vægten af Guldringene, som han havde bedt om, udgjorde 1700
Sekel Guld bortset fra Halvmånerne, Ørenringene og
Purpurklæderne, som Midjaniterkongerne bar, og Kæderne på
Kamelernes Halse.
27. Gideon lavede deraf en Efod, som han gav Plads i sin Fødeby
Ofra; og alle Israelitterne bolede med den, og den blev Gideon
og hans Hus en Snare.

28. Således bukkede Midjaniterne under for Israelitterne, og de
rejste sig ikke mere; og Landet havde Ro i fyrretyve År, så
længe Gideon levede.

29. Og Jerubba'al, Joasjs Søn, begav sig til sit Hjem og opholdt sig
der.
30. Gideon havde halvfjerdsindstyve Sønner, der var avlede af ham,
thi han havde mange Hustruer.
31. Han havde en Medhustru i Sikem; hun fødte ham en Søn, som han
gav Navnet Abimelek.
32. Gideon, Joasjs Søn, døde i en høj Alder og blev jordet i sin
Fader Abiezriten Joasjs Grav i Ofra.
33. Men da Gideon var død, gav Israelitterne sig atter til at bole
med Ba'alerne og gjorde Ba'al-Berit til deres Gud;
34. og Israelitterne kom ikke HERREN deres Gud i Hu, ham, som
frelste dem fra alle deres Fjender, der omgav dem på alle
Kanter.
35. Og de handlede ikke vel mod Jerubba'als, Gideons, Hus, trods alt
det gode, han havde gjort Israel.

Dommer 9

1. Jerubba'als Søn Abrimelek begav sig til sine Morbrødere i Sikem
og talte til dem og til hele sin Moders Fædrenehus's Slægt og
sagde:
2. "Sig til alle Sikems Borgere: Hvad båder eder vel bedst, at
halvfjerdsindstyve Mænd, alle Jerubba'als Sønner, eller at en
enkelt Mand hersker over eder? Kom i Hu, at jeg er eders Bød og
Blod!"
3. Hans Morbrødre talte da alle disse Ord til alle Sikems Borgere
til Gunst til ham; og deres Hu vendte sig til Abimelek, idet de
sagde: "Han er vor Broder."
4. De gav ham derpå halvfjerdsindstyve Sekel Sølv fra Ba'al Berits
Hus, og for dem lejede Abimelek nogle dårlige og frække Folk,
som sluttede sig til ham.
5. Derpå drog han til sin Faders Hus i Ofra og slog sine Brødre,
Jerubba'als halvfjerdsindstyve Sønner, ihjel på een Sten. Kun
Jotam, Jerubba'als yngste Søn, blev tilbage, thi han havde
skjult sig.
6. Derefter samledes alle Sikems Borgere og hele Millos Hus og gik
hen og gjorde Abimelek til Konge ved Egen med Stenstøtten i
Sikem.

7. Da Jotam fik Efterretning herom, gik han hen og stillede sig på
Toppen af Garizims Bjerg og råbte med høj Røst til dem: "Hør
mig, Sikems Borgere, så skal Gud høre eder!
8. Engang tog Træerne sig for at salve sig en Konge. De sagde da
til Olietræet: Vær du vor Konge!
9. Men Olietræet svarede dem: Skulde jeg give Afkald på min Fedme,
for hvilken Guder og Mennesker priser mig, for at give mig til
at svæve over Træerne?
10. Så sagde Træerne til Figentræet: Kom du og vær vor Konge!
11. Men Figentræet svarede dem: Skulde jeg give Afkald på min Sødme
og min liflige Frugt for at give mig til at svæve over Træerne?
12. Så sagde Træerne til Vinstokken: Kom du og vær vor Konge!
13. Men Vinstokken svarede dem: Skulde jeg give Afkald på min Most,
som glæder Guder og Mennesker, for at give mig til at svæve over
Træerne?
14. Da sagde alle Træerne til Tornebusken: Kom du og vær vor Konge!
15. Og Tornebusken svarede Træerne: Hvis I mener det ærligt med at
salve mig til eders Konge, kom så og søg ind under min Skygge;
men hvis ikke, så vil Flammer slå op af Tornebusken og fortære
Libanons Cedre!
16. Hvis I nu er gået ærligt og redeligt til Værks, da I gjorde
Abimelek til Konge, og hvis I har handlet vel mod Jerubba'al og
hans Hus og gengældt ham, hvad han gjorde -
17. min Fader kæmpede jo for eder og vovede sit Liv for at frelse
eder af Midjaniternes Hånd,
18. men I har i bag rejst eder mod min Faders Hus, dræbt hans
Sønner, halvfjerdsindstyve Mænd, på een Sten og sat hans
Trælkvindes Søn Abimelek til Konge over Sikems Borgere, fordi
han er eders Broder
19. ja, hvis I i Dag er gået ærligt og redeligt til Værks mod
Jerubba'al og hans Hus, så gid I må få Glæde af Abimelek, og gid
han må få Glæde af eder;
20. men hvis ikke, så slå Flammer op fra Abimelek og fortære Sikems
Borgere og Millos Hus, og Flammer slå op fra Sikems Borgere og
Millos Hus og fortære Abimelek!"
21. Derpå tog Jotam Flugten og flygtede til Be'er; og der tog han
Ophold for at være i Sikkerhed for sin Broder Abimelek.

22. Da Abimelek havde haft Magten over Israel i tre År,
23. sendte Gud en ond Ånd mellem Abimelek og Sikems Borgere. og
Sikems Borgere faldt fra Abimelek,
24. for at Voldsgerningen mod Jerubba'als halvfjerdsindstyve Sønner
kunde blive hævnet og deres Blod komme over deres Broder
Abimelek, som havde dræbt dem, og over Sikems Borgere, som havde
sat ham i Stand til at dræbe sine Brødre.
25. Sikems Borgere lagde da Baghold på Bjergtoppene, og de
udplyndrede alle vejfarende, der kom forbi dem. Dette meldtes
Abimelek.

26. Nu kom Ga'al, Ebeds Søn, med sine Brødre og flyttede ind i
Sikem; og Sikems Borgere fattede Tillid til ham.
27. De begav sig ud i Marken, plukkede Druer og pressede dem og
fejrede deres Vinhøstfest. Og de gik ind i deres Guds Hus, hvor
de spiste og drak og udstødte Forbandelser over Abimelek.
28. Da sagde Ga'al, Ebeds Søn: "Hvem er Abimelek, og hvad er Sikem,
at vi skal være hans Trælle! Var ikke Jerubba'als Søn og hans
Foged Zebul Trælle for Hamors, Sikems Faders, Mænd hvorfor skal
vi da være hans Trælle?
29. Havde jeg blot Magten over Folket her, skulde jeg nok skaffe
Abimelek af Vejen!"
30. Da Zebul, Byens Høvedsmand, hørte Ga'als, Ebeds Søns, Urd,
blussede hans Vrede op,
31. og han sendte Bud til Abimelek i Aruma og lod sige: "Se, Ga'al,
Ebeds Søn, og hans Brødre er kommet til Sikem, og se, de
ophidser Byen imod dig; forstærk derfor din Hær og ryk ud!
32. Og nu, bryd op ved Nattetide med dine Folk og læg dig i Baghold
på Marken;
33. og kast dig så over Byen tidligt om Morgenen, når Solen står op!
Når da han og hans Folk rykker ud imod dig, kan du gøre med dem,
hvad der falder for!"
34. Abimelek brød da op ved Nattetide med alle sine Folk, og de
lagde sig i Baghold imod Sikem i fire Afdelinger.

35. Da gik Ga'al, Ebeds Søn, ned og stillede sig op ved Byporten.
Og Abimelek og hans Folk rejste sig fra deres Baghold.
36. Da Ga'al fik Øje på Folkene, sagde han til Zebul: "Se, der
stiger Folk ned fra Bjergtoppene!" Men Zebul sagde til ham: "Det
er Bjergenes.Skygge, du tager for Mænd!"
37. Men Ga'al sagde atter: "Der stiger Folk ned fra Landets Navle,
og en anden Skare kommer i Retning af Sandsigernes Træ!"
38. Da sagde Zebul til ham: "Hvor er nu dine store Ord fra før: Hvem
er Abimelek, at vi skal være hans Trælle? Der er de Folk, du lod
hånt om - ryk nu ud og kæmp med dem!"
39. Ga'al rykkede da ud i Spidsen for Sikems Borgere for at kæmpe
mod Abimelek.
40. Men Abimelek slog ham på Flugt, og mange faldt og lå dræbte helt
hen til Byporten.
41. Abimelek tog så Ophold i Aruma; og Zebul jog Ga'al og hans
Brødre bort fra Sikem.

42. Næste Dag begav Folket sig ud på Marken, og det meldtes
Abimelek.
43. Han tog da sine Folk og delte dem i tre dele og lagde Baghold på
Marken; og da han så Folket drage ud, overfaldt han dem og slog
dem.
44. Og Abimelek og den Afdeling, han havde hos sig, brød frem og tog
Stilling ved Indgangen til Byen, medens de to andre Afdelinger
kastede sig over alle dem, der var ude på Marken; og huggede dem
ned;
45. og efter at Abimelek hele Dagen igennem havde angrebet Byen,
indtog han den, dræbte Folkene deri, nedbrød Byen og strøede
Salt på den.

46. Da hele Besætningen i Sikems Tårn hørte det, begav de sig ben
til Kælderrummet i El Berits Hus.
47. Og da Abimelek fik Melding om, at hele Besætningen i Sikems Tårn
var samlet,
48. gik han med alle sine Folk op på Zalmonbjerget. Her greb han en
Økse, afhuggede et Knippe Grene, løftede det op og tog det på
Skulderen; og han sagde til sine Folk: "Skynd eder at gøre det
samme, som I så, jeg gjorde!"
49. Alle Folkene afhuggede da også hver sit Knippe og fulgte efter
Abimelek og lagde det oven på Kælderrummet og stak Ild på
Kælderrummet oven over dem. Således omkom også hele Besætningen
i Sikems Tårn, henved 1000 Mænd og Kvinder.

50. Derefter drog Abimelek mod Tebez, og han belejrede Byen og
indtog den.
51. Inde i Byen var der et stærkt befæstet Tårn; derhen flygtede
alle Mænd og Kvinder, alle Byens Indbyggere, idet de stængede
efter sig og tyede op på Tårnets Tag;
52. Abimelek rykkede da frem til Tårnet og angreb det; men da han
nærmede sig Tårnets Indgang for at stikke Ild derpå,
53. kastede en Kvinde en Møllesten ned på Abimeleks Hoved og knuste
hans Hjerneskal.
54. Da råbte han i Hast til sin Våbendrager: "Drag dit Sværd og dræb
mig, for at det ikke skal siges, at en Kvinde har slået mig
ihjel!" Og Våbendrageren gennemborede ham, så han døde.
55. Men da Israelitterne så, at Abimelek var død, begav de sig hver
til sit.

56. Således gengældte Gud det onde, Abimelek havde øvet mod sin
Fader ved at dræbe sine halvfjerdsindstyve Brødre;
57. og al Sikemiternes Ondskab lod Gud komme over deres egne
Hoveder. På den Måde kom Jotams, Jerubba'als Søns, Forbandelse
over dem.

Dommer 10

1. Efter Abimelek fremstod som Israels Befrier Tola, en Søn af
Dodos Søn Pua, en Mand af Issakar, som boede i Sjamir i Efraims
Bjerge.
2. Han var Dommer i Israel i tre og tyve År. Da han døde, blev han
jordet i Sjamir.

3. Efter ham fremstod Gileaditen Jair; han var Dommer i Israel i to
og tyve År.
4. Han havde tredive Sønner, som red på tredive Æsler, og de havde
tredive Byer, som endnu den Dag i Dag kaldes Jairs Teltbyer; de
ligger i Gilead.
5. Da Jair døde, blev han jordet i Kamon.

6. Men Israelitterne blev ved at gøre, hvad der var ondt i HERRENs
Øjne, idet de dyrkede Ba'alerne og Astarterne og Aramæernes,
Zidons, Moabs, Ammoniternes og Filisternes Guder og faldt fra
HERREN og undlod at dyrke ham.
7. Da blussede HERRENs Vrede op mod Israel, og han gav dem til Pris
for Filisterne og Ammoniterne,
8. som kuede og mishandlede Israelitterne i det År; i atten År
kuede de alle Israelitterne hinsides Jordan i Amoritemes Land i
Gilead.
9. Og Ammoniterne satte over Jordan for også at angribe Juda,
Benjamin og Efraims Slægt, så at Israelitterne kom i stor Nød.
10. Da råbte Israelitterne til HERREN og sagde: "Vi har syndet imod
dig, thi vi har forladt HERREN vor Gud og dyrket Ba'alerne!"
11. Men HERREN svarede Israelitterne: "Har ikke Ægypterne,
Amoriterne, Ammoniterne, Filisterne,
12. Zidonierne, Amalekiterne og Midjaniterne mishandlet eder? Og da
I råbte til mig, frelste jeg eder af deres Hånd.
13. Men I forlod mig og dyrkede andre Guder! Derfor vil jeg ikke
mere frelse eder!
14. Gå nu hen og råb til de Guder, I udvalgte eder, og lad dem
frelse eder i eders Nød:"
15. Da sagde Israelitterne til HERREN: "Vi har syndet! Gør med os,
hvad dig tykkes godt, men frels os blot nu!"
16. Og de skilte sig af med de fremmede Guder og dyrkede HERREN; da
kunde han ikke længer holde ud at se Israels Nød.

17. Ammoniterne stævnedes sammen, og de slog Lejr i Gilead; også
Israelitterne samlede sig, og de slog Lejr i Mizpa.
18. Da sagde Folket, Gileads Høvdinger, til hverandre: "Hvis der
findes en Mand, som vil tage Kampen op med Ammoniterne, skal han
være Høvding over alle Gileads Indbyggere!"

Dommer 11

1. Gileaditen Jefta var en dygtig Kriger. Han var Søn af en Skøge.
Gilead avlede Jefta.
2. Men Gileads Hustru fødte ham Sønner, og da de voksede op, jog de
Jefta bort med de Ord: "Du skal ikke have Arv og Lod i vor
Faders Hus, thi du er en fremmed Kvindes Søn!"
3. Jefta flygtede da for sine Brødre og bosatte sig i Landet Tob,
hvor nogle dårlige Folk samlede sig om ham og deltog i hans
Strejftog.

4. Efter nogen Tids Forløb angreb Ammoniterne Israel.
5. Og da Ammoniterne angreb Israel, drog Gileads Ældste hen for at
hente Jefta hjem fra Landet Tob.
6. De sagde til Jefta: "Kom og vær vor Fører, at vi kan tage Kampen
op med Ammoniterne!"
7. Jefta svarede Gileads Ældste: "Har I ikke hadet mig og jaget mig
bort fra min Faders Hus? Hvorfor kommer I da til mig, nu I er i
Nød?"
8. Men Gileads Ældste sagde til Jefta: "Derfor kommer vi jo nu
tilbage til dig! Vil du drage med os og kæmpe med Ammoniterne,
skal du være Høvding over os, over alle Gileads Indbyggere!"
9. Jefta svarede Gileads Ældste: "Dersom I fører mig tilbage, for
at jeg skal kæmpe med Ammoniterne, og HERREN giver dem i min
Magt, så vil jeg være eders Høvding!"
10. Da sagde Gileads Ældste til Jefta: "HERREN hører Overenskomsten
mellem os; visselig vil vi gøre, som du siger!"
11. Da drog Jefta med Gileads Ældste; og Folket gjorde ham til deres
Høvding og Fører. Og alle sine Ord udtalte Jefta for HERRENs
Åsyn i Mizpa.

12. Derpå sendte Jefta Sendebud til Ammoniternes Konge og lod sige:
"Hvad er der dig og mig imellem, siden du er draget imod mig for
at angribe mit Land?"
13. Ammoniternes Konge svarede Jeftas Sendebud: "Jo, Israel tog mit
Land, da de drog op fra Ægypten, lige fra Arnon til Jabbok og
Jordan; giv det derfor tilbage med det gode!"
14. Men Jefta sendte atter Sendebud til Ammoniternes Konge
15. og lod sige: "Således siger Jefta: Israel har ikke taget Moabs
eller Ammoniternes Land!
16. Men da de drog op fra Ægypten, vandrede Israel igennem Ørkenen
til det røde Hav og kom derpå til Kadesj.
17. Da sendte Israel Sendebud til Edomiternes Konge og lod sige: Lad
mig drage igennem dit Land! Men Edomiternes Konge ænsede det
ikke. Ligeledes sendte de Bud til Moabiternes Konge, men han var
heller ikke villig dertil. Israel blev da boende i Kadesj.
18. Derpå drog de igennem Ørkenen og gik uden om Edomiternes og
Moabiternes, Land, og da de nåede Egnen østen for Moab, slog de
Lejr hinsides Arnon; men de betrådte ikke Moabs Enemærker, thi
Arnon er Moabs Grænse.
19. Israel sendte derpå Sendebud til Kongen af Hesjbon,
Amoriterkongen Sihon, og lod sige: Lad os drage igennem dit Land
for at nå hen, hvor vi skal!
20. Men Sihon nægtede Israelitterne Tilladelse til at drage gennem
hans Land; og Sihon samlede hele sin Hær, og de slog Lejr i Jaza
og angreb Israel.
21. Da gav HERREN, Israels Gud, Sihon og hele hans Hær i Israels
Hånd, så at de slog dem. Og Israel underlagde sig hele det Land,
Amoriterne boede i;
22. de underlagde sig hele Amoriternes Område fra Arnon til Jabbok
og fra Ørkenen til Jordan.
23. Således drev HERREN, Israels Gud, Amoriterne bort foran sit Folk
Israel; og nu vil du underlægge dig deres Land!
24. Ikke sandt, når din Gud Kemosj driver nogen bort, så tager du
hans Land? Og hver Gang HERREN vor Gud driver nogen bort foran
os, tager vi hans Land.
25. Er du vel bedre end Zippors Søn, Kong Balak af Moab? Stredes han
med Israel, eller indlod han sig i Kamp med dem,
26. da Israelitterne bosatte sig i Hesjbon med Småbyer, i Aroer med
Småbyer og i alle Byerne langs Arnon nu har de boet der i 300
År? Hvorfor tilrev I eder dem ikke dengang?
27. Det er ikke mig, der har forbrudt mig mod dig, men dig, der
handler ilde mod mig ved at angribe mig. HERREN, Dommeren, vil i
Dag dømme Israelitterne og Ammoniterne imellem!"
28. Men Ammoniternes Konge ænsede ikke Jeftas Ord, som hans Sendebud
overbragte.

29. Da kom HERRENs Ånd over Jefta; og han drog igennem Gilead og
Manasse; derpå drog han til Mizpe i Gilead, og fra Mizpe i
Gilead drog han mod Ammoniterne.
30. Og Jefta aflagde HERREN et Løfte og sagde: "Dersom du giver
Ammoniterne i min Hånd,
31. så skal den, som først kommer mig i Møde fra min Husdør når jeg
vender uskadt, tilbage fra Ammoniterne, tilfalde HERREN, og jeg
vil ofre ham som Brændoffer!"
32. Så drog Jefta i Kamp mod Ammoniterne, og HERREN gav dem i hans
Hånd,
33. så at han tilføjede dem et stort Nederlag fra Aroer til Egnen
ved Minnit, tyve Byer, og til Abel Keramim. Således bukkede
Ammoniterne under for Israelitterne.

34. Men da Jefta kom til sit Hjem i Mizpa, se, da kom hans Datter
ham i Møde med Håndpauker og Dans. Hun var hans eneste Barn
foruden hende havde han hverken Søn eller Datter.
35. Da han fik Øje på hende, sønderrev han sine Klæder og råbte:
"Ak, min Datter, du har bøjet mig dybt, og det er dig, der
styrter mig i Ulykke! Thi jeg har åbnet min Mund for HERREN og
kan ikke tage mit Ord tilbage!"
36. Da svarede hun ham: "Fader, har du åbnet din Mund for HERREN, så
gør med mig, som dit Ord lød, nu da HERREN har skaffet dig Hævn
over dine Fjender, Ammoniterne!"
37. Men hun sagde til sin Fader: "En Ting må du unde mig: Giv mig to
Måneders Frist, så jeg kan gå omkring i Bjergene for at begræde
min Jomfrustand sammen med mine Veninder!"
38. Han sagde: "Gå!" og lod hende drage bort i to Måneder; og hun
gik bort med sine Veninder for at begræde sin Jomfrustand i
Bjergene.
39. Da de to Måneder var omme, vendte hun tilbage til sin Fader, og
han fuldbyrdede det Løfte, han havde aflagt, på hende; og hun
havde ikke kendt Mand. Og det blev Skik i Israel,
40. at Israels Døtre hvert År går hen for at klage over Gileaditen
Jeftas Datter fire Dage om Året.

Dommer 12

1. Derpå stævnedes Efraimierne sammen, og de drog nordpå; og de
sagde til Jefta: "Hvorfor drog du i Kamp mod Ammoniterne uden at
opfordre os til at gå med? Nu brænder vi Huset af over Hovedet
på dig!"
2. Men Jeffa svarede dem: "Jeg og mit Folk var i Krig, og
Ammoniterne trængte os hårdt; da sendte jeg Bud efter eder, men
I hjalp mig ikke imod dem;
3. og da jeg så, at ingen kom mig til Hjælp, vovede jeg Livet og
drog mod Ammoniterne, og HERREN gav dem i min Hånd. Hvorfor
drager I da nu i Kamp imod mig?"
4. Derpå samlede Jefta alle Gileads Mænd og angreb Efraimiterne; og
Gileads Mænd slog Efraimiterne.
5. Og Gileaditerne afskar Efraimiterne fra Jordans Vadesteder.
Hver Gang så en af de efraimitiske Flygtninge sagde: "Lad mig
komme over!" spurgte Gileads Mænd: "Er du Efraimit?" Og når han
svarede: "Nej!"
6. sagde de til ham: "Sig Sjibbolet!" Og når han da sagde Sibbolet,
fordi han ikke kunde udtale Ordet rigtigt, greb de ham og
huggede ham ned ved Jordans Vadesteder. Ved den Lejlighed faldt
42000 Efraimiter.

7. Jefta var Dommer i Israel i seks År. Så døde Gileaditen Jefta og
blev jordet i sin By i Gilead.
8. Efter ham var Ibzan fra Betlehem Dommer i Israel.
9. Han havde tredive Sønner; tredive Døtre giftede han bort, og
tredive Svigerdøtre hjemførte han til sine Sønner.
10. Han var Dommer i Israel i syv År. Så døde Ibzan og blev jordet i
Betlehem.

11. Efter ham var Zebuloniten Elon Dommer i Israel. Han var Dommer i
Israel i ti År.
12. Så døde Zebuloniten Elon og blev jordet i Ajjalon i Zebulons
Land.

13. Efter ham var Abdon, Hillels Søn, fra Piraton Dommer i Israel.
14. Han havde fyrretyve Sønner og tredive Sønnesønner, som red på
halvfjerdsindstyve Æsler. Han var Dommer i Israel i otte År.
15. Så døde Abdon, Hillels Søn, fra Piraton og blev jordet i Piraton
i Efraims Land på Amalekiterbjerget.

Dommer 13

1. Men Israelitterne blev ved at gøre, hvad der var ondt i HERRENS
Øjne, og HERREN gav dem i Filisternes Hånd i fyrretyve År.

2. Der levede i Zora en Mand af Daniternes Slægt ved Navn Manoa;
hans Hustru var ufrugtbar og havde ingen Børn født.
3. Nu viste HERRENs Engel sig for Kvinden og sagde til hende: "Se,
du er ufrugtbar og har ingen Børn født; men du skal blive
frugtsommelig og føde en Søn.
4. Vogt dig vel for at drikke Vin eller stærk Drik og for at spise
noget som helst urent!
5. Thi se, du skal blive frugtsommelig og føde en Søn. Der må ikke
komme Ragekniv på hans Hoved, thi Drengen skal være en Guds
Nasiræer fra Moders Liv af; og han skal gøre de første Skridt
til at frelse Israel af Filisternes Hånd!"

6. Kvinden gik nu hen og sagde til sin Mand: "Der kom en Guds Mand
til mig, og han så ud som en Guds Engel; såre frygtindgydende;
jeg spurgte ham ikke, hvor han var fra, og sit Navn gav han mig
ikke til Kende.
7. Han sagde til mig: Se, du skal blive frugtsommelig og føde en
Søn; drik nu ikke Vin eller stærk Drik og spis intet som helst
urent, thi Drengen skal være en Guds Nasiræer fra Moders Liv af
til sin Dødedag!"

8. Da bad Manoa til HERREN og sagde: "Ak, HERRE, lad den Guds Mand,
du sendte, atter komme til os for at lære os, hvorledes vi skal
bære os ad med den Dreng, der skal fødes!"
9. Og Gud bønhørte Manoa; og Guds Engel kom atter til Kvinden,
medens hun sad ude på Marken, men Manoa, hendes Mand, var ikke
hos hende.
10. Da skyndte Kvinden sig hen til sin Mand, fortalte ham det og
sagde til ham: "Se, den Mand, som kom til mig forleden, har vist
sig for mig!"
11. Manoa stod da op og gik med sin Hustru, og da han kom hen til
Manden, sagde han til ham: "Er du den Mand, som talte til
Kvinden?" Og han sagde: "Ja!"
12. Så sagde Manoa: "Når nu dit Ord går i Opfyldelse, hvorledes skal
vi da forholde os og bære os ad med Drengen?"
13. HERRENs Engel svarede Manoa: "Alt det, jeg talte om til Kvinden,
skal hun vogte sig for;
14. intet af, hvad der vokser på Vinstokken, må hun spise; Vin og
stærk Drik må hun ikke drikke, og intet urent må hun spise; alt,
hvad jeg bød hende, skal hun overholde!"
15. Da sagde Manoa til HERRENs Engel: "Vi vilde gerne holde dig
tilbage og tillave dig et Gedekid!"
16. Men HERRENs Engel svarede Manoa: "Selv om du holder mig tilbage,
spiser jeg ikke af din Mad; men vil du ofre et Brændoffer, så
bring HERREN det!" Thi Manoa vidste ikke, at det var HERRENs
Engel.
17. Og Manoa sagde til HERRENs Engel: "Hvad er dit Navn? Når dit Ord
går i Opfyldelse, vil vi ære dig!"
18. Men HERRENs Engel svarede: "Hvorfor spørger du om mit Navn? Du
skal vide, det er underfuldt."
19. Da tog Manoa Gedekiddet og Afgrødeofferet og ofrede det på
Klippen til HERREN, ham, som handler underfuldt, og Manoa og
hans Hustru så til.
20. Og da Flammen slog op imod Himmelen fra Alteret, steg HERRENs
Engel op i Alterflammen, medens Manoa og hans Hustru så til; og
de faldt til Jorden på deres Ansigt.
21. Og HERRENs Engel viste sig ikke mere for Manoa og hans Hustru.
Så forstod Manoa, at det var HERRENs Engel.
22. Og Manoa sagde til sin Hustru: "Vi er dødsens, thi vi har set
Gud!"
23. Men hans Hustru sagde til ham: "Havde HERREN i Sinde at dræbe
os, havde han ikke modtaget Brændoffer og Afgrødeoffer af vor
Hånd; heller ikke havde han ladet os se alt det og nu kundgjort
os sådanne Ting!"