Det Gamle Testamente af 1931:

D >> Det Danske Bibelselskab 1931. >> Det Gamle Testamente af 1931:

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39 | 40 | 41 | 42 | 43 | 44 | 45 | 46 | 47 | 48 | 49 | 50 | 51 | 52 | 53 | 54 | 55 | 56 | 57 | 58 | 59 | 60 | 61 | 62 | 63 | 64 | 65 | 66 | 67 | 68 | 69 | 70 | 71 | 72 | 73 | 74 | 75 | 76 | 77 | 78 | 79 | 80 | 81 | 82 | 83 | 84 | 85 | 86 | 87 | 88 | 89 | 90 | 91 | 92 | 93 | 94 | 95 | 96 | 97 | 98 | 99 | 100 | 101 | 102 | 103 | 104 | 105 | 106 | 107 | 108 | 109 | 110 | 111 | 112 | 113 | 114 | 115 | 116 | 117 | 118

16. Da skyndte Benjaminiten Simei, Geras Søn, fra Bahurim sig sammen
med Judas Mænd ned for at gå Kong David i Møde,
17. fulgt af tusind Mænd fra Benjamin. Også Ziba, som var Tjener i
Sauls Hus, var med sine femten Sønner og tyve Trælle ilet til
Jordan forud for Kongen,
18. og de var sat over Vadestedet for at sætte Kongens Hus over og
være ham til Tjeneste. Men da Kongen skulde til at gå over
Floden kastede Simei, Geras Søn, sig ned for ham
19. og sagde: "Min Herre tilregne mig ikke min Brøde og tænke ikke
mere på, hvad din Træl forbrød, den Dag min Herre Kongen drog
bort fra Jerusalem ' Kongen agte ikke derpå;
20. thi din Træl ved, at han har syndet, men se, jeg er i Dag den
første af hele Josefs Hus, der er kommet herned for at gå min
Herre Kongen i Møde!"
21. Da tog Abisjaj, Zerujas Søn, Ordet og sagde: "Skal Simei ikke
lide Døden til Straf for, at han forbandede HERRENs Salvede?"
22. Men David svarede: "Hvad er der mig og eder imellem, I
Zerujasønner, at I vil være mine Modstandere i Dag? Skulde nogen
i Israel lide Døden i Dag? Ved jeg da ikke, at jeg nu er Konge
over Israel?"
23. Derpå sagde Kongen til Simei: "Du skal ikke dø!" Og Kongen
tilsvor ham det.

24. Også Mefibosjet, Sauls Sønnesøn, var draget ned for at gå Kongen
i Møde. Han havde ikke plejet sine Fødder eller sit Skæg eller
tvættet sine Klæder, fra den Dag Kongen gik bort, til den Dag
han kom uskadt tilbage.
25. Da han nu kom fra Jerusalem for at gå Kongen i Møde, sagde
Kongen til ham: "Hvorfor fulgte du mig ikke, Mefibosjet?"
24. Han svarede: "Herre Konge, min Træl bedrog mig; thi din Træl bød
ham sadle mit Æsel, for at jeg kunde sidde op og følge Kongen;
din Træl er jo lam;
27. men i Stedet bagtalte han din Træl hos min Herre Kongen. Dog,
min Herre Kongen er jo som en Guds Engel. Gør, hvad du finder
for godt!
28. Thi skønt hele mit Fædrenehus kun havde Døden at vente af min
Herre Kongen, gav du din Træl Plads imellem dine Bordfæller;
hvad Ret har jeg da endnu til at kræve noget eller anråbe
Kongen?"
29. Da sagde Kongen til ham: "Hvorfor bliver du ved med at tale?
Her er mit Ord: Du og Ziba skal dele Jordegodset!"
30. Mefibosjet svarede Kongen: "Han må gerne få det hele, nu min
Herre Kongen er kommet uskadt hjem!"

31. Også Gileaditen Barzillaj drog ned fra Rogelim og fulgte med
Kongen for at ledsage ham til Jordan.
32. Barzillaj var en Olding på firsindstyve År; det var ham, som
havde sørget for Kongens Underhold, medens han var i Mahanajim,
thi han var en meget velstående Mand.
33. Kongen sagde nu til Barzillaj: "Følg med mig, jeg vil sørge for,
at du i din Alderdom får dit Underhold hos mig i Jerusalem!"
34. Men Barzillaj svarede Kongen: "Hvor lang Tid har jeg endnu
tilbage, at jeg skulde følge med Kongen op til Jerusalem?
35. Jeg er nu firsindstyve År gammel; mon jeg kan skelne mellem godt
og ondt, eller mon din Træl har nogen Smag for, hvad jeg spiser
eller drikker, mon jeg endnu har Øre for Sangeres og
Sangerinders Røst? Hvorfor skulde din Træl da i Fremtiden falde
min Herre Kongen til Byrde?
36. Kun det lille Stykke Vej til Jordan vilde din Træl ledsage
Kongen; hvorfor vil Kongen give mig så meget til Gengæld?
37. Lad din Træl vende tilbage, at jeg kan dø i min egen By ved mine
Forældres Grav! Men her er din Træl Kimham; lad ham følge med
min Herre Kongen, og gør med ham, hvad dig tykkes bedst!"
38. Da sagde Kongen: "Kimham skal følge med mig, og jeg vil gøre med
ham, hvad dig tykkes bedst; alt, hvad du ønsker, vil jeg gøre
for dig!"
39. Derpå gik alle Krigerne over Jordan, medens Kongen blev stående;
og Kongen kyssede Barzillaj og velsignede ham, hvorefter
Barzillaj vendte tilbage til sit Hjem.
40. Så drog Kongen over til Gilgal, og Kimham drog med ham. Hele
Judas Folk fulgte med Kongen og desuden Halvdelen af Israels
Folk.

41. Men nu kom alle Israeliterne til Kongen og sagde: "Hvorfor har
vore Brødre, Judas Mænd, bortført dig og bragt Kongen og hans
Hus over Jordan tillige med alle Davids Mænd?"
42. Da svarede alle Judas Mænd Israels Mænd: "Kongen står jo os
nærmest; hvorfor er I vrede over det? Har vi levet af Kongen
eller taget noget fra ham?"
43. Israels Mænd svarede Judas Mænd: "Vi har ti Gange Part i kongen,
og tilmed har vi Førstefødselsretten fremfor eder; hvorfor har I
da tilsidesat os? Og var det ikke os, der først talte om at føre
vor Konge tilbage?" Men Judas Mænds Svar var endnu hårdere end
Israels Mænds.

2.Samuel 20

1. Nu var der tilfældigvis en slet Person ved navn Sjeba, Bikris
Søn, en Benjaminit. Han stødte i Hornet og sagde: "Vi har ingen
Del i David, ingen Lod i Isajs Søn! Hver Mand til sine Telte,
Israel!"
2. Da faldt alle Israels Mænd fra David og gik over til Sjeba,
Bikris Søn, medens Judas Mænd trofast fulgle deres Konge fra
Jordan til Jerusalem.
3. Da David kom til sit Hus i Jerusalem, tog Kongen sine ti
Medhustruer, som han havde ladet tilbage for at se efter Huset,
og lod dem bringe til et bevogtet Hus, hvor han sørgede for
deres Underhold; men han gik ikke mere ind til dem, og således
levede de indespærret til deres Dødedag som Kvinder, der er
Enker, skønt deres Mænd endnu lever.
4. Derpå sagde Kongen til Amasa: "Stævn Judas Mænd sammen i Løbet
af tre Dage og indfind dig da her!"
5. Amasa gik så bort for at stævne Judas Mænd sammen. Men da han
tøvede ud over den fastsatte Frist,
6. sagde David til Abisjaj: "Nu bliver Sjeba, Bikris Søn, os
farligere end Absalon! Tag derfor din Herres Folk og sæt efter
ham, for at han ikke skal kaste sig ind i befæstede Byer og
slippe fra os!"
7. Med Abisjaj drog Joab, Kreterne og Pleterne og alle
Kærnetropperne ud fra Jerusalem for at sætte efter Sjeba, Bikris
Søn.

8. Men da de var ved den store Sten i Gibeon, kom Amasa dem i
Møde. Joab var iført sin Våbenkjortel, og over den havde han
spændt et Sværd, hvis Skede var bundet til hans Lænd; og det
gled ud og faldt til Jorden.
9. Joab sagde da til Amasa: "Går det dig vel, Broder?" Og Joab greb
med højre Hånd om Amasas Skæg for at kysse ham.
10. Men Amasa tog sig ikke i Vare for det Sværd, Joab havde i sin
venstre Hånd; Joab stødte det i Underlivet på ham, så hans
Indvolde væltede ud på Jorden, og han døde ved det ene Stød.
Derpå satte Joab og hans Broder Abisjaj efter Sjeba, Bikris Søn,
11. medens en af Joabs Folk blev stående ved Amasa og råbte:
"Enhver, der bryder sig om Joab og holder med David, følge efter
Joab!"
12. Men Amasa lå midt på Vejen, svømmende i sit Blod, og da Manden
så, at alt Folket stod stille der, væltede han Amasa fra Vejen
ind på Marken og kastede en Kappe over ham; thi han så, at alle,
der kom forbi, stod stille.
13. Så snart han var fjernet fra Vejen, fulgte alle efter Joab for
at sætte efter Sjeba, Bikris Søn.

14. Denne drog imidlertid gennem alle Israels Stammer indtil
Abel-Bet-Ma'aka, og alle Bikriterne samlede sig og fulgte ham.
15. Da kom de og belejrede ham i Abel-Bet-Ma'aka, idet de opkastede
en Vold om Byen. Men medens alt Krigsfolket, der var med Joab,
arbejdede på at bringe Muren til Fald,
16. trådte en klog Kvinde fra Byen hen på Formuren og råbte: "Hør,
hør! Sig til Joab, at han skal komme herhen; jeg vil tale med
ham!"
17. Da han kom hen til hende, spurgte Kvinden: "Er du Joab?" Og da
han svarede ja, sagde hun: "Hør din Trælkvindes Ord!" Han
svarede: "Jeg hører!"
18. Så sagde hun: "I gamle Dage sagde man: Man spørge dog i Abel og
Dan, om det er gået af Brug, hvad gode Folk i Israel vedtog!
19. Og nu søger du at bringe Død over en By, som er en Moder i
Israel! Hvorfor vil du ødelægge HERRENs Arvelod?"
20. Joab svarede: "Det være langt fra mig, det være langt fra mig at
ødelægge eller volde Fordærv!
21. Således er det ingenlunde ment! Men en Mand fra Efraims Bjerge
ved Navn Sjeba, Bikris Søn, har løftet sin Hånd mod Kong David;
hvis I blot vil udlevere ham, bryder jeg op fra Byen!" Da sagde
Kvinden til Joab: "Hans Hoved skal blive kastet ned til dig
gennem Muren!"
22. Kvinden fik så ved sin Klogskab hele Byen overtalt til at hugge
Hovedet af Sjeba, Bikris Søn, og de kastede det ned til Joab. Da
stødte han; i Hornet, og de brød op fra Byen og spredte sig hver
til sit, medens Joab selv vendte tilbage til Kongen i Jerusalem.

23. Joab stod over hele Israels Hær; Benaja, Jojadas Søn, over
Kreterne og Pleterne;
24. Adoniram havde Tilsynet med Hoveriarbejdet; Josjafat, Ahiluds
Søn, var Kansler;
25. Sjeja var Statsskriver, Zadok og Ebjatar Præster;
26. også Ja'iriten Ira var Præst hos David.

2.Samuel 21

1. Under Davids Regering blev der Hungersnød tre År i Træk. Da
søgte David HERRENs Åsyn; og HERREN sagde: "Der hviler Blodskyld
på Saul og hans Hus, fordi han dræbte Gibeoniterne!"
2. Kongen lod derfor Gibeoniterne kalde og sagde til dem -
Gibeoniterne hørte ikke til Israeliterne, men til Levningerne af
Amoriterne; og skønt Israeliterne havde givet dem endeligt
Tilsagn, havde Saul i sin Iver for Israeliterne og Juda søgt at
udrydde dem -
3. David sagde til Gibeoniterne: "Hvad kan jeg gøre for eder, og
hvorledes skal jeg skaffe Soning, så at I kan velsigne HERRENs
Arvelod?"
4. Gibeoniterne svarede: "Det er ikke Sølv eller Guld, der er os og
Saul og hans Hus imellem, og vi har ikke Lov at dræbe nogen Mand
i Israel!" Han sagde da: "Hvad I forlanger, vil jeg gøre for
eder!"
5. Så sagde de til Kongen: "Den Mand, som bragte Ødelæggelse over
os og tænkte på at udrydde os, så vi ikke skulde kunne være
nogetsteds inden for Israels Landemærke.
6. lad syv Mænd af hans Efterkommere blive udleveret os, for at vi
kan hænge dem op for HERREN i Gibeon på HERRENs Bjerg!" Kongen
sagde: "Jeg vil udlevere dem!"
7. Men Kongen skånede Mefibosjet, en Søn af Sauls Søn Jonatan, af
Hensyn til den Ed ved HERREN, som var imellem David og Sauls Søn
Jonatan.
8. Derimod tog Kongen de to Sønnner, som Rizpa, Ajjas Datter, havde
født Saul, Armoni og Mefibosjet, og de fem Sønner, som Merab,
Sauls Datter, havde født Adriel, en Søn af Barzillaj fra Mehola,
9. og udleverede dem til Gibeoniterne, som hængte dem op på Bjerget
for HERRENs Åsyn. Således omkom alle syv på een Gang, og de blev
dræbt først på Høsten, i Byghøstens Begyndelse.

10. Men Rizpa, Ajjas Datter, tog sit Sørgeklæde, bredte det ud på
Klippen og sad der fra Høstens Begyndelse, indtil der atter
strømmede Vand fra Himmelen ned over dem; og hun tillod ikke
Himmelens Fugle at kaste sig over dem om Da- gen eller Markens
Dyr om Natten.
11. Da David fik at vide, hvad Rizpa, Ajjas Datter, Sauls Medhustru,
havde gjort,
12. drog han hen og hentede Sauls og hans Søn Jonatans Ben hos
Borgerne i Jabesj i Gilead, som havde stjålet dem på Torvet i
Bet-Sjan, hvor Filisterne havde hængt dem op, dengang de slog
Saul på Gilboa.
13. Og da han havde hentet Sauls og hans Søn Jonatans Ben der,
samlede man Benene af de hængte
14. og jordede dem sammen med Sauls og hans Søn Jonatans Ben i Zela
i Benjamins Land i hans Fader Kisj's Grav. Alt, hvad Kongen
havde påbudt, blev gjort; derefter forbarmede Gud sig over
Landet.

15. Da det atter kom til Kamp mellem Filisterne og Israel, drog
David med sine Folk ned og kastede sig ind i Gob og kæmpede med
Filisterne.
16. Da fremstod Dod, som var af Rafaslægten, og hvis Spyd vejede 300
Sekel Kobber; han var iført en ny Rustning, og han havde i Sinde
at slå David ihjel.
17. Men Abisjaj, Zerujas Søn, kom ham til Hjælp og huggede
Filisteren ned. Da besvor Davids Mænd ham og sagde: "Du må ikke
mere drage i Kamp med os, for at du ikke skal slukke Israels
Lampe!"

18. Siden hen kom det atter til Kamp med Filisterne i Gob.
Husjatiten Sibbekaj nedhuggede da Saf, som var af Rafaslægten.

19. Atter kom det til Kamp med Filisterne i Gob, Beflehemiten
Elhanan, Ja'irs Søn, nedhuggede da Gatiten Goliat, hvis
Spydstage var som en Væverbom.

20. Atter kom det til Kamp i Gat. Da var der en kæmpestor Mand med
seks Fingre på hver Hånd og seks Tæer på hver Fod, i alt fire og
tyve; han var også af Rafaslægten.
21. Han hånede Israel, og derfor huggede Jonatan, en Søn af Davids
Broder Sjim'a, ham ned.

22. Disse fire var af Rafaslægten i Gat; de faldt for Davids og hans
Mænds Hånd.

2.Samuel 22

1. David sang HERREN denne Sang, dengang HERREN havde frelst ham af
alle hans Fjenders og af Sauls Hånd.
2. Han sang: "HERRE, min Klippe, min Borg, min Befrier,
3. min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit
Frelseshorn, mit Værn, min Tilflugt, min Frelser, som frelser
mig fra Vold!
4. Jeg påkalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.

5. Dødens Brændinger omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme
forfærdede mig,
6. Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig;
7. i min Vånde påkaldte jeg HERREN og råbte til min Gud. Han hørte
min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Ører!
8. Da rystede Jorden og skjalv, Himlens Grundvolde bæved og rysted,
thi hans Vrede blussede op.
9. Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder
gnistrede fra ham.
10. Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder;
11. båret af Keruber fløj han, svæved på Vindens Vinger;
12. han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser,
vandfyldte Skyer.
13. Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder ud.
14. HERREN tordned fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst;
15. han udslynged Pile, adsplittede dem, lod Lynene funkle og
skræmmede dem.
16. Havets Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved
HERRENs Trusel, for hans Vredes Pust.

17. Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de
vældige Vande,
18. frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de
var mig for stærke.
19. På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig et
Værn.
20. Han førte mig ud i åbent Land, han frelste mig, thi han havde
Behag i mig.

21. HERREN gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine
Hænders Uskyld;
22. thi jeg holdt mig til HERRENs Veje, svigted i Gudløshed ikke min
Gud;
23. hans Bud stod mig alle for Øje, jeg veg ikke fra hans Love.
24. Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde.
25. HERREN lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som
var ham for Øje!
26. Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige,
27. du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde.
28. De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!
29. Ja, du er min Lampe, HERRE! HERREN opklarer mit Mørke.
30. Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer
jeg over Volde.
31. Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HERRENs Ord. Han er et Skjold
for alle, der sætter deres Lid til ham.

32. Ja, hvem er Gud uden HERREN, hvem er en Klippe uden vor Gud,
33. den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig,
34. gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste på Højne,
35. oplærte min Hånd til Krig, så mine Arme spændte Kobberbuen?
36. Du gav mig din Frelses Skjold, din Nedladelse gjorde mig stor;
37. du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke.
38. Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var
gjort til intet,
39. slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min
Fod.
40. Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du
i Knæ for mig;
41. du slog mine Fjender på Flugt mine Avindsmænd ryddede jeg af
Vejen.
42. De råbte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke.
43. Jeg knuste dem som Jordens Støv, som Gadeskarn tramped jeg på
dem.

44. Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags
Høvding; nu tjener mig ukendte Folk;
45. Udlandets Sønner kryber for mig; blot de hører om mig, lyder de
mig:
44. Udlandets Sønner vansmægter, kommer skælvende frem af deres
Skjul.
47. HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud,
48. den Gud, som giver mig Hævn, lægger Folkeslag under min Fod
49. og frier mig fra mine Fjender! Du ophøjer mig over mine
Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig.
50. HERRE, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit
Navn,
51. du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede
Miskundhed. David og hans Æt evindelig.

2.Samuel 23

1. Dette er Davids sidste Ord; Så siger David, Isajs Søn, så siger
Manden, Højt ophøjet, Jakobs Guds salvede, Helten i Israels
Sange:
2. Ved mig talede HERRENs Ånd, hans Ord var på min Tunge.
3. Jakobs Gud talede til mig, Israels Klippe sagde: "En retfærdig
Hersker blandt Mennesker, en, der hersker i Gudsfrygt,
4. han stråler som Morgenrøden, som den skyfri Morgensol, der
fremlokker Urter af Jorden efter Regn."
5. Således har jo mit Hus det med Gud. Han gav mig en evig Pagt,
fuldgod og vel forvaret. Ja, al min Frelse og al min Lyst,
skulde han ikke lade den spire frem?
6. Men Niddinger er alle som Torne i Ørk, der tages ikke på dem med
Hænder;
7. ingen rører ved dem uden med Jern og Spydstage, i Ilden brændes
de op.

8. Navnene på Davids Helte var følgende: Hakmoniten Isjbosjet,
Anføreren for de tre; det var ham, der engang svang sit Spyd
over 800 faldne på een Gang.
9. Blandt de tre Helte kom efter ham Ahohiten El'azar, Dodis Søn;
han var med David ved Pas-Dammim, dengang Filisterne samlede sig
der til Kamp. Da Israels Mænd trak sig tilbage,
10. holdt han Stand og huggede ned blandt Filisterne, til hans Hånd
blev træt og klæbede fast ved Sværdet; HERREN gav dem den bag en
stor Sejr. Så vendte Folket tilbage og fulgte ham, kun for at
plyndre.
11. Efter ham kom Harariten Sjamma, Ages Søn. Engang havde
Filisterne samlet sig i Lehi, hvor der var en Mark fuld af
Linser, og Folket flygtede for Filisterne;
12. men han stillede sig op midt på Marken og holdt den og huggede
Filisterne ned; og HERREN gav dem en stor Sejr.

13. Engang drog tre af de tredive ned og kom til David på Klippens
Top, til Adullams Hule, medens Filisterskaren var lejret i
Refaimdalen.
14. David var dengang i Klippeborgen, medens Filisternes Besætning
lå i Betlehem.
15. Så vågnede Lysten hos David, og han sagde: "Hvem skaffer mig en
Drik Vand fra Cisternen ved Betlehems Port?"
16. Da banede de tre Helte sig Vej gennem Filisternes Lejr, øste
Vand af Cisternen ved Betlehems Port og bragte David det. Han
vilde dog ikke drikke det, men udgød det for HERREN
17. med de Ord: "HERREN vogte mig for at gøre det! Skulde jeg drikke
de Mænds Blod, som har vovet deres Liv!" Og han vilde ikke
drikke det. Den Dåd udførte de tre Helte.

18. Abisjaj, Joabs Broder, Zerujas Søn, var Anfører for de
tredive. Han svang sit Spyd over 300 faldne, og han var
navnkundig iblandt de tredive;
19. iblandt de tredive var han højtæret, og han var deres Anfører;
men de tre nåede han ikke.

20. Benaja, Jojadas Søn, var en tapper Mand fra Kabze'el, der havde
udført store Heltegerninger; han fældede de to Arielsønner fra
Moah; og han steg ned og fældede en Løve i en Cisterne, en Dag
der var faldet Sne.
21. Ligeledes fældede han Ægypteren, en kæmpestor Mand. Ægypteren
havde et Spyd i Hånden, men han gik ned imod ham meden Stok,
vristede Spydet ud af Hånden på ham og dræbte ham med hans eget
Spyd.
22. Disse Heltegerninger udførte Benaja, Jojadas Søn, og han var
navnkundig iblandt de tredive Helte;
23. iblandt de tredive var han højt æret, men de tre nåede han
ikke. David satte ham over sin Livvagt.

24. Til de tredive hørte Asa'el' Joabs Broder; Elbanan, Dodos Søn
fra Betlehem;
25. Haroditen Sjamma; Haroditen Elika;
26. Paltiten Helez; Ira, Ikkesj's Søn fra Tekoa;
27. Abiezer fra Anatot; Husjatiten Sibbekaj;
28. Ahohiten Zalmon; Maharaj fra Netofa;
29. Heled, Ba'anas Søn, fra Nefofa; Ittaj, Ribajs Søn, fra det
benjaminitiske Gibea;
30. Benaja fra Pir'aton; Hiddaj fra Nahale-Ga'asj;
31. Abiba'al fra Araba; Azmavet fra Bahurim;
32. Sja'alboniten Eljaba; Guniten Jasjen;
33. Harariten Jonatan, Sjammas Søn; Harariten Ahi'am, Sjarars Søn;
34. Elifelet, Ahazbajs Søn, fra Bet-Ma'aka; Eliam, Akitofels Søn,
fra Gilo;
35. Hezro fra Karmel; Pa'araj fra Arab;
36. Jig'al, Natans Søn, fra Zoba; Gaditen Bani;
37. Ammoniten Zelek; Naharaj fra Be'erot, der var Joabs, Zerujas
Søns, Våbendrager;
38. Ira fra Jattir; Gareb fra Jattir;
39. Hetiten Urias. I alt syv og tredive.

2.Samuel 24

1. Men HERRENS vrede blussede atter op mod Israel, så at han æggede
David mod dem og sagde: "Gå hen og hold Mandtal over Israel og
Juda!"
2. Kongen sagde da til Joab og Hærførerne, der var hos ham: "Drag
rundt i alle Israels Stammer fra Dan til Be'ersjeba og hold
Mønstring over Folket, for at jeg kan få Tallet på det at vide!"
3. Men Joab svarede Kongen: "Måtte HERREN din Gud forøge Folket
hundredfold, og måtte min Herre Kongen selv opleve det - men
hvorfor har min Herre Kongen sat sig sligt for?"

4. Men Joab og Hærførerne måtte bøje sig for Kongens Ord. Joab og
Hærførerne forlod derfor Kongen for at holde Mønstring over
Israels Folk.
5. De gik over Jordan og begyndte ved Aroer og Byen, der ligger
midt i Dalen; drog ad Gad til og i Retning af Ja'zer;
6. så kom de til Gilead og til Hetiternes Land hen imod Kadesj,
derpå til Dan, og fra Dan vendte de sig hen mod Zidon;
7. så kom de til Fæstningen Tyrus og alle Hivviternes og
Kana'anæernes Byer, hvorfra de gik til Be'ersjeba i det judæiske
Sydland.
8. Efter at de var draget hele Landet rundt i ni Måneder og tyve
Dage, kom de tilbage til Jerusalem.
9. Joab opgav derpå Kongen Tallet, der var fundet ved
Folktællingen, og Israel talte 800000 kraftige, våbenføre Mænd,
Juda 500000 Mænd.

10. Men efter at David havde holdt Mandtal over Folket. slog
Samvittigheden ham, og han sagde til HERREN: "Jeg har syndet
svarlig i, hvad jeg har gjort! Men tilgiv nu, HERRE, din Tjeners
Brøde, thi jeg har handlet som en stor Dåre!"
11. Da David stod op om Morgenen kom HERRENs Ord til Profeten Gad,
Davids Seer, således:
12. "Gå hen og sig til David: Så siger HERREN; Jeg forelægger dig
tre Ting; vælg selv, hvilken jeg skal lade times dig!"
13. Gad kom da til David og kundgjorde ham det og sagde: "Skal der
komme tre Hungersnødsår over dig i dit Land, eller vil du i tre
Måneder jages på Flugt, forfulgt af din Fjende, eller skal der
komme tre Dages Pest i dit Land? Overvej nu, hvad jeg skal svare
ham, der har sendt mig!"
14. David svarede Gad: "Jeg er i såre stor Vånde - lad os så falde i
HERRENs Hånd, thi hans Barmhjertighed er stor; i Menneskehånd
vil jeg ikke falde!"
15. Så valgte David da Pesten. Ved Hvedehøstens Tid begyndte Soten
at ramme Folket; og der døde 70000 Mand af Folket fra Dan til
Be'ersjeba.
16. Da Engelen udrakte sin Hånd mod Jerusalem for at ødelægge det,
angrede HERREN det onde, og han sagde til Engelen, som ødelagde
Folket "Nu er det nok, drag din Hånd tilbage!" HERRENs Engel var
da ved Jebusiten Aravnas Tærskeplads.
17. Men da David så Engelen, som slog Folket, sagde han til HERREN:
"Det er mig, der har syndet, mig, der har begået Brøden; men
Fårene der, hvad har de gjort? Lad din Hånd dog ramme mig og mit
Fædrenehus!"

18. Samme Dag kom Gad til David og sagde: "Gå op og rejs HERREN et
Alter på Jebusiten Aravnas Tærskeplads!"
19. Og David gik derop efter Gads Ord, således som HERREN havde
påbudt.
20. Da Aravna, der var ved at tærske Hvede, så ned og fik Øje på
Kongen og hans Folk, som kom hen imod ham, gik han ud og kastede
sig på sit Ansigt til Jorden for ham;
21. og Aravna sagde: "Hvorfor kommer min Herre Kongen til sin Træl?"
David svarede: "For at købe Tærskepladsen af dig og bygge HERREN
et Alter, at Folket må blive friet fra Plagen!"
22. Da sagde Aravna til David: "Min Herre Kongen tage den og ofre,
hvad ham tykkes ret! Her er Okserne til Brændoffer og
Tærskeslæderne og Oksernes Stavtøj til Brændsel!
23. Min Herre Kongens Træl giver Kongen det hele!" Og Aravna sagde
til Kongen: "Måtte HERREN din Gud have Behag i dig!"
24. Men Kongen svarede Aravna: "Nej, jeg vil købe det af dig for
dets fulde Værdi; jeg vil ikke bringe HERREN min Gud Brændofre,
som intet koster mig!" Så købte David Tærskepladsen og Okserne
for halvtredsindstyve Sølvsekel;
25. og David byggede HERREN et Alter der og ofrede Brændofre og
Takofre. Da forbarmede HERREN sig over Landet, og Israel blev
friet fra Plagen.