Det Gamle Testamente af 1931:

D >> Det Danske Bibelselskab 1931. >> Det Gamle Testamente af 1931:

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39 | 40 | 41 | 42 | 43 | 44 | 45 | 46 | 47 | 48 | 49 | 50 | 51 | 52 | 53 | 54 | 55 | 56 | 57 | 58 | 59 | 60 | 61 | 62 | 63 | 64 | 65 | 66 | 67 | 68 | 69 | 70 | 71 | 72 | 73 | 74 | 75 | 76 | 77 | 78 | 79 | 80 | 81 | 82 | 83 | 84 | 85 | 86 | 87 | 88 | 89 | 90 | 91 | 92 | 93 | 94 | 95 | 96 | 97 | 98 | 99 | 100 | 101 | 102 | 103 | 104 | 105 | 106 | 107 | 108 | 109 | 110 | 111 | 112 | 113 | 114 | 115 | 116 | 117 | 118

24. Og Kvinden fødte en Søn, som hun gav Navnet Samson. Drengen
voksede op, og HERREN velsignede ham;
25. og HERRENs Ånd begyndte at drive på ham i Dans Lejr mellem Zora
og Esjtaol.

Dommer 14

1. Engang Samson kom ned til Timna, så han en af Filisternes Døtre
der.
2. Og da han kom tilbage derfra, fortalte han sin Fader og Moder
det og sagde: "Jeg har set en Kvinde i Timna, en af Filisternes
Døtre; nu må I hjælpe mig at få hende til Hustru!"
3. Hans Fader og Moder svarede ham: "Findes der da ingen Kvinde
blandt dine Landsmænds Døtre eller i hele dit Folk, siden du vil
gå hen og tage dig en Hustru hos de uomskårne Filistere?" Men
Samson svarede sin Fader: "Nej, hende må du hjælpe mig til, thi
det er hende, jeg synes om!"
4. Hans Fader og Moder forstod ikke, at det kom fra HERREN, som
søgte en Anledning til Strid over for Filisterne. På den Tid
havde Filisterne nemlig Magten over Israel.

5. Samson tog nu med sin Fader og Moder ned til Timna. Da de nåede
Vingårdene uden for Timna, se, da kom en ung Løve brølende imod
ham.
6. Så kom HERRENs Ånd over ham, og han sønderrev den med sine bare
Næver, som var det et Gedekid; men sin Fader og Moder fortalte
han ikke, hvad han havde gjort.
7. Derpå drog han ned og bejlede til Kvinden; thi Samson syntes om
hende.
8. Da han efter nogen Tids Forløb vendte tilbage for at ægte hende,
gik han hen for at se til Løvens Ådsel, og se, da var der en
Bisværm og Honning i Løvens Krop.
9. Han tog da Honningen i sine Hænder og spiste deraf, medens han
gik videre; og da han kom til sin Fader og Moder, gav han dem
noget deraf, og de spiste; men han sagde dem ikke, at han havde
taget Honningen fra Løvens Krop.

10. Så drog Samson ned til Kvinden; og de holdt Gilde, som de unge
havde for Skik.
11. Da de så ham, udvalgte de tredive Brudesvende til at ledsage
ham.
12. Og Samson sagde til dem: "Jeg vil give eder en Gåde at gætte;
hvis I i Løbet af de syv Gildedage kan sige mig Løsningen, vil
jeg give eder tredive Linnedkjortler og tredive Sæt klæder;
13. men kan I ikke sige mig den, skal I give mig tredive
Linnedkjortler og tredive Sæt klæder!" De svarede: "Sig din Gåde
frem og lad os høre den!"
14. Da sagde han til dem: "Fra Æderen kom Æde, fra den stærke
Sødme!" Men da de tre Dage var omme, havde de ikke kunnet gætte
Gåden,
15. og den fjerde Dag sagde de til Samsons Hustru: "Lok din Mand til
at sige os Løsningen, ellers brænder vi dig og din Faders Hus
inde! Har I budt os herhen for at tage alting fra os?"
16. Da hang Samsons Hustru over ham med Gråd og sagde: "Du hader mig
jo og elsker mig ikke! Du har givet mine Landsmænd en Gåde at
gætte, og mig har du ikke sagt Løsningen!" Han svarede hende:
"Jeg har ikke sagt min Fader eller Moder den, og så skulde jeg
sige dig den!"
17. Men hun hang over ham med Gråd, de syv Dage Gildet varede; og
den syvende Dag sagde han hende Løsningen, fordi hun plagede
ham. Så sagde hun sine Landsmænd Gådens Løsning;
18. og den syvende Dag, før han gik ind i Kammeret, sagde Byens Mænd
til ham: "Hvad er sødere end Honning, og hvad er stærkere end en
Løve?" Men han svarede dem: "Havde I ikke pløjet med min Kalv,
havde I ikke gættet min Gåde!"

19. Da kom HERRENs Ånd over ham, og han drog ned til Askalon, slog
tredive Mænd ihjel der, trak deres Tøj af dem og gav Klæderne
til dem, der havde sagt Løsningen på Gåden. Og hans Vrede
blussede op, og han drog tilbage til sin Faders Hus.
20. Men Samsons Hustru blev givet til den Brudesvend, som havde
været hans Brudefører.

Dommer 15

1. Efter nogen Tids Forløb, i Hvedehøstens Tid, besøgte Samson sin
Hustru og havde et Gedekid med, og han sagde: "Lad mig gå ind i
Kammeret til min Hustru!" Men hendes Fader tillod ham det ikke,
2. men sagde: "Jeg tænkte for vist, at du havde fået Uvilje mod
hende, derfor gav jeg hende til ham, der var din Brudesvend; men
hendes yngre Søster er smukkere end hun, lad hende blive din
Hustru i Søsterens Sted!"
3. Da sagde Samson til dem: "Denne Gang er jeg sagesløs over for
Filisterne, når jeg gør dem Fortræd!"
4. Så gik Samson hen og fangede 300 Ræve; derpå tog han Fakler,
bandt Halerne sammen to og to og fastgjorde en Fakkel midt
imellem;
5. så tændte han Faklerne, slap Rævene løs i Filisternes Korn og
stak Ild både på Negene og Kornet på Roden, også på Vingårde og
Oliventræer.
6. Da Filisterne spurgte, hvem der havde gjort det, blev der sagt:
"Det bar Samson, Timnitens Svigersøn, fordi han tog hans Hustru
og gav hende til hans Brudesvend." Da gik Filisterne op og
brændte hende og hendes Faders Hus inde.
7. Men Samson sagde til dem: "Når I bærer eder således ad, under
jeg mig ikke Ro, før jeg får hævnet mig på eder!"
8. Så slog han dem sønder og sammen med vældige Slag, og derpå steg
han ned i Fjeldkløften ved Etam og tog Ophold der.

9. Filisterne drog nu op og slog Lejr i Juda og spredte sig ved
Lehi.
10. Da sagde Judas Mænd: "Hvorfor er I draget op imod os?" Og de
svarede: "Vi er draget herop for at binde Samson og handle mod
ham,som han har handlet mod os!"
11. Så steg 3000 Mand fra Juda ned til Fjeldkløften ved Etam og
sagde til Samson: "Ved du ikke, at Filisterne har Magten over
os? Hvad er det dog, du har voldt os?." Han svarede dem: "Som
de har handlet mod mig, har jeg handlet mod dem!"
12. Men de sagde til ham: "Vi er kommet ned for at binde dig og
overgive dig til Filisterne!" Da sagde Samson til dem: "Sværg
mig til, at I ikke vil slå mig ihjel!"
13. De svarede ham: "Nej, vi vil Kun binde dig og overgive dig til
dem; slå dig ihjel vil vi ikke!" Så bandt de ham med to nye Reb
og førte ham op af Fjeldkløften.
14. Men da han kom til Lehi, og Filisterne hilste hans Komme med
Jubelråb, kom HERRENs Ånd over ham, og Rebene om hans Arme blev
som svedne Sytråde, og hans Bånd faldt skørnet af hans Hænder.
15. Og da han fik Øje på en frisk Æselkæbe, rakte han sin Hånd ud,
greb den og huggede 1000 Mand ned med den.
16. Da sagde Samson: "Med en Æselkæbe har jeg flået dem sønder og
sammen, med en Æselkæbe har jeg fældet 1000 Mand!"
17. Med disse Ord kastede han Kæbebenet fra sig, og derfor kaldte
man Stedet Ramat Lehi.
18. Og da han var meget tørstig, råbte han til HERREN og sagde: "Ved
din Tjeners Hånd har du skaffet os denne vældige Sejr, skal jeg
da nu dø af Tørst og falde i de uomskårnes Hånd?"
19. Da åbnede Gud Lavningen i Lehi, og der vældede Vand frem deraf;
og da han havde drukket, fik han sin Livskraft igen. Derfor
kaldte man denne Kilde En Hakkore; den findes i Lehi endnu den
Dag i Dag.

20. Han var Dommer i Israel i Filistertiden i tyve År.

Dommer 16

1. Samson drog så til Gaza. Der så han en Skøge og gik ind til
hende.
2. Da det spurgtes blandt Folkene i Gaza, at Samson var kommet
derhen, gik de hen og lagde sig på Lur efter ham ved Byporten;
men de holdt sig rolige Natten over, idet de sagde: "Vi vil
vente, til det bliver lyst; så slår vi ham ihjel!"
3. Samson blev liggende den halve Nat, men ved Midnatstide stod han
op, greb fat i Byportens to Fløje og begge Portstolper, rykkede
dem op tillige med Portslåen, tog dem på Skuldrene og bar dem op
på Toppen af Bjerget over for Hebron.

4. Siden fik han Kærlighed til en Kvinde ved Navn Dalila i
Sorekdalen.
5. Da kom Filisternes Fyrster til hende og sagde til hende: "Se at
lokke ud af ham, hvad det er, der giver ham hans vældige
Kræfter, og hvorledes vi kan få Bugt med ham, så vi kan binde og
kue ham, så vil vi hver give dig 1100 Sekel Sølv!"
6. Dalila sagde da til Samson: "Sig mig dog, hvad det er, der giver
dig dine vældige Kræfter, og hvorledes man kan binde og kue
dig!"
7. Samson svarede hende: "Hvis man binder mig med syv friske
Strenge, som ikke er blevet tørre, bliver jeg svag som ethvert
andet Menneske."
8. Filisternes Fyrster bragte hende da syv friske Strenge, der ikke
var blevet tørre, og med dem bandt hun ham;
9. samtidig havde hun Folk liggende på Lur i Kammeret. Da sagde hun
til ham: "Filisterne er over dig, Samson!" Men han rev Strengene
over, og de brast som Blårgarn, der kommer Ild for nær; og
hvorledes det hang sammen med hans Kræfter, kom ikke for Dagen.
10. Da sagde Dalila til Samson: "Se, du har narret mig og løjet for
mig; sig mig dog, hvorledes man kan binde dig!"
11. Han svarede hende: "Hvis man binder mig med nye Reb, som aldrig
har været brug til noget, bliver jeg svag som ethvert andet
Menneske!"
12. Da tog Dalila nye Reb og bandt ham. Så sagde hun til ham:
"Filisterne er over dig, Samson!" Samtidig lå der Folk på Lur i
Kammeret. Men han flåede Rebene af sine Arme, som var det Tråde.
13. Da sagde Dalila til Samson: "Hidtil har du narret mig og løjet
for mig; sig mig dog, hvorledes man kan binde dig!" Han svarede
hende: "Hvis du væver mine syv Hovedlokker ind i Rendegarnet og
slår dem fast med Slagelen, bliver jeg svag som ethvert andet
Menneske."
14. Så dyssede hun ham i Søvn og vævede hans syv Hovedlokker ind i
Rendegarnet og slog dem fast med Slagelen. Og hun sagde til ham:
"Filisterne er over dig, Samson!" Så vågnede han og rykkede
Væven op sammen med Rendegarnet.
15. Da sagde hun til ham: "Hvor kan du sige, du elsker mig, når du
ingen Fortrolighed har til mig? Tre Gange har du nu narret mig
og ikke sagt mig, hvad det er, der giver dig dine vældige
Kræfter!"
16. Da hun således stadig pinte og plagede ham med sine Ord, blev
hans Sjæl træt til Døden,
17. og han talte rent ud og sagde til hende: "Ingen Ragekniv er
kommet på mit Hoved, thi jeg har fra Moders Liv af været en Guds
Nasiræer; hvis mit Hår rages af, mister jeg mine Kræfter og
bliver svag som alle andre Mennesker."

18. Da nu Dalila skønnede, at han havde talt rent ud til hende,
sendte hun Bud efter Filisternes Fyrster og lod sige: "Kom nu
herop, thi han har talt rent ud til mig!" Og Filisternes Fyrster
kom op til hende og bragte Pengene med.
19. Så dyssede hun ham i Søvn imellem sine Knæ og kaldte på en Mand,
som ragede hans syv Hovedlokker af. Da blev han svagere og
svagere, og Kræfterne veg fra ham.
20. Derpå sagde hun: Filisterne er over dig, Samson!" Da vågnede han
og tænkte: "Jeg skal nok slippe fra det ligesom de andre Gange
og ryste det af mig!" Men han vidste ikke, at HERREN var veget
fra ham.
21. Da greb Filisterne ham og stak Øjnene ud på ham; derpå bragte de
ham ned til Gaza og lagde ham i Kobberlænker; og han måtte dreje
Kværnen i Fangehuset.
22. Men hans Hovedhår begyndte at vokse igen, efter at det var raget
af.

23. Filisternes Fyrster samledes nu for at holde en stor Offerfest
til Ære for deres Gud Dagon og for at fornøje sig; og de sagde:
"Vor Gud gav os i Hænde Samson, vor Fjende!"
25. Da de nu var kommet i godt Lune, sagde de: "Hent Samson, at vi
kan more os over ham!" De lod da Samson hente fra Fangehuset, og
de morede sig over ham. De stillede ham op ved Søjlerne;
24. Og da Folket så ham, priste de deres Gud og råbte: "Vor Gud gav
os i Hænde Samson, vor Fjende, ham, som vort Land monne skænde,
på manges Liv gjorde Ende!"
26. Da sagde Samson til den unge Mand, som holdt ham i Hånden: "Slip
mig og lad mig røre ved Søjlerne, som bærer Hallen, så jeg kan
læne mig til dem!".
27. Hallen var fuld af Mænd og Kvinder; der var alle Filisternes
Fyrster, og på Taget var der henved 3000 Mænd og Kvinder, som så
til, medens de morede sig over Samson.
28. Da råbte Samson til HERREN og sagde: "Herre, HERRE, kom mig i Hu
og giv mig Kraft, o Gud, kun denne ene Gang, så jeg kan hævne
mig på Filisterne for begge mine Øjne på een Gang!"
29. Så greb Samson om de to Midtersøjler, som bar Hallen, og
stemmede sig imod den ene med højre og imod den anden med
venstre Hånd.
30. Og Samson sagde: "Lad mig dø sammen med Filisterne!" Derpå
bøjede han sig med sådan Kraft, at Hallen styrtede sammen over
Fyrsterne og alle Folkene derinde. Således dræbte han ved sin
Død flere, end han havde dræbt i levende Live.
31. Men hans Brødre og hele hans Faders Hus drog ned og tog ham,
bragte ham op og lagde ham i hans Fader Manoas Grav mellem Zora
og Esjtaol. Han var Dommer i Israel i tyve År.

Dommer 17

1. I Efraims Bjerge levede en Mand, som hed Mika.
2. Han sagde til sin Moder: "De 1100 Sekel Sølv, du har mistet, og
for hvis Skyld du udtalte en Forbandelse, som jeg selv hørte,
se, de Penge er hos mig; jeg har taget dem, men nu vil jeg give
dig dem tilbage." Da sagde hans Moder: "HERREN velsigne dig,
min Søn!"
3. Så gav han sin Moder de 1100 Sekel Sølv tilbage; og Moderen
sagde: "Disse Penge helliger jeg HERREN og giver min Søn, for at
han kan lave et udskåret og støbt Billede."
4. Så gav han sin Moder Pengene tilbage; og Moderen tog 200 Sekel
Sølv deraf og gav dem til Guldsmeden, som lavede et udskåret og
støbt Billede deraf, og det fik sin Plads i Mikas Hus.
5. Manden Mika havde et Gudshus, og han lavede sig en Efod og en
Husgud og indsatte en af sine Sønner til sin Præst.
6. I de Dage var der ingen Konge i Israel; enhver gjorde, hvad han
fandt for godt.

7. Nu var der i Betlehem i Juda en ung Mand af Judas Slægt; han var
Levit og boede der som fremmed.
8. Denne Mand forlod sin By Betlehem i Juda for at slå sig ned som
fremmed, hvor det kunde træffe sig, og på sin Vandring kom han
til Mikas Hus i Efraims Bjerge.
9. Da spurgte Mika ham: "Hvorfra kommer du?" Han svarede: "Jeg er
Levit og har hjemme i Betlehem i Juda, og jeg er på Vandring for
at slå mig ned som fremmed, hvor det kan træffe sig."
10. Da sagde Mika til ham: "Tag Ophold hos mig og bliv min Fader og
Præst; jeg vil give dig ti Sekel Sølv om Året og holde dig med
Klæder og give dig Kosten!"
11. Så gik Leviten ind på at tage Ophold hos Manden, og den unge
Mand var ham som en af hans egne Sønner.
12. Mika indsatte så Leviten, og den unge Mand blev Præst hos ham og
tog Ophold i Mikas Hus.
13. Da sagde Mika: "Nu ved jeg, at HERREN vil gøre vel imod mig,
siden jeg har fået en Levit til Præst!"

Dommer 18

1. I de Dage var der ingen Konge i Israel, og i de Dage var
Daniternes Stamme i Færd med at søge sig en Arvelod, hvor de
kunde bo, thi hidindtil var der ikke tilfaldet dem nogen Arvelod
blandt Israels Stammer.
2. Daniterne udtog da af deres Slægt fem stærke Mænd fra Zora og
Esjtaol og udsendte dem for at udspejde og undersøge Landet, og
de sagde til dem: "Drag hen og undersøg Landet!" De kom da til
Mikas Hus i Efraims Bjerge og overnattede der.
3. Da de kom i Nærheden af Mikas Hus og kendte den unge Levits
Stemme, tog de derind og spurgte ham: "Hvem har ført dig herhen,
hvad tager du dig for på dette Sted, og hvorfor er du her?"
4. Han svarede dem: "Det og det har Mika gjort for mig; han har
lejet mig til Præst."
5. Da sagde de til ham: "Adspørg da Gud, at vi kan få at vide, om
vor Færd skal lykkes!"
6. Præsten sagde da til dem: "Far med Fred, HERREN våger over eders
Færd!"
7. Så drog de fem Mænd videre og kom til Lajisj; og de så, at Byen
levede trygt på Zidoniernes Vis, at Folket der levede sorgløst
og trygt og ikke manglede nogen Verdens Ting, men var rigt, og
at de boede langt fra Zidonierne og intet havde med Aramæerne at
gøre.
8. Da de kom tilbage til deres Brødre i Zora og Esjtaol, spurgte
disse dem: "Hvad har I at melde?"
9. De svarede: "Kom, lad os drage op til Lajisj, thi vi har set
Landet, og se, det er såre godt! Hvorfor holder I eder
uvirksomme? Nøl ikke med at drage hen og underlægge eder Landet!
10. Thi Gud bar givet det i eders Hånd et Sted, hvor der ikke er
Mangel på nogen Verdens Ting! Når l kommer derhen, kommer I til
et Folk, der lever i Tryghed, og det er et vidtstrakt Land!"

11. Så brød 600 væbnede Mænd af Daniternes Slægt op fra Zora og
Esjtaol,
12. og de drog op og slog Lejr i Kirjat Jearim i Juda; derfor kalder
man endnu den Dag i Dag dette Sted hans Lejr; det ligger vesten
for Kirjat Jearim.
13. Derfra drog de over til Efraims Bjerge; og da de kom til Mikas
Hus,
14. tog de fem Mænd, der havde været henne at udspejde Landet, til
Orde og sagde til deres Brødre: "Ved I, at der i Husene her
findes en Efod, en Husgud og et udskåret og støbt Billede? Så
indser I vel, hvad I har at gøre!"
15. De begav sig derhen og kom til den unge Levits Hus, Mikas Hus,
og hilste på ham,
16. medens de 600 væbnede danitiske Mænd stod ved Porten.
17. Og de fem Mænd, der havde været henne at udspejde Landet, gik op
og tog det udskårne og støbte Billede, Efoden og Husguden,
medens Præsten og de 600 væbnede Mænd stod ved Porten.
18. Hine gik ind i Mikas Hus og tog det udskårne og støbte Billede,
Efoden og Husguden. Præsten sagde til dem: "Hvad er det, I gør?"
19. Og de svarede ham: "Stille, læg Fingeren på Munden og følg med
os og bliv vor Fader og Præst! Hvad båder dig vel bedst, at være
Præst for een Mands Hus eller for en Stamme og Slægt i Israel?"
20. Da blev Præsten glad, tog Efoden, Husguden og Gudebilledet og
sluttede sig til Krigsfolkene.
21. Derpå vendte de om og drog bort, idet de stillede Kvinderne og
Børnene, Kvæget og Trosset forrest i Toget.

22. Da de var kommet et Stykke fra Mikas Hus, stævnedes Mændene i de
Huse, der lå ved Mikas Hus, sammen, og de indhentede Daniterne.
23. Da de råbte efter Daniterne, vendte disse sig om og sagde til
Mika: "Hvad er der i Vejen, siden du har kaldt Folk til Hjælp?"
24. Han svarede: "I har taget min Gud, som jeg havde lavet mig,
tillige med Præsten og er rejst eders Vej! Hvad har jeg nu
tilbage? Hvor kan I spørge mig, hvad der er i Vejen?"
25. Men Daniterne svarede ham: "Lad os ikke høre et Ord mere fra
dig, ellers kunde det hænde, at nogle Mænd, som er bitre i Hu,
faldt over eder, og at du satte både dit eget og dine Husfolks
Liv på Spil!"
26. Dermed drog Daniterne deres Vej, og da Mika så, at de var ham
for stærke, vendte han om og begav sig tilbage til sit Hus.

27. De tog så Guden, som Mika havde lavet, tillige med hans Præst og
drog mod Lajisj, mod et Folk, der levede sorgløst og trygt,
huggede dem ned med Sværdet og stak Ild på Byen,
28. uden at nogen kunde komme den til Hjælp, thi den lå langt fra
Zidon, og de havde intet med Aramæerne at gøre. Den ligger i Bet
Rehobs Dal. Så byggede de Byen op igen og bosatte sig der;
29. og de gav den Navnet Dan efter deres Stamfader Dan, Israels Søn;
men før var Byens Navn Lajisj.
30. Derpå stillede Daniterne Gudebilledet op hos sig; og Jonatan, en
Søn af Moses's Søn Gersom, og hans Efterkommere var Præster for
Daniternes Stamme, indtil Landets Indbyggere førtes i
Landflygtighed.
31. Og det Gudebillede, Mika havde lavet sig, stillede de op hos
sig, og det stod der, al den Tid Guds Hus var i Silo.

Dommer 19

1. I de Dage, da der ingen Konge var i Israel, var der en Mand, en
Levit, der boede som fremmed i Udkanten af Efraims Bjerge. Han
tog sig en Kvinde fra Betlehem i Juda til Medhustu.
2. Men Medhustruen blev vred på ham, forlod ham og tog til sin
Faders Hus i Betlehem i Juda. Da hun havde været der en fire
Måneders Tid,
3. drog hendes Mand af Sted efter hende for at overtale hende til
at vende tilbage. Han havde sin Tjener og et Par Æsler med. Da
han kom til hendes Faders Hus, fik den unge Kvindes Fader Øje på
ham og kom ham glad i Møde;
4. og hans Svigerfader, den unge Kvindes Fader, holdt på ham, så at
han blev hos ham i tre Dage; og de spiste og drak og overnattede
der.
5. Tidligt om Morgenen den fjerde Dag gjorde han sig rede til at
drage bort; men den unge Kvindes Fader sagde til sin Svigersøn:
"Styrk dig først med en Bid Brød, så kan I siden drage bort!"
6. De blev da og spiste og drak begge to sammen, og den unge
Kvindes Fader sagde til Manden: "Bestem dig til at blive Natten
over og gør dig til gode!"
7. Men Manden gjorde sig rede til at drage bort. Da nødte hans
Svigerfader ham, så han atter overnattede der.
8. Tidligt om Morgenen den femte Dag vilde han drage bort, men den
unge Kvindes Fader sagde til ham: "Styrk dig først!" De ventede
da, til Dagen hældede, og spiste og drak begge to.
9. Så gjorde Manden sig rede til at drage bort med sin Medhustru og
sin Tjener. Men hans Svigerfader, den unge Kvindes Fader, sagde
til ham: "Se, det lider mod Aften, overnat dog her; se, Dagen
hælder, bliv dog her i Nat og gør dig til gode, så kan I i
Morgen tidlig begive eder på Vej og du drage til dit Hjem!"
10. Men Manden vilde ikke blive Natten over; han begav sig på Vej og
kom ud for Jebus, det er Jerusalem, fulgt af sine to belæssede
Æsler, sin Medhustru og sin Tjener.

11. Da de var i Nærheden af Jebus og Dagen hældede stærkt, sagde
Tjeneren til sin Herre: "Kom, lad os tage ind her i Jebusiternes
By og blive der Natten over!"
12. Men hans Herre svarede: "Vi vil ikke tage ind i en By, der ejes
af fremmede, som ikke hører til Israelitterne, men vi vil drage
videre til Gibea!"
13. Og han sagde til sin Tjener: "Kom, lad os tage hen til et af de
andre Steder og overnatte i Gibea eller Rama!"
14. De drog så videre, og Solen gik ned, som de var ved Gibea i
Benjamin.
15. Så bøjede de af i den Retning for at nå til Gibea og overnatte
der. Da han var kommet derind, Blev han på Byens Torv; men der
var ingen, som bød dem ind i sit Hus for Natten.
16. Så kom der om Aftenen en gammel Mand fra sit Arbejde på Marken,
og Manden var fra Efraims Bjerge og boede som fremmed i Gibea,
medens Stedets Indbyggere var Benjaminiter;
17. og da den gamle Mand så op og fik Øje på den vejfarende Mand på
Byens Torv, spurgte han: "Hvorhen gælder Rejsen, og hvorfra
kommer du?"
18. Han svarede ham: "Vi er på Rejse fra Betlehem i Juda til
Udkanten af Efraims Bjerge, hvor jeg har hjemme; jeg har været i
Betlehem i Juda og er nu på Vejen hjem; men der er ingen, som
byder mig ind i sit Hus,
19. skønt jeg har både Strå og Foder til vore Æsler og Brød og Vin
til mig selv, din Trælkvinde og din Træls Tjener; vi mangler
intet!"
20. Da sagde den gamle Mand: "Vær velkommen! Lad kun alt, hvad du
trænger til, være min Sag; men på Torvet må du ikke overnatte!"
21. Så førte han ham ind i sit Hus og sørgede for Foder til Æslerne;
og da de havde tvættet deres Fødder, spiste de og drak.

22. Men medens de gjorde sig til gode, se, da omringede Mændene i
Byen, Niddinger som de var, Huset og hamrede på Døren og råbte
til den gamle Mand, Husets Ejer: "Før Manden, som er taget ind i
dit Hus, herud, så at vi kan stille vor Lyst på ham!"
23. Men Manden, der ejede Huset, gik ud til dem og sagde til dem:
"Nej, mine Brødre, gør dog ikke noget ondt! Når denne Mand er
taget ind i mit Hus, må I ikke øve sådan en Skændselsdåd!
24. Se, her er min Datter, som er Jomfru; hende fører jeg herud, så
kan I skænde hende og handle med hende, som I finder for godt!
Men mod denne Mand må I ikke øve sådan en Skændselsdåd!"
25. Men Mændene vilde ikke høre ham. Så greb Manden sin Medhustru og
førte hende ud på Gaden til dem, og de stillede deres Lyst på
hende og mishandlede hende Natten igennem til om Morgenen; først
da Morgenen gryede, slap de hende.
26. Ved Morgenens Frembrud kom Kvinden og faldt sammen ved Indgangen
til den Mands Hus, hvor hendes Herre var, og lå der, til det
blev lyst.
27. Og da hendes Herre om Morgenen lukkede Husets Dør op og gjorde
sig rede til at drage videre, se, da lå Kvinden, hans Medhustru,
ved Indgangen til Huset med Hænderne på Tærskelen.
28. Han sagde da til hende: "Rejs dig og lad os komme af Sted!" Men
der kom intet Svar. Så løftede han hende op på Æselet og rejste
til sit Hjem.
29. Men da han kom hjem, greb han en Kniv, tog sin Medhustru, skar
hende i tolv Stykker, Ledemod for Ledemod, og sendte Stykkerne
rundt i hele Israels Land;
30. og han gav de Mænd, han udsendte, den Befaling: "Således skal I
sige til alle Israels Mænd: Er sligt hidtil hændet, siden
Israelitterne drog op fra Ægypten? Overvej Sagen, hold Råd og
sig eders Mening!" Og enhver, som så det, sagde: "Sligt er ikke
hidtil hændet eller set, siden Israelitterne drog op fra
Ægypten!"