Det Gamle Testamente af 1931:

D >> Det Danske Bibelselskab 1931. >> Det Gamle Testamente af 1931:

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39 | 40 | 41 | 42 | 43 | 44 | 45 | 46 | 47 | 48 | 49 | 50 | 51 | 52 | 53 | 54 | 55 | 56 | 57 | 58 | 59 | 60 | 61 | 62 | 63 | 64 | 65 | 66 | 67 | 68 | 69 | 70 | 71 | 72 | 73 | 74 | 75 | 76 | 77 | 78 | 79 | 80 | 81 | 82 | 83 | 84 | 85 | 86 | 87 | 88 | 89 | 90 | 91 | 92 | 93 | 94 | 95 | 96 | 97 | 98 | 99 | 100 | 101 | 102 | 103 | 104 | 105 | 106 | 107 | 108 | 109 | 110 | 111 | 112 | 113 | 114 | 115 | 116 | 117 | 118

9. Men da Kong To'i af Hamat hørte, at David havde slået hele
Hadad'ezers Stridsmagt,
10. sendte han sin Søn Hadoram til Kong David for at hilse på ham og
lykønske ham til, at han havde kæmpet med Hadad'ezer og slået
ham - Hadad'ezer havde nemlig ligget i Krig med To'i - og han
medbragte Sølv-, Guld- og Kobber-sager.
11. Også dem helligede Kong David HERREN tillige med det Sølv og
Guld, han havde helliget af Byttet fra alle de undertvungne
Folk,
12. Edom, Moab Ammoniterne, Filisterne, Amalek, og af det Bytte, han
havde taget fra Rehobs Søn, Kong Hadad'ezer af Zoba.

13. Og David vandt sig et Navn. Da han vendte tilbage fra Sejren
over Aram, slog han Edom i Saltdalen, 18000 Mand;
14. derpå indsatte han Fogeder i Edom; i hele Edom indsatte han
Fogeder, og alle Edomiterne blev Davids Undersåtter, Således gav
HERREN David Sejr, overalt hvor han drog frem.
15. Og David var Konge over hele Israel, og han øvede Ret og
Retfærdighed mod hele sit Folk.

16. Joab, Zerujas Søn, var sat over Hæren; Josjafat, Ahiluds Søn,
var Kansler;
17. Zadok, Abitubs Søn, og Ebjatar, Ahimeleks Søn, var Præster;
Seraja var Statsskriver;
18. Benaja, Jojadas Søn, var sat over Kreterne og Pleterne, og
Davids Sønner var Præster.

2.Samuel 9

1. David sagde: "Er der endnu nogen tilbage af Sauls Hus? Så vil
jeg vise Godhed imod ham for Jonatans Skyld!"
2. Nu var der i Sauls Hus en Træl ved Navn Ziba; han blev kaldt op
til David, og Kongen sagde til ham:"Er du Ziba?" Han svarede:
"Ja, det er din Træl!"
3. Da sagde Kongen: "Er der ingen tilbage af Sauls Hus? Så vil jeg
vise Guds Godhed imod ham." Ziba svarede Kongen: "Der lever
endnu en Søn af Jonatan; han er lam i Fødderne."
4. Da spurgte Kongen: "Hvor er han?" Og Ziba svarede Kongen: "Han
er i Makirs, Ammiels Søns, Hus i Lodebar."
5. Så lod Kong David ham hente i Makirs, Ammiels Søns, Hus i
Lodebar.
6. Da Mefibosjet, Sauls Søn Jonatans Søn, kom ind til David, faldt
han på sit Ansigt og bøjede sig. David sagde: "Mefibosjet!" Han
svarede: "Ja, her er din Træl!"
7. David sagde til ham: "Frygt ikke! Jeg vil vise dig Godhed for
din Fader Jonatans Skyld og give dig hele din Fader Sauls
Jordegods tilbage; og du skal altid spise ved mit Bord."
8. Da bøjede han sig og sagde: "Hvad er din Træl, siden du tager
Hensyn til en død Hund som mig?"

9. Derpå lod Kongen Sauls Tjener Ziba kalde og sagde til ham: "Alt,
hvad der tilhørte Saul og hele hans Hus, har jeg givet din
Herres Søn;
10. men du tillige med dine Sønner og Trælle skal dyrke Jorden og
indhøste Afgrøden, for at din Herres Hus kan have sit Underhold
deraf; men din Herres Søn Mefibosjet skal altid spise ved mit
Bord." Ziba havde femten Sønner og tyve Trælle.
11. Da sagde Ziba til Kongen: "Din Træl vil gøre, ganske som min
Herre Kongen byder!" Mefibosjet spiste så ved Davids Bord, som
var han en af Kongens Sønner.
12. Mefibosjet havde en lille Søn ved Navn Mika. Hele Zibas Husstand
var Mefibosjets Trælle.
13. Og Mefibosjet boede i Jerusalem, thi han spiste altid ved
Kongens Bord. Og han var lam i begge Fødder.

2.Samuel 10

1. Nogen Tid efter døde Ammomiternes Konge, og hans Søn Hanun blev
Konge i hans Sted.
2. Da tænkte David: "Jeg vil vise Hanun, Nahasj's Søn, Venlighed,
ligesom hans Fader viste mig Venlighed." Og David sendte Folk
for at vise ham Deltagelse i Anledning af hans Faders Død. Men
da Davids Mænd kom til Ammoniternes Land.
3. sagde Ammoniternes Høvdinger til deres Herre Hanun: "Tror du
virkelig, det er for at hædre din Fader, at David sender Bud og
viser dig Deltagelse? Mon ikke det er for at udforske og
udspejde Byen og ødelægge den, at David sender sine Folk til
dig?"
4. Da tog Hanun Davids Folk og lod det halve af deres Skæg afrage
og Halvdelen af deres Klæder skære af til Sædet, og derpå lod
han dem gå.
5. Da David fik Efterretning herom, sendte han dem et Bud i Møde,
thi Mændene var blevet grovelig forhånet; og Kongen lod sige:
"Bliv i Jeriko, til eders Skæg er vokset ud!"

6. Men da Ammoniterne så, at de havde lagt sig for Had hos David,
sendte de Bud og lejede Aramæerne fra Bef-Rehob og Zoba, 20000
Mand Fodfolk, Kongen af Ma'aka med 1000 Mand og Folkene fra Tob,
12000 Mand.
7. Da David hørte det, sendte han Joab af Sted med hele Hæren og
Kærnetropperne.
8. Ammoniterne rykkede så ud og stillede sig op til Kamp lige uden
for Porten, medens Aramæerne fra Zoba og Rehob og Mændene fra
Tob og Ma'aka stod for sig selv på åben Mark.
9. Da Joa så, at Angreb truede ham både forfra og bagfra, gjorde
han et Udvalg blandt alt Israels udsøgte Mandskab og tog
Stilling over for Aramæerne,
10. medens han overlod Resten af Mandskabet til sin Broder Abisjaj,
som tog Stilling over for Ammoniterne.
11. Og han sagde: "Hvis Aramæerne bliver mig for stærke, skal du ile
mig til Hjælp; men bliver Ammoniterne dig for stærke, skal jeg
komme og hjælpe dig.
12. Tag Mod til dig og lad os tappert værge vort Folk og vor Guds
Byer - så får HERREN gøre, hvad ham tykkes godt!"
13. Derpå rykkede Joab frem med sine Folk til Kamp mod Aramæerne, og
de flygtede for ham.
14. Og da Ammoniterne så, at Aramæerne tog Flugten, flygtede de for
Abisjaj og trak sig ind i Byen. Derpå vendte Joab tilbage fra
Kampen med Ammoniterne og kom til Jerusalem.

15. Men da Aramæerne så, at de var slået af Israel, samlede de sig,
16. og Hadad'ezer sendte Bud og lod Aramæerne hinsides Floden rykke
ud, og de kom til Helam med Sjobak, Hadad'ezers Hærfører, i
Spidsen.
17. Da David fik Efterretning herom, samlede han hele Israel, satte
over Jordan og kom til Helam, hvor Aramæerne stillede sig op til
Kamp mod David og angreb ham.
18. Men Aramæerne flygtede for Israel, og David nedhuggede 700
Stridsheste og 40000 Mand af Aram; også deres Hærfører Sjobak
slog han ihjel der.
19. Da alle Hadad'ezers Lydkonger så, at de var slået af Israel,
sluttede de Fred med Israel og underkastede sig. Og Aramæerne
vovede ikke at hjælpe Ammoniterne mere.

2.Samuel 11

1. Næste År, ved den Tid Kongerne drager i Krig, sendte David Joab
ud med sine folk og hele Israel, og de hærgede Ammoniternes Land
og belejrede Rabba. David blev derimod selv i Jerusalem.
2. Så skete det en Aftenstund, da David havde rejst sig fra sit
Leje og vandrede på Kongepaladsets Tag, at han fik Øje på en
Kvinde, der var i Færd med at bade sig; og Kvinden, var meget
smuk.
3. David sendte da Bud for at forhøre sig om hende, og der blev
sagt: "Det er vist Batseba, Eliams Datter, Hetiten Urias's
Hustru!"
4. Så lod David hende hente, og da hun kom til ham, lå han hos
hende; hun havde lige renset sig efter sin Urenhed. Derefter
vendte hun hjem igen.

5. Men da Kvinden blev frugtsommelig, sendte hun Bud til David og
lod sige: "Jeg er frugtsommelig!"
6. Da sendte David det Bud til Joab: "Send Hetiten Urias til mig!"
Og Joab sendte Urias til David.
7. Da Urias kom, spurgte David, hvorledes det stod til med Joab og
Hæren, og hvorledes det gik med Krigen.
8. Derpå sagde David til Urias: "Gå nu ned til dit Hus og tvæt dine
Fødder!" Urias gik da ud af Kongens Palads, og en Gave fra
Kongen blev sendt efter ham;
9. men Urias lagde sig ved Indgangen til Kongens Palads hos sin
Herres Folk og, gik ikke ned til sit Hus.
10. Da David fik at vide, at Urias ikke var gået ned til sit Hus,
sagde han til ham: "Kommer du ikke lige fra Rejsen? Hvorfor går
du så ikke ned til dit Hus?"
11. Urias svarede David: "Arken og Israel og Juda bor i Hytter, og
min Herre Joab og min Herres Trælle ligger lejret på åben Mark;
skulde jeg da gå til mit Hus for at spise og drikke og søge min
Hustrus Leje? Så sandt HERREN lever, og så sandt du lever, jeg
gør det ikke!"
12. Da sagde David til Urias: "Så bliv her i Dag; i Morgen vil jeg
lade dig rejse!" Urias blev da i Jerusalem den Dag.
13. Næste Dag indbød David ham til at spise og drikke hos sig og fik
ham beruset. Men om Aftenen gik han ud og lagde sig på sit Leje
hos sin Herres Folk; til sit Hus gik han ikke ned.

14. Næste Morgen skrev David et Brev til Joab og sendte det med
Urias.
15. I Brevet skrev han: "Sæt Urias der, hvor Kampen er hårdest, og
lad ham i Stikken, så han kan blive dræbt!"
16. Joab, der var ved at belejre Byen, satte da Urias på en Plads,
hvor han vidste, der stod tapre Mænd over for ham:
17. og da Mændene i Byen gjorde Udfald og angreb Joab, faldt nogle
af Folket, af Davids Mænd; også Hetiten Urias faldt.
18. Da sendte Joab David Melding om hele Slagets Gang,
19. og han gav Sendebudet den Befaling: "Når du har givet Kongen
Beretning om hele Slagets Gang,
20. kan det være, at Kongen bruser op i Vrede og siger til dig:
Hvorfor kom I Byen så nær i Slaget? I måtte jo vide, at der
vilde blive skudt oppe fra Muren!.
21. Hvem var det, der dræbte Abimelek, Jerubba'als Søn? Var det ikke
en Kvinde, som kastede en Møllesten ned på ham fra Muren, så han
fandt sin Død i Tebez? Hvorfor kom I Muren så nær? Så skal du
sige: Også din Træl Hetiten Urias faldt!"
22. Så drog Budet af Sted og kom og meldte David alt, hvad Joab
havde pålagt ham, hele Slagets Gang. Da blussede Davids Vrede op
mod Joab, og han sagde til Budet:"Hvorfor kom I Byen så nær i
Slaget? I måtte jo vide, at der vilde blive skudt oppe fra
Muren! Hvem var det, der dræbte Abimelek, Jerubba'als Søn? Var
det ikke en Kvinde, som kastede en Møllesten ned på ham fra
Muren, så han fandt sin Død i Tebez? Hvorfor kom I Muren så
nær?"
23. Budet sagde til David: "Mændene var os overlegne og rykkede ud
imod os på åben Mark, men vi trængte dem tilbage til Portens
Indgang;
24. så skød Bueskytterne oppe fra Muren på dine Trælle, og nogle af
Kongens Trælle faldt; også din Træl Hetiten Urias faldt!"
25. Da sagde David til Budet: "Sig til Joab: Du skal ikke græmme dig
over den Ting; thi Sværdet fortærer snart den ene, snart den
anden; fortsæt med Kraft Kampen mod Byen og riv den ned! Med de
Ord skal du sætte Mod i ham!"

26. Da Urias's Hustru hørte, at hendes Mand var faldet, holdt hun
Dødeklage over sin Ægtefælle.
27. Men da Sørgetiden var omme, lod David hende hente til sit Hus,
og hun blev hans Hustru og fødte ham en Søn. Men det, David
havde gjort, var ondt i HERRENs Øjne.

2.Samuel 12

1. Og HERREN sendte Natan til David. Da han kom ind til ham, sagde
han: "Der boede to Mænd i samme By, en rig og en fattig.
2. Den rige havde Småkvæg og Hornkvæg i Mængde,
3. medens den fattige ikke ejede andet end et eneste lille Lam, som
han havde købt og opdrættet, og som var vokset op hos ham sammen
med hans Børn; det åd af hans Brød, drak af hans Bæger og lå i
hans Skød og var ham som en Datter.
4. Men da den rige Mand engang fik Besøg, ømmede han sig ved at
tage noget af sit eget Småkvæg eller Hornkvæg og tillave det til
den vejfarende Mand, som var kommet til ham, men tog den fattige
Mands Lam og tillavede det til sin Gæst!"

5. Da blussede Davids Vrede heftigt op mod den Mand, og han sagde
til Natan: "Så sandt HERREN lever: Den Mand, som gjorde det, er
dødsens,
6. og Lammet skal han erstatte trefold, fordi han handlede så
hjerteløst!"
7. Men Natan sagde til David: "Du er Manden! Så siger HERREN,
Israels Gud: Jeg salvede dig til Konge over Israel, og jeg
friede dig af Sauls Hånd;
8. jeg gav dig din Herres Hus, lagde din Herres Hustruer i din Favn
og gav dig Israels og Judas Hus; og var det for lidet, vilde jeg
have givet dig endnu mere, både det ene og det andet.
9. Hvorfor har du da ringeagtet HERRENs Ord og gjort, hvad der er
ondt i hans Øjne? Hetiten Urias har du dræbt med Sværdet; hans
Hustru har du taget til Ægte, og ham har du slået ihjel med
Ammoniternes Sværd.
10. Så skal nu Sværdet aldrig vige fra dit Hus, fordi du ringeagtede
mig og tog Hetiten Urias's Hustru til Ægte.
11. Så siger HERREN: Se, jeg lader Ulykke komme over dig fra dit
eget Hus, og jeg tager dine Hustruer bort for Øjnene af dig og
giver dem til en anden, som skal ligge hos dine Hustruer ved
højlys Dag.
12. Thi du handlede i det skjulte, men jeg vil opfylde dette Ord i
hele Israels Påsyn og ved højlys Dag!"
13. Da sagde David til Natan: "Jeg har syndet mod HERREN!" Og Natan
sagde til David: "Så har HERREN også tilgivet dig din Synd; du
skal ikke dø.
14. Men fordi du ved denne Gerning har vist Foragt for HERREN, skal
Sønnen, som er født dig, visselig dø!"

15. Derpå gik Natan til sit Hus. Og HERREN ramte det Barn, Urias's
Hustru havde født David, med Sygdom.
14. Da søgte David Gud for Barnet, holdt Faste og gik hen og lagde
sig om Natten på Jorden i Sæk.
17. De ældste i hans Hus kom til ham for at få ham til at rejse sig,
men han vilde ikke, og han holdt ikke Måltid sammen med dem.
18. Syvendedagen døde Barnet; men Davids Folk turde ikke lade ham
vide, at Barnet var død, thi de tænkte: "Da Barnet levede, vilde
han ikke låne os Øre, når vi talte til ham; hvor kan vi da nu
sige til ham, at Barnet er død? Han kunde gøre en Ulykke!"
19. Men da David så, at hans Folk hviskede sammen, skønnede han, at
Barnet var død. Så spurgte David sine Folk: "Er Barnet død?" Og
de svarede: "Ja, han er død!"
20. Da rejste David sig fra Jorden, tvættede og salvede sig, tog
andre Klæder på og gik ind i HERRENs Hus og bad; så gik han
hjem, forlangte at få Mad sat frem og spiste.
21. Da sagde hans Folk til ham: "Hvorledes er det dog, du bærer dig
ad? Medens Barnet endnu levede, fastede du og græd; og nu da
Barnet er død, rejser du dig og spiser!"
22. Han svarede: "Så længe Barnet levede, fastede jeg og græd; thi
jeg tænkte: Måske er HERREN mig nådig, så Barnet bliver i Live.
23. Men hvorfor skulde jeg faste, nu han er død? Kan jeg bringe ham
tilbage igen? Jeg går til ham, men han kommer ikke tilbage til
mig!"

24. Derpå trøstede David sin Hustru Batseba, og efter at han var
gået ind til hende og havde ligget hos hende, fødte hun en Søn,
som han kaldte Salomo, og ham elskede HERREN.
25. Han overgav ham til Profeten Natan, og på HERRENs Ord kaldte
denne ham Jedidja.

26. Joab angreb imidlertid Rabba i Ammon og indtog Vandbyen.
27. Derpå sendte Joab Bud til David og lod sige: "Jeg har angrebet
Rabba og indtaget Vandbyen;
28. kald nu Resten af Hæren sammen, så du kan belejre Byen og
indtage den, for at det ikke skal blive mig, der indtager den og
får mit Navn udråbt over den!"
29. Da samlede David hele Hæren og drog til Rabba, angreb og indtog
det.
30. Og han tog Kronen af Milkoms Hoved; den var af Guld og vejede en
Talent; der var en Ædelsten på den, og den blev sat på Davids
Hoved. Et vældigt Bytte fra Byen førte han med sig,
31. og Indbyggerne slæbte han bort, satte dem til Savene,
Jernhakkerne - og Jernøkserne og lod dem trælle ved Teglovnene.
Således gjorde han ved alle Ammoniternes Byer. Derpå vendte
David og hele Hæren tilbage til Jerusalem.

2.Samuel 13

1. Nogen Tid efter tildrog følgende sig. Davids Søn Absalon havde
en smuk Søster, som hed Tamar, og Davids Søn Amnon fattede
Kærlighed til hende.
2. Amnon blev syg af Attrå efter sin Søster Tamar; thi hun var
Jomfru, og Amnon øjnede ingen Mulighed for at få sin Vilje med
hende.
3. Men Amnon havde en Ven ved Navn Jonadab, en Søn af Davids Broder
Sjim'a, og denne Jonadab var en såre klog Mand;
4. han sagde til ham: "Hvorfor er du så elendig hver Morgen,
Kongesøn? Vil du ikke sige mig det?" Amnon svarede: "Jeg elsker
min Broder Absalons Søster Tamar!"
5. Da sagde Jonadab til ham: "Læg dig til Sengs og lad, som du er
syg! Når så din Fader kommer for at se til dig, skal du sige:
Lad min Søster Tamar komme og give mig noget at spise! Når hun
laver Maden i mit Påsyn, så at jeg kan se det, og hun selv giver
mig den, kan jeg spise."
6. Så gik Amnon til Sengs og lod. som han var syg; og da Kongen kom
for at se til ham, sagde Amnon til Kongen: "Lad min Søster Tamar
komme og lave et Par Kager i mit Påsyn og selv give mig dem: så
kan jeg spise."
7. David sendte da Bud ind i Huset til Tamar og lod sige: "Gå over
til din Broder Amnons Hus og lav Mad til ham!"
8. Og Tamar gik over til sin Broder Amnons Hus, hvor han lå til
Sengs, tog Dejen, æltede den og lavede Kagerne i hans Påsyn og
bagte dem;
9. derpå tog hun Panden og hældte dem ud i hans Påsyn; Amnon vilde
dog ikke spise, men sagde: "Lad alle gå udenfor!" Og da de alle
var gået udenfor,
10. sagde Amnon til Tamar: "Bær Maden ind i Inderværelset og lad mig
få den af din egen Hånd!" Da tog Tamar Kagerne, som hun havde
lavet, og bar dem ind i Inderværelset til sin Broder Amnon.
11. Men da hun bar dem hen til ham, for at han skulde spise, greb
han fat i hende og sagde: "Kom og lig hos mig, Søster!"
12. Men hun sagde: "Nej, Broder! Krænk mig ikke! Således gør man
ikke i Israel! Øv dog ikke denne Skændselsdåd!
13. Hvor skulde jeg gå hen med min Skam? Og du vilde blive regnet
blandt Dårer i Israel! Tal hellere med Kongen; han nægter dig
ikke at få mig!"
14. Han, vilde dog ikke høre hende, men tog hende med Vold, krænkede
hende og lå hos hende.

15. Men bagefter hadede Amnon hende med et såre stort Had; ja det
Had, han følte mod hende, var større end den Kærlighed, han
havde båret til hende. Og Amnon sagde til hende: "Stå op og gå
din Vej!"
16. Da sagde hun til ham: "Nej, Broder! Den Udåd, at du nu jager mig
bort, er endnu større end den anden, du øvede imod mig!" Han
vilde dog ikke høre hende,
17. men kaldte på den unge Mand, der var hans Tjener, og sagde: "Få
mig hende der ud af Huset og stæng Døren efter hende!"
18. Hun bar en fodsid Kjortel med Ærmer; thi således klædte
Jomfruerne blandt Kongedøtrene sig fordum. Tjeneren førte hende
da ud af Huset og stængede Døren efter hende.
19. Men Tamar strøede Aske på sit Hoved og sønderrev den fodside
Kjortel, hun havde på, og tog sig til Hovedet og skreg
ustandseligt, medens hun gik bort.
20. Da sagde hendes Broder Absalon til hende: "Har din Broder Amnon
været hos dig? Ti nu stille, Søster! Han er jo din Broder; tag
dig ikke den Sag nær!" Tamar sad da ensom hen i sin Broder
Absalons Hus.
21. Da Kong David hørte alt dette, blev han meget vred; men han
bebrejdede ikke sin Søn Amnon noget, thi han elskede ham, fordi
han var hans førstefødte.
22. Og Absalon talte ikke til Amnon, hverken ondt eller godt; thi
Absalon hadede Amnon, fordi han havde krænket hans Søster Tamar.

23. Men et Par År efter holdt Absalon Fåreklipning i Ba'al-Hazor,
som ligger ved Efraim, og dertil indbød Absalon alle
Kongesønnerne.
24. Absalon kom til Kongen og sagde: "Se, din Træl holder
Fåreklipning; vil ikke Kongen og hans Folk tage med din Træl
derhen?"
25. Men Kongen sagde til Absalon: "Nej, min Søn! Vi vil ikke alle gå
med, for at vi ikke skal falde dig til Byrde!" Og skønt han
nødte ham, vilde han ikke gå med, men tog Afsked med ham.
24. Da sagde Absalon: "Så lad i alt Fald min Broder Amnon gå med!"
Men Kongen sagde til ham: "Hvorfor skal han med?"
27. Da Absalon nødte ham, lod han dog Amnon og de andre Kongesønner
gå med. Og Absalon gjorde et kongeligt Gæstebud.
28. Men Absalon gav sine Folk den Befaling: "Pas på, når Vinen er
gået Amnon til Hovedet; når jeg så siger til eder: Hug Amnon
ned! dræb ham så! Frygt ikke; det er mig, som befaler jer
det. Tag Mod til jer og vis jer som kække Mænd!"
29. Absalons Folk gjorde ved Amnon, som Absalon havde befalet. Da
brød alle Kongesønnerne op, besteg deres Muldyr og flyede.
30. Medens de endnu var undervejs, nåede det Rygte David: "Absalon
har hugget alle Kongesønnerne ned, ikke en eneste er tilbage af
dem!"
31. Da stod Kongen op, sønderrev sine Klæder og lagde sig på Jorden;
også alle hans Folk, som stod hos, sønderrev deres Klæder.
32. Men Jonadab Davids Broder Sjim'as Søn, tog til Orde og sagde:
"Min Herre må ikke tro, at de har dræbt alle de unge
Kongesønner; kun Amnon er død, thi der har været noget ved
Absalons Mund, som ikke varslede godt, lige siden den Dag Amnon
krænkede hans Søster Tamar.
33. Derfor må min Herre Kongen ikke, tage sig det nær og tro, at
alle Kongesønnerne er døde. Kun Amnon er død!"
34. Da den unge Mand, som holdt Udkig, så ud, fik han Øje på en
Mængde Mennesker, som kom ned ad Skråningen på Vejen til
Horonajim, og han gik ind og meldte Kongen: "Jeg kan se, der
kommer Mennesker ned ad Bjergsiden på Vejen til Horonajim."
35. Da sagde Jonadab til Kongen: "Der kommer Kongesønnerne; det er,
som din Træl sagde!"
36. Og som han havde sagt det, kom Kongesønnerne, og de brast i
Gråd; også Kongen og alle hans folk brast i heftig Gråd.
37. Men Absalon flygtede og begav sig til Kong Talmaj, Ammihuds Søn,
i Gesjur. Og Kongen sørgede over sin Søn i al den Tid.
38. Da Absalon flygtede, begav han sig til Gesjur, og der blev han
tre År.

2.Samuel 14
39. Men Kongen begyndte at længes inderligt efter Absalon, thi han
havde trøstet sig over Amnons Død. 14-1 Da nu Joab, Zerujas
Søn, mærkede, at Kongens Hjerte hang ved Absalon,
2. sendte han Bud til Tekoa efter en klog Kvinde og sagde til
hende: "Lad, som om du har Sorg, ifør dig Sørgeklæder, lad være
at salve dig med Olie, men bær dig ad som en Kvinde, der alt i
lang Tid har sørget over en afdød;
3. gå så til Kongen og sig således til ham" - og Joab lagde hende
Ordene i Munden.
4. Kvinden fra Tekoa gik så til Kongen, faldt til Jorden på sit
Ansigt, bøjede sig og sagde: "Hjælp Konge!"
5. Kongen spurgte hende: "Hvad fattes dig?" Og hun sagde: "Jo, jeg
er Enke, min Mand er død.
6. Din Trælkvinde havde to Sønner; de kom i Klammeri ude på Marken,
og der var ingen til at bilægge deres Tvist; så slog den ene den
anden ihjel.
7. Men nu træder hele Slægten op imod din Trælkvinde og siger:
Udlever Brodermorderen, for at vi kan slå ham ihjel og hævne
Broderen, som han dræbte! Således siger de for at få Arvingen
ryddet af Vejen og slukke den sidste Glød, jeg har tilbage, så
at min Mand ikke får Eftermæle eller Efterkommere på Jorden!"
8. Da sagde Kongen til Kvinden: "Gå kun hjem, jeg skal jævne Sagen
for dig!"
9. Men kvinden fra Tekoa sagde til Kongen: "Lad Skylden komme over
mig og mit Fædrenehus, Herre Konge, men Kongen og hans Trone
skal være skyldfri!"
10. Kongen sagde da: "Enhver, som vil dig noget, skal du bringe til
mig, så skal han ikke mere volde dig Men!"
11. Men Kvinden sagde: "Vilde dog Kongen nævne HERREN din Guds Navn,
for at Blodhævneren ikke skal volde endnu mere Ulykke og min Søn
blive ryddet af Vejen!" Da sagde han: "Så sandt HERREN lever,
der skal ikke krummes et Hår på din Søns Hoved!"

12. Da sagde Kvinden: "Må din Trælkvinde sige min Herre Kongen et
Ord?" Han svarede: "Tal!"
13. Og Kvinden sagde: "Hvor kan du da tænke på at gøre det samme ved
Guds Folk - når Kongen taler således, dømmer han jo sig selv -
og det gør Kongen, når han ikke vil lade sin forstødte Søn vende
tilbage.
14. Thi vi skal visselig alle dø, vi er som Vandet, der ikke kan
samles op igen, når det hældes ud på Jorden; men Gud vil ikke
tage det Menneskes Liv, der omgås med den Tanke, at en forstødt
ikke skal være forstødt for stedse.
15. Når jeg nu er kommet for at tale om denne Sag til min Herre
Kongen, så er det, fordi de Folk har gjort mig bange; din
Trælkvinde tænkte: Jeg vil tale til Kongen, måske opfylder
Kongen sin Trælkvindes Bøn;
16. thi Kongen vil bønhøre mig og fri sin Trælkvinde af den Mands
Hånd, som tragter efter at udrydde mig tillige med min Søn af
Guds Arvelod.
17. Og din Trælkvinde tænkte: Min Herre Kongens Ord vil være mig en
Lindring; thi min Herre Kongen er som en Guds Engel til at
skønne over godt og ondt! HER- REN din Gud være med dig!"