Det Gamle Testamente af 1931:

D >> Det Danske Bibelselskab 1931. >> Det Gamle Testamente af 1931:

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39 | 40 | 41 | 42 | 43 | 44 | 45 | 46 | 47 | 48 | 49 | 50 | 51 | 52 | 53 | 54 | 55 | 56 | 57 | 58 | 59 | 60 | 61 | 62 | 63 | 64 | 65 | 66 | 67 | 68 | 69 | 70 | 71 | 72 | 73 | 74 | 75 | 76 | 77 | 78 | 79 | 80 | 81 | 82 | 83 | 84 | 85 | 86 | 87 | 88 | 89 | 90 | 91 | 92 | 93 | 94 | 95 | 96 | 97 | 98 | 99 | 100 | 101 | 102 | 103 | 104 | 105 | 106 | 107 | 108 | 109 | 110 | 111 | 112 | 113 | 114 | 115 | 116 | 117 | 118

13. Derpå tog han Elias's Kappe, som var faldet af ham, op og gik
tilbage og stillede sig ved Jordans Bred,
14. og han tog Elias's Kappe, som var faldet af ham, slog Vandet med
den og sagde: "Hvor er nu HERREN, Elias's Gud?" Og da han havde
slået Vandet, skiltes det ad, og Elisa gik over.
15. Da Profetsønnerne fra Jeriko så det derovre, sagde de: "Elias's
Ånd hviler på Elisa!" Og de gik ham i Møde og kastede sig til
Jorden for ham.
16. Derpå sagde de til ham: "Se, her hos dine Trælle er der
halvtredsindstyve raske Mænd, lad dem gå ud og lede efter din
Herre; måske HERRENs Ånd har taget ham og kastet ham hen på et
af Bjergene eller i en af Dalene!" Men han svarede: "I skal ikke
sende dem af Sted!"
17. Men da de blev ved at trænge ind på ham, sagde han: "Så send dem
da af Sted!" Så sendte de halvtredsindstyve Mænd ud, og de ledte
efter ham i tre Dage, men fandt ham ikke.
18. Og da de kom tilbage, medens han endnu var i Jeriko, sagde han
til dem: "Sagde jeg ikke til eder, at I ikke skulde gå?"

19. Mændene i Byen sagde til Elisa: "Byen ligger godt nok, som min
Herre ser, men Vandet er dårligt og volder utidige Fødsler i
Egnen."
20. Da sagde han: "Hent mig en ny Skål og kom Salt deri!" Og de
hentede den til ham.
21. Så gik han ned til Kildevældet og kastede Salt deri, idet han
sagde: "Så siger HERREN: Jeg gør dette Vand sundt, så at der
ikke mer skal komme Død eller utidige Fødsler deraf!"
22. Så blev Vandet sundt, efter det Ord Elisa talte; og det er det
den Dag i dag.

23. Derfra begav han sig op til Betel. Som han var på Vej derop, kom
nogle Smådrenge ud af Byen og spottede ham og råbte: "Kom herop,
Skaldepande, kom herop, Skaldepande!"
24. Han vendte sig om, og da han fik Øje på dem, forbandede han dem
i HERRENs Navn. Så kom to Bjørne ud af Krattet og sønderrev to
og fyrretyve af Drengene.
25. Derfra begav han sig til Karmels Bjerg, og derfra vendte han
tilbage til Samaria.

Anden Kongebog 3

1. Joram, Akabs Søn, blev Konge over Israel i Samaria i Kong
Josafat af Judas attende Regeringsår, og han herskede i tolv År.
2. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, dogikke som bans
Fader og Moder, og han fjernede Ba'als Stenstøtter, som hans
Fader havde ladet lave.
3. Men han holdt fast ved de Synder, som Jeroboam, Nebats Søn,
forledte Israel til; dem veg han ikke fra.

4. Kong Mesja af Moab drev Kvægavl og svarede Israels Konge en
Afgift på 100.000 Lam og Ulden af 100.000 Vædre.
5. Men efter Akabs Død faldt Moabs Konge fra Israels Konge.
6. Da drog Koog Joram straks ud fra Samaria og mønstrede hele
Israel;
7. desuden sendte han Bud til Kong Josafat af Juda og lod sige:
"Moabs Konge er faldet fra mig; vil du drage med i Krig mod
Moab?" Han svarede: "Ja, jeg vil; jeg som du, mit Folk som dit,
mine Heste som dine!"
8. Og han spurgte: "Hvilken Vej skal vi drage?" Han svarede:
"Gennem Edoms Ørken!"

9. Så drog Israels, Judas og Edoms Konger af Sted. Men da de havde
tilbagelagt en Strækning af syv Dagsrejser, var der ikke Vand
til Hæren og Dyrene, som de havde med.
10. Da sagde Israels Konge: "Ak, at HERREN har kaldt disse tre
Konger sammen for at overgive dem i Moabs Hånd!"
11. Men Josafat sagde: "Er her ingen af HERRENs Profeter, ved hvem
vi kan rådspørge HERREN?" Da svarede en af Israels Konges Folk:
"Jo, her er Elisa, Sjafats Søn, som øste Vand på Elias's
Hænder."
12. Josafat sagde: "Hos ham er HERRENs Ord!" Og Israels Konge og
Josafat og Edoms Konge begav sig ned til ham.

13. Men Elisa sagde til Israels Konge: "Hvad har jeg med dig at
gøre? Gå du til din Faders og Moders Profeter!" Israels Konge
svarede: "Ak nej, thi HERREN har kaldt disse tre Konger sammen
for at give dem i Moabs Hånd."
14. Da sagde Elisa: "Så sandt Hærskarers HERRE lever, for hvis Åsyn
jeg står: Var det ikke for Kong Josafat af Judas Skyld, vilde
jeg ikke se til dig eller værdige dig et Blik!
15. Men hent mig nu en Strengespiller!" Thi når Strengespilleren
spillede, kom HERRENs Hånd over ham.
16. Derpå sagde han: "Så siger HERREN: Grav Grøft ved Grøft i Dalen
her!
17. Thi så siger HERREN: I skal hverken mærke til Blæst eller Regn,
men alligevel skal Dalen her fyldes med Vand, så at I, eders Hær
og eders Dyr kan drikke!
18. Dog tykkes dette HERREN for lidet, han vil også give Moab i
eders Hånd;
19. I skal indtage alle befæstede Byer og alle betydelige Byer, alle
Frugttræer skal t fælde, alle Kilder skal I tilstoppe, og al
frugtbar Agerjord skal I ødelægge med Sten!"
20. Og næste Morgen ved Afgrødeofferets Tid kom der Vand fra den
Kant, hvor Edom ligger, så hele Egnen blev fuld af Vand.

21. Da alle Moabiterne hørte, at Kongerne var draget op for at føre
Krig med dem, blev enhver, der overhovedet kunde bære Våben,
opbudt, og de tog Stilling ved Grænsen.
22. Men tidligt om Morgenen, da Solen stod op over Vandet, så
Moabiterne Vandet foran sig rødt som Blod.
23. Da råbte de: "Det er Blod! Kongerne har fuldstændig
tilintetgjort hverandre, de har hugget hverandre ned; nu til
Byttet, Moab!"
24. Men da de nåede Israels Lejr, brød Israeliterne op og slog
Moabiterne på Flugt. Derpå rykkede de frem og huggede Moabiterne
ned;
25. Byerne nedbrød de; på al frugtbar Agerjord kastede de hver sin
Sten, så den blev fuld af Sten; alle Kildevæld tilstoppede de,
og alle Frugttræer fældede de. Til sidst var kun Kir-Hareset
tilbage, og denne By omringede Slyngekasterne og skød på den.
26. Da Moabs Konge så, at han ikke kunde modstå Angrebet, samlede
han 700 sværdvæbnede Mænd for at bryde igennem hen til Kongen af
Edom. men det lykkedes ikke.
27. Så tog han sin førstefødte Søn, der skulde følge ham på Tronen,
og ofrede ham som Brændoffer på Muren. Da kom heftig Vrede over
Israel, og de brød op og vendte hjem til deres Land.

Anden Kongebog 4

1. En Kvinde, som var gift med en af Profetsønnerne råbte til
Elisa: "Din Træl, min Mand, er død; og du ved, at din Træl
frygtede HERREN. Og nu kommer en, der har Krav på ham, for at
tage mine fo Drenge til Trælle!"
2. Da sagde Elisa til hende: "Hvad kan jeg gøre for dig? Sig mig,
hvad du har i Huset?" Hun svarede: "Din Trælkvinde har ikke
andet i Huset end et Krus Olie."
3. Da sagde han: "Gå ud og bed alle dine Naboer om tomme Dunke,
ikke for få!
4. Så lukker du dig inde med dine Sønner og fylder på alle disse
Dunke, og når de er fulde, sætter du dem til Side!"
5. Så gik hun fra ham og lukkede sig inde med sine Sønner; og de
rakte hende Dunkene, medens hun fyldte på.
6. Og da Dunkene var fulde, sagde hun til Sønnen: "Ræk mig een Dunk
til!" Men han svarede: "Der er ikke flere Dunke!" Da holdt Olien
op at flyde.
7. Det kom hun og fortalte den Guds Mand; og han sagde: "Gå hen og
sælg Olien og betal din Gæld; og lev så med dine Sønner af
Resten!"

8. Det skete en Dag, at Elisa på sin Vej kom til Sjunem. Der boede
en velhavende Kvinde, som nødte ham til at spise hos sig; og
hver Gang han senere kom forbi, tog han derind og spiste.
9. Hun sagde nu til sin Mand: "Jeg ved, af det er en hellig Guds
Mand., der stadig kommer her forbi;
10. lad os mure en lille Stue på Taget og sætfe Seng, Bord, Stol og
Lampe ind til ham, for at han kan gå derind, når han kommer til
os!"
11. Så kom han en Dag derhen og gik op i Stuen og lagde sig.
12. Og han sagde til sin Tjener Gehazi: "Kald på Sjunemkvinden!" Og
han kaldte på hende, og hun trådte frem for ham.
13. Da sagde han til Gehazi: "Sig til hende: Se, du har Itaft al den
Ulejlighed for vor Skyld; hvad kan jeg gøre for dig? Ønsker du,
at jeg skal tale din Sag hos Kongen eller Hærføreren?" Men hun
svarede: "Jeg bor midt iblandt mit Folk!"
14. Da sagde han: "Hvad kan jeg da gøre for hende?" Gehazi sagde:
"Jo, hun har ingen Søn, og hendes Mand er gammel."
15. Da sagde han: "Kald på hende!" Og han kaldte på hende, og bun
tog Plads ved Døren.
16. Da sagde han: "Om et År ved denne Tid har du en Dreng ved
Brystet!" Men hun sagde: "Nej dog, Herre! Den Guds Mand må ikke
narre sin Trælkvinde!"
17. Men Kvinden blev frugtsommelig og fødte en Søn Året efter ved
samnme Tid, således som Elisa havde sagt hende.

18. Da Drengen var blevet stor, gik han en Dag ud til sin Fader hos
Høstfolkene.
19. Da sagde han til sin Fader: "Mit Hoved, mit Hoved!" Og hans
Fader sagde til en Karl " "Bær ham hjem til hans Moder!"
20. Han tog, ham og har ham hjem til hans Moder, og han sad på
hendes Skød til Middag; så døde han.
21. Men hun gik op og lagde ham på den Guds Mands Seng, og derefter
lukkede hun Døren og gik.
22. Så kaldte hun på sin Mand og sagde: "Send mig en af Karlene med
et Æsel, for at jeg hurfig kan komme hen til den Guds Mand og
hjem igen!"
23. Han spurgte: "Hvad vil du hos ham i Dag? Det er jo hverken
Nymånedag eller Sabbat!" Men hun sagde: "Lad mig om det!"
24. Derpå sadlede hun Æselet og sagde til Karlen: "Driv nu godt på!
Stands mig ikke i Farten, før jeg siger til!"

25. Så drog hun af Sted og kom til den Guds Mand på Kamels Bjerg. Da
den Guds Mand fik Øje på hende i Frastand, sagde han til sin
Tjener Gehazi: "Se, der er Sjunemkvinden!
26. Løb hende straks i Møde og spørg hende: Har du det godt? Har din
Mand det godt? Har Drengen det godt?" Hun svarede: "Ja, vi har
det godt!"
27. Men da hun kom hen til den Guds Mand på Bjerget, klamrede hun
sig til hans Fødder. Gehazi trådte til for at støde hende
bort. men den Guds Mand sagde: "Lad hende være, hun er i Vånde,
og HERREN har dulgt det for mig og ikke åbenbaret mig det!"
28. Da sagde hun: "Har jeg vel bedt min Herre om en Søn? Sagde jeg
ikke, at du ikke måtte narre mig?"
29. Så sagde han til Gehazi: "Omgjord din Lænd, tag min Stav i
Hånden og drag af Sted! Møder du nogen, så hils ikke på ham. og
hilser nogen på dig, så gengæld ikke hans Hilsen; og læg min
Stav på Drengens Ansigt!"
30. Men Drengens Moder sagde: "Så sandt HERREN lever, og så sandt du
lever, jeg går ikke fra dig!" Da stod han op og gik med hende.

31. Imidlertid var Gehazi gået i Forvejen og havde lagt Staven på
Drengens Ansigt; men ikke en Lyd hørtes, og der var intet
Livstegn. Da vendte han tilbage og gik Elisa i Møde, meldte ham
det og sagde: "Drengen vågnede ikke!"
32. Og da Elisa var kommet ind i Huset, så han Drengen ligge død på
Sengen.
33. Han gik da hen og lukkede sig inde med ham og bad til HERREN.
34. Derpå steg han op og lagde sig oven på Drengen med sin Mund på
hans Mund, sine Øjne på hans Øjne og sine Hænder på hans Hænder,
og medens han således bøjede sig over ham, blev Drengens Legeme
varmt.
35. Så steg han ned og gik een Gang frem og tilbage i Huset, og da
han atter steg op og bøjede sig over Drengen, nyste denne syv
Gange og slog Øjnene op.
36. Derpå kaldte han på Gehazi og sagde: "Kald på Sjunemkvinden!"
Han kaldte så på hende, og hun kom til ham. Da sagde han: "Tag
din Dreng!"
37. Og hun trådte hen og faldt ned for hans Fødder og kastede sig
til Jorden, tog så sin Dreng og gik ud.

38. Dengang Hungersnøden var i Landet, vendte Elisa tilbage til
Gilgal. Som nu Profetsønnerne sad hos ham, sagde han til sin
Tjener: "Sæt den store Gtyde over og kog en Ret Mad til
Profetsønnerne!"
39. Så gik en ud på Marken for at plukke Urter, og da han fandt en
Slyngplante med vilde Agurker, plukkede han så mange, han kunde
bære i sin Kappe; da han kom tilbage, skar han dem itu og kom
dem i Gryden, thi han kendte dem ikke.
40. Derpå øste man op for Mændene, for at de kunde spise, men så
snart de smagte Maden, skreg de op og råbte: "Døden er i Gryden,
du Guds Mand!" Og de kunde ikke spise Maden.
41. Men han sagde: "Hent noget Mel!" Og da han havde hældt det i
Gryden, sagde han: "Øs nu op for Folkene, så de kan spise!" Så
var der ingen Ulykke i Gryden mere.

42. Engang kom en Mand fra Ba'al-Sjalisja og bragte den Guds Mand
Brød af nyt Korn, tyve Bygbrød, og nyhøstet Korn i sin
Ransel. Da sagde han: "Giv Folkene det at spise!"
43. Men hans Tjener sagde: "Hvorledes skal jeg kunne sætte dette
frem for hundrede Mennesker?" Men han sagde: "Giv Folkene det at
spise! Thi så siger HERREN: De skal spise og levne!"
44. Da satte han det frem for dem, og de spiste og levnede efter
HERRENs Ord.

Anden Kongebog 5

1. Na'aman, Kongen af Arams Hærfører, havde meget at sige hos sin
Herre og var højt agtet; thi ved ham havde HERREN givet
Aramæerne Sejr; men Manden var spedalsk.
2. Nu havde Aramæerne engang på et Strejtog røvet en lille Pige i
Israels Land; hun var kommet i Tjeneste hos Na'amans Hustru,
3. og hun sagde til sin Frue: "Gid min Herre var hos Profeten i
Samaria; han vilde sikkert skille ham af med hans Spedalskhed!"
4. Så kom Na'aman og fortalte sin Herre, hvad Pigen fra Israels
Land havde sagt.
5. Da sagde Arams Konge: "Rejs derhen! Jeg skal sende etBrevmed til
Israels Konge!" Så rejste han og tog ti Talenter Sølv, 6000
Sekel Guld og ti Sæt Festklæder med.
6. Og han overbragte IsraelsKonge Brevet. Deri stod der: "Når dette
Brev kommer dig i Hænde, skal du vide, at jeg sender min Tjener
Na'aman til dig, for at du skal skille ham af med hans
Spedalskhed!"
7. Da Israels Konge havde læst Brevet, sønderrev han sine klæder og
sagde: "Er jeg Gud, så jeg råder over Liv og Død, siden han
skriver til mig, at jeg skal skille en Mand afmed hans
Spedalskhed Nej, I kan da se, at han søger Lejlighed til Strid
med mig!"

8. Men da den Guds Mand Elisa hørte, at Israels Konge havde
sønderrevet sine klæder, sendte han det Bud til Kongen: "Hvorfor
sønderriver du dine Klæder? Lad ham komme til mig, så skal han
kende, at der er en Profet i Israel!"
9. Da kom Na'aman med Heste og Vogne og holdt uden for Døren til
Elisas Hus.
10. Elisa sendte et Bud ud til ham og lod sige: "Gå hen og bad dig
syv Gange i Jordan, så bliver dit Legeme atter friskt, og du
bliver ren!"
11. Men Na'aman blev vred og drog bort med de Ord: "Se, jeg havde
tænkt, at han vilde komme ud til mig, stå og påkalde HERREN sin
Guds Navn og svinge sin Hånd i Retning af Helligdommen og
således gøre Ende på Spedalskheden!
12. Er ikke Damaskus's Floder Abana og Parpar fuldt så gode som alle
Israels Vande? Kunde jeg ikke blive ren ved at bade mig i dem?"
Og han vendte sig og drog bort i Vrede.
13. Men hans Trælle kom og sagde til ham: "Dersom Profeten havde
pålagt dig noget, som var vanskeligt vilde du så ikke have gjort
det? Hvor meget mere da nu, da han sagde til dig: Bad dig, så
bliver du ren!"
14. Så drog han ned og dykkede sig syv Gange i Jordan efter den Guds
Mands Ord; og hans Legeme blev atter friskt som et Barns, og han
blev ren.

15. Så vendte han med hele sit Følge tilbage til den Guds Mand, og
da han var kommet derhen, trådtehan frem forham og sagde: "Nu
ved jeg, at der ingensteds på Jorden er nogen Gud uden i Israel!
Så modtag nu en Takkegave af din Træl!"
16. Men han svarede: "Så sandt HERREN lever, for hvis Åsyn jeg står,
jeg modtager ikke noget!" Og skønt han nødte ham, vægrede han
sig ved at modtage noget.
17. Da sagde Na'aman: "Så lad da være! Men lad din Træl få så megel
Jord, som et Par Muldyr kan bære, thi din Træl vil aldrig mere
ofre Brændoffer eller Slagtoffer til nogen anden Gud end HERREN!
18. Men i een Ting vil HERREN nok bære over med din Træl: Når min
Herre går ind i Rimmons Hus for at tilbede og støtfer sig til
min Arm og jeg så sammen med ham kaster mig til Jorden i Rimmons
Hus, da vil HERREN nok bære over ed din Træl i den Ting!"

19. Han svarede: "Far i Fred!" Men da han var kommet et Stykke hen
ad Vejen,
20. sagde Gehazi, den Guds Mand Elisas Tjener, ved sig selv: "Der
har min Herre ladet denne Aramæer Na'aman slippe og ikke
modtaget af ham, hvad han havde med; så sandt HERREN lever, jeg
vil løbe efter ham for at få noget af ham!"
21. Så satte Gehazi efter Na'aman. og da Na'aman så ham komme
løbende efter sig, sprang han af Vognen, gik ham i Møde og
spurgte: "Står det godt til?"
22. Han svarede: "Ja, det står godt til! Min Herre sender mig med
det Bud: Der kom lige nu to unge Mænd, som hører til
Profetsønnerne, til mig fra Efraims Bjerge: giv dem en Talent
Sølv og to Sæt Festklæder!"
23. Da sagde Na'aman: "Tag dog mod to Talenter Sølv!" Og han nødte
ham. Så bandt han to Talenter ind i to Punge og tog to Sæt
Festklæder og gav to af sine Trælle dem, for at de skulde bære
dem foran ham.
24. Men da de kom til Højen, tog han Pengene fra dem, gemte dem i
Huset og lod Mændene gå.
25. Så gik han ind til sin Herre og trådte hen til ham. Da spurgte
Elisa: "Hvor har du været, Gehazi?" Han svarede: "Din Træl har
ingen Steder været!"
26. Så sagde han til ham: "Gik jeg ikke i Ånden hos dig, da en stod
af sin Vogn og gik tilbage for at møde dig? Nu har du fået
Penge, og du kan få Klæder, Olivenlunde og Vingårde, Småkvæg og
Hornkvæg, Trælle og Trælkvinder,
27. men Na'amans Spedalskhed skal hænge ved dig og dit Afkom til
evig Tid!" Og Gehazi gik fra ham, hvid som Sne af Spedalskhed.

Anden Kongebog 6

1. Profetsønnerne sagde engang til Elisa: "Se, der er for lidt
Plads til os her, hvor vi sidder hos dig.
2. Vi vil gå til Jordan og hver fage en Bjælke og der indrette os
et Rum, vi kan sidde i!" Han sagde: "Ja, gør det!"
3. Men en af dem sagde: "Vil du ikke nok følge med dine Trælle!" Og
han svarede: "Jo, det vil jeg!"
4. Han gik så med, og da de kom til Jordan, gav de sig til at fælde
Træer.
5. Medens nu en af dem var ved at fælde en Bjælke, faldt hans
Øksejern i Vandet. Da gav han sig til at råbe: "Ak, min Herre!
Og det var endda lånt!"
6. Men den Guds Mand sagde: "Hvor faldt det?" Og da han havde vist
ham Stedet, skar han en Gren af og kastede den derhen. Da kom
Øksen op på Overfladen;
7. og han sagde: "Tag den op!" Så rakte han Hånden ud og tog den.

8. Engang Arams Konge lå i Krig med Israel, aftalte han med sine
Folk, at de skulde lægge sig iBaghold på det og det Sted.
9. Men den Guds, Mand sendte Bud til Israels Konge og lod sige:
"Vogt dig for at drage forbi det Sted, thi der ligger Aramæerne
i Baghold!"
10. Israels Konge sendte da Folk til det Sted, den Guds Mand havde
sagt ham. Således mindede han ham om at være på sin Post der;
og det gjorde han ikke een, men flere Gange.
11. Derover blev Arams Konge urolig i sit Sind, og han lod sine Folk
kalde og spurgte dem: "Han I ikke sige mig, hvem det er, der
forråder os til Israels Konge?"
12. Da sagde en af hans Hærførere: "Det er ingen af os, Herre Konge;
det er Profeten Elisa i Israel, der lader Israels Konge vide,
hvad du taler i dit Sovekammer."

13. Da sagde han: "Gå hen og se, hvor han er, for at jeg kan sende
Folk ud og lade ham gribe!" Da det meldtes ham, at han var i
Dotan,
14. sendte han Heste og Vogne og en stor Hærstyrke derhen; og de kom
ved Nattetide og omringede Byen.
15. Næste Morgen tidlig, da den Guds Mand gik ud, se, da var Byen
omringet af en Hær og Heste og Vogne, Da sagde hans Tjener til
ham: "Ak, Herre, hvad skal vi dog gribe til?"
16. Men han svarede: "Frygt ikke, thi de, der er med os, er flere
end de, der er med dem!"
17. Og Elisa bad og sagde: "HERRE, luk hans Øjne op, så han kan se!"
Da lukkede HERREN Tjenerens Øjne op, og han så, at Bjerget var
fuldt af Ildheste og Ildvogne rundt om Elisa.

18. Da nu Fjenderne rykkede ned imod ham, bad Elisa til HERREN og
sagde: "Slå de Folk med Blindhed!" Og han slog dem med Blindhed
efter Elisas Ord.
19. Da sagde Elisa til dem: "Det er ikke den rigtige Vej eller den
rigtige By; følg med mig, så skal jeg føre eder til den Mand, I
søger!" Han førte dem så til Samaria,
20. og da de var kommet ind i Samaria, bad Elisa: "Herre, luk nu
deres Øjne op, så at de kan se!" Da lukkede HERREN deres Øjne
op, og de så, at de var midt i Samaria.
21. Da Israels Konge så dem, spurgte han Elisa: "Skal jeg hugge dem
ned, min Fader?"
22. Men han svarede: "Nej, du må ikke hugge dem ned! Bruger du at
hugge Folk ned, som du ikke har taget til Fange med Sværd eller
Bue? Sæt Brød og Vand for dem, at de kan spise og drikke, og lad
dem så vende tilbage til deres Herre!"
23. Så gav han dem et godt Måltid, og da de havde spist og drukket,
lod han dem gå, og de drog tilbage til deres Herre. Men fra den
Tid af kom der ikke flere aramaiske Strejfskarer i Israels Land.

24. Siden hændte det, at Kong Benhadad af Aram samlede hele sin Hær
og drog op og belejrede Samaria;
25. og under Belejringen blev der stor Hungersnød i Byen, så at et
Æselhoved til sidst kostede tresindstyve Sekel Sølv og en
Fjerdedel Kab Duegødning fem.

26. Da Israels Konge en Dag gik oppe på Bymuren, råbte en Kvinde til
ham: "Hjælp, Herre Konge!"
27. Han svarede: "Hjælper HERREN dig ikke, hvor skal så jeg skaffe
dig Hjælp fra? Fra Tærskepladsen eller Vinpersen?"
28. Og Kongen spurgte hende vi dere: "Hvad fattes dig?" Da sagde
hun: "Den Kvinde der sagde til mig: Hom med din Dreng, så
fortærer vi ham i Dag; i Morgen vil vi så fortære min Dreng!
29. Så kogte vi min breng og fortærede ham. Næste Dag sagde jeg til
hende: Kom nu med din Dreng, at vi kan fortære ham! Men hun
holdt Drengen skjult."
30. Da Kongen hørte Kvindens Ord, sønderrev han sine Klæder, som han
stod der på Muren; og Folket så da, at han indenunder har Sæk på
den bare Krop.
31. Og han sagde: "Gud ramme mig både med det ene og det andet, om
Elisas, Sjafats Søns, Hoved skal blive siddende mellem Skuldrene
på ham Dagen til Ende!"

32. Elisa sad imidlertid i sit Hus sammen med de Ældste; da sendte
Kongen en Mand i Forvejen. Men før Sendebudet kom til ham, sagde
han til de Ældste: "Ved I, at denne Mordersjæl har sendt en Mand
herhen for at tage mit Hoved? Se, når Budet kommer, skal I
lukke Døren og stemme jer imod den! Allerede hører jeg hans
Herres trin bag ham."
33. Og medens han endnu talte med dem, kom Kongen ned til ham og
sagde: "Se, hvilken Ulykke HERREN har bragt over os! Hvorfor
skal jeg da bie længer på HERREN?"

Anden Kongebog 7

1. Men Elisa sagde: "Hør HERRENs Ord! Så siger HERREN: I Morgen ved
denne Tid skal en Sea fint Hvedemel koste en Sekel og to Sea Byg
ligeledes en Sekel i Samarias Port!"
2. Men Høvedsmanden, til hvis Arm Kongen støttede sig, svarede den
Guds Mand og sagde: "Om så HERREN satte Vinduer på Himmelen, mon
da sligt kunde ske?" Han sagde: "Med egne Øjne skal du få det
at se, men ikke komme til at spise deraf!"

3. Imidlertid varder fire spedalske Mænd ved indgangen til Porten;
de sagde til hverandre: "Hvorfor skal vi blive her, til vi dør?
4. Dersom vi bestemmer os til at gå ind i Byen, dør vi der - der er
jo Hungersnød i Byen - og bliver vi her, dør vi også! Kom derfor
og lad os løbe over til Aramæernes Lejr! Lader de os leve, så
bliver vi i Live, og slår de os ihjel, så dør vi!"
5. Så begav de sig i Mørkningen på Vej til Aramæernes Lejr; men da
de kom til Udkanten af Aramæernes Lejr, var der ikke et Menneske
at se.
6. HERREN havde nemlig ladet Aramæernes Lejr høre Larm at Vogne og
Heste, Larm af en stor Hær, og de havde sagt til hverandre: "Se,
Israels Konge har købt Hetiternes og Mizrajims Konger til at
falde over os!"
7. Derfor havde de taget Flugten i Mørkningen og efterladt Lejren,
som den stod, deres Telte, Heste og Æsler, og var flygtet for at
redde Livet.
8. Da nu de spedalske havde nået Udkanten af Lejren, gik de ind i
et af Teltene, spiste og drak og tog Sølv og Guld og klæder, som
de gik hen og gemte; derpå kom de tilbage og gik ind i et andet
Telt; også der tog de noget, som de gik hen og gemte.

9. Så sagde de til hverandre: "Det er ikke rigtigt, som vi bærer os
ad! Denne Dag er et godt Budskabs Dag; tier vi stille og venter
til Daggry, pådrager vi os Skyld; lad os derfor gå hen og melde
det i Kongens Palads!"
10. Så gik de hen og råbte til Byens Portvægtere og bragte dem den
Melding: "Vi kom til Aramæernes Lejr, og der var ikke et
Menneske at se eller høre, men vi fandt Hestene og Æslerne
bundet og Teltene urørt!"
11. Portvægterne råbte det ud, og man meldte det inde i Kongens
Palads.
12. Men Kongen stod op om Natten og sagde til sine Folk: "Jeg skal
sige eder, hvad Aramæerne har for med os; de ved, at vi er
udsultet, derfor har de forladt Lejren og skjult sig på Marken,
i den Tanke at vi skal gå ud af Byen, så de kan fange os levende
og trænge ind i Byen!"
13. Men en af Folkene svarede: - "Vi kan jo tage en fem Stykker af
de Heste, der er tilbage her - det vil jo dog gå dem som alle de
mange, der allerede var omkommet - og sende Folk derhen, så får
vi se!"
14. De tog da to Spand Heste, og Kongen sendte Folk efter Aramæernes
Hær og sagde: "Rid hen og se efter!"
15. Så drog de efter dem lige til Jordan og fandt hele Vejen fuld af
Klæder og Våben, som Aramæerne havde kastet fra sig på deres
hovedkulds Flugt. Derpå vendte Sendebudene tilbage og meldte det
til Kongen.
16. Så drog Folket ud og plyndrede Aramæernes Lejr; og således kom
en Sea fint Hvedemel til at koste en Sekel og to Sea Byg
ligeledes en Sekel, som HERREN havde sagt.