Det Gamle Testamente af 1931:

D >> Det Danske Bibelselskab 1931. >> Det Gamle Testamente af 1931:

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39 | 40 | 41 | 42 | 43 | 44 | 45 | 46 | 47 | 48 | 49 | 50 | 51 | 52 | 53 | 54 | 55 | 56 | 57 | 58 | 59 | 60 | 61 | 62 | 63 | 64 | 65 | 66 | 67 | 68 | 69 | 70 | 71 | 72 | 73 | 74 | 75 | 76 | 77 | 78 | 79 | 80 | 81 | 82 | 83 | 84 | 85 | 86 | 87 | 88 | 89 | 90 | 91 | 92 | 93 | 94 | 95 | 96 | 97 | 98 | 99 | 100 | 101 | 102 | 103 | 104 | 105 | 106 | 107 | 108 | 109 | 110 | 111 | 112 | 113 | 114 | 115 | 116 | 117 | 118

19. Så gik han derfra; og han traf Elisa, Sjafats Søn, i Færd med at
pløje; tolv Spand Okser havde han foran sig, og selv var han ved
det tolvte. Da nu Elias gik forbi ham, kastede han sin Kappe
over ham.
20. Så forlod han Okserne og løb efter Elias og sagde: "Lad mig
først kysse min Fader og min Moder, så vil jeg følge dig!" Han
svarede: "Gå kun tilbage, thi hvad er det ikke, jeg har gjort
ved dig!"
21. Da forlod han ham og vendte tilbage; så tog han og slagtede
Oksespandet, kogte Okserne ved Stavtøjet og gav Folkene dem at
spise; derpå brød han op og fulgte Elias og gik ham til Hånde.

Første Kongebog 20

1. Kong Benhadad af Aram samlede hele sin Hær, og to og tredive
Konger fulgte ham med Heste og Stridsvogne; og han drog op og
indesluttede Samaria og belejrede det.
2. Han sendte nu Sendebud ind i Byen til Kong Akab af Israel
3. og lod sige til ham: "Således siger Benhadad: Dit Sølv og Guld
er mit, men dine Hustruer og børn kan du beholde!"
4. Israels Konge lod svare: "Som du byder, Herre Konge! Jeg og alt,
hvad mit er, tilhører dig."
5. Men Sendebudene vendte tilbage og sagde: "Således siger Benha
dad: Jeg sendte Bud til dig og lod sige: Dit Sølv og Guld og
dine Hustruer og Børn skal du give mig!
6. Så sender jeg da i Morgen ved denne Tid mine Folk til dig, og de
skal gennemsøge dit Hus og dine Folks Huse og tilvende sig og
tage alt, hvad de lyster!"

7. Da lod Israels Konge alle Landets Ældste kalde og sagde: "Der
ser I, at Manden har ondt i Sinde, thi nu sender han Bud til mig
om mine Hustruer og Børn, og mit Sølv og Guld havde jeg ikke
nægtet ham!"
8. Alle de Ældste og alt Folket svarede ham: "Hør ham ikke; du må
ikke give efter!"
9. Da sagde han til Benhadads Sendebud: "Sig til min Herre Kongen:
Alt, hvad du første Gang krævede af din Træl, vil jeg gøre, men
dette Krav kan jeg ikke opfylde!" Med det Svar vendte
Sendebudene tilbage.
10. Da sendte Benhadad Bud til ham og lod sige: "Guderne ramme mig
både med det ene og det andet, om Støvet i Samaria forslår til
at fylde Hænderne på alle de Krigere, der følger mig!"
11. Men Israels Konge lod svare: "Sig således: Den, der spænder
Bæltet, skal ikke rose sig som den, der løser det!"
12. Benhadad modtog Svaret, just som han sad og drak sammen med
Kongerne i Løvhytterne; da sagde han til sine Folk: "Til Storm!"
Og de gjorde sig rede til at storme Byen.

13. Men en Profet trådte hen til Kong Akab af Israel og sagde: "Så
siger HERREN: Ser du hele den vældige Menneskemængde der? Se,
jeg giver den i Dag i din Hånd, og du skal kende, at jeg er
HERREN!"
14. Akab spurgte: "Ved hvem?" Han svarede: "Så siger HERREN: Ved
Fogedernes Folk!" Derpå spurgte han: "Hvem skal åbne Kampen?"
Han svarede: "Du!"
15. Så mønstrede han Fogedernes Folk, og de var 232; derefter
mønstrede han hele Hæren, alle Israeliterne, 7000 Mand.
16. Og ved Middagstid gjorde de et Udfald, just som Benhadad og de
to og tredive Konger, der fulgte ham, sad og drak i Løvhytterne.
17. Først rykkede Fogedernes Folk ud. Man sendte da Bud til Benhadad
og meldte: "Der rykker Mænd ud fra Samaria!"
18. Da sagde han: "Hvad enten de rykker ud for at få Fred eller for
at kæmpe, så grib dem levende!"
19. Da Fogedernes Folk og Hæren, som fulgte efter, var rykket ud fra
Byen,
20. huggede de ned for Fode, så at Aramæerne tog Flugten; og
Israeliterne satte efter dem. Men Kong Benhadad af Aram undslap
til Hest sammen med nogle Ryttere.
21. Da rykkede Israels Konge ud og gjorde Hestene og Vognene til
Bytte, og han tilføjede Aramæerne et stort Nederlag.

22. Men Profeten trådte hen til Israels Konge og sagde til ham: "Tag
dig sammen og se vel til, hvad du vil gøre, thi næste År drager
Arams Konge op imod dig igen!"

23. Men Aramæerkongens Folk sagde til ham: "Deres Gud er en
Bjerggud, derfor blev de os for stærke; men lad os se, om vi
ikke kan blive de stærkeste, når vi angriber dem på
Slettelandet!
24. Således skal du gøre: Afsæt alle Kongerne, sæt Statholdere i
deres Sted
25. og stil lige så stor en Hær på Benene som den, du mistede, og
lige så mange Heste og Vogne som før! Når vi så kæmper med dem
på Slettelandet, sandelig, om vi ikke bliver de stærkeste!" Og
han fulgte deres Råd og handlede derefter.

26. Næste År mønstrede Benha dad Aramæeme og drog op til Atek for at
kæmpe med Israel.
27. Også Israeliterne blev mønstret og forsynede sig med
Levnedsmidler, hvorefter de rykkede dem i Møde og lejrede sig
lige over for dem som to små Gedehjorde, medens Aramæerne
oversvømmede Landet.
28. Da trådte en Guds Mand hen til Israels Konge og sagde: "Så siger
HERREN: Fordi Aramæerne siger: HERREN er en Bjerggud og ikke en
Dalgud! vil jeg give hele den vældige Menneskemængde der i din
Hånd, og I skal kende, at jeg er HERREN!"
29. De lå nu lejret over for hinanden i syv Dage, men Syvendedagen
kom det til Kamp, og Israeliterne huggede Aramæerne ned, 100.000
Mand Fodfolk på een Dag.

30. De, der blev tilovers, flygtede til Byen Afek, men Muren
styrtede ned over dem, der var tilbage, 27000 Mand. Benhadad
flygtede ind i Byen, hvor han løb fra Kammer til Kammer.
31. Da sagde hans Folk til ham: Vi har hørt, at Kongerne over
Israels Hus er nådige Konger; lad os binde Sæk om Lænderne og
Reb om Hovederne og gå ud til Israels Konge, måske han da vil
skåne dit Liv!"
32. Så bandt de Sæk om Lændeme og Reb om Hovederne og kom til
Israels Konge og sagde: "Din Træl Benhadad siger: Lad mig leve!"
Han svarede: "Er han endnu i Live? Han er min Broder!"
33. Det tog Mændene for et godt Varsel. og de tog ham straks på
Ordet, idet de sagde: "Benhadad er din Broder!" Da sagde han:
"Gå hen og hent ham!" Så gik Benhadad ud til ham, og han tog ham
op i Vognen til sig.
34. Benhadad sagde nu til ham: "De Byer, min Fader fratog din Fader,
vil jeg give tilbage, og du må bygge dig Gader i Damaskus, lige
som min Fader gjorde i Samaria! På disse Vilkår give du mig
fri!" Og han sluttede Pagt med ham og lod ham gå.

35. Men en af Profetsønnerne sagde med HERRENs Ord til sin Fælle:
"Slå mig!" Men han vægrede sig derved.
36. Da sagde han til ham: "Fordi du ikke har adlydt HERRENs
Ord. skal en Løve dræbe dig, når du går bort fra mig!" Og da han
gik bort fra ham, traf en Løve på ham og dræbte ham.
37. Så traf Profetsønnen en anden og sagde til ham: "Slå mig!" Og
den anden slog ham og sårede ham.
38. Så gik Profeten hen og stillede sig på den Vej, Kongen kom, og
gjorde sig ukendelig med et Bind for Øjnene.
39. Da Kongen kom forbi, råbte han til ham: "Din Træl var draget med
i Kampen; da kom en hen til mig med en Mand og sagde: Vogt den
Mand vel! Slipper han bort, skal du svare for hans Liv med dit
eget Liv eller bøde en Talent Sølv!
40. Men din Træl var optaget snart her, snart der, og borte var
han." Da sagde Israels Konge til ham: "Det er din Dom, du har
selv fældet den!"
41. Så tog han hurtig Bindet fra Øjnene, og Israels Konge genkendte
ham som en af Ptofeterne.
42. Og han sagde til ham: "Så siger HERREN: Fordi du gav Slip på den
Mand, der var hjemfaldet til mit Band, skal du svare for hans
Liv med dit eget Liv og for hans Folk med dit eget Folk!"
43. Da drog Israels Konge hjem, misfornøjet og ilde til Mode, og han
kom til Samaria.

Første Kongebog 21

1. Derefter hændte følgende. Jizrae'eliten Nabot havde en Vingård i
Jizre'el lige ved Kong Akab af Samarias Palads.
2. Akab sagde til Nabot: "Overlad mig din Vingård, for at jeg kan
få den til Køkkenhave; den ligger jo lige ved mit Palads; jeg
vil give dig en bedre Vingård i Bytte eller betale dig, hvad den
er værd, i rede Penge, om du foretrækker det."
3. Men Nabot svarede Akab: "HERREN bevare mig fra at overlade dig
mine Fædres Arvelod!"
4. Så gik Akab hjem, misfornøjet og ilde til Mode over det Svar,
Jizre'eliten Nabot havde givet ham: "Jeg vil ikke overlade dig
mine Fædres Arvelod!" Og han lagde sig til Sengs, vendte sit
Ansigt bort og spiste ikke.
5. Da kom hans Hustru Jesabel ind og sagde til ham: "Hvorfor er du
så misfornøjet, og hvorfor spiser du ikke?"
6. Han svarede hende: "Jo, jeg sagde til Jizreeliten Nabot: Overlad
mig din Vingård for rede Penge, eller mod at jeg giver dig en
anden Vingård i Bytte, om du hellere vil det! Men han svarede:
Jeg vil ikke overlade dig min Vingård!"
7. Da sagde hans Hustru Jesabel til ham: "Er det dig, der for Tiden
er Konge i Israel? Stå op, spis og vær ved godt Mod, jeg skal
skaffe dig Jizre'eliten Nabots Vingård!"

8. Derpå skrev hun et Brev i Akabs Navn, satte hans Segl under og
sendte det til de Ældste og de fornemme i Nabots By, dem, han
boede imellem.
9. I Brevet havde hun skrevet: "Udråb en Fastedag og sæt Nabot
øverst blandt Folket
10. og lige over for ham to Niddinger, som kan vidne imod ham og
sige: Du har forbandet Gud og Kongen! Og før ham så ud og sten
ham til Døde!"
11. Hans Bysbørn, de Ældste og de fornemme, som boede i hans By,
gjorde nu, som Jesabel havde sendt Bud til dem om, således som
der stod i Brevet, hun havde sendt dem;
12. de udråbte en Fastedag og satte Nabot øverst blandt Folket;
13. og de to Niddinger kom og satte sig lige over for ham og vidnede
imod ham i Folkets Påhør og sagde: "Nabot har forbandet Gud og
Kongen!" Og derpå førte de ham uden for Byen og stenede ham til
Døde.
14. Så sendte de Jesabel det Bud: "Nabot er stenet til Døde!"
15. Og da Jesabel hørte, at Nabot var stenet til Døde, sagde hun til
Akab: "Stå op og tag Jizre'eliten Nabots Vingård, som han
vægrede sig ved at sælge dig, i Besiddelse, thi Nabot lever ikke
mere, han er død!"
16. Så snart Akab hørte, at Nabot var død, rejste han sig og gik ned
til Jizre'eliten Nabots Vingård for at tage den i Besiddelse.

17. Men HERRENs Ord kom til Tisjbiten Elias således:
18. "Stå op, gå Akab, Israels Konge i Samaria, i Møde; han er just i
Nabots Vingård, som han er gået ned at tage i Besiddelse.
19. Og tal således til ham: Så siger HERREN: Har du myrdet og
allerede tiltrådt Arven? Sig fremdeles til ham: Så siger HERREN:
På samme Sted, Hundene slikkede Nabots Blod, skal de også slikke
dit!"
20. Da sagde Akab til Elias: "Har du fundet mig, min Fjende?" Og han
svarede: "Ja, jeg har fundet dig! Fordi du har solgt dig selv
til at gøre, hvad der er ondt i HERRENs Øjne,
21. se, derfor vil jeg bringe Ulykke over dig og feje dig bort og
udrydde hvert mandligt Væsen, store og små, af Akabs Slægt, i
Israel;
22. jeg vil handle med dit Hus som med Jeroboams, Nebats Søns, Hus
og Basjas, Abijas Søns, Hus for den Krænkelse, du har øvet, og
fordi du har forledt Israel til Synd.
23. Men også om Jesabel har HERREN talet og sagt: Hundene skal æde
Jesabel på Jizre'els Mark!
24. Den af Akabs Slægt, der dør i Byen, skal Hundene æde, og den,
der dør på Marken, skal Himmelens Fugle æde!"

25. Aldrig har der været nogen der som Akab solgte sig selv til at
gøre, hvad der er ondt i HERRENs Øjne, fordi hans Hustru Jesabel
forledte ham dertil;
26. han handlede såre vederstyggeligt, idet han boldt sig til
Afgudsbillederne ganske som Amoriterne, dem, HERREN drev bort
foran Israeliterne.

27. Da Akab hørte de Ord, sønderrev han sine Klæder og bandt Sæk om
sin bare Krop og fastede, og han sov i Sæk og gik sagtelig om.
28. Da kom HERRENs Ord til Tisjbiten Elias således:.
29. "Har du set, hvorledes Akab ydmyger sig for mig? Fordi han
ydmyger sig for mig, vil jeg ikke lade Ulykken komme i hans
Dage; i hans Søns Dage vil jeg lade Ulykken komme over hans
Hus!"

Første Kongebog 22

1. De holdt sig nu rolige i tre År, der var ikke Krig mellem Aram
og Israel.
2. Og i det tredje År drog Kong Josafat af Juda ned til Israels
Konge.
3. Da sagde Israels Konge til sine Folk: "I ved jo, at Ramot i
Gilead hører os til, og dog rører vi os ikke for at tage det fra
Arams Konge!"
4. Og han sagde til Josafat: "Vil du drage med i Krig mod Ramot i
Gilead?" Josafat svarede Israels Konge: "Jeg som du, mit Folk
som dit, mine Heste som dine!"

5. Josafat sagde fremdeles til Israels Konge: "Spørg dog først om,
hvad HERREN siger!"
6. Da lod Israels Konge Profeterne kalde sammen, henved 400 Mand,
og spurgte dem: "Skal jeg drage i Krig mod Ramot i Gilead, eller
skal jeg lade være?" De svarede: "Drag derop, så skal HERREN
give det i Kongens Hånd!"
7. Men Josafat spurgte: "Er her ikke endnu een af HERRENs Profe
ter, vi kan spørge?
8. Israels Konge svarede: "Her er endnu en Mand, ved hvem vi kan
rådspørge HERREN; men jeg hader ham, fordi han aldrig spår mig
godt, kun ondt; det er Mika, Jimlas Søn." Men Josafat sagde:
Således må Kongen ikke tale!"
9. Da kaldte Israels Konge på en Hofmand og sagde: "Hent hurtig
Mika, Jimlas Søn!"

10. Imidlertid sad Israels Konge og Kong Josafat af Juda, iført
deres Skrud, hver på sin Trone i Samarias Portåbning, og alle
Profeterne spåede foran dem.
11. Da lavede Zidkija, Kena'anas Søn, sig Horn af Jern og sagde: "Så
siger HERREN: Med sådanne skal du støde Aramæerne ned, til de er
tilintetgjort!
12. Og alle Profeterne spåede det samme og sagde: "Drag op mod Ramot
i Gilead, så skal Lykken følge dig, og HERREN vil give det i
Kongens Hånd!"

13. Men Budet, der var gået efter Mika, sagde til ham: Se,
Profeterne har alle som een givet Kongen gunstigt Svar. Tal du
nu som de og giv gunstigt Svar!
14. Men Mika svarede: "Så sandt HERREN lever: Hvad HERREN siger mig,
det vil jeg tale!
15. Da han kom til Kongen, spurgte denne ham: "Mika, skal vi drage i
Krig mod Ramot i Gilead, eller skal vi lade være?" Da svarede
han: "Drag derop, så skal Lykken følge dig, og HERREN vil give
det i Kongens Hånd!"
16. Men Kongen sagde til ham: "Hvor mange Gange skal jeg besvære
dig, at du ikke siger mig andet end Sandheden i HERRENs Navn?"
17. Da sagde han: Jeg så hele Israel spredt på Bjergene som en Hjord
uden Hyrd: og HERREN sagde: De Folk har ingen Herre, lad dem
vende tilbage i Fred, hver til sit!
18. Israels Konge sagde da til Josafat: "Sagde jeg dig ikke, at han
aldrig spår mig godt, kun ondt!

19. Da sagde Mika: "Så hør da HERRENs Ord! Jeg så HERREN sidde på
sin Trone og hele Himmelens Hær stå til højre og venstre for
ham;
20. og HERREN sagde: Hvem vil dåre Akab, så han drager op og falder
ved Ramot i Gilead? En sagde nu eet, en anden et andet;
21. men så trådte en Ånd frem og stillede sig foran HERREN og sagde:
Jeg vil dåre ham! HERREN spurgte ham: Hvorledes?
22. Han svarede: Jeg vil gå hen og blive en Løgnens Ånd i alle hans
Profefers Mund! Da sagde HERREN: Ja, du kan dåre ham; gå hen og
gør det!
23. Se, således har HERREN lagt en Løgnens Ånd i alle disse dine
Profeters Mund, thi HERREN har ondt i Sinde imod dig!"

24. Da trådte Zidkija, Kena'as Søn, frem og slog Mika på kinden og,
sagde: "Ad hvilken Vej skulde HERRENs Ånd have forladt mig for
at tale til dig?"
25. Men Mika sagde: "Det skal du få at se, den Dag du flygter fra
Kammer til Kammer for at skjule dig!"
26. Så sagde Israels Konge: "Tag Mika og bring ham tilbage til Amon,
Byens Øverste, og Kongesønnen Joasj
27. og sig: Såleds siger Kongen: Kast denne Mand i Fængsel og sæt
ham på Trængselsbrød og Trængselsvand, indtil jeg kommer uskadt
tilbage!"
28. Men Mika sagde: "Kommer du uskadt tilbage, så har HERREN ikke
talet ved mig!" Og han sagde: "Hør, alle I Folkeslag!"

29. Så drog Israels Konge og Kong Josafat af Juda op mod Ramot i
Gilead.
30. Og Israels Konge sagde til Josafat: "Jeg vil forklæde mig, før
jeg drager i Kampen; men tag du dine egne Klæder på!" Og Israels
Konge forklædte sig og drog så i Kampen.
31. Men Arams Konge havde givet sine to og tredive Vognstyrere den
Befaling: "I må ikke angribe nogen, være sig høj eller lav, uden
Israels Konge alene!"
32. Da nu Vognstyrerne fik Øje på Josafat, tænkte de: "Det er
sikkert Israels Konge!" Og de rettede deres Angreb mod ham. Da
gav Josafat sig til at råbe;
33. og da Vognstyrene opdagede, at det ikke var Israels konge, trak
de sig bort fra ham.

34. Men en Mand, der skød en Pil af på Lykke og Fromme, ramte
Israels Konge mellem Remmene og Brynjen. Da sagde han til sin
Vognstyrer: "Vend og før mig ud af Slaget, thi jeg er såret!"
35. Men Kampen blev hårdere og hårdere den Dag, og Kongen holdt sig
oprejst i sin Vogn over for Aramæerne til Aften, skønt Blodet
fra Såret flød ned i Bunden at Vognen; men om Aftenen døde han.
36. Da Solen gik ned, gik det Råb gennem Lejren: "Enhver drage hjem
til sin By og sit Land,
37. thi Kongen er død!" Så kom de til Samaria, og de jordede Kongen
der.
38. Og da man skyllede Vognen ved Samarias Dam, slikkede Hundene
hans Blod, og Skøgerne badede sig deri efter det Ord, HERREN
havde talet.

39. Hvad der ellers er at fortælle om Akab, alt, hvad han gjorde,
Elfenbenshuset, han lod opføre, og alle de Byer, han befæstede,
står jo optegnet i Israels Kongers Krønike.
40. Så lagde Akab sig til Hvile hos sine Fædre; og hans Søn Ahazja
blev Konge i hans Sted.

41. Josafat, Asas Søn, blev Konge over Juda i Kong Akab af Israels
fjerde Regeringsår.
42. Josafat var fem og tredive År gammel, da han blev Konge, og han
herskede fem og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Azuba og var
en Datter af Sjilhi.
43. Han vandrede nøje i sin Fader Asas Spor og veg ikke derfra, idet
han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne.
44. Kun blev Offerhøjene ikke fjernet, og Folket blev ved at ofre og
tænde Offerild på Højene.
45. Og Josafat havde Fred med Israels Konge.

46. Hvad der ellers er at fortælle om Josafat, de Heltegerninger,
han udførte, og de Krige, han førte, står jo optegnet i Judas
Kongers Krønike.
47. De sidste af Mandsskøgerne, som var tilbage fra hans Fader Asas
Tid, udryddede han af Landet.
48. På den Tid var der ingen Konge i Edom.
49. Kong Josafats Statholder byggede et Tarsisskib til Fart på Ofir
efter Guld; men der kom intet ud af det, da Skibet gik under ved
Ezjongeber.
50. Da foreslog Ahazja, Akabs Søn, Josafat at lade sine Folk sejle
med hans; men Josafat afslog det.
51. Så lagde Josafat sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet hos
sine Fædre i sin Fader Davids By og hans Søn Joram blev Konge i
hans Sted.

52. Ahazja, Akabs Søn, blev Konge over Israel i Samaria i Kong
Josafat af Judas syttende Regeringsår, og han herskede to År
over Israel.
53. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og vandrede i sin
Faders og sin Moders Spor og i Jeroboams, Nebats Søns, Spor,
han, som forledte Israel til at synde.
54. Han dyrkede Ba'al og tilbad ham og krænkede HERREN, Israels Gud,
nøjagtigt som hans Fader havde gjort.

Anden Kongebog

Anden Kongebog 1

1. Efter Alkahs Død faldt Moab fra Israel.

2. Og Ahazja faldt ud gennem Vinduesgitteret for sin Stue på Taget
i Samaria og blev syg; da sendte han Sendebud af Sted og sagde
til dem: "Gå hen og spørg Ekrons Gud Ba'al-Zebub, om jeg kommer
mig af min Sygdom!"
3. Men HERRENs Engel sagde til Tisjbiten Elias: "Gå Sendebudene fra
Samarias Konge i Møde og sig til dem: Mon det er, fordi der
ingen Gud er i Israel, at I drager hen for at rådspørge Ekrons
Gud Ba'al-Zebub?
4. Derfor, så siger HERREN: Det Leje, du steg op på, kommer du ikke
ned fra, thi du skal dø!" Dermed gik Elias bort.

5. Da Sendebudene kom tilbage til ham, spurgte han dem: "Hvorfor
kommer I tilbage?"
6. De svarede: "En Mand kom os i Møde og sagde til os: Vend tilbage
til Kongen, som har sendt eder, og sig: Så siger HERREN: Mon det
er, fordi der ingen Gud er i Israel, at du sender Bud for at
rådspørge Ekrons Gud Ba'al-Zebub? Derfor: Det Leje, du steg op
på, kommer du ikke ned fra, thi du skal dø!"
7. Han spurgte dem da: "Hvorledes så den Mand ud, som kom eder i
Møde og sagde disse Ord til eder?"
8. De svarede: "Det var en Mand i en lådden Kappe med et Læderbælte
om Lænderne." Da sagde han: "Det er Tisjbiten Elias."

9. Derpå sendte han en Halvhundredfører med hans halvtredsindstyve
Mand ud efter ham; og da han kom op til ham på Bjergets Top,
hvor han sad, sagde han til ham: "Du Guds Mand! Kongen byder:
Kom ned!"
10. Men Elias svarede Halvhundredføreren: "Er jeg en Guds Mand, så
fare Ild ned fra Himmelen og fortære dig og dine
halvtredsindstyve Mand!" Da for Ild ned fra Himmelen og
fortærede ham og hans halvtredsindstyve Mand.
11. Atter sendte Kongen en Halvhundredfører med hans
halvtredsindstyve Mand ud efter ham; og da han kom derop, sagde
han til ham: "Du Guds Mand! Således siger Kongen: Kom straks
ned!"
12. Men Elias svarede ham: "Er jeg en Guds Mand, så fare Ild ned fra
Himmelen og fortære dig og dine halvtredsindstyve Mand!" Da for
Guds Ild ned fra Himmelen og fortærede ham og hans
halvtredsindstyve Mand.
13. Atter sendte Kongen en Halvhundredfører ud efter ham: men da den
tredje Halvhundredfører kom derop, kastede han sig på Knæ for
Elias, bønfaldt ham og sagde: "du Guds Mand! Lad dog mit og
disse dine halvtredsindstyve Trælles Liv være dyrebarl i dine
Øjne!
14. Se, Ild for ned fra Himmelen og fortærede de to første
Halvhundredførere og deres halvtredsindstyve Mand, men lad nu
mit Liv være dyrebart i dine Øjne!"
15. Da sagde HERRENs Engel til Elias: "Gå ned med ham, frygt ikke
for ham!" Så gik han ned med ham og fulgte ham til Kongen.
16. Og han sagde til Kongen: "Så siger HERREN: Fordi du har sendt
Sendebud hen at rådspørge Ekrons Gud Ba'al-Zebub - men det er,
fordi der ingen Gud er i Israel, du kunde rådspørge? - derfor:
Det Leje, du steg op på, kommer du ikke ned fra, thi du skal
dø!"
17. Og han døde efter det HERRENs Ord, som Elias havde talt. Og hans
Broder Joram blev Konge i hans Sted i Josafats Søns, Kong Joram
af Judas, andet Regeringsår; thi han havde ingen Søn.

18. Hvad der ellers er at fortælle om Ahazja, hvad han udførte, står
jo optegnet i Israels Kongers Krønike.

Anden Kongebog 2

1. Dengang HERREN ville lade Elias fare op til Himmelen i et
Stormvejr, gik Elias fra Gilgal.
2. Og Elias sagde til Elisa: "Bliv her, thi HERREN vil have mig til
Betel!" Men Elisa svarede: "Så sandt HERREN lever, og så sandt
du lever, jeg går ikke fra dig!" De gik da ned til Betel.
3. Så kom Profetsønnerne i Betel ud til Elisa og sagde til ham:
"Ved du, at HERREN i dag vil tage din Herre bort fra dig?" Han
svarede: "Ja, jeg ved det, ti kun stille!"
4. Derpå sagde Elias til ham: "Bliv her, Elisa, thi HERREN vil have
mig til Jeriko!" Men han svarede: "Så sandt HERREN lever, og så
sandt du lever, jeg går ikke fra dig!" De kom da til Jeriko.
5. Men Profetsønnerne i Jeriko trådte hen til Elisa og sagde til
ham: "Ved du, at HERREN i Dag vil tage din Herre bort fra dig?"
Han svarede: "Ja, jeg ved det, ti kun stille!"
6. Derpå sagde Elias til ham: "Bliv her, thi HERREN vil have mig
til Jordan!" Men han svarede: "Så sandt HERREN lever, og så
sandt du lever, jeg går ikke fra dig!" Så fulgtes de ad.
7. Men halvtredsindstyve af Profetsønnerne gik hen og stillede sig
et godt Stykke derfra, medens de to stod ved Jordan.

8. Elias tog nu sin Kappe, rullede den sammen og slog Vandet med
den; da skiltes det ad, og de gik begge over på tør Bund.
9. Og da de var kommet over, sagde Elias til Elisa: "Sig, hvad du
ønsker, jeg skal gøre for dig, før jeg tages bort fra dig!"
Elisa svarede: "Måtte to Dele af din Ånd komme over mig!"
10. Da sagde han: "Det er et stort Forlangende, du kommer med!
Dersom du ser mig, når jeg tages bort fra dig, skal det blive
dig til Del, ellers ikke!"
11. Medens de nu gik og talte sammen, se, da kom en lldvogn og
Ildheste og skilte dem ad, og Elias for op til Himmelen i
Stormvejret.
12. Og Elisa så det og råbte: "Min Fader, min Fader, du Israels
Vogne og Ryttere!" Og han så ham ikke mere. Så greb han sine
Klæder og sønderrev dem.