Det Gamle Testamente af 1931:

D >> Det Danske Bibelselskab 1931. >> Det Gamle Testamente af 1931:

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39 | 40 | 41 | 42 | 43 | 44 | 45 | 46 | 47 | 48 | 49 | 50 | 51 | 52 | 53 | 54 | 55 | 56 | 57 | 58 | 59 | 60 | 61 | 62 | 63 | 64 | 65 | 66 | 67 | 68 | 69 | 70 | 71 | 72 | 73 | 74 | 75 | 76 | 77 | 78 | 79 | 80 | 81 | 82 | 83 | 84 | 85 | 86 | 87 | 88 | 89 | 90 | 91 | 92 | 93 | 94 | 95 | 96 | 97 | 98 | 99 | 100 | 101 | 102 | 103 | 104 | 105 | 106 | 107 | 108 | 109 | 110 | 111 | 112 | 113 | 114 | 115 | 116 | 117 | 118

8. Da sagde hendes Mand Elkana til hende: "Hanna, hvorfor græder
du, og hvorfor spiser du ikke? Hvorfor er du mismodig? Er jeg
dig ikke mere værd end ti Sønner?"
9. Men da de havde holdt Måltid i Silo, stod Hanna op og trådte hen
for HERRENs Åsyn, medens Præsten Eli sad på sin Stol ved en af
Dørstolperne i HERRENs Hus;
10. og i sin Vånde bad hun under heftig Gråd til HERREN
11. og aflagde det Løfte: "Hærskarers HERRE! Hvis du vil se til din
Tjenerindes Nød og komme mig i Hu og ikke glemme din Tjenerinde,
men give din Tjenerinde en Søn, så vil jeg give ham til HERREN
alle hans Levedage, og ingen Ragekniv skal komme på hans Hoved!"
12. Således bad hun længe for HERRENs Åsyn, og Eli iagttog hendes
Mund;
13. men da Hanna talte ved sig selv, så kun hendes Læber bevægede
sig, og hendes Stemme ikke kunde høres, troede Eli, at hun var
beruset,
14. og sagde til hende: "Hvor længe vil du gå og være drukken? Se at
komme af med din Rus!"
15. Men Hanna svarede: "Nej, Herre! Jeg er en hårdt prøvet Kvinde;
Vin og stærk Drik har jeg ikke drukket; jeg udøste kun min Sjæl
for HERRENs Åsyn.
16. Regn ikke din Trælkvinde for en dårlig Kvinde! Nej, hele Tiden
har jeg talt ud af min dybe Kummer og Kvide!"
17. Eli svarede: "Gå bort i Fred! Israels Gud vil give dig, hvad du
har bedt ham om!"
18. Da sagde hun: "Måtte din Trælkvinde finde Nåde for dine Øjne!"
Så gik Kvinden sin Vej , og hun spiste og så ikke længer
forgræmmet ud.

19. Næste Morgen stod de tidligt op og kastede sig ned for HERRENs
Åsyn; og så vendte de tilbage og kom hjem til deres Hus i Rama.
Og Elkana kendte sin Hustru Hanna, og HERREN kom hende i Hu;
20. og hun blev frugtsommelig og fødte en Søn Året efter og gav ham
Navnet Samuel; "thi," sagde hun, "jeg har bedt mig ham til hos
HERREN!"

21. Da Elkana nu med hele sit Hus drog op for at bringe HERREN det
årlige Offer og sit Løfteoffer,
22. drog Hanna ikke med; thi hun sagde til sin Mand: "Jeg vil vente,
til Drengen er vænnet fra, så vil jeg bringe ham derhen, for at
han kan stedes for HERRENs Åsyn og blive der for stedse!"
23. Da sagde hendes Mand Elkana til hende : "Gør, som du synes!
Bliv her, indtil du har vænnet ham fra! Måtte HERREN kun gøre
dit Ord til Virkelighed!" Så blev Kvinden hjemme og ammede sin
Søn, indtil hun vænnede ham fra.
24. Men da hun havde vænnet ham fra, tog hun ham med, desuden en
treårs Tyr, en Efa Mel og en Dunk Vin, og hun kom til HERRENs
Hus i Silo og havde Drengen med.
25. Da nu Tyren var slagtet, kom Drengens Moder til Eli
26. og sagde: "Hør mig, Herre! Så sandt du lever, Herre, jeg er den
Kvinde, som stod her ved din Side og bad til HERREN.
27. Om denne Dreng bad jeg, og HERREN gav mig, hvad jeg bad ham om.
28. Derfor vil jeg også overlade ham til HERREN; hele sit Liv skal
han være overladt til HERREN!" Og hun lod ham blive der for
HERRENs Åsyn.

1.Samuel 2

1. Da bad Hanna og sagde: Mit Hjerte jubler over HERREN, mit Horn
er løftet ved min Gud, min Mund vidt opladt mod mine Fjender,
jeg glæder mig over din Frelse.
2. Der er ingen Hellig som HERREN, nej, der er ingen uden dig, der
er ingen Klippe som vor Gud
3. Vær varsomme med eders store Ord, Frækhed undslippe ej eders
Mund! Thi en vidende Gud er HERREN, og Gerninger vejes af ham.
4. Heltes Bue er brudt, men segnende omgjorder sig med Kraft;
5. mætte lader sig leje for Brød, men sultnes Slid hører op; den
ufrugtbare føder syv, men den med de mange vansmægter.
6. HERREN døder, gør levende, fører ned i Dødsriget og fører op;
7. HERREN gør fattig, gør rig, han nedbøjer
8. han rejser ringe af Støvet, af Skarnet løfter han fattige for at
bænke og give dem Ærespladsen. Thi HERRENs er Jordens Søjler,
Jorderig bygged han på dem
9. Han vogter sine frommes Skridt, men gudløse omkommer i Mørket;
thi ingen vinder Sejr ved egen kraft.
10. HERREN - hans Fjender forfærdes, den Højeste tordner i Himmelen,
HERREN dømmer den vide Jord! Han skænker sin Konge Kraft, løfter
sin Salvedes Horn!
11. Så drog hun til Rama, men Drengen gjorde Tjeneste for HERREN
under Præsten Elis Tilsyn.

12. Men Elis Sønner var Niddinger; de ænsede hverken HERREN
13. eller Præstens Ret over for Folket. Hver Gang en Mand bragte et
Slagtoffer, kom Præstens Tjener, medens Kødet kogte, med en
tregrenet Gaffel i Hånden
14. og stak den ned i Karret, Krukken, Kedelen eller Gryden, og alt,
hvad Gaffelen fik med op, tog Præsten for sin Del. Således bar
de sig ad over for alle de Israelitter, som kom til Silo for at
ofre der.
15. Eller også kom Præstens Tjener, før de bragte Fedtet som
Røgoffer, og sagde til Manden, som ofrede: "Giv Præsten Kød til
at stege; han tager ikke mod kogt Kød af dig, kun råt!"
16. Sagde Manden nu til ham: "Først må Fedtet bringes som Røgoffer,
bagefter kan du tage så meget, du lyster!" svarede han: "Nej,
giv mig det nu, ellers tager jeg det med Magt!"
17. Og de unge Mænds Synd var såre stor for HERRENs Åsyn, idet de
viste Ringeagt for HERRENs Offergaver.

18. Imidlertid gjorde Samuel Tjeneste for HERRENs Åsyn; og Drengen
var iført en linned Efod.
19. Hans Moder lavede hvert År en lille Kappe til ham og bragte ham
den, når hun drog op med sin Mand for at ofre det årlige Offer.
20. Og Eli velsignede Elkana og hans Hustru og sagde: "HERREN give
dig Afkom af denne Kvinde til Gengæld for ham, hun overlod
HERREN!" Så gik de hjem igen.
21. Og HERREN så til Hanna, og hun blev frugtsommelig og fødte tre
Sønner og to Døtre. Men Drengen Samuel voksede op hos HERREN.

22. Eli var meget gammel, og da han hørte, hvorledes hans Sønner
behandlede hele Israel, og at de lå hos Kvinderne, som gjorde
Tjeneste ved Indgangen til Åbenbaringsteltet,
23. sagde han til dem: "Hvorfor gør I sådanne Ting, som jeg hører
alt Folket tale om?
24. Bær eder dog ikke således ad, mine Sønner! Thi det er ikke noget
godt Rygte, jeg hører gå fra Mund til Mund i HERRENs Folk.
25. Når en Mand synder mod en anden, dømmer Gud dem imellem; men
synder en Mand mod HERREN, hvem kan da optræde som Dommer til
Gunst for ham?" Men de brød sig ikke om deres Faders Advarsel,
thi HERREN vilde deres Død.
26. Men Drengen Samuel voksede til og gik stadig frem i Yndest både
hos HERREN og Mennesker.

27. Da kom en Guds Mand til Eli og sagde: Så siger HERREN: "Se, jeg
åbenbarede mig for dit Fædrenehus, dengang de var Trælle for
Faraos Hus i Ægypten,
28. og jeg udvalgte det af alle Israels Stammer til at gøre
Præstetjeneste for mig, til at træde op på mit Alter for at
tænde Offerild og til at bære Efod for mit Åsyn; og jeg tildelte
dit Fædrenehus alle Israeliternes Ildofre.
29. Hvor kan du da se ondt til mit Slagtoffer og Afgrødeoffer, som
jeg har påbudt, og ære dine Sønner fremfor mig, idet l gør eder
tilgode med det bedste at alle mit Folk Israels Offergaver!
30. Derfor lyder det fra HERREN, Israels Gud: Vel har jeg sagt, at
dit Hus og dit Fædrenehus for stedse skulde færdes for mit Åsyn;
men nu, lyder det fra HERREN, være det langt fra mig! Nej, dem,
som ærer mig, vil jeg ære, og de, som ringeagter mig, skal
beskæmmes.
31. Se, den Tid skal komme, da jeg, afhugger din og dit Fædrenehus's
Arm, så ingen i dit Hus skal blive gammel;
32. og du skal se ondt til alt det gode, HERREN gør mod Israel, og
ingen Sinde skal nogen i din Slægt blive gammel.
33. Kun en eneste af din Slægt vil jeg undlade at bortrydde fra mit
Alter for at lade hans Øjne hentæres og hans Sjæl vansmægte: men
alle de andre i din Slægt skal dø for Menneskers Sværd.
34. Og det Tegn, du får derpå, skal være det, der overgår dine to
Sønner Hofni og Pinehas: På een Dag skal de begge dø.
35. Men jeg vil udvælge mig en trofast Præst; han skal handle efter
mit Hjerte og mit Sind, og ham vil jeg bygge et varigt Hus, så
han altid skal færdes for min Salvedes Åsyn.
36. Da skal enhver, som er tilbage af din Slægt, komme og kaste sig
til Jorden for ham for at få en Skilling eller en Skive Brød, og
han skal sige: Und mig dog Plads ved et af dine Præsteskaber,
for at jeg kan have en Bid Brød at spise!"

1.Samuel 3

1. Den unge Samuel gjorde så Tjeneste for HERREN under Elis
Tilsyn. HERRENs Ord var sparsomt i de Dage, et Syn var sjældent.
2. Ved den Tid - engang da Eli, hvis Øjne var begyndt at blive
svage, så han ikke kunde se, lå på sin vante Plads,
3. og Guds Lampe endnu ikke var gået ud, og Samuel lå og sov i
HERRENs Helligdom, hvor Guds Ark stod -
4. kaldte HERREN: "Samuel, Samuel!" Han svarede: "Her er jeg!"
5. Og han løb hen til Eli og sagde: "Her er jeg, du kaldte på mig!"
Men han sagde: "Jeg kaldte ikke; læg dig kun hen igen!" Og han
gik hen og lagde sig.
6. Da kaldte HERREN atter: "Samuel, Samuel!" Og han gik hen til Eli
og sagde: "Her er jeg, du kaldte på mig!" Men han sagde: "Jeg
kaldte ikke, min Søn; læg dig kun hen igen!"
7. Samuel havde nemlig endnu ikke lært HERREN at kende, og HERRENs
Ord var endnu ikke åbenbaret ham.
8. Da kaldte HERREN atter for tredje Gang på Samuel, og han stod
op, gik hen til Eli og sagde: "Her er jeg, du kaldte på mig!" Så
skønnede Eli, at det var HERREN, der kaldte på Drengen.
9. Og Eli sagde til Samuel: "Læg dig hen igen, og hvis han kalder
på dig, så sig: Tal, HERRE, din Tjener hører!" Så gik Samuel hen
og lagde sig på sin Plads.

10. Da kom HERREN og trådte hen til ham og kaldte ligesom de forrige
Gange: "Samuel, Samuel!" Og Samuel svarede: "Tal, din Tjener
hører!"
11. Så sagde HERREN til Samuel: "Se, jeg vil lade noget ske i
Israel, som skal få det til at ringe for begge Ører på enhver,
som hører derom.
12. På den Dag vil jeg lade alt, hvad jeg har talt om Elis Slægt,
opfyldes på ham, alt fra først til sidst.
13. Du skal kundgøre ham, at jeg har dømt hans Slægt for evigt,
fordi han vidste, at hans Sønner ringeagtede Gud, og dog ikke
talte dem alvorligt til.
14. Derfor har jeg svoret over Elis Hus: Visselig, Elis Hus's Brøde
skal aldrig i Evighed sones ved Slagtofre eller Afgrødeofre!"

15. Samuel blev nu liggende til Morgen, og tidligt næste Morgen
åbnede han Døren til HERRENs Hus; men Samuel turde ikke omtale
Synet for Eli.
16. Da kaldte Eli på Samuel og sagde: "Min Søn Samuel!" Han svarede:
"Her er jeg!"
17. Da sagde han: "Hvad var det,han sagde til dig? Dølg det ikke for
mig! Gud ramme dig både med det ene og det andet, hvis du dølger
noget af, hvad han sagde!"
18. Så fortalte Samuel ham det hele uden at dølge noget. Da sagde
han: "Han er HERREN; han gøre,hvad ham tykkes bedst!"

19. Samuel voksede nu til og HERREN var med ham og lod ikke et
eneste af sine Ord falde til Jorden.
20. Og hele Israel fra Dan til Be'ersjeba forstod, at Samuel
virkelig var kaldet til HERRENs Profet.
21. Og HERREN vedblev at lade sig til Syne i Silo; thi HERREN
åbenbarede sig for Samuel. 4,1 Og Samuels Ord nåede ud til hele
Israel.

1.Samuel 4

1. Og Israel rykkede ud til Kamp imod Filisterne og lejrede sig ved
Eben-Ezer, medens Filisterne lejrede sig ved Afek.
2. Filisterne stillede sig op til Kamp mod Israel, og Kampen blev
hed; Israel blev slået af Filisterne, og de dræbte i Slaget på
åben Mark omtrent 4OOO Mand.
3. Da Folket kom tilbage til Lejren, sagde Israels Ældste: "Hvorfor
lod HERREN os i Dag bukke under for Filisterne? Lad os hente vor
Guds Ark i Silo, for at han kan være i vor Midte og fri os af
vore Fjenders Hånd!"
4. Så sendte Folket Bud til Silo og hentede Hærskarers HERREs Pagts
Ark, han, som troner over Keruberne; og Elis to Sønner Hofni og
Pinehas fulgte med Guds Pagts Ark.

5. Da nu HERRENs Pagts Ark kom til Lejren, brød hele Israel ud i et
vældigt Jubelråb, så Jorden rystede derved.
6. Og da Filisterne hørte Jubelråbet, sagde de: "Hvad er det for et
vældigt Jubelråb i Hebræernes Lejr?" Og de fik at vide, at
HERRENs Ark var kommet til Lejren.
7. Da blev Filisterne bange, thi de tænkte: "Gud er kommet i
Lejren!" Og de sagde: "Ve os! Sligt er ikke hændet før!
8. Ve os! Hvem skal fri os af denne vældige Guds Hånd? Det er den
Gud, som slog Ægypterne med alle Hånde Plager og Pest.
9. Tag eder nu sammen og vær Mænd, Filistere, for at I ikke skal
komme til at trælle for Hebræerne, som de har trællet for eder;
vær Mænd og kæmp!"
10. Så begyndte Filisterne Kampen, og Israel blev slået, og de
flygtede hver til sit; Nederlaget blev meget stort; der faldt
30000 Mand af det israelitiske Fodfolk,
11. Guds Ark blev gjort til Bytte, og Elis to Sønner Hofni og
Pinehas faldt.

12. En Benjaminit løb bort fra Slaget og nåede samme Dag til Silo
med sønderrevne Klæder og Jord på sit Hoved.
13. Da han kom derhen, se, da sad Eli på sin Stol ved Porten og
spejdede hen ad Vejen; thi hans Hjerte var uroligt for Guds Ark.
Da Manden så kom ind i Byen og fortalte det, opløftede hele Byen
et Skrig,
14. og Eli hørte Skriget og sagde: "Hvad er det for en Larm?" Og
Manden skyndte sig hen og fortalte Eli det.
15. Men Eli var otte og halvfemsindstyve År gammel, og hans Øjne var
blevet sløve, så han ikke kunde se.
16. Og Manden sagde til Eli: "Det er mig, som kommer fra Slaget; jeg
flygtede fra Slaget i Dag!" Da spurgte han: "Hvorledes er det
gået, min Søn?"
17. Og Budbringeren svarede: "Israel flygtede for Filisterne, og
Folket led et stort Nederlag; også begge dine Sønner Hofni og
Pinehas er faldet, og Guds Ark er taget!"
18. Og da han nævnede Guds Ark, faldt Eli baglæns ned af Stolen ved
Siden af Porten og brækkede Halsen og døde; thi Manden var
gammel og tung. Han havde været Dommer for Israel i fyrretyve
År.

19. Men da hans Sønnekone, Pinehas's Hustru, der var højt
frugtsommelig, hørte Efterretningen om, at Guds Ark var taget,
og at hendes Svigerfader og hendes Mand var døde, sank hun om og
fødte, thi Veerne kom over hende.
20. Da hun lå på sit yderste, sagde de omstående Kvinder: "Frygt
ikke, du har født en Søn!" Men hun svarede ikke og ænsede det
ikke.
21. Og hun kaldte drengen Ikabod, idet hun sagde: "Borte er Israels
Herlighed!" Dermed hentydede hun til, at Guds Ark var taget, og
til sin Svigerfader og sin Mand.
22. Hun sagde: "Borte er Israels Herlighed, thi Guds Ark er taget!"

1.Samuel 5

1. Filisterne tog da Guds Ark og bragte den fra Eben Ezer til
Asdod.
2. Og Filisterne tog Guds Ark og bragte den ind i Dagons Hus og
stillede den ved Siden af Dagon.
3. Men tidligt næste Morgen, da Asdoditerne gik ind i Dagons Hus,
se, da var Dagon faldet næsegrus til Jorden foran HERRENs
Ark. De tog da Dagon og stillede ham på Plads igen.
4. Men da de kom tidligt næste Morgen, se, da var Dagon faldet
næsegrus til Jorden foran HERRENs Ark; Hovedet og begge Hænder
var slået af og lå på Tærskelen; kun Kroppen var tilbage af ham.
5. Derfor undgår Dagons Præster og alle, som går ind i dagons Hus,
endnu den Dag i Dag at træde på Dagons Tærskel i Asdod.

6. Og HERRENs Hånd lå tungt på Asdoditerne; han bragte Fordærvelse
over dem, og med Pestbylder slog han Asdod og Egnen der omkring.
7. Da Asdoditerne skønnede, hvorledes det hang sammen, sagde de:
"Israels Guds Ark må ikke blive hos os, thi hans Hånd tager
hårdt på os og på Dagon, vor Gud!"
8. De sendte da Bud og kaldte alle Filisterfyrsterne sammen hos sig
og sagde: "Hvad skal vi gøre med Israels Guds Ark?" De svarede:
"Israels Guds Ark skal flyttes til Gat!" Så flyttede de Israels
Guds Ark;
9. men efter at de havde flyttet den derhen, ramte HERRENs Hånd
Byen, så de grebes af stor Rædsel; og han slog Indbyggerne i
Byen, små og store, så der brød Pestbylder ud på dem.
10. De sendte da Guds Ark til Ekron; men da Guds Ark kom til Ekron,
råbte Ekroniterne: "De har flyttet Israels Guds Ark over til mig
for at bringe Død over mig og mit Folk!"
11. Og de sendte Bud og kaldte alle Filisterfyrsterne sammen og
sagde: "Send Israels Guds Ark bort og lad den komme hen igen,
hvor den har hjemme, for at den ikke skal bringe Død over mig og
mit folk!"Thi der var kommet Dødsangst over hele Byen, Guds Hånd
lå såre tungt på den.
12. De Mænd, som ikke døde, blev slået med Pestbylder, så at
Klageråbet fra Byen nåede op til Himmelen.

1.Samuel 6

1. Efter at HERREN Ark havde været i Filisternes Land syv Måneder,
2. lod Filisterne Præsterne og Sandsigerne kalde og sagde: "Hvad
skal vi gøre med HERRENs Ark? Lad os få at vide, hvorledes vi
skal bære os ad, når vi sender den hen, hvor den har hjemme!"
3. De svarede: "Når I sender Israels Guds Ark tilbage, må I ikke
sende den bort uden Gave; men I skal give den en Sonegave med
tilbage; så bliver I raske og skal få at vide, hvorfor hans Hånd
ikke vil vige fra eder!"
4. De spurgte da: "Hvilken Sonegave skal vi give den med tilbage?"
Og de sagde: "Fem Guldbylder og fem Guldmus svarende til Tallet
på Filisterfyrsterne; thi det er en og samme Plage, der har ramt
eder og eders Fyrster;
5. I skal eftergøre eders Bylder og Musene, som hærger eders Land,
og således give Israels Gud Æren; måske vil han da tage sin Hånd
bort fra eder, eders Gud og eders Land.
6. Hvorfor vil I forhærde eders Hjerte, som Ægypterne og Farao
forhærdede deres Hjerte? Da han viste dem sin Magt, måtte de da
ikke lade dem rejse, så de kunde drage af Sted?
7. Tag derfor og lav en ny Vogn og tag to diegivende Køer, som ikke
har båret Åg, spænd Køerne for Vognen og tag Kalvene fra dem og
driv dem hjem;
8. tag så HERRENs Ark og sæt den på Vognen, læg de Guldting, I
giver den med i Sonegave, i et Skrin ved Siden af og send den så
af Sted.
9. Læg siden Mærke til, om den tager Vejen hjem ad Bet-Sjemesj til,
thi så er det ham, som har voldt os denne store Ulykke; i modsat
Fald ved vi, at det ikke var hans Hånd, som ramte os, men at det
var en Hændelse!"

10. Mændene gjorde da således; de tog to diegivende Køer og spændte
dem for Vognen, men Kalvene lukkede de inde i Stalden.
11. Derpå satte de HERRENs Ark på Vognen tillige med Skrinet med
Guldmusene og Bylderne.
12. Men Køerne gik den slagne Vej ad Bet-Sjemesj til; under
ustandselig Brølen fulgte de stadig den samme Vej uden at bøje
af til højre eller venstre, og Filisterfyrsterne fulgte med dem
til Bet-Sjemesj's Landemærke.
13. Da Bet-Sjemesjiterne, der var ved at høste Hvede i Dalen, så op
og fik Øje på Arken, løb de den glade i Møde;
14. og da Vognen var kommet til Bet-Sjemesjiten Jehosjuas Mark,
standsede den. Der lå en stor Sten; de huggede da Træet af
Vognen i Stykker og ofrede Køerne som Brændoffer til HERREN.
15. Og Leviterne løftede HERRENs Ark ned tillige med Skrinet med
Guldtingene, der stod ved Siden af, og satte den på den store
Sten, og Mændene i Bet-Sjemesj bragte den Dag Brændofre og
ofrede Slagtofre til HERREN.
16. Da de fem Filisterfyrster havde set det, vendte de ufortøvet
tilbage til Ekron.

17. Dette er de Guldbylder, Filisterne lod følge med i Sonegave til
HERREN: For Asdod een, for Gaza een, for Askalon een, for Gat
een og for Ekron een.
18. Guldmusene svarede til Tallet på alle Filisterbyerne, der
tilhørte de fem Fyrster, både de befæstede Byer og Landsbyerne.
Vidne derom er den Dag i Dag den store Sten på Bet-Sjemesjifen
Jehosjuas Mark, hvorpå de satte HERRENs Ark.
19. Men Jekonjas Efterkommere havde ikke taget Del i
Bet-Sjemesjiternes Glæde over at se HERRENs Ark; derfor
ihjelslog han halvfjerdsindstyve Mænd iblandt dem. Da sørgede
Folket, fordi HERREN havde slået så mange af dem ihjel;
20. og Bet-Sjemesjiterne sagde:"Hvem kan bestå for HERRENs, denne
hellige Guds, Åsyn? Og hvor vil han drage hen fra os?"
21. Og de sendte Bud til Indbyggerne i Kirjat-Jearim og lod sige:
"Filisterne har sendt HERRENs Ark tilbage. Kom herned og hent
den op til eder!" 7-1. Da kom Mændene fra Kirjat-Jearim og
hentede HERRENs Ark op til sig og bragte den til Abinadabs Hus
på Højen; og hans Søn El'azar helligede de til at vogte HERRENs
Ark.

1.Samuel 7
2. Fra den Dag Arken fik sin Plads i Kirjat Jerim gik der lang Tid;
der gik tyve År, og hele Israels Hus sukkede efter HERREN.
3. Da sagde Samuel til hele Israels Hus: "Hvis I vil omvende eder
til HERREN af hele eders Hjerte, skil eder så af med de fremmede
Guder og Astarterne; vend eders Hu til HERREN og dyrk ham alene,
så vil han fri eder af Filisternes Hånd!"
4. Derpå skilte Israeliterne sig af, med Ba'alerne og Astarterne og
dyrkede HERREN alene.
5. Da sagde Samuel: "Kald hele Israel sammen i Mizpa, så vil jeg
bede til HERREN for eder!"
6. Så samlede de sig i Mizpa og øste Vand og udgød det for HERRENs
Åsyn, og de fastede den Dag og sagde der: "Vi har syndet mod
HERREN!" Derpå dømte Samuel Israeliterne i Mizpa.

7. Da Filisterne hørte, at Israeliterne havde samlet sig i Mizpa,
drog Filisterfyrsterne op imod Israel; og da Israeliterne hørte
det, blev de bange for Filisterne.
8. Og Israeliterne sagde til Samuel: "Hold ikke op med at råbe til
HERREN vor Gud, at han må frelse os af Filisternes Hånd!"
9. Da tog Samuel et diende Lam og bragte HERREN det som Brændoffer,
som Heloffer; og Samuel råbte til HERREN for Israel, og HERREN
bønhørte ham.
10. Medens Samuel var i Færd med at bringe Brændofferet, rykkede
Filisterne frem til Kamp mod Israel,men HERREN sendte den Dag et
vældigt Tordenvejr over Filisterne og bragte dem i Uorden, så de
blev slået af Israel;
11. og Israels Mænd rykkede ud fra Mizpa, satte efter Filisterne og
huggede dem ned lige til neden for Bet-Kar.
12. Derpå tog Samuel en Sten og stillede den op mellem Mizpa og
Jesjana; og han kaldte den Eben-Ezer, idet han sagde: "Hidtil
har HERREN hjulpet os!"
13. Således bukkede filisterne under, og de faldt ikke mere ind i
Israels Land, men HERRENs Hånd lå tungt på Filisterne, så længe
Samuel levede.
14. De Byer, Filisterne havde taget, fik Israel tilbage, fra Ekron
til Gat; også Landet der omkring frarev Israeliterne Filisterne;
og der var Fred mellem Israel og Amoriterne.

15. Samuel var Dommer i Israel, så længe han levede;
16. han plejede årlig at drage rundt til Betel, Gilgal og Mizpa og
dømme Israeliterne på alle disse Steder;
17. derefter kom han hjem til Rama; thi der havde han sit Hjem, og
der dømte han Israel. Og han byggede HERREN et Alter der.

1.Samuel 8

1. Da Samuel var blevet gammel, satte han sine Sønner til Dommere
over Israel;
2. hans førstefødte Søn hed Joel og hans anden Søn Abija; de dømte
i Be'ersjeba.
3. Men hans Sønner vandrede ikke i hans Spor; de lod sig lede af
egen Fordel, tog imod Bestikkelse og bøjede Retten.

4. Da kom alle Israels Ældste sammen og begav sig til Samuel i Rama
5. og sagde til ham: "Se, du er blevet gammel, og dine Sønner
vandrer ikke i dit Spor. Sæt derfor en Konge over os til at
dømme os, ligesom alle de andre Folk har det!"
6. Men det vakte Samuels Mishag, at de sagde: "Giv os en Konge, som
kan dømme os!" Og Samuel bad til HERREN.
7. Da sagde HERREN til Samuel: "Ret dig i et og alt efter, hvad
Folket siger, thi det er ikke dig, de vrager, men det er mig, de
vrager som deres Konge.
8. Ganske som de har handlet imod mig, lige siden jeg førte dem ud
af Ægypten og indtil denne Dag, idet de forlod mig og dyrkede
andre Guder, således handler de også imod dig.
9. Men ret dig nu efter dem; dog skal du indtrængende advare dem og
lade dem vide, hvad Ret den Konge skal have, som skal herske
over dem!"

10. Så forebragte Samuel Folket, som krævede en Konge af ham, alle
HERRENs Ord
11. og sagde: "Denne Ret skal den Konge have, som skal herske over
eder: Eders Sønner skal han tage og sætte ved sin Vogn og sine
Heste, så de må løbe foran hans Vogn,
12. og sætte dem til Tusindførere og Halvhundredførere og til at
pløje og høste for ham og lave hans Krigsredskaber og Vogntøj.
13. Eders Døtre skal han tage til at blande Salver, koge og bage.
14. De bedste af eders Marker, Vingårde og Oliventræer skal han tage
og give sine Folk.
15. Af eders Sæd og Vinhøst skal han tage Tiende og give sine
Hofmænd og Tjenere.
16. De bedste af eders Trælle og Trælkvinder, det bedste af eders
Hornkvæg og Æsler skal han tage og bruge til sit eget Arbejde.
17. Af eders Småkvæg skal han tage Tiende; og I selv skal blive hans
Trælle.
18. Og når l da til den Tid klager over eders Konge, som I har valgt
eder, så vil HERREN ikke bønhøre eder!"