Det Gamle Testamente af 1931:

D >> Det Danske Bibelselskab 1931. >> Det Gamle Testamente af 1931:

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39 | 40 | 41 | 42 | 43 | 44 | 45 | 46 | 47 | 48 | 49 | 50 | 51 | 52 | 53 | 54 | 55 | 56 | 57 | 58 | 59 | 60 | 61 | 62 | 63 | 64 | 65 | 66 | 67 | 68 | 69 | 70 | 71 | 72 | 73 | 74 | 75 | 76 | 77 | 78 | 79 | 80 | 81 | 82 | 83 | 84 | 85 | 86 | 87 | 88 | 89 | 90 | 91 | 92 | 93 | 94 | 95 | 96 | 97 | 98 | 99 | 100 | 101 | 102 | 103 | 104 | 105 | 106 | 107 | 108 | 109 | 110 | 111 | 112 | 113 | 114 | 115 | 116 | 117 | 118

Dommer 20

1. Da rykkende alle Israelitterne ud, og Menigheden samledes som
een Mand fra Dan til Be'ersjeba for HERREN i Mizpa; også fra
Gileads Land kom de.
2. Alle Folkets Støtter, alle Israels Stammer indfandt sig i Guds
Folks Forsamling, 400000 Mand Fodfolk, væbnet med Sværd.
3. Benjaminiterne hørte, at Israelitterne var draget op til Mizpa.
Og Israelitterne sagde: "Fortæl dog, hvorledes denne Misgerning
gik for sig!"
4. Da tog Manden, Leviten, den myrdede Kvindes Mand, til Orde og
sagde: "Jeg og min Medhustru kom til Gibea i Benjamin for at
overnatte der.
5. Så rejste Gibeas Borgere sig imod mig og omringede mig om Natten
i Huset; mig vilde de dræbe, og min Medhustru skændede de, så at
hun døde.
6. Da tog jeg min Medhustru, skar hende i Stykker og sendte
Stykkerne rundt i hele Israels Arvelods Område, fordi de havde
begået grov Utugt og Skændselsdåd i Israel!
7. Nu er I her, alle Israelitter, sig nu eders Mening og kom med
eders Råd!"
8. Da rejste hele Folket sig som een Mand og sagde: "Ingen af os
vil vende hjem, ingen af os vil begive sig til sit Hus!
9. Men således vil vi handle med Gibea: Vi vil drage op imod det
efter Lodkastning,
10. og vi vil udtage ti Mænd af hundrede af alle Israels Stammer,
hundrede af tusind og tusind af titusind til at hente Fødemidler
til Folket, til dem, som er kommet for fuldt ud at gengælde
Gibea i Benjamin den Skændselsdåd, de har øvet i Israel!"

11. Derpå samlede alle Israels Mænd sig mod Byen, alle som een.
12. Og Israels Stammer sendte Mænd ud i hele Benjamins Stamme og lod
sige: "Hvad er det for en Misgerning, der er sket hos eder?
13. Udlever nu Mændene i Gibea, de Niddinger, for at vi kan dræbe
dem og skaffe Misgerningen bort fra Israel!" Men Benjaminiterne
vilde ikke høre deres Brødre Israelitternes Ord.
14. Og Benjaminiterne stævnede sammen fra deres Byer til Gibea for
at drage i Kamp mod Israelitterne.
15. Da Benjaminiterne fra Byerne mønstredes den bag, udgjorde de
25000 våbenføre Mænd, foruden dem af Gibeas Indbyggere, der
mønstredes, 700 udsøgte Krigere;
16. af alle disse Krigsfolk var 700 udvalgte Krigere kejthåndede; de
kunde alle slynge med Sten, så de ramte på et Hår uden at fejle.
17. Da Israels Mænd mønstredes, fraregnet Benjamin, udgjorde de
400000 våbenføre Mænd, der alle var Krigere.

18. De brød så op og drog til Betel og rådspurgte Gud; og
Israelitterne sagde: "Hvem af os skal først drage i Kamp mod
Benjaminiterne?" HERREN svarede: "Det skal Juda!"
19. Så brød Israelitterne op om Morgenen og slog Lejr uden for
Gibea.
20. Og Israels Mænd rykkede ud til Kamp imod Benjamin, og Israels
Mænd stillede sig op til Kamp imod dem for at angribe Gibea.
21. Men Benjaminiterne gjorde Udfald fra Gibea og fældede den Dag
22000 Mand af Israel.
23. Da drog Israelitterne op til Betel og græd lige til Aften for
HERRENs Åsyn; og de adspurgte HERREN: "Skal jeg atter tage
Kampen op med min Broder Benjamins Sønner?" Og HERREN svarede:
"Drag op imod ham!"
22. Folket, Israels Mænd, tog sig da sammen og stillede sig atter op
til Kamp på samme Sted som den første Dag;
24. og Israelitterne rykkede Benjaminiterne på nært Hold den anden
Dag.
25. Men Benjaminiterne gjorde Udfald fra Gibea for at møde dem den
anden Dag, og de fældede yderligere 18000 Mand af Israelitterne,
alle sammen våbenføre Mænd.
26. Så drog alle Israelitterne, hele Folket, op til Betel; og de
græd og sad der for HERRENs Åsyn og fastede den Dag lige til
Aften, og de ofrede Brændofre og Takofre for HERRENs Åsyn.
27. Derpå rådspurgte Israelitterne HERREN i de Dage var Guds Pagts
Ark der,
28. og Pinehas, en Søn af Arons Søn Eleazar, gjorde i de Dage
Tjeneste ved den - og de sagde: "Skal jeg atter drage i Kamp mod
min Broder Benjamins Sønner eller lade være?" HERREN svarede:
"Drag i Kamp, thi i Morgen giver jeg ham i din Hånd!"

29. Israelitterne lagde nu Baghold rundt om Gibea.
30. Og Israelitterne drog op mod Benjaminiterne på den tredje Dag og
stillede sig op til Angreb på Gibea ligesom de tidligere Gange.
31. Da nu Benjaminiterne gjorde Udfald mod Hæren, blev de afskåret
fra Byen og lokket ud på Vejene til Betel og Gibeon; til at
begynde med huggede de nogle al Folkene ned på åben Mark ligesom
de tidligere Gange, omtrent tredive Mand af Israel,
32. og Benjaminiterne tænkte nu: "Vi har slået dem ligesom før!"
Men Israelitterne sagde: Lad os flygte og således afskære dem
fra Byen og lokke dem ud på Vejene!"
33. Så brød alle Israels Mænd op fra deres Plads og stillede sig op
til Kamp i Ba'al-Tamar, medens Bagholdet brød op fra sin Plads
vesten for Geba.
34. Nu rykkede 10000 Mand, udvalgte Folk af hele Israel, frem for
Gibea, og Kampen blev hård; men de vidste ikke, at Ulykken var
ved at ramme dem.
35. Så slog HERREN Benjamin foran Israel, og Israelitterne fældede
den Dag 25100 Mand af Benjamin, alle våbenføre Mænd;
36. da indså Benjaminiterne, at de var slagne. Israelitterne trak
sig tilbage for Benjamin, idet de stolede på Bagholdet, de havde
lagt mod Gibea;
37. og Bagholdet kastede sig i en Fart over Gibea og drog frem og
huggede hele Byens Befolkning ned med Sværdet.

38. Der var truffet den Aftale mellem Israels Mænd og Bagholdet, at
de skulde lade en Røgsøjle stige op fra Byen.
39. Da Israels Mænd vendte om i Kampen, huggede Benjamin til at
begynde med henved tredive af Israels Mænd ned, thi de tænkte:
"Visselig, vi har slået dem ligesom i den forrige Kamp."
40. Da nu Søjlen, Røgstøtten, begyndte at stige op fra Byen, vendte
Benjamin sig om, og se, Røgen slog op mod Himmelen fra hele
Byen,
41. og samtidig vendte Israels Mænd om fra Flugten. Da blev
Benjamins Mænd forfærdede, thi de indså, at Ulykken havde ramt
dem;
42. og de gjorde omkring for Israels Mænd og flygtede ad Ørkenen
til.Men Kampen fortsattes i Hælene på dem. Og de fra Byerne
huggede ned for Fode iblandt dem;
43. de omringede Benjaminiterne og forfulgte dem, til de havde Geba
foran sig mod Øst.
44. Af Benjamin faldt 18000 Mand, lutter dygtige Krigere.
45. De gjorde omkring og flygtede og deres Forfølgere gjorde på
Vejene en Efterhøst på 5000 Mand: de forfulgte dem skarpt, til
de fik dem tilintetgjort, og huggede 2000 Mand ned af dem.
46. De, der faldt af Benjamin den Dag, var således i alt 25000
våbenføre Mænd, alle tapre Folk.
47. De gjorde omkring og flygtede ud i Ørkenen til Rimmons Klippe,
600 Mand stærke, og blev der i fire Måneder.
48. Men Israels Mænd vendte tilbage til Benjaminiterne og huggede
dem ned med Sværdet, både Mennesker og Kvæg, overhovedet alt.
hvad der var, og desuden stak de Ild på alle Byerne der.

Dommer 21

1. Men Israels Mænd havde i Mizpa aflagt den Ed: "Ingen af os vil
give en Benjaminit sin Datter til Ægte!"
2. Da nu Folket var kommet til Betel, sad de der lige til Aften for
Guds Åsyn og opløftede deres Røst, græd heftigt
3. og sagde: "Hvorfor, HERRE, Israels Gud, er dog dette hændet i
Israel, så at vi i Dag må savne en Stamme af Israel?"
4. Tidligt næste Morgen byggede Folket et Alter der og ofrede
Brændofre og Takofre.
5. Derpå sagde Israelitterne: "Hvem blandt alle Israels Stammer
undlod at drage op med Forsamlingen til HERREN?" Der var nemlig
svoret en dyr Ed på, at enhver, der undlod at drage op til
HERREN i Mizpa, skulde dø.
6. Men nu gjorde det Israelitterne ondt for deres Broder Benjamin,
og de sagde: "I Dag er en Stamme hugget af Israel!
7. Hvad skal vi gøre for dem, der er tilbage, for at skaffe dem
Hustruer, eftersom vi har svoret ved HERREN, at vi ikke vil give
dem nogen af vore Døtre fil Ægte?"
8. Så spurgte de: "Er der måske en af Israels Stammer, der undlod
at drage op til HERREN i Mizpa?" Og se, der var ingen kommet til
Lejren, til Forsamlingen, fra Jabesj i Gilead.

9. Så blev Folket mønstret, og se, der var ingen af Indbyggerne fra
Jabesj i Gilead.

10. Da sendte Menigheden 12000 Mand af de tapreste Folk derhen med
den Befaling: "Drag hen og hug Indbyggerne i Jabesj i Gilead ned
med Sværdet tillige med deres Kvinder og Børn.
11. Således skal I bære eder ad: Alle af Mandkøn og alle Kvinder,
der har haft Omgang med Mænd, skal I lægge Band på!"
12. De fandt så hos Indbyggerne i Jabesj i Gilead 400 unge Piger,
der var Jomfruer og ikke havde haft Omgang med nogen Mand, og
dem førte de til Lejren i Silo i Kana'ans Land.
13. Derpå sendte hele Menigheden Sendebud hen for af underhandle med
Benjaminiterne, der befandt sig på Rimmons Klippe, og tilbyde
dem Fred.
14. På det Tidspunkt vendte Benjaminiterne så tilbage, og de gav dem
de Kvinder fra Jabesj i Gilead, som man havde ladet i Live. Men
de var ikke nok til dem.

15. Da gjorde det Folket ondt for Benjamin, fordi HERREN havde gjort
et Skår i Israels Stammer.
16. Og Menighedens Ældste sagde: "Hvad skal vi gøre for dem, der er
tilbage, for at skaffe dem Hustruer, eftersom alle Kvinder i
Benjamin er udryddet?"
17. Og de sagde: "Hvorledes kan der reddes en Rest af Benjamin, så
at ikke en Stamme i Israel går til Grunde?
18. Vi kan jo ikke give dem nogen af vore Døtre til Ægte!"
Israelitterne havde nemlig svoret og sagt: "Forbandet være den,
som giver Benjaminiterne en Hustru!"
19. Da sagde de: "Se, HERRENs Højtid fejres jo hvert År i Silo!"
Det ligger norden for Betel, østen for Vejen, der fører op fra
Betel til Sikem, og sønden for Lebona.
20. Og de bød Benjaminiterne: "Gå hen og læg eder på Lur i
Vingårdene!
21. Se så nøje til, og når de unge Kvinder fra Silo kommer ud for at
opføre deres Danse, skal I komme frem af Vingårdene og røve hver
sin Hustru af de unge Kvinder fra Silo og så drage hjem til
Benjamins Land!
22. Når så deres Fædre eller Brødre kommer for at gå i Rette med
eder, skal I sige til dem: Skån os, thi vi fik os ikke alle en
Hustru i Krigen! Det er jo ikke eder, der har givet os dem; i så
Fald vilde I have forbrudt eder!"
23. Det gjorde Benjaminiterne da, og de tog sig Hustruer af de
dansende Kvinder, som de røvede, een til hver; derpå vendte de
tilbage til deres Arvelod, opbyggede deres Byer og boede i dem.
24. Og samtidig drog Israelitterne derfra, hver til sin Stamme og
Slægt, og de gik derfra hver til sin Arvelod,

25. I de Dage var der ingen Konge i Israel; enhver gjorde, hvad han
fandt for godt.

Rut

Rut 1

1. I Dommernes Dage blev der engang Hungersnød i Landet. Da drog en
Mand fra Betlehem i Juda til Moabiternes Land for at bo der som
fremmed med sin Hustru og sine to Sønner.
2. Manden bed Elimelek, hans Hustru No'omi og hans to Sønner Malon
og Hiljon, Efratiter fra Betlehem i Juda, og de kom til
Moabiternes Land og opholdt sig der.
3. Så døde Elimelek, No'omis Mand, og hun sad tilbage med sine to
Sønner.
4. De tog sig moabitiske Hustruer; den ene hed Orpa, den anden
Rut. Men da de havde boet der en halv Snes År,
5. døde også de to, Malon og Kiljon, så at Kvinden sad alene
tilbage efter sine to Sønner og sin Mand.
6. Da brød hun op med sine Sønnekoner for at vende hjem fra
Moabiternes Land; thi hun havde hørt i Moabiternes Land, at
HERREN havde set til sit Folk og givet dem Brød.

7. Så drog hun sammen med sine to Sønnekoner bort fra det Sted,
hvor hun havde opholdt sig, men på Hjemvejen til Judas Land
8. sagde No'omi til sine to Sønnekoner: "Vend nu tilbage hver til
sin Moders Hus! HERREN være barmhjertig imod eder, som I har
været imod de døde og mig;
9. HERREN give eder, at I må finde Ro, hver i sin Mands Hus!" Og
hun kyssede dem. Men de gav sig til at græde højt
10. og sagde til hende: "Nej! vi vil følge dig hjem til dit Folk!"
11. Men No'omi sagde: "Vend tilbage, mine Døtre! Hvorfor vil I drage
med mig? Bærer jeg endnu Sønner i mit Skød, som kan blive eders
Mænd?
12. Vend tilbage, mine Døtre, gå nu hjem, thi jeg er for gammel til
at blive en Mands Hustru. Og selv om jeg tænkte, at jeg endnu
havde Håb, selv om jeg endnu i Nat tilhørte en Mand og virkelig
fødte Sønner,
13. skulde I så derfor vente, til de blev voksne? Skulde I derfor
stænge eder inde og leve ugifte? Nej, mine Døtre, det gør mig
såre ondt for eder, thi mig har HERRENs Hånd ramt!"
14. De gav sig da igen til at græde højt, og Orpa kyssede sin
Svigermoder, men Rut klyngede sig til hende.
15. Da sagde hun: "Se, din Svigerinde er vendt tilbage til sit Folk
og sin Gud; vend du også tilbage og følg din Svigerinde!"
16. Men Rut svarede: "Nød mig ikke til at forlade dig og vende
tilbage! Nej, hvor du går hen, der vil jeg gå hen, og hvor du
tager Bolig, der vil jeg tage Bolig; dit Folk skal være mit
Folk, og din Gud skal være min Gud;
17. hvor du dør, der vil jeg dø, og der vil jeg jordes. HERREN ramme
mig både med det ene og det andet: Kun Døden skal skille os ad!"
18. Da No'omi så, at det var hendes faste Vilje at drage med
hende. holdt hun op at tale til hende derom,
19. og de drog da videre sammen, indtil de kom til Betlehem. Men da
de kom til Betlehem, blev der Røre i hele Byen, og Kvinderne
sagde: "Er det No'omi?"
20. Men hun sagde til dem: "Kald mig ikke No'omi; kald mig Mara",
thi den Almægtige har voldet mig megen bitter Smerte!
21. Rig drog jeg herfra, og fattig har HERREN ført mig tilbage.
Hvorfor kalder I mig No'omi, når HERREN har vidnet imod mig og
den Almægtige tilskikket mig Ulykke?"

22. Således vendte No'omi tilbage fra Moabiternes Land tillige med
sin Sønnekone, Moabiterinden Rut, og de kom til Betlehem først
på Byghøsten.

Rut 2

1. No'omi havde en Slægtning på sin Mands Side, en formuende Mand
af Elimeleks Slægt ved Navn Boaz.
2. En Dag sagde Moabiterinden Rut til No'omi: "Jeg vil gå ud i
Marken og sanke Aks efter den, for hvis Øjne jeg finder Nåde."
Hun svarede hende: "Ja, gør det, min Datter!"
3. Så gik hun hen og sankede Aks på Marken efter Høstfolkene; og
det traf sig, at Marken tilhørte Boaz, som var af Elimeleks
Slægt.
4. Boaz kom just gående fra Betlehem; han sagde da til Høstfolkene:
"HERREN være med eder!" Og de svarede: "HERREN velsigne dig!"
5. Derpå sagde Boaz til den Karl, som havde Opsyn med Høstfolkene:
"Hvor hører denne unge Kvinde hjemme?"
6. Karlen, som havde Opsyn med Høstfolkene, svarede: "Det er en
moabitisk Pige; det er hende, som fulgte med No'omi tilbage fra
Moab;
7. hun sagde: Lad mig få Lov at sanke og samle Aks blandt Negene
efter Høstfolkene! Så kom hun og har holdt ud lige fra i Morges
tidlig til nu uden at unde sig et Øjebliks Hvile."
8. Da sagde Boaz til Rut: "Hør, min Datter! Du skal ikke gå hen og
sanke Aks på nogen anden Mark! Nej, gå ikke herfra, men hold dig
til mine Piger her;
9. hold Øje med, hvor de høster på Marken, og gå bag efter. Jeg har
pålagt Karlene, at de ikke må fortrædige dig; og bliver du
tørstig, kan du gå hen til Karrene og drikke af det, Karlene
øser op!"
10. Da faldt hun på sit Ansigt, bøjede sig til Jorden og sagde til
ham: "Hvorledes har jeg fundet Nåde for dine Øjne, så du viser
mig Velvilje, skønt jeg er fremmed?"
11. Boaz svarede hende: "Man har fortalt mig alt, hvad du har været
for din Svigermoder efter din Mands Død, hvorledes du forlod din
Fader og din Moder og dit Fædreland for at drage til et Folk, du
ikke tidligere kendte;
12. HERREN gengælde dig, hvad du har gjort, og din Løn blive rigelig
fra HERREN, Israels Gud, under hvis Vinger du kom og søgte Ly!"
13. Hun sagde: "Så har jeg da fundet Nåde for dine Øjne, Herre,
siden du har trøstet mig og talt venligt til din Trælkvinde,
skønt jeg ikke er så meget som en af dine Trælkvinder!"

14. Ved Spisetid sagde Boaz til hende: "Kom herhen og spis med og
dyp din Bid i Eddiken!" Så satte hun sig hos Høstfolkene, og han
rakte hende så meget ristet Korn, at hun kunde spise sig mæt og
endda levne.
15. Da hun rejste sig for at sanke Aks, bød Boaz sine Karle: "Lad
hende også sanke mellem Negene og fornærm hende ikke;
16. I kan også trække nogle Aks ud af Knipperne til hende og lade
dem ligge, så hun kan sanke dem op, og I må ikke skænde på
hende!"
17. Så sankede hun Aks på Marken lige til Aften; og da hun tærskede,
hvad hun havde sanket, var det omtrent en Efa Byg.

18. Derpå tog hun det og gik til Byen, og hendes Svigermoder så,
hvad hun havde sanket; og Rut tog og gav hende, hvad hun havde
levnet efter at have spist sig mæt.
19. Da sagde hendes Svigermoder til hende: "Hvor har du sanket Aks i
Dag, hvor har du været? Velsignet være han, der viste dig
Velvilje!" Så fortalte hun sin Svigermoder, hvem hun havde været
hos, og sagde: "Den Mand, jeg var hos i Dag, hedder Boaz!"
20. Da sagde No'omi til sin Sønnekone: "HERREN, som ikke har
unddraget de levende og døde sin Miskundhed, velsigne ham!" Og
No'omi sagde fremdeles til hende: "Den Mand er en nær Slægtning
af os; han er en af vore Løsere."
21. Moabiterinden Rut sagde: "Han sagde også til mig: Hold dig kun
til mine Folk, indtil de er helt færdige med min Høst!"
22. Da sagde No'omi til sin Sønnekone: "Du gør ret, min Datter. i at
følge med hans Piger, at man ikke skal volde dig Men på en anden
Mark!"
23. Så holdt hun sig til Boazs Piger og sankede Aks der, indtil
Byghøsten og Hvedehøsten var til Ende; og hun blev boende hos
sin Svigermoder.

Rut 3

1. Men hendes Svigermoder No'omi sagde til hende: "Min Datter, skal
jeg ikke søge at skaffe dig et Hjem, hvor du kan få det godt?
2. Nu vel! Boaz, hvis Piger du var sammen med, er vor Slægtning;
se, han kaster i Nat Byg på Tærskepladsen;
3. tvæt dig nu og salv dig, tag dine Klæder på og gå ned på
Tærskepladsen; men lad ikke Manden mærke noget til dig, før han
er færdig med at spise og drikke;
4. når han da lægger sig, mærk dig så Stedet, hvor han lægger sig,
og gå hen og løft Kappen op ved hans Fødder og læg dig der, så
skal han nok sige dig, hvad du skal gøre!"
5. Hun svarede: "Jeg vil gøre alt. hvad du siger!"

6. Så gik hun ned på Tærskepladsen og gjorde alt, hvad hendes
Svigermoder havde pålagt hende.
7. Da Boaz havde spist og drukket og var vel tilpas, gik han hen og
lagde sig ved Korndyngen; så gik hun sagte hen og løftede Kappen
op ved hans Fødder og lagde sig der.
8. Ved Midnatstide blev Manden opskræmt og bøjede sig frem, og se,
da lå der en Kvinde ved hans Fødder.
9. Da sagde han: "Hvem er du?" Og hun svarede: "Jeg er Rut, din
Trælkvinde! Bred Fligen af din Kappe ud over din Trælkvinde; thi
du er Løser!"
10. Da sagde han: "HERREN velsigne dig, min Datter! Den Godhed, du
nu sidst har udvist, overgår den, du før udviste, at du nu ikke
er gået efter de unge Mænd, hverken fattige eller rige!"
11. Så frygt nu ikke, min Datter! Alt, hvad du siger, vil jeg gøre
imod dig; thi enhver i mit Folks Port ved, at du er en dygtig
Kvinde.
12. Det er rigtigt. at jeg er din Løser, men der er en anden, som er
nærmere end jeg.
13. Bliv nu her i Nat; og hvis han i Morgen vil løse dig, godt, så
lad ham gøre det; men er han uvillig til at løse dig, gør jeg
det, så sandt HERREN lever. Bliv kun liggende, til det bliver
Morgen!"

14. Så blev hun liggende ved hans Fødder til Morgen; men hun stod
op, før det ene Menneske endnu kunde kende det andet, thi han
tænkte: "Det må ikke rygtes, at en Kvinde er kommet ud på
Tærskepladsen!"
15. Derpå sagde han: "Tag og hold det Klæde frem, du har over dig!"
Og da hun holdt det frem, afmålte han seks Mål Byg og lagde det
på hende. Så gik hun ind i Byen.
16. Da hun kom til sin Svigermoder, sagde denne: "Hvorledes gik det,
min datter?" Så fortalte hun hende alt, hvad Manden havde gjort
imod hende,
17. og sagde; "Disse seks Mål Byg gav han mig med de Ord: Du skal
ikke komme tomhændet til din Svigermoder!"
18. Da sagde hun: "Hold dig nu rolig, min Datter, indtil du får at
vide, hvilket Udfald Sagen får; thi den Mand under sig ikke Ro,
før han får Sagen afgjort endnu i Dag!"

Rut 4

1. Boaz var imidlertid gået op til Byporten og havde sat sig der.
Og se, den Løser, Boaz havde talt om, kom netop forbi. Da
tiltalte han ham og sagde: "Kom og sæt dig her!" Da den anden
kom og satte sig,
2. fik han fat i ti af Byens Ældste og sagde: "Sæt eder her!" Og de
satte sig der.
3. Da sagde han til Løseren: "Den Marklod, som tilhørte vor
Slægtning Elimelek, vil No'omi, der er kommet tilbage fra Moab,
sælge.
4. Derfor tænkte jeg, at jeg vilde lade dig det vide og sige: Køb
den i Overværelse af dem, der sidder her, og mit Folks Ældste!
Vil du løse den, så gør det; men vil du ikke, så sig til, at jeg
kan vide det; thi der er ingen anden til at løse end du og
derefter jeg selv!" Han svarede: "Jeg vil løse den!"
5. Da sagde Boaz: "Men samtidig med at du køber Marken af No'omi,
køber du også Moabiterinden Rut, den afdødes Enke, for at rejse
den afdødes Navn over hans Arvelod!"
6. Da svarede Løseren: "Så kan jeg ikke blive Løser, da jeg derved
vilde skade min egen Arvelod. Løs du, hvad jeg skulde løse, thi
jeg kan ikke!"
7. Nu havde man i gamle Dage i Israel den Skik til Stadfæstelse af
Løsning og Byttehandel, at man trak sin Sko af og gav den anden
Part den; således blev en Sag vidnefast i Israel.
8. Idet nu Løseren sagde til Boaz: "Køb du den!" trak han derfor
sin Sko af.
9. Da sagde Boaz til de Ældste og alle dem, der var til Stede: "I
er i Dag Vidner på, at jeg køber alt, hvad der tilhørte
Elimelek, og alt, hvad der tilhørte Kiljon og Malon, af No'omi;
10. og tillige køber jeg mig Moabiterinden Rut, Malons Enke, til
Hustru for at rejse den afdødes Navn over hans Arvelod, at den
afdødes Navn ikke skal udslettes blandt hans Brødre og fra hans
Hjemstavns Port; I er Vidner i Dag!"
11. Da sagde alle Folkene, som var i Byporten, og de Ældste: "Vi er
Vidner! HERREN lade den Kvinde, der nu drager ind i dit Hus,
blive som Rakel og Lea, de to, der byggede Israels Hus. Bliv
mægtig i Efrata, og dit Navn vorde priset i Betlehem!
12. Måtte dit Hus blive som Perezs Hus, ham, Tamar fødte Juda, ved
de Efterkommere, HERREN giver dig af denne unge Kvinde!"

13. Så ægtede Boaz Rut, og hun blev hans Hustru; og da han gik ind
til hende, lod HERREN hende blive frugtsommelig, og hun fødte en
Søn.
14. Da sagde Kvinderne til No'omi: "Lovet være HERREN, som ikke lod
dig uden Løser i Dag, og hans Navn skal prises i Israel.
15. Han blive din Trøster og Forsørger i din Alderdom; thi din
Sønnekone, som viste dig Kærlighed, har født ham, hun, som er
dig mere værd end syv Sønner!"
16. Da tog No'omi Barnet i sin Favn, og hun blev dets Fostermoder.
17. Og Naboerskerne gav ham Navn, idet de sagde: "No'omi har fået en
Søn!" Og de kaldte ham Obed. Han blev Fader til Davids Fader
Isaj.

18. Dette er Perezs Slægtebog: Perez avlede Hezron,
19. Hezron avlede Ram, Ram avlede Amminadab,
20. Amminadab avlede Nahasjon, Nahasjon avlede Salmon,
21. Salmon avlede Boaz, Boaz avlede Obed,
22. Obed avlede Isaj, og Isaj avlede David.

1.Samuel

1.Samuel 1

1. Der var en Mand fra Ramatajim, en Zufit fra Efraims Bjerge ved
Navn Elkana, en Søn af Jerobam, en Søn af Elihu, en Søn af Tohu,
en Søn af Zuf, en Efraimit.
2. Han havde to Hustruer; den ene hed Hanna, den anden Peninna;
Peninna havde Børn, men Hanna ikke.
3. Denne Mand drog hvert År op fra sin By for at tilbede Hærskarers
HERRE og ofre til ham i Silo, hvor Elis to Sønner Hofni og
Pinehas Var Præster for HERREN.
4. En Dag ofrede nu Elkana han plejede at give sin Hustru Peninna
og alle hendes Sønner og Døtre flere Dele,
5. men skønt han elskede Hanna, gav han hende kun een Del, fordi
HERREN havde tillukket hendes Moderliv;
6. hendes Medbejlerske tilføjede hende også grove Krænkelser for
den Skam, at HERREN havde tillukket hendes Moderliv.
7. Således gik det År efter År: hver Gang de drog op til HERRENs
Hus, krænkede hun hende således så skete det, at hun græd og
ikke vilde spise.