Det Gamle Testamente af 1931:

D >> Det Danske Bibelselskab 1931. >> Det Gamle Testamente af 1931:

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39 | 40 | 41 | 42 | 43 | 44 | 45 | 46 | 47 | 48 | 49 | 50 | 51 | 52 | 53 | 54 | 55 | 56 | 57 | 58 | 59 | 60 | 61 | 62 | 63 | 64 | 65 | 66 | 67 | 68 | 69 | 70 | 71 | 72 | 73 | 74 | 75 | 76 | 77 | 78 | 79 | 80 | 81 | 82 | 83 | 84 | 85 | 86 | 87 | 88 | 89 | 90 | 91 | 92 | 93 | 94 | 95 | 96 | 97 | 98 | 99 | 100 | 101 | 102 | 103 | 104 | 105 | 106 | 107 | 108 | 109 | 110 | 111 | 112 | 113 | 114 | 115 | 116 | 117 | 118

36. Derpå sagde Saul: "Lad os drage ned efter Filisterne i Nat og
udplyndre dem, før Dagen gryr, og ikke lade nogen af dem blive
tilbage!" De svarede: "Gør, hvad du under for godt!" Men Præsten
sagde: "Lad os her træde frem for Gud!"
37. Så rådspurgte Saul Gud:"Skal jeg drage ned efter Filisterne?
Vil du give dem i Israels Hånd?" Men han svarede ham ikke den
Dag.
38. Da sagde Saul: "Kom hid, alle Folkets Øverster, og se efter,
hvad det er for en Synd, der er begået i Dag;
39. thi så sandt HERREN lever, han, som har givet Israel Sejr: Om
det så er min Søn Jonatan, der har begået den, skal han dø!" Men
ingen af Folket svarede.
40. Da sagde han til hele Israel: "I skal være den ene Part, jeg og
min Søn Jonatan den anden!" Folket svarede Saul: "Gør, hvad du
finder for godt!"
41. Derpå sagde Saul til HERREN: "Israels Gud! Hvorfor svarer du
ikke din Tjener i Dag? Hvis Skylden ligger hos mig eller min Søn
Jonatan, HERRE, Israels Gud, så lad Urim komme frem; men ligger
den hos dit Folk Israel, så lad Tummim komme frem!" Da ramtes
Jonatan og Saul af Loddet, men Folket gik fri.
42. Saul sagde da: "Kast Lod mellem mig og min Søn Jonatan!" Så
ramtes Jonatan.
43. Da sagde Saul til Jonatan: "Sig mig, hvad du har gjort!" Jonatan
svarede: "Jeg nød lidt Honning på Spidsen af Staven, jeg havde i
Hånden. Se, jeg er rede til at dø!"
44. Da sagde Saul: "Gud ramme mig både med det ene og det andet! Du
skal visselig dø, Jonatan!"
45. Men Folket sagde til Saul: "Skal Jonatan dø, han, som har vundet
Israel denne store Sejr? Det være langt fra! Så sandt HERREN
lever, ikke et Hår skal krummes på hans Hoved; thi med Guds
Hjælp vandt han Sejr i Dag!" Da udløste Folket Jonatan, og han
blev friet fra Døden.
46. Men Saul holdt op med at forfølge Filisterne og drog hjem,
medens Filisterne trak sig tilbage til deres Land.

47. Da Saul havde vundet Kongedømmet over Israel, førte han Krig med
alle sine Fjender rundt om, Moab, Ammoniterne, Edom, Kongen af
Zoba og Filisterne, og Sejren fulgte ham overalt, hvor han
vendte sig hen.
48. Han udførte Heltegerninger, slog Amalek og befriede Israel fra
dem, som hærgede det.

49. Sauls Sønner var Jonatan, Jisjvi og Malkisjua; af hans to Døtre
hed den førstefødte Merab og den yngste Mikal.
50. Sauls Hustru hed Ahinoam, en Datter af Ahimåz; hans Hærfører hed
Abiner, en Søn af Sauls Farbroder Ner;
51. Sauls Fader Kisj og Abners Fader Ner var Sønner af Abiel.

52. Men Krigen med Filisterne var hård, lige så længe Saul levede;
og hver Gang Saul traf en heltemodig og tapper Mand, knyttede
han ham til sig.

1.Samuel 15

1. Samuel sagde til Saul: "Det var mig, HERREN sendte for at salve
dig til konge over hans Folk Israel; lyd nu HERRENs Røst.
2. Så siger Hærskarers HERRE: Jeg vil straffe Amalek for, hvad de
gjorde mod Israel, da de stillede sig i Vejen for det på
Vandringen op fra Ægypten.
3. Drag derfor hen og slå Amalek og læg Band på dem og på alt, hvad
der tilhører dem; skån dem ikke, men dræb både Mænd og Kvinder,
Børn og diende, Okser og Får, Kameler og Æsler!"
4. Så stævnede Saul Folket sammen og mønstrede dem i Telaim, 200000
Mand Fodfolk og 10000 Mand af Juda.

5. Derpå drog Saul mod Amaleks By og lagde Baghold i Dalen.
6. Men Saul sagde til Keniterne: "Skil eder fra Amalekiterne og gå
eders Vej, for at jeg ikke skal udrydde eder sammen med dem; I
viste jo Venlighed mod alle Israeliterne, dengang de drog op fra
Ægypten!" Så trak Keniterne sig tilbage fra Amalek.
7. Og Saul slog Amalek fra Havila til Sjur, som ligger østen for
Ægypten,
8. og tog Kong Agag af Amalek levende til Fange. På alt Folket
lagde han Band og huggede dem ned med Sværdet;
9. men Saul og Folket skånede Agag og det bedste af Småkvæget og
Hornkvæget, de fede og velnærede Dyr, alt det bedste; de vilde
ikke lægge Band på dem,men på alt det dårlige og værdiløse Kvæg
lagde de Band.

10. Da kom HERRENs Ord til Samuel således:
11. "Jeg angrer, at jeg gjorde Saul til Konge; thi han har vendt sig
fra mig og ikke holdt mine Befalinger!" Da vrededes Samuel og
råbte til HERREN hele Natten.
12. Næste Morgen tidlig, da Samuel vilde gå Saul i Møde, blev der
meldt ham: "Saul kom til Karmel og rejste sig et Mindesmærke
der; så vendte han om og drog videre ned til Gilgal!"
13. Samuel begav sig da til Saul. Saul sagde til ham: "HERREN
velsigne dig! Jeg har holdt HERRENs Befaling!"
14. Men Samuel sagde: "Hvad er det for en Brægen af Småkvæg, som når
mit Øre, og Brølen af Hornkvæg, jeg hører?"
15. Saul svarede: "De tog dem med fra Amalekiterne; thi Folket
skånede det bedste af Småkvæget og Hornkvæget for at ofre det
til HERREN din Gud; på det andet derimod lagde vi Band!"
16. Da sagde Samuel til Saul: "bet er nok! Jeg vil kundgøre dig,
hvad HERREN i Nat har sagt mig!" Han svarede: "Tal!"

17. Da sagde Samuel: "Om du end ikke regner dig selv for noget, er
du så ikke Høvding for Israels Stammer, og salvede HERREN dig
ikke til Konge over Israel?
18. Og HERREN sendte dig af Sted med den Befaling: Gå hen og læg
Band på Amalekiterne, de Syndere, og før Krig imod dem, indtil
du har udryddet dem!
19. Hvorfor adlød du da ikke HERRENs Røst, men styrtede dig over
Byttet og gjorde, hvad der er ondt i HERRENs Øjne?"
20. Saul svarede Samuel: "Jeg adlød HERRENs Røst og gik, hvor HERREN
sendte mig hen; jeg har bragt Kong Agag af Amalek med og lagt
Band på Amalek;
21. men Folket tog Småkvæg og Hornkvæg af Byttet, det bedste af det
bandlyste, for at ofre det til HERREN din Gud i Gilgal."
22. Men Samuel sagde: "Mon HERREN har lige så meget Behag i
Brændofre og Slagtofre som i Lydighed mod HERRENs Høst? Nej, at
adlyde er mere værd end Slagtoffer, og at være lydhør er mere
værd end Væderfedt;
23. thi Genstridighed er Trolddomssynd, og Egenrådighed er
Afgudsbrøde. Fordi du har forkastet HERRENs Ord, har han
forkastet dig, så du ikke mere skal være Konge!"
24. Da sagde Saul til Samuel: "Jeg har syndet, thi jeg har overtrådt
HERRENs Befaling og dine Ord, men jeg frygtede Folket og føjede
dem:
25. tilgiv mig dog nu min Synd og vend tilbage med mig, for at jeg
kan tilbede HERREN!"
26. Men Samuel sagde til Saul: "Jeg vender ikke tilbage med dig;
fordi du har forkastet HERRENs Ord, har HERREN forkastet dig, så
du ikke mer skal være Konge over Israel!"
27. Derpå vendte Samuel sig for at gå, men Saul greb fat i hans
Kappeflig, så den reves af.
28. Da sagde Samuel til ham: "HERREN har i Dag revet Kongedømmet
over Israel fra dig og givet det til en anden, som er bedre end
du!
29. Visselig, han, som er Israels Herlighed, lyver ikke, ej heller
angrer han; thi han er ikke et Menneske, at han skulde angre!"
30. Saul sagde: "Jeg har syndet; men vis mig dog Ære for mit Folks
Ældste og Israel og vend tilbage med mig, for at jeg kan tilbede
HERREN din Gud!"
31. Da vendte Samuel tilbage med Saul, og Saul tilbad HERREN.

32. Derpå sagde Samuel: "Bring Kong Agag af Amalek hid til mig!" Og
Agag gik frejdigt hen til ham og sagde: "Visselig, nu er Dødens
Bitterhed svundet!"
33. Da sagde Samuel: "Som dit Sværd har gjort Kvinder barnløse, skal
din Moder blive barnløs fremfor andre Kvinder!" Derpå
sønderhuggede Samuel Agag for HERRENs Åsyn i Gilgal.
34. Samuel begav sig så til Rama, mens Saul drog op til sit Hjem i
Sauls Gibea.
35. Og Samuel så ikke mere Saul indtil sin Dødedag; thi Samuel
sørgede over Saul.

1.Samuel 16
HERREN angrede, at han havde gjort Saul til Konge over Israel;
16-1. og HERREN sagde til Samuel: "Hvor længe vil du gå og sørge
over Saul? Jeg har jo dog forkastet ham, så han ikke mere skal
være Konge over Israel. Fyld dit Horn med Olie og drag af Sted!
Jeg sender dig til Betlehemiten Isaj, thi jeg har udset mig en
Konge blandt hans Sønner."
2. Samuel svarede: "Hvorledes kan jeg det? Får Saul det at høre,
dræber han mig!" Men HERREN sagde: "Tag en Kvie med og sig: Jeg
kommer for at ofre HERREN et Offer!
3. Og indbyd Isaj til Ofringen; så vil jeg lade dig vide, hvad du
skal gøre; du skal salve mig den, jeg siger dig!"
4. Samuel gjorde da, som HERREN sagde. Da han kom til Betlehem, gik
Byens Ældste ham forfærdede i Møde og sagde: "Kommer du for det
gode?"
5. Han svarede: "Ja! Jeg kommer for at ofre til HERREN. Helliger
eder og kom med til Ofringen!" Og han lod Isaj og hans Sønner
hellige sig og indbød dem til Ofringen:

6. Da de kom, og han så Eliab, tænkte han: "Visselig står nu
HERRENs Salvede for ham!"
7. Men HERREN sagde til Samuel: "Se ikke på hans Ydre eller høje
Vækst; thi jeg har vraget ham; Gud ser jo ikke, som Mennesker
ser, thi Mennesker ser på det, som er for Øjnene, men HERREN ser
på Hjertet."
8. Da kaldte Isaj på Abinadab og førte ham hen for Samuel; men han
sagde: "Heller ikke ham har HERREN udvalgt!"
9. Isaj førte da Sjamma frem; men han sagde: "Heller ikke ham har
HERREN udvalgt!"
10. Så førte Isaj de andre af sine syv Sønner frem for Samuel; men
Samuel sagde til Isaj: "HERREN har ikke udvalgt nogen af dem!"
11. Samuel spurgte da Isaj: "Er det alle de unge Mænd?" Han svarede:
"Endnu er den yngste tilbage; men han vogter Småkvæget!" Da
sagde Samuel til Isaj: "Send Bud efter ham! thi vi sætter os
ikke til Bords, før han kommer!"
12. Så sendte han Bud efter ham. Han var rødmosset, en Yngling med
smukke Øjne og skøn at se til. Da sagde HERREN: "Stå op, salv
ham, thi ham er det!"
13. Samuel tog da Oliehornet og salvede ham, medens hans Brødre stod
rundt om: Og HERRENs Ånd kom over David fra den Dag af.
Derefter brød Samuel op og gik til Rama.

14. Efter at HERRENs Ånd var veget fra Saul, plagedes han af en ond
Ånd fra HERREN.
15. Sauls Folk sagde da til ham: "Se, en ond Ånd fra Gud plager dig;
16. sig kun et Ord, Herre, dine Trælle står rede til at søge efter
en Mand, der kan lege på Strenge; når en ond Ånd fra Gud kommer
over dig, skal han røre Strengene; så får du det godt!"
17. Da sagde Saul til sine Folk: "Find mig en Mand, der er dygtig
til Strengeleg, og bring ham til mig!"
18. En af Tjenerne tog til Orde og sagde: "Jeg har set en Søn af
Betlehemiten Isaj, han kan lege på Strenge og er en dygtig
Kriger, en øvet Krigsmand; han ved at føje sine Ord og er en
smuk Mand, og HERREN er med ham!"
19. Saul sendte da Bud til Isaj og lod sige: "Send mig din Søn
David, som er ved Fårene!"
20. Da tog Isaj ti Brød, en Lædersæk Vin og et Gedekid og sendte sin
Søn David til Saul dermed.
21. Således kom David til Saul og trådte i hans Tjeneste; Saul fik
ham såre kær, og han blev hans Våbendrager.
22. Og Saul sendte Bud til Isaj og lod sige: "Lad David blive i min
Tjeneste, thi jeg har fattet Godhed for ham!"
23. Når nu Ånden fra Gud kom over Saul, tog David sin Citer og rørte
Strengene; så følte Saul Lindring og fik det godt, og den onde
Ånd veg fra ham.

1.Samuel 17
Filisterne samlede deres Hær til Kamp. De samlede sig ved Soko i
Juda og slog Lejr mellem Soko og Azeka i Efes-Dammim.
2. Ligeledes samlede Saul og Israels Mænd sig og slog Lejr i
Terebintedalen og gjorde sig rede til at angribe Filisterne.
3. Filisterne stod ved Bjerget på den ene Side, Israeliterne ved
Bjerget på den anden, med Dalen imellem sig.
4. Da trådte en Tvekæmper ved Navn Goliat fra Gat ud af Filisternes
Rækker, seks Alen og et Spand høj.
5. Han havde en Kobberhjelm på Hovedet, var iført en Skælbrynje,
hvis Kobber vejede 5000 Sekel,
6. og havde Kobberskinner på Benene og et Kobberspyd over
Skulderen.
7. Hans Spydstage var som en Væverbom, og hans Spydsod var af Jern
og vejede 600 Sekel; hans Skjolddrager gik foran ham.
8. Han stod frem og råbte over til Israels Slagrækker: "Hvorfor
drager I ud til Angreb? Er jeg ikke en Filister og I Sauls
Trælle? Vælg jer en Mand og lad ham komme herned til mig!
9. Hvis han kan tage Kampen op med mig og dræber mig, vil vi være
eders Trælle, men får jeg Bugt med ham og dræber ham, skal I
være vore Trælle og trælle for os!"
10. Yderligere sagde Filisteren: "I Dag har jeg hånet Israels
Slagrækker; kom med en Mand, så vi kan kæmpe sammen!"
11. Da Saul og hele Israel hørte disse Filisterens Ord, blev de
forfærdede og grebes af Rædsel.
12. David var Søn af en Efratit i Betlehem i Juda ved Navn Isaj, som
havde otte Sønner. Denne Mand var på Sauls Tid gammel og til
Års.
13. Isajs tre ældste Sønner havde fulgt Saul i Krigen, og Navnene på
hans tre ældste Sønner, som var draget i Krigen, var Eliab, den
førstefødte, Abinadab, den næstældste, og Sjamma, den tredje;
14. David var den yngste. De tre ældste havde fulgt Saul;
15. og David gik af og til hjem fra Saul for at vogte sin Faders
Småkvæg i Betlehem.
16. Men Filisteren trådte frem og tilbød Kamp hver Morgen og Aften i
fyrretyve Dage.
17. Nu sagde Isaj engang til sin Søn David: "Tag en Efa af det
ristede Korn her og disse ti Brød til dine Brødre og løb hen til
dem i Lejren med det
18. og bring disse ti Skiver Flødeost til Tusindføreren; og se så,
hvorledes det går dine Brødre, og få et Pant af dem;
19. Saul ligger med dem og alle Israels Mænd i Terebintedalen og
kæmper med Filisterne!"

20. Næste Morgen tidlig overlod David Småkvæget til en Vogter, tog
Sagerne og gav sig på Vej,som Isaj havde pålagt ham; og han kom
til Vognborgen, netop som Hæren rykkede ud til Slag og opløftede
Kampråbet.
21. Både Israel og Filisterne stod rede til Kamp, Slagorden mod
Slagorden.
22. David lagde sine Sager fra sig og overlod dem til Vagten ved
Trosset, løb ind mellem Slagrækkerne og gik hen og hilste på
sine Brødre.
23. Medens han talte med dem, se, da kom Tvekæmperen - Filisteren
Goliat hed han og var fra Gat - frem fra Filisternes Slagrækker
og talte, som han plejede, medens David hørte på det.
24. Da Israels Mænd så Manden, flygtede de alle rædselsslagne for
ham.
25. Og Israels Mænd sagde: "Ser I den Mand, som kommer der? Det er
for at håne Israel, han kommer; den, som dræber ham, vil Kongen
give stor Rigdom; sin Datter vil han give ham, og hans
Fædrenehus vil han fritage for Skat i Israel!"
26. David spurgte da de Mænd,som stod om ham: "Hvilken Løn får den,
som dræber denne Filister og tager Skammen fra Israel? Thi hvem
er vel denne uomskårne Filister, at han vover at håne den
levende Guds Slagrækker?"
27. Og Folkene gentog for ham: "Det og det får den, som dræber ham!"
28. Men da hans ældste Broder Eliab hørte ham tale med Mændene, blev
han vred på David og sagde: "Hvad vil du her? Og hvem har du
overladt de stakkels Får i Ørkenen? Jeg kender dit Overmod og
dit Hjertes Ondskab; du kom jo herned for at se på Kampen!"
29. Da sagde David: "Hvad har jeg nu gjort? Det var jo da kun et
Spørgsmål!"
30. Og han vendte sig fra ham til en anden og sagde det samme, og
Folkene svarede ham som før.

31. Imidlertid rygtedes det, hvad David havde sagt; det kom også
Saul for Øre, og han lod ham hente.
32. Da sagde David til Saul: "Min Herre må ikke tabe Modet! Din Træl
vil gå hen og kæmpe med den Filister!"
33. Saul svarede David: "Du kan ikke gå hen og kæmpe med den
Filister; thi du er en ung Mand, og han har været Kriger fra sin
Ungdom!"
34. Men David sagde til Saul: "Din Træl har vogtet sin Faders Små
kvæg; og kom der en Løve eller en Bjørn og slæbte et Dyr bort
fra Hjorden,
35. løb jeg efter den og slog den og rev det ud af Gabet på den;
kastede den sig så over mig, greb jeg den i Skægget og slog den
ihjel.
36. Både Løve og Bjørn har din Træl dræbt, og det skal gå denne
uomskårne Filister som en at dem; thi han har hånet den levende
Guds Slagrækker!"
37. Fremdeles sagde David: "HERREN, som har reddet mig fra Løvers og
Bjørnes Vold, vil også redde mig fra denne Filisters Hånd!"Da
sagde Saul til David: "Gå! HERREN være med dig!"

38. Saul iførte nu David sin Våbenkjortel, satte en Kobberhjelm på
hans Hoved, iførte ham en Brynje
39. og spændte sit Sværd om ham over Våbenkjortelen; men det var
forgæves, han søgte at gå dermed, thi han havde aldrig prøvet
det før. Da sagde David til Saul: "Jeg kan ikke gå dermed, thi
jeg har aldrig prøvet det før!" Og David tog det af.
40. Derpå tog han sin Stav i Hånden og udsøgte sig fem af de
glatteste Sten i Flodlejet, lagde dem i sin Hyrdetaske, der
tjente ham som Slyngestenstaske, tog sin Slynge i Hånden og gik
mod Filisteren.
41. Imidlertid kom Filisteren David nærmere og nærmere med
Skjolddrageren foran sig;
42. og da Filisteren så til og fik Øje på David, ringeagtede han
ham, fordi han var en ung Mand, rødmosset og smuk at se til.
43. Og Filisteren sagde til David:"Er jeg en Hund, siden du kommer
imod mig med en Stav?" Og Filisteren forbandede David ved sin
Gud.
44. Derpå sagde Filisteren til David: "Kom herhen, så skal jeg give
Himmelens Fugle og Markens vilde Dyr dit Kød!"
45. David svarede Filisteren: "Du kommer imod mig med Sværd og Spyd
og kastevåben, men jeg kommer imod dig i Hærskarers HERREs,
Israels Slagrækkers Guds, Navn, ham, du har hånet.
46. I Dag giver HERREN dig i min Hånd; jeg skal slå dig ned og hugge
Hovedet af dig og i Dag give Himmelens Fugle og Jordens vilde
Dyr din og Filisterhærens døde Kroppe, for at hele Jorden kan
kende, at der er en Gud i Israel,
47. og for at hele denne Forsamling kan kende, at HERREN ikke giver
Sejr ved Sværd eller Spyd; thi HERREN råder for Kampen, og han
vil give eder i vor Hånd!"

48. Da Filisteren nu satte sig i Bevægelse og gik nærmere hen imod
David, løb David hurtigt hen imod Slagrækken for at møde
Filisteren.
49. Og David greb ned i Tasken, tog en Sten af den, slyngede den ud
og ramte Filisteren i Panden, så Stenen trængte ind i hans
Pande, og han styrtede næsegrus til Jorden.
50. Således fik David Bugt med Filisteren med Slynge og Sten, og han
slog Filisteren ihjel, skønt han ikke havde Sværd i Hånden.
51. Så løb David hen ved Siden af Filisteren, greb hans Sværd, drog
det af Skeden og gav ham Dødsstødet og huggede Hovedet af ham
dermed. Da Filisterne så, at deres Helt var død, flygtede de;
52. men Israels og Judas Mænd satte sig i Bevægelse, opløftede
Kampråbet og forfulgte Filisterne lige til Gat og Ekrons Porte,
og de faldne Filistere lå på Vejen fra Sja'arajim lige til Gat
og Ekron.
53. Derpå vendte Israeliterne tilbage fra Forfølgelsen af Filisterne
og plyndrede deres Lejr.
54. Og David tog Filisterens Hoved og bragte det til Jerusalem, men
hans Våben lagde han i sit Telt.

55. Da Saul så David gå imod Filisteren, sagde han til Hærføreren
Abner: "Hvis Søn er denne unge Mand, Abner?" Abner svarede: "Så
sandt du lever, Konge, jeg ved det ikke!"
56. Da sagde Kongen: "Forhør dig om, hvis Søn denne Yngling er!"
57. Da så David vendte tilbage efter at have dræbt Filisteren, tog
Abner ham og førte ham frem for Saul, og han havde Filisterens
Hoved i Hånden.
58. Saul sagde til ham: "Hvis Søn er du, unge Mand?" David svarede:
"Jeg er Søn af din Træl, Betlehemiten Isaj!"

1.Samuel 18

1. Efter Davids Samtale med Saul blev Jonatans Sjæl bundet til
Davids Sjæl, og han elskede ham som sin egen Sjæl;
2. og Saul tog ham samme dag til sig og tillod ham ikke at vende
tilbage til sin Faders Hus.
3. Og Jonatan sluttede Pagt med David, fordi han elskede ham som
sin egen Sjæl.
4. Og Jonatan afførte sig sin Kappe og gav David den tillige med
sin Våbenkjortel, ja endog sit Sværd, sin Bue og sit Bælte.

5. Og David drog ud; hvor som helst Saul sendte ham hen, havde han
Lykken med sig; derfor satte Saul ham over Krigerne, og han
vandt Yndest hos alt Folket, endog hos Sauls Folk.
6. Men da de kom hjem, da David vendte tilbage efter at have fældet
Filisteren, gik Kvinderne fra alle Israels Byer Saul i Møde med
Sang og Dans, med Håndpauker, Jubel og Cymbler,
7. og de dansende Kvinder sang: "Saul slog sine Tusinder, men David
sine Titusinder!"

8. Da blev Saul meget vred; disse Ord mishagede ham, og han sagde:
"David giver de Titusinder, og mig giver de Tusinder; nu mangler
han kun Kongemagten!"
9. Og fra den Dag af så Saul skævt til David.
10. Næste Dag overvældede en ond Ånd fra Gud Saul, så han rasede i
Huset, medens David som sædvanligt legede på Strenge; Saul havde
sit Spyd i Hånden
11. og kastede det i den Tanke: "Jeg vil spidde David til Væggen!"
Men David undveg ham to Gange.

12. Da kom Saul til at frygte David, fordi HERREN var med ham,
medens han var veget fra Saul.
13. Derfor fjernede Saul ham fra sig og gjorde ham til Tusindfører;
og han drog ud til Kamp og hjem igen i Spidsen for Krigerne;
14. og Lykken fulgte David i alt, hvad han foretog sig; thi HERREN
var med ham.
15. Da Saul så, i hvor høj Grad Lykken fulgte ham, gruede han for
ham;
16. men hele Israel og Juda elskede David, fordi han drog ud til
Kamp og hjem i Spidsen for dem.
17. Da sagde Saul til David: "Se, her er min ældste Datter Merab;
hende vil jeg give dig til Hustru, dersom du viser dig som en
tapper Mand i min Tjeneste og fører HERRENs Krige!" Saul tænkte
nemlig: "Han skal ikke falde for min, men for Filisternes Hånd!"
18. David sagde til Saul: "Hvem er jeg, og hvad er min Familie, min
Faders Slægt i Israel, at jeg skulde blive Kongens Svigersøn?"
19. Men da Tiden kom, at Sauls Datter Merab skulde gives David til
Ægte, blev hun givet til Adriel fra Mehol

20. Sauls Datter Mikal fattede Kærlighed til David. Det kom Saul for
Øre, og han syntes godt derom;
21. Saul tænkte nemlig: "Jeg vil give hende til ham, for at hun kan
blive ham en Snare, så han falder for Filisternes Hånd!" Da
sagde Saul til David: "I Dag skal du for anden Gang blive min
Svigersøn!"
22. Og Saul gav sine Folk Befaling til underhånden at sige til
David: "Kongen synes godt om dig, og alle hans Folk elsker dig;
så bliv nu Kongens Svigersøn!"
23. Men da Sauls Folk sagde det til David, svarede han: "Synes det
eder en ringe Ting at blive Kongens Svigersøn? Jeg er jo en
fattig og ringe Mand!"
24. Og Sauls Folk meddelte ham det og sagde: "Det og det sagde
David."
25. Da sagde Saul: "Således skal I sige til David: Kongen ønsker
ikke andet i Brudekøb end 100 Filisterforhuder, så at han kan få
Hævn over sine Fjender!" Saul gjorde nemlig Regning på at få
David fældet ved Filisternes Hånd.
26. Da hans Folk fortalte David dette, samtykkede han i at blive
Kongens Svigersøn.
27. Derpå brød David op og drog ud med sine Mænd og dræbte 2OO
Filistere, og David kom med deres Forhuder og leverede Kongen
dem fuldtallige for at blive hans Svigersøn. Så gav Saul ham sin
Datter Mikal til Ægte.
28. Men da Saul så og skønnede, at HERREN var med David, og at hele
Israel elskede ham,
29. frygtede han David endnu mere, og Saul blev for stedse David
fjendsk.
30. Filisternes Høvdinger rykkede i Marken; og hver Gang de rykkede
ud, havde David mere Held med sig end alle Sauls Folk, og han
vandt stort Ry.

1.Samuel 19

1. Saul talte nu med sin Søn Jonatan og alle sine Folk om at slå
David ihjel. Men Sauls Søn Jonatan holdt meget af David.
2. Derfor fortalte Jonatan David det og sagde: "Min Fader Saul står
dig efter Livet; tag dig derfor i Vare i Morgen, gem dig og hold
dig skjult!
3. Men jeg vil gå ud og stille mig hen hos min Fader på Marken der,
hvor du er; så vil jeg tale til ham om dig, og hvis jeg mærker
noget, vil jeg lade dig det vide."
4. Så talte Jonatan Davids Sag hos sin Fader Saul og sagde til ham:
"Kongen forsynde sig ikke mod sin Træl David; thi han har ikke
forsyndet sig mod dig, og hvad han har udrettet, har gavnet dig
meget;
5. han vovede Livet for at dræbe Filisteren, og HERREN gav hele
Israel en stor Sejr. Du så det selv og glædede dig derover;
hvorfor vil du da forsynde dig ved uskyldigt Blod og dræbe David
uden Grund?"
6. Og Saul lyttede til Jonatans Ord, og Saul svor: "Så sandt HERREN
lever, han skal ikke blive dræbt!"
7. Derpå lod Jonatan David hente og fortalte ham det hele; og
Jonatan førte David til Saul, og han var om ham som før.