Det Gamle Testamente af 1931:

D >> Det Danske Bibelselskab 1931. >> Det Gamle Testamente af 1931:

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39 | 40 | 41 | 42 | 43 | 44 | 45 | 46 | 47 | 48 | 49 | 50 | 51 | 52 | 53 | 54 | 55 | 56 | 57 | 58 | 59 | 60 | 61 | 62 | 63 | 64 | 65 | 66 | 67 | 68 | 69 | 70 | 71 | 72 | 73 | 74 | 75 | 76 | 77 | 78 | 79 | 80 | 81 | 82 | 83 | 84 | 85 | 86 | 87 | 88 | 89 | 90 | 91 | 92 | 93 | 94 | 95 | 96 | 97 | 98 | 99 | 100 | 101 | 102 | 103 | 104 | 105 | 106 | 107 | 108 | 109 | 110 | 111 | 112 | 113 | 114 | 115 | 116 | 117 | 118

8. Men Krigen fortsattes, og David drog i Kamp mod Filisterne og
tilføjede dem et stort Nederlag, så de flygtede for ham.
9. Da kom der en ond Ånd fra HERREN over Saul, og engang han sad i
sit Hus med sit Spyd i Hånden, medens David legede på Strengene,
10. søgte Saul at spidde David til Væggen med Spydet; men han veg
til Side for Saul, så han jog Spydet i Væggen, medens David
flygtede og undslap.
11. Om Natten sendte Saul Folk til Davids Hus for at passe på ham og
dræbe ham om Morgenen. Men Davids Hustru Mikal røbede ham det og
sagde: "Hvis du ikke redder dit Liv i Nat, er du dødsens i
Morgen!"
12. Så hejste Mikal David ned igennem Vinduet, og han flygtede bort
og undslap.
13. Derpå tog Mikal Husguden, lagde den i Sengen, bredte et
Gedehårsnet over Hovedet på den og dækkede den til med et Tæppe.
14. Da nu Saul sendte Folk hen for at hente David, sagde hun: "Han
er syg."
15. Men Saul sendte Sendebudene hen for at se David, idet han sagde:
"Bring ham på Sengen op til mig, for at jeg kan dræbe ham!"
16. Da Sendebudene kom derhen, opdagede de, at det var Husguden, der
lå i Sengen med Gedehårsnettet over Hovedet.
17. Da sagde Saul til Mikal: "Hvorfor førte du mig således bag Lyset
og hjalp min fjende bort, så han undslap?" Mikal svarede
Saul:"Han sagde til mig: Hjælp mig bort, ellers slår jeg dig
ihjel!"

18. Men David var flygtet og havde bragt sig i Sikkerhed. Derpå gik
han til Samuel i Rama og fortalte ham alt, hvad Saul havde gjort
imod ham; og han og Samuel gik hen og tog Ophold i Najot.
19. Da nu Saul fik at vide, at David var i Najot i Rama,
20. sendte han Folk ud for at hente David; men da de så Profetskaren
i profetisk Henrykkelse og Samuel stående hos dem, kom Guds Ånd
over Sauls Sendebud, så at også de faldt i profetisk
Henrykkelse.
21. Da Saul hørte det, sendte han andre Folk af Sted; men også de
faldt i Henrykkelse. Så sendte Saul på ny, tredje Gang, Folk af
Sted; men også de faldt i Henrykkelse.
22. Da begav han sig selv til Rama, og da han kom til Cisternen på
Tærskepladsen, som ligger på den nøgne Høj, spurgte han: "Hvor
er Samuel og David?" Man svarede: "I Najot i Rama!"
23. Men da han gik derfra til Najot i Rama, kom Guds Ånd også over
ham, og han gik i Henrykkelse hele Vejen, lige til han nåede
Najot i Rama.
24. Da rev også han sine Klæder af sig, og han var i Henrykkelse
foran Samuel og faldt nøgen om og blev liggende således hele den
Dag og den følgende Nat. Derfor hedder det: "Er også Saul
iblandt Profeterne?"

1.Samuel 20

1. Men David flygtede fra Najot i Rama og kom til Jonatan og sagde:
"Hvad har jeg gjort? Hvad er min Brøde? Og hvad er min Synd mod
din Fader, siden han står mig efter Livet?"
2. Han svarede: "Det være langt fra! Du skal ikke dø! Min Fader
foretager sig jo intet, hverken stort eller småt, uden at lade
mig det vide; hvorfor skulde min Fader så dølge dette for mig?
Der er intet om det!"
3. Men David svarede: "Din Fader ved sikkert, at du har fattet
Godhed for mig, og tænker så: Det må Jonatan ikke få at vide, at
det ikke skal gøre ham ondt; nej, så sandt HERREN lever, og så
sandt du lever, der er kun et Skridt imellem mig og Døden!"
4. Da sagde Jonatan til David: "Alt, hvad du ønsker, vil jeg gøre
for dig!"
5. David sagde til Jonatan: "I Morgen er det jo Nymånedag, og jeg
skulde sidde til Bords med Kongen; men lad mig gå bort og skjule
mig på Marken indtil Aften.
6. Hvis din Fader savner mig, så sig: David har bedt mig om Lov til
at skynde sig til Betlehem, sin Fødeby, da hele hans Slægt har
sit årlige Slagtoffer der.
7. Hvis han så siger: Godt! er der ingen Fare for din Træl; men
bliver han vred, så vid, at han vil min Ulykke.
8. Vis din Træl den Godhed, siden du er gået i Pagt med din Træl
for HERRENs Åsyn. Men har jeg forbrudt mig, så slå du mig ihjel;
thi hvorfor skulde du bringe mig til din Fader?"
9. Jonatan svarede: "Det være langt fra! Hvis jeg virkelig kommer
under Vejr med, at min Fader vil din Ulykke, skulde jeg så ikke
lade dig det vide?"
10. Da sagde David til Jonatan: "Men hvem skal lade mig det vide, om
din Fader giver dig et hårdt Svar?"
11. Jonatan svarede David: "Kom, lad os gå ud på Marken!" Og de gik
begge ud på Marken.

12. Da sagde Jonatan til David: "HERREN, Israels Gud, er Vidne: Jeg
vil i Morgen ved denne Tid udforske min Faders Sindelag, og hvis
der ingen Fare er for David, skulde jeg da ikke sende dig Bud og
lade dig det vide?
13. HERREN ramme Jonatan både med det ene og det andet: Hvis det er
min Faders bestemte Vilje at bringe Ulykke over dig, vil jeg
lade dig det vide og hjælpe dig bort, så du kan fare i Fred.
HERREN være med dig, som han har været med min Fader.
14. Og måtte du så, hvis jeg endnu er i Live, måtte du så vise
HERRENs Godhed imod mig. Men skulde jeg være død,
15. så unddrag ingen Sinde min Slægt din Godhed. Og når HERREN
udrydder hver eneste af Davids Fjender af Jorden,
16. måtte da Jonatans Navn ikke blive udryddet, men bestå sammen med
Davids Hus, og måtte HERREN kræve det af Davids Fjenders Hånd!"
17. Da svor Jonatan på ny David en Ed, fordi han elskede ham; thi
han elskede ham af hele sin Sjæl.

18. Da sagde Jonatan til ham: "I Morgen er det Nymånedag; da vil du
blive savnet, når din Plads står tom;
19. men i Overmorgen vil du blive savnet endnu mere; gå så hen til
det Sted, hvor du holdt dig skjult, den Dag Skændselsdåden
skulde have fundet Sted, og sæt dig ved Jorddyngen der;
20. i Overmorgen vil jeg så skyde med Pile der, som om jeg skød til
Måls.
21. Jeg sender så Drengen hen for at lede efter Pilen, og hvis jeg
da siger til ham: Pilen ligger her på denne Side af dig, hent
den! så kan du komme; thi da står alt vel til for dig, og der er
ingen Fare, så sandt HERREN lever.
22. Men siger jeg til den unge Mand: Pilen ligger på den anden Side
af dig, bedre frem! så fly,thi da vil HERREN have dig bort.
23. Men om det, vi to har aftalt sammen, gælder, at HERREN står
mellem mig og dig for evigt!"

24. David skjulte sig så ude på Marken. Da Nymånedagen kom,satte
Kongen sig til Bords for at spise;
25. Kongen sad på sin vante Plads, på Pladsen ved Væggen, medens
Jonatan sad lige overfor og Abner ved Siden af Saul, men Davids
Plads stod tom.
26. Saul sagde intet den Dag, thi han tænkte: "Der er vel hændet ham
noget, så han ikke er ren, fordi han endnu ikke har renset sig."
27. Men da Davids Plads også stod tom næste Dag, Dagen efter
Nymånedagen, sagde Saul til sin Søn Jonatan: "Hvorfor kom Isajs
Søn hverken til Måltidet i Går eller i Dag?"
28. Jonatan svarede Saul: "David bad mig om Lov til at gå til
Betlehem;
29. han sagde: Lad mig gå, thi vor Slægt har Offerfest der i Byen,
og mine Brødre har pålagt mig at komme; hvis du har Godhed for
mig, lad mig så få fri, for at jeg kan besøge mine Slægtninge!
Det er Grunden til, at han ikke er kommet til Kongens Bord!"
30. Da blussede Sauls Vrede op imod Jonatan, og han sagde til ham;
"Du Søn af en vanartet Kvinde! Ved jeg ikke, at du er Ven med
Isajs Søn til Skam for dig selv og for din Moders Blusel?
31. Thi så længe Isajs Søn er i Live på Jorden, er hverken du eller
dit Kongedømme i Sikkerhed. Send derfor Bud og hent ham til mig,
thi han er dødsens!"
32. Jonatan svarede sin Fader Saul: "Hvorfor skal han dræbes? Hvad
har han gjort?"
33. Da kastede Saul Spydet efter ham for at ramme ham. Så skønnede
Jonatan, at det var hans Faders bestemte Vilje at dræbe David.
34. Og Jonatan rejste sig fra Bordet i heftig Vrede og spiste intet
den anden Nymånedag, thi det gjorde ham ondt for David, at hans
Fader havde smædet ham.

35. Næste Morgen gik Jonatan fulgt af en dreng ud i Marken, til den
Tid han havde aftalt med David.
36. Derpå sagde han til Drengen, han havde med: "Løb hen og led
efter den Pil, jeg skyder af!" Medens Drengen løb, skød han
Pilen af over hans Hoved,
37. og da Drengen nåede Stedet, hvor Pilen, som Jonatan havde
afskudt, lå, råbte Jonatan til ham: "Pilen ligger jo på den
anden Side af dig, bedre frem!"
38. Derpå råbte Jonatan til Drengen: "Skynd dig alt, hvad du kan, og
bliv ikke stående!" Så tog Jonatans dreng Pilen og bragte sin
Herre den.
39. Og Drengen vidste ikke noget, thi kun Jonatan og David kendte
Sammenhængen.
40. Jonatan gav derpå sin Dreng Våbnene og sagde til ham: "Tag dem
med til Byen!"
41. Da Drengen var gået, rejste David sig fra sit Skjul ved
Jorddyngen og faldt til Jorden på sit Ansigt og bøjede sig ned
tre Gange. Og de kyssede hinanden og græd bitterlig sammen.
42. Derpå sagde Jonatan til David: "Far i Fred! Om det, vi to har
tilsvoret hinanden i HERRENs Navn, gælder, at HERREN står mellem
mig og dig, mellem mine og dine Efterkommere for evigt!"
43. Så brød David op og drog bort, medens Jonatan gik ind i Byen.

1.Samuel 21

1. David kom derpå til Præsten Ahimelek i Nob. Ahimelek kom
ængstelig David i Møde og sagde til ham: "Hvorfor er du alene og
har ingen med dig?"
2. David svarede Præsten Ahimelek: "Kongen overdrog mig et Ærinde
og sagde til mig: Ingen må vide noget om det Ærinde, jeg sender
dig ud i og overdrager dig! Derfor har jeg sat Folkene Stævne på
et aftalt Sted.
3. Men hvis du har fem Brød ved Hånden, så giv mig dem, eller hvad
du har!"
4. Præsten svarede David: "Jeg har intet almindeligt Brød ved
Hånden, kun helligt Brød; Folkene har da vel holdt sig fra
Kvinder?"
5. David svarede Præsten: "Ja visselig, vi har været afskåret fra
Omgang med Kvinder i flere Dage. Da jeg drog ud, var Folkenes
Legemer rene, skønt det var en dagligdags Rejse; hvor meget mere
må de da i Dag være rene på Legemet!"
6. Præsten gav ham da det hellige Brød; thi der var ikke andet Brød
der end Skuebrødene, som tages bort fra deres Plads for HERRENs
Åsyn, samtidig med at der lægges frisk Brød i Stedet.
7. Men den Dag var en Mand af Sauls Folk lukket inde der for
HERRENs Åsyn, en Edomit ved Navn Doeg, den øverste af Sauls
Hyrder.
8. David spurgte derpå Ahimelek: "Har du ikke et Spyd eller et
Sværd ved Hånden her? Thi hverken mit Sværd eller mine andre
Våben fik jeg med, da Kongens Ærinde havde Hast."
9. Præsten svarede: "Det Sværd, som tilhørte Filisteren Goliat,
ham, som du dræbte i Terebintedalen, er her, hyllet i en Kappe
bag Efoden. Vil du have det, så tag det! Thi her er intet
andet!" Da sagde David: "Dets Lige findes ikke; giv mig det!"

10. Derpå brød David op og flygtede samme Dag for Saul, og han kom
til Kong Akisj af Gat.
11. Men Akisj's Folk sagde til ham: "Er det ikke David, Landets
Konge, er det ikke ham, om hvem man sang under Dans: Saul slog
sine Tusinder, men David sine Titusinder!"
12. Disse Ord gav David Agt på,og han grebes af stor Frygt for Kong
Akisj af Gat;
13. derfor lod han afsindig overfor dem og rasede imellem Hænderne
på dem, idet han trommede på Portfløjene og lod sit Spyt flyde
ned i Skægget.
14. Da sagde Akisj til sine Folk: "I kan da se, at Manden er gal;
hvorfor bringer I ham til mig?
15. Har jeg ikke gale Mennesker nok, siden I bringer mig ham til at
plage mig med sin Galskab? Skal han komme i mit Hus?"

1.Samuel 22

1. Derpå drog David bort derfra og Redde sig ind i Adullams Hule.
Da hans Brødre og hele hans Faders Hus fik det at vide, kom de
derned til ham.
2. Og alle Slags Mennesker, som var i Nød, flokkede sig om ham,
forgældede Mennesker og Folk, som var bitre i Hu, og han blev
deres Høvding. Henved 4OO Mand sluttede sig til ham.
3. Derfra drog David til Mizpe i Moab og sagde til Moabiternes
Konge: "Lad min Fader og min Moder bo hos eder, indtil jeg får
at vide, hvad Gud har for med mig!"
4. Han lod dem da tage Ophold hos Moabiternes Konge, og de boede
hos ham, al den Tid David var i Klippeborgen.
5. Men Profeten Gad sagde til David: "Du skal ikke blive i
Klippeborgen; bryd op og drag til Judas Land!" Så drog David til
Ja'ar-Heret.

6. Nu kom dette Saul for Øre, thi David og de Mænd, han havde hos
sig, havde vakt Opmærksomhed. Saul sad engang i Gibea under
Tamarisken på Højen med sit Spyd i Hånden, omgivet af alle sine
Folk.
7. Da sagde Saul til sine folk, som stod hos ham: "Hør dog, I
Benjaminiter! Vil Isajs Søn give eder alle sammen Marker og
Vingårde eller gøre eder alle til Tusind- og Hundredførere,
8. siden I alle har sammensvoret eder imod mig, og ingen lod mig
det vide, da min Søn sluttede Pagt med Isajs Søn? Ingen af eder
havde Medfølelse med mig og lod mig vide, at min Søn havde fået
min Træl til at optræde som min Fjende, som han nu gør."
9. Da tog Edomiten Doeg, der stod blandt Sauls Folk, Ordet og
sagde: "Jeg så, at Isajs Søn kom til Ahimelek, Ahitubs Søn, i
Nob,
10. og han rådspurgte HERREN for ham og gav ham Rejsetæring og
Filisteren Goliats Sværd!"

11. Da sendte Kongen Bud og lod Præsten Ahimelek, Ahitubs Søn, hente
tillige med hele hans Fædrenehus, Præsterne i Nob; og da de alle
var kommet til Kongen,
12. sagde Saul: "Hør nu, Ahitubs Søn!" Han svarede: "Ja, Herre!"
13. Da sagde Saul til ham: "Hvorfor sammensvor du og Isajs Søn eder
imod mig? Du gav ham jo Brød og Sværd og rådspurgte Gud for ham,
så at han kunde optræde som min Fjende, som han nu gør!"
14. Ahimelek svarede Kongen:"Hvem blandt alle dine Folk er så
betroet som David? Han er jo Kongens Svigersøn, Øverste for din
Livvagt og højt æret i dit Hus?
15. Er det første Gang, jeg har rådspurgt Gud for ham? Det være
langt fra! Kongen må ikke lægge sin Træl eller hele mit
Fædrenehus noget til Last, thi din Træl kendte ikke det mindste
til noget af dette!"
16. Men Kongen sagde: "Du skal dø, Ahimelek, du og hele dit
Fædrenehus!"
17. Og Kongen sagde til Vagten, som stod hos ham: "Træd frem og dræb
HERRENs Præster; thi de står også i Ledtog med David, og skønt
de vidste, at han var på Flugt, gav de mig ikke Underretning
derom!" Men Kongens Folk vilde ikke lægge Hånd på HERRENs
Præster.
18. Da sagde Kongen til Doeg: "Træd du så frem og stød Præsterne
ned!" Da trådte Edomiten Doeg frem og stødte Præsterne ned; han
dræbte den Dag femogfirsindstyve Mænd, som bar Efod.
19. Og Nob, Præsternes By, lod Kongen hugge ned med Sværdet. Mænd og
Kvinder, Børn og diende, Hornkvæg, Æsler og Får.

20. Kun een af Ahimeleks, Ahitubs Søns, Sønner ved Navn Ebjatar
undslap og flygtede til David.
21. Og Ebjatar fortalte David, at Saul havde dræbt HERRENs Præster.
22. Da sagde David til Ebjatar: "Jeg vidste dengang, at når Edomiten
Doeg var der, vilde han give Saul Underretning derom! Jeg bærer
Skylden for hele dit Fædrenehus's Død.
23. Bliv hos mig, frygt ikke! Den, som står dig efter Livet, står
mig efter Livet, thi du står under min Varetægt."

1.Samuel 23

1. Da fik David at vide, at Filisterne belejrede Ke'ila og
plyndrede Tærskepladserne.
2. Og David rådspurgte HERREN: "Skal jeg drage hen og slå
Filisterne der?" HERREN svarede David; "Drag hen og slå
Filisterne og befri Ke'ila!"
3. Men Davids Mænd sagde til ham: "Se, vi lever i stadig Frygt her
i Juda; kan der så være Tale om, at vi skal drage til Ke'ila mod
Filisternes Slagrækker?"
4. Da rådspurgte David på ny HERREN, og HERREN svarede ham: "Drag
ned til Ke'ila, thi jeg giver Filisterne i din Hånd!"
5. David og hans Mænd drog da til Ke'ila, angreb Filisterne,
bortførte deres Kvæg og tilføjede dem et stort Nederlag. Således
befriede David Ke'ilas Indbyggere.
6. Dengang Ebjatar, Ahimeleks Søn, flygtede til David - han drog
med David ned til Ke'ila - havde han Efoden med.

7. Da Saul fik at vide, at David var kommet til Ke'ila, sagde han:
"Gud har givet ham i min Hånd! Thi han lukkede sig selv inde, da
han gik ind i en By med Porte og Slåer."
8. Derfor stævnede Saul hele Folket sammen for at drage ned til
Ke'ila og omringe David og hans Mænd.
9. Da David hørte, at Saul pønsede på ondt imod ham, sagde han til
Præsten Ebjatar: "Bring Efoden hid!"
10. Derpå sagde David: "HERRE, Israels Gud! Din Tjener har hørt, at
Saul har i Sinde at gå mod Ke'ila og ødelægge Byen for min
Skyld.
11. Vil Folkene i Ke'ila overgive mig i Sauls Hånd? Vil Saul drage
herned, som din Tjener har hørt? HERRE, Israels Gud, kundgør din
Tjener det!" HERREN svarede: "Ja, han vil!"
12. Så spurgte David: "Vil Folkene i Ke'ila overgive mig og mine
Mænd til Saul?" HERREN svarede: "Ja, de vil!"
13. Da brød David op med sine Mænd, henved 600 i Tal, og de drog
bort fra Ke'ila og flakkede om fra Sted til Sted. Men da Saul
fik at vide, at David var sluppet bort fra Ke'ila, opgav han sit
Togt.

14. Nu opholdt David sig i Ørkenen på Klippehøjderne og i Bjergene i
Zifs Ørken. Og Saul efterstræbte ham hele tiden, men Gud gav ham
ikke i hans Hånd.
15. Og David så, at Saul var draget ud for at stå ham efter Livet.
Medens David var i Horesj i Zifs Ørken,
16. begav Sauls Søn Jonatan sig til David i Horesj og styrkede hans
Kraft i Gud,
17. idet han sagde til ham: "Frygt ikke! Min Fader Sauls Arm skal
ikke nå dig. Du bliver Konge over Israel og jeg den næste efter
dig; det ved min Fader Saul også!"
18. Derpå indgik de to en Pagt for HERRENs Åsyn, og David blev i
Horesj, medens Jonatan drog hjem.

19. Men nogle Zifiter gik op til Saul i Gibea og sagde: "David
holder sig skjult hos os på Klippehøjderne ved Horesj i
Gibeat-Hakila sønden for Jesjimon.
20. Så kom nu herned, Konge, som du længe har ønsket; det skal da
være vor Sag at overgive ham til Kongen!"
21. Saul svarede: "HERREN velsigne eder, fordi l har Medfølelse med
mig!
22. Gå nu hen og pas fremdeles på og opspor, hvor han kommer hen på
sin ilsomme Færd; thi man har sagt mig, at han er meget snu.
23. Opspor alle de Skjulesteder, hvor han gemmer sig, og vend
tilbage til mig med pålidelig Underretning; så vil jeg følge med
eder, og hvis han er i Landet, skal jeg opsøge ham iblandt alle
Judas Tusinder!"
24. Da brød de op og drog forud for Saul til Zif. Men David var
dengang med sine Mænd i Maons Ørken i Lavningen sønden for
Jesjimon.

25. Så drog Saul og hans Mænd ud for at opsøge ham, og da David kom
under Vejr dermed, drog han ned til den Klippe, som ligger i
Maons Ørken; men da det kom Saul for Øre, fulgte han efter David
i Maons Ørken.
26. Saul gik med sine Mænd på den ene Side af Bjerget, medens David
med sine Mænd var på den anden, og David fik travlt med at
slippe bort fra Saul. Men som Saul og hans Mænd var ved at
omringe og gribe David og hans Mænd,
27. kom der et Sendebud og sagde til Saul: "Skynd dig og kom!
Filisterne har gjort Indfald i Landet!"
28. Saul opgav da at forfølge David og drog mod Filisterne. Derfor
kalder man det Sted Malekots Klippe.

1.Samuel 24

1. Derpå drog David op til Klippehøjderne ved En-Gedi og opholdt
sig der.
2. Da Saul kom tilbage fra Forfølgelsen af Filisterne, blev det
meldt ham, at David var i En-Gedis Ørken.
3. Så tog Saul 3000 Krigere, udsøgte af hele Israel, og drog ud for
at søge efter David og hans Mænd østen for Stenbukke klipperne.
4. Og han kom til Fårefoldene ved Vejen. Der var en Hule, og Saul
gik derind for at tildække sine Fødder. Men David og hans Mænd
lå inderst i Hulen.
5. Da sagde Davids Mænd til ham: "Se, nu er den Dag kommet, HERREN
havde for Øje, da han sagde til dig: Se, jeg giver din Fjende i
din Hånd, så du kan gøre med ham, hvad du finder for godt!"
6. Men han svarede sine Mænd: "HERREN lade det være langt fra mig!
Slig en Gerning gør jeg ikke mod min Herre, jeg lægger ikke Hånd
på HERRENs Salvede; thi HERRENs Salvede er han!" Og David satte
sine Mænd strengt i Rette og tillod dem ikke at overfalde Saul.
7. Da stod David op og skar ubemærket Fligen af Sauls Kappe. Men
bagefter slog Samvittigheden David, fordi han havde skåret Sauls
kappeflig af.

8. Da nu Saul rejste sig og forlod Hulen for at drage videre,
9. stod David op bagefter, gik ud af Hulen og råbte efter Saul:
"Herre Konge!" Og da Saul så sig tilbage, kastede David sig ned
med Ansigtet mod Jorden og bøjede sig for ham.
10. Og David sagde til Saul: "Hvorfor lytter du til, hvad folk
siger: Se, David har ondt i Sinde imod dig?
11. I Dag har du dog med egne Øjne set, at HERREN gav dig i min Hånd
inde i Hulen; og dog vilde jeg ikke dræbe dig, men skånede dig
og sagde: Jeg vil ikke lægge Hånd på min Herre, thi han er
HERRENs Salvede!
12. Og se, Fader, se, her har jeg Fligen af din kappe i min Hånd!
Når jeg skar din Kappeflig af og ikke dræbte dig, så indse dog,
at jeg ikke har haft noget ondt eller nogen Forbrydelse i Sinde
eller har forsyndet mig imod dig, skønt du lurer på mig for at
tage mit Liv.
13. HERREN skal dømme mig og dig imellem, og HERREN skal give mig
Hævn over dig; men min Hånd skal ikke være imod dig!
14. Som det gamle Ord siger: Fra de gudløse kommer Gudløshed! Men
min Hånd skal ikke være imod dig.
15. Hvem er det, Israels Konge er draget ud efter, hvem er det, du
forfølger? En død Hund, en Loppe!
16. Men HERREN skal være Dommer og dømme mig og dig imellem; han
skal se til og føre min Sag og skaffe mig Ret over for dig!"

17. Da David havde talt disse Ord til Saul, sagde Saul: "Er det din
Røst, min Søn David?" Og Saul brast i Gråd
18. og sagde til David: "Du er retfærdigere end jeg; thi du har
gjort mig godt, medens jeg har gjort dig ondt,
19. og du har i Dag vist mig stor Godhed, siden du ikke dræbte mig,
da HERREN gav mig i din Hånd.
20. Hvem træffer vel sin Fjende og lader ham gå i Fred? HERREN
gengælde dig det gode, du har øvet imod mig i Dag!
21. Se, jeg ved, at du bliver Konge, og at Kongedømmet over Israel
skal blive i din Hånd;
22. så tilsværg mig nu ved HERREN, at du ikke vil udrydde mine
Efterkommere efter mig eller udslette mit Navn af mit
Fædrenehus!"
23. Det tilsvor David Saul, hvorefter Saul drog hjem, medens David
og hans Mænd gik op i Klippeborgen.

1.Samuel 25

1. Da Samuel var død, samledes hele Israel og holdt Klage over ham;
og man jordede ham i hans Hjem i Rama. Derpå brød David op og
drog ned til Maons Ørken.

2. I Maon boede en Mand, som havde sin Bedrift i Karmel; denne Mand
var hovedrig, han havde 3000 får og 1000 Geder; og han var netop
i Karmel til Fåreklipning.
3. Manden hed Nabal, hans Hustru Abigajil; hun var en klog og smuk
Kvinde, medens Manden var hård og ond. Han var Kalebit.
4. Da David ude i Ørkenen hørte, at Nabal havde Fåreklipning,
5. sendte han ti af sine Folk af Sted og sagde til dem: "Gå op til
Karmel, og når l kommer til Nabal, så hils ham fra mig
6. og sig til min Broder: Fred være med dig, Fred være med dit Hus,
og Fred være med alt, hvad dit er!
7. Jeg har hørt, at du har Fåreklipning. Nu har dine Hyrder opholdt
sig hos os; vi har ikke fornærmet dem, og de har intet mistet, i
al den Tid de har været i Karmel;
8. spørg kun dine Folk, så skal de fortælle dig det. Fat Godhed for
Folkene! Vi kommer jo til en Festdag; giv dine Trælle og din Søn
David, hvad du vil unde os!"

9. Davids Folk kom hen og sagde alt dette til Nabal fra David og
biede så på Svar.
10. Men Nabal svarede Davids Folk: "Hvem er David, hvem er Isajs
Søn? Nu til Dags er der så mange Trælle, der løber fra deres
Herre.
11. Skulde jeg tage mit Brød, min Vin og mit Slagtekvæg, som jeg har
slagtet til mine Fåreklippere, og give det til Mænd, jeg ikke
ved, hvor er fra?"
12. Så begav Davids Folk sig på Hjemvejen, og da de kom tilbage,
fortalte de ham det hele:
13. Da sagde David til sine Folk:"Spænd alle eders Sværd ved Lænd!"
Da spændte de alle deres Sværd om, også David. Og henved 400
Mand fulgte David, medens 200 blev ved Trosset.

14. Men en af Folkene fortalte Nabals Hustru Abigajil det og sagde:
"David sendte Bud fra Ørkenen for at hilse på vor Herre; men han
overfusede dem,
15. skønt de Mænd har været meget gode mod os og ikke fornærmet os,
og vi har intet mistet, i al den Tid vi færdedes sammen med dem,
da vi var ude i Marken.
16. De var en Mur om os både Nat og Dag, i al den Tid vi vogtede
Småkvæget i Nærheden af dem.
17. Se nu til, hvad du vil gøre, thi Ulykken hænger over Hovedet på
vor Herre og hele hans Hus; han selv er jo en Usling, man ikke
kan tale med!"