Det Gamle Testamente af 1931:

D >> Det Danske Bibelselskab 1931. >> Det Gamle Testamente af 1931:

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39 | 40 | 41 | 42 | 43 | 44 | 45 | 46 | 47 | 48 | 49 | 50 | 51 | 52 | 53 | 54 | 55 | 56 | 57 | 58 | 59 | 60 | 61 | 62 | 63 | 64 | 65 | 66 | 67 | 68 | 69 | 70 | 71 | 72 | 73 | 74 | 75 | 76 | 77 | 78 | 79 | 80 | 81 | 82 | 83 | 84 | 85 | 86 | 87 | 88 | 89 | 90 | 91 | 92 | 93 | 94 | 95 | 96 | 97 | 98 | 99 | 100 | 101 | 102 | 103 | 104 | 105 | 106 | 107 | 108 | 109 | 110 | 111 | 112 | 113 | 114 | 115 | 116 | 117 | 118

9. I Kong Ezekias's fjerde, Elas Søns, Kong Hosea af Israels,
syvende Regeringsår, drog Assyrer kongen Salmanassar op mod Sa
maria, belejrede
10. og indtog det. Efter tre Års Forløb, i Ezekias's sjette, Kong
Hosea af Israels niende Regeringsår, blev Samaria indtaget.
11. Og Assyrerkongen førte Israel i Landflygtighed til Assyrien og
lod dem bosætte sig i Hala, ved Habor, Gozans Flod, og i Mediens
Byer,
12. til Straf for at de ikke havde adlydt HERREN deres Guds Røst,
men overtrådt hans Pagt, alt hvad HERRENs Tjener Moses havde
påbudt; de hørte ikke derpå og gjorde ikke derefter.

13. I Kong Ezekias's fjortende Regeringsår drog Assyrerkongen
Sankerib op mod alle Judas befæstede Byer og indtog dem.
14. Da sendte Kong Ezekias af Juda Bud til Assyrerkongen i Lakisj og
lod sige: "Jeg har forbrudt mig; drag bort fra mig igen! Hvad du
pålægger mig, vil jeg tage på mig!" Da pålagde Assyrerkongen
Kong Ezekias af Juda at udrede 300 Talenter Sølv og 300 talenter
Guld;
15. og Ezekias udleverede alt det Sølv, der var i HERRENs Hus og i
Skatkamrene i Kongens Palads.
16. Ved den Lejlighed plyndrede Ezekias Dørene i HERRENs Helligdom
og Pillerne for det Guld, han selv havde overtrukket dem med, og
udleverede det til Assyrerkongen.

17. Assyrerkongen sendte så Tartan, Rabsaris og Rabsjake med en
anselig Styrke fra Lakisj til Kong Ezekias i Jerusalem, og de
drog op og kom til Jerusalem og gjorde Holdt ved Øvredammens
Vandledning, ved Vejen til Blegepladsen.
18. Da de krævede at få Kongen i Tale, gik Paladsøversten Eljakim,
Hilkijas Søn, Statsskriveren Sjebna og Kansleren Joa, Asafs Søn,
ud til dem.
19. Rabsjake sagde til dem: "Sig til Ezekias: Således siger
Storkongen, Assyrerkongen: Hvad er det for en Fortrøstning, du
hengiver dig til?
20. Du mener vel, at et blot og bart Ord er det samme som Plan og
Styrke i Krig? Og til hvem sætter du egentlig din Lid, siden du
gør Oprør imod mig?
21. Se nu, du sætter din Lid til Ægypten, denne brudte Rørkæp, som
river Sår i Hånden på den, der støtter sig til den! Thi således
går det alle dem, der sætter deres Lid til Farao, Ægyptens
Konge.
22. Men vil I sige til mig: Det er HERREN vor Gud, vi sætter vor Lid
til! er det så ikke ham, hvis Offerhøje og Altre Ezekias
skaffede bort, da han sagde til Juda og Jerusalem: Foran dette
Alter, i Jerusalem skal I tilbede!
23. Og nu, indgå et Væddemål med min Herre, Assyrerkongen: Jeg giver
dig to Gange tusind Heste, hvis du kan stille Ryttere til dem!
24. Hvorledes vil du afslå et Angreb af en eneste Statholder, en af
min Herres ringeste Tjenere? Og du sætter din Lid til Ægypten,
til Vogne og Heste?
25. Mon det desuden er uden HERRENs Vilje, at jeg er draget op mod
dette Sted for at ødelægge det? Det var HERREN selv, der sagde
til mig: Drag op mod dette Land og ødelæg det!"

26. Men Eljakim, Hilkijas Søn, Sjebna og Joa sagde til Rabsjake:
"Tal dog Aramaisk til dine Trælle, det forstår vi godt; tal ikke
Judæisk til os, medens Folkene på Muren hører på det!"
27. Men Habsjake svarede dem: "Er det til din Herre og dig, min
Herre har sendt mig med disse Ord? Er det ikke til de Mænd, der
sidder på Muren hos eder og æder deres eget Skarn og drikker
deres eget Vand!"
28. Og Rabsjake trådte hen og råbte med høj Røst på Judæisk: "Hør
Storkongens, Assyrerkongens, Ord!
29. Således siger Kongen: Lad ikke Ezekias vildlede eder, thi han er
ikke i Stand til at frelse eder af min Hånd!
30. Og lad ikke Ezekias forlede eder til at sætte eders Lid til
HERREN, når han siger: HERREN skal sikkert frelse os, og denne
By skal ikke overgives i Assyrerkongens Hånd!
31. Hør ikke på Ezekias; thi således - siger Assyrerkongen: Vil I
slutte Fred med mig og overgive eder til mig, så skal enhver af
eder spise af sin Vinstok og sit Figentræ og drikke af sin
Brønd,
32. indtil jeg kommer og tager eder med til et Land, der ligner
eders, et Land med Korn og Most, et Land med Brød og Vingårde,
et Land med Oliventræer og Honning; så skal I leve og ikke
dø. Hør derfor ikke på Ezekias, når han vil forføre eder og
siger: HERREN vil frelse os!
33. Mon nogen af Folkeslagenes Guder har kunnet frelse sit Land af
Assyrerkongens Hånd?
34. Hvor er Hamats og Arpads Guder, hvor er Sefarvajims, Henas og
Ivvas Guder? Hvor er Landet Samarias Guder? Mon de frelste
Samaria af min Hånd?
35. Hvor er der blandt alle Landes Guder nogen, der har frelst sit
Land af min Hånd? Mon da HERREN skulde kunne frelse Jerusalem?"
36. Men de tav og svarede ham ikke et Ord, thi Kongens Bud lød på,
at de ikke måtte svare ham.

Anden Kongebog 19
37. Derpå gik Paladsøversten Eljakim, Hilkijas Søn, Statsskriveren
Sjebna og Kansleren Joa, Asafs Søn, med sønderrevne Klæder til
Ezekias og meddelte ham, hvad Rabsjake havde sagt.

1. Da Kong Ezekias hørte det, sønderrev han sine Klæder, hyllede
sig i Sæk og gik ind i HERRENs Hus.
2. Og han sendte Paladsøversten Eljakim og Statsskriveren Sjebna og
Præsternes Ældste, hyllet i Sæk, til Profeten Esajas, Amoz's
Søn,
3. for at sig til ham: "Ezekias lader sige: En Nødens, Tugtelsens
og Forsmædelsens Dag er denne dag, thi Barnet er ved at fødes,
men der er ikke Kraft til at bringe det til Verden!
4. Dog vil HERREN din Gud måske høre alt, hvad Rabsjake har sagt,
han, som er sendt af sin Herre, Assyrerkongen, for at håne den
levende Gud, og måske vil han straffe ham for de Ord, som HERREN
din Gud har hørt - gå derfor i Forbøn for den Rest, der endnu er
tilbage!"
5. Da Kong Ezekias's Folk kom til Esajas,
6. sagde han til dem: "Således skal I svare eders Herre: Så siger
HERREN: Frygt ikke for de Ord, du har hørt, som Assyrerkongens
Trælle har hånet mig med!
7. Se, jeg vil indgive ham en Ånd, og han skal få en Tidende at
høre, så han vender tilbage til sit Land, og i hans eget Land
vil jeg fælde ham med Sværdet!"

8. Rabsjake vendte så tilbage og traf Assyrerkongen i Færd med at
belejre Libna; thi han havde hørt, at Kongen var brudt op fra
Lakisj.

9. Så fik han Underretning om, at Kong Tirhaka af Ætiopien var
rykket ud for at angribe ham, og han sendte atter Sendebud til
Ezekias og sagde:
10. "Således skal I sige til Kong Ezekias af Juda: Lad ikke din Gud,
som du slår din Lid til, vildlede dig med at sige, at Jerusalem
ikke skal gives i Assyrerkongens Hånd!
11. Du har jo dog hørt, hvad Assyrerkongerne har gjort ved alle
Lande, hvorledes de har lagt Band på dem - og du skulde kunne
undslippe!
12. De Folk, mine Fædre tilintetgjorde, Gozan, Haran, Rezef og
Folkene fra Eden i Telassar, har deres Guder kunnet frelse dem?
13. Hvor er Kongen af Hamat, Kongen af Arpad eller Kongen af La'ir,
Sefarvajim, Hena og Ivva?"

14. Da Ezekias havde modtaget Brevet af Sendebudenes Hånd og læst
det, gik han op i HERRENs Hus og bredte det ud for HERRENs Åsyn.
15. Derpå bad Ezekias den Bøn for HERRENs Åsyn: "HERRE, Israels Gud,
du, som troner over heruberne, du alene er Gud over alle Jordens
Riger; du har gjort Himmelen og Jorden!
16. Bøj nu dit Øre, HERRE, og lyt, åbn dine Øjne, HERRE, og se! Læg
Mærke til de Ord, Sankerib har sendt hid for at spotte den
levende Gud!
17. Det er sandt, HERRE, at Assyrerkongerne har tilintetgjort de
Folk og deres Lande
18. og kastet deres Guder i Ilden; men de er ikke Guder, kun
Menneskehænders Værk af Træ eller Sten, derfor kunde de ødelægge
dem.
19. Men frels os nu, HERRE vor Gud, af hans Hånd, så alle Jordens
Riger kan kende, at du, HERRE, alene er Gud!"

20. Så sendte Esajas, Amoz's Søn, Bud til Ezekias og lod sige: "Så
siger HERREN, Israels Gud: Din Bøn angående Assyrerkongen
Sankerib har jeg hørt!"
21. Således lyder det Ord, HERREN talede imod ham: Hun håner, hun
spotter dig, Jomfruen, Zions Datter, Jerusalems Datter ryster på
Hovedet ad dig!
22. Hvem har du hånet og smædet, mod hvem har du løftet din Røst?
Mod Israels Hellige løfted i Hovmod du Blikket!
23. Ved dine Sendebud håned du HERREN og sagde: "Med mine talløse
Vogne besteg jeg Bjergenes Højder, Libanons afsides Egne; jeg
fælded dets Cedres Højskov, dets ædle Cypresser, trængte frem
til dets øverste Raststed, dets Havers Skove.
24. Fremmed Vand grov jeg ud, og jeg drak det, tørskoet skred jeg
over Ægyptens Strømme!"
25. Har du ej hørt det? For længst kom det op i min Tanke, jeg lagde
det fordum til Rette, nu lod jeg det ske, og du gjorde murstærke
Byer til øde Stenhobe,
26. mens Folkene grebes i Afmagt af Skræk og Skam, blev som Græsset
på Marken, det spirende Grønne, som Græs på Tage, som Mark for
Østenvinden. Jeg ser, når du rejser
27. og sætter dig, ved, når du går og kommer.
28. Fordi du raser imod mig, din Trods er mig kommet for Øre, lægger
jeg Ring i din Næse og Bidsel i Munden og fører dig bort ad
Vejen, du kom!

29. Og dette skal være dig Tegnet: I År skal man spise, hvad der
såed sig selv, og Året derpå, hvad der skyder af Rode, tredje År
skal man så oghøste, plante Vin og nyde dens Frugt.

30. Den bjærgede Rest af Judas Hus slår atter Rødder forneden og
bærer sin Frugt foroven; thi fra Jerusalem udgår en Rest, en
Levning fra Zions Bjerg.
31. HERRENs Nidkærhed virker dette.

32. Derfor, så siger HERREN om Assyrerkongen: I Byen her skal han ej
komme ind, ej sende en Pil herind, ej nærme sig den med Skjolde
eller opkaste Vold imod dem;
33. ad Vejen, han kom, skal han gå igen, i Byen her skal han ej
komme ind så lyder det fra HERREN.
34. Jeg værner og frelser denne By for min og min Tjener Davids
Skyld!

35. Samme Nat gik HERRENs Engel ud og ihjelslog i Assyrernes Lejr
185000 Mand; og se, næste Morgen tidlig lå de alle døde.
36. Da brød Assyrerkongen Sankerib op, vendte hjem og blev siden i
Nineve.
37. Men da han engang tilbad i sin Gud Nisroks Hus, slog Adrammelek
og Sarezer ham ihjel med deres Sværd, hvorefter de flygtede til
Ararats Land; og hans Søn Asarhaddon blev Konge i hans Sted.

Anden Kongebog 20

1. Ved den Tid blev Ezekias dødssyg. Da kom Profeten Esajas, Amoz's
Søn, til ham og sagde: "Så siger HERREN: Beskik dit Hus, thi du
skal dø og ikke leve!"
2. Da vendte han Ansigtet om mod Væggen og bad således til HERREN:
3. "Ak, HERRE, kom dog i Hu, hvorledes jeg har vandret for dit Åsyn
i Oprigtighed og med helt Hjerte og gjort, hvad der er godt i
dine Øjne!" Og Ezekias græd højt.
4. Men Esajas var endnu ikke ude af den mellemste Forgård, før
HERRENs Ord kom til ham således:
5. "Vend tilbage og sig til Ezekias, mit Folks Fyrste: Så siger
HERREN, din Fader Davids Gud: Jeg har hørt din Bøn, jeg har set
dine Tårer! Se, jeg vil helbrede dig; i Overmorgen kan du gå op
i HERRENs Hus;
6. og jeg vil lægge femten År til dit Liv og udfri dig og denne By
af Assyrerkongens Hånd og værne om denne By for min og min
Tjener Davids Skyld!"
7. Derpå sagde Esajas: "Kom med et Figenplaster!" Og da de kom med
Plasteret og lagde det på det syge Sted, blev han rask.
8. Men Ezekias sagde til Esajas: "Hvad er Tegnet på, at HERREN vil
helbrede mig, så jeg i Overmorgen kan gå op i HERRENs Hus?"
9. Da svarede Esajas: "Dette skal være dig Tegnet fra HERREN på, at
HERREN vil udføre, hvad han har sagt: Skal Skyggen gå ti Streger
frem eller ti Streger tilbage?"
10. Ezekias sagde: "Skyggen kan let strække sig ti Streger frem nej,
lad den gå ti Streger tilbage!"
11. Da råbte Profeten Esajas til HERREN; og han lod Skyggen på
Akaz's Solur gå ti Streger tilbage.

12. Ved den Tid sendte Bal'adans Søn, Kong Merodak-Bal'adan af
Babel, Brev og Gave til Ezekias, da han hørte, at Ezekias havde
været syg.
13. Og Ezekias glædede sig over deres Komme og viste dem hele Huset,
hvor han havde sine Skatte, Sølvet og Guldet, Røgelsestofferne,
den fine Olie, hele sit Våbenoplag og alt, hvad der var i hans
Skatkamre; der var ikke den Ting i hans Hus og hele hans Rige,
som Ezekias ikke viste dem.
14. Da kom Profeten Esajas til Kong Ezekias og sagde til ham: "Hvad
sagde disse Mænd, og hvorfra kom de til dig?" Ezekias svarede:
"De kom fra et fjernt Land, fra Babel!"
15. Da spurgte han: "Hvad fik de at se i dit Hus?" Ezekias svarede:
"Alf, hvad der er i mit Hus, så de; der er ikke den Ting i mine
Skatkamre, jeg ikke viste dem!"
16. Da sagde Esajas til Ezekias: "Hør HERRENs Ord!
17. Se, Dage skal komme, da alt, hvad der er i dit Hus, og hvad dine
Fædre har samlet indtil denne Dag, skal bringes til Babel og
intet lades tilbage, siger HERREN!
18. Og af dine Sønner, der nedstammer fra dig, og som du avler, skal
nogle tages og gøres til Hofmænd i Babels Konges Palads!"
19. Men Ezekias sagde til Esajas: "Det Ord fra HERREN, du har
kundgjort, er godt!" Thi han tænkte: "Så bliver der da Fred og
Tryghed, så længe jeg lever!"

20. Hvad der ellers er at fortælle om Ezekias og hans
Heltegerninger, og hvorledes han anlagde Vanddammen og
Vandledningen og ledede Vandet ind i Byen, står jo optegnet i
Judas Kongers Krønike.
21. Så lagde Ezekias sig til Hvile hos sine Fædre; og hans Søn
Manasse blev Konge i hans Sted.

Anden Kongebog 21

1. Manasse var tolv År gammel, da han blev Konge, og han herskede
fem og halvtredsindstyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Hefziba.
2. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og efterlignede de
Folkeslags Vederstyggeligheder, som HERREN havde drevet bort
foran Israeliterne.
3. Han byggede atter de Offerhøje, som hans Fader Ezekias havde
ødelagt, rejste Altre for Ba'al, lavede en Asjerastøtte, ligesom
Kong Akab af Israel havde gjort, og tilbad og dyrkede hele
Himmelens Hær.
4. Og han byggede Altre i HERRENs Hus, om hvilket HERREN havde
sagt: "I Jerusalem vil jeg stedfæste mit Navn."
5. Og han byggede Altre for hele Himmelens Hær i begge HERRENs
Hus's Forgårde.
6. Han lod sin Søn gå igennem Ilden, drev Trolddom og tog Varsler
og ansatte Dødemanere og Sandsigere; han gjorde meget, som var
ondt i HERRENs Øjne, og krænkede ham.
7. Den Asjerastøtte, han lod lave, opstillede han i det Hus, om
bvilket HERREN havde sagt til David og hans Søn Salomo: "I dette
Hus og i Jerusalem, som jeg har udvalgt af alle Israels Stammer,
vil jeg stedfæste mit Navn til evig Tid;
8. og jeg vil ikke mere lade Israel vandre bort fra det Land, jeg
gav deres Fædre, dog kun på det Vilkår, at de omhyggeligt
overholder alt, hvad jeg har pålagt dem, hele den Lov, min
Tjener Moses gav dem."
9. Men de vilde ikke høre, og Manasse forførte dem til at handle
værre end de Folkeslag, HERREN havde udryddet foran
Israeliterne.

10. Da talede HERREN ved sine Tjenere Profeterne således:
11. "Efterdi Kong Manasse af Juda har øvet disse
Vederstyggeligheder, ja øvet Ting, som er værre end alt, hvad
Amoriterne, der var før ham. øvede, og tillige ved sine
Afgudsbilleder har forledt Juda til Synd,
12. derfor, så siger HERREN, Israels Gud: Se, jeg bringer Ulykke
over Jerusalem og Juda, så det skal ringe for Ørene på enhver,
der hører derom!
13. Jeg vil trække samme Målesnor over Jerusalem som over Samaria og
bruge samme Lod som ved Akabs Hus; jeg vil afviske Jerusalem,
som man afvisker et Fad og vender det om;
14. jeg forstøder, hvad der er tilbage af min Ejendom, oggiver dem i
deres Fjenders Hånd, og de skal blive til Rov og Bytte for alle
deres Fjender,
15. fordi de gjorde, hvad der var ondt i mine Øjne, og krænkede mig,
lige fra den Dag deres Fædre drog ud af Ægypten og indtil i
Dag!"

16. Desuden udgød Manasse uskyldigt Blod i store Måder, så han
fyldte Jerusalem dermed til Randen, for ikke at tale om den
Synd; han begik ved at forlede Juda til Synd, så de gjorde, hvad
der var ondt i HERRENs Øjne.

17. Hvad der ellers er at fortælle om Manasse, alt, hvad han
udførte, og den Synd, han begik, står jo optegnet i Judas
Kongers Krønike.
18. Så lagde Manasse sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i
Haven ved sit Hus, i Uzzas Have; og hans Søn Amon blev Konge i
hans Sted.

19. Amon var to og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
herskede to År i Jerusalem. Hans Moder hed Mesjullemet og var en
Datter af Haruz fra Jotba.
20. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne,,ligesom hans Fader
Manasse;
21. han vandrede nøje i sin Faders Spor og dyrkede Afgudsbillederne,
som hans Fader havde dyrket, og tilbad dem;
22. han forlod HERREN, sine Fædres Gud, og vandrede ikke på HERRENs
Vej.
23. Amons Folk sammensvor sig imod ham og dræbte Kongen i hans
24. men Folket fra Landet dræbte alle dem, der havde sammensvoret
sig imod Kong Amon, og gjorde hans Søn Josias til Konge i hans
Sted.

25. Hvad der ellers er at fortælle om Amon, og hvad han udførte,
står jo optegnet i Judas Kongers Krønike.
26. Man jordede ham i hans Faders Grav i Uzzas Have; og hans Søn
Josias blev Konge i hans Sted.

Anden Kongebog 22

1. Josias var otte År gammel, da han blev Konge, og han herskede
een og tredive År i Jerusalem. Hans Moder hed Jedida og var en
Datter af Adaja fra Bozkat.
2. Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, og vandrede nøje i
sin Fader Davids Spor uden at vige til højre eller venstre.

3. I Kong Josias's attende Regeringsår sendte Kongen Statsskriveren
Sjafan, en Søn af Mesjullams Søn Azalja, til HERRENs Hus og
sagde:
4. "Gå op til Ypperstepræsten Hilkija og lad ham tage de Penge
frem, der er indkommet i HERRENs Hus, og som Dørvogterne har
samlet ind hos Folket,
5. for af man kan give Pengene til dem, der står for Arbejdet, dem,
der har Tilsyn med HERRENs Hus; de skal så give dem til
Arbejderne i HERRENs Hus til Istandsættelse af de brøstfældige
Steder på Templet,
6. til Tømrerne, Bygningsmændene og Murerne, og til Indkøb af Træ
og tilhugne Sten til Templets Istandsættelse.
7. Bog skal der ikke holdes Regnskab med dem over de Penge, der
overlades dem, men de skal handle på Tro og Love."

8. Da sagde Ypperstepræsten Hilkija til Statsskriveren Sjafan: "Jeg
har fundet Lovbogen i HERRENS Hus!" Og Hilkija gav Sjafan Bogen,
og han læste den.
9. Derpå begav Statsskriveren Sjafan sig til Kongen og aflagde
Beretning for ham og sagde: "Dine Trælle har taget de Penge
frem, der fandtes i Templet, og givet dem til dem, der står for
Arbejdet, dem, der har Tilsyn med HERRENs Hus."
10. Derpå gav Statsskriveren Sjafan Kongen den Meddelelse: "Præsten
Hilkija gav mig en Bog!" Og Sjafan læste den for Kongen.
11. Men da Kongen hørte, hvad der stod i Lovbogen, sønderrev han
sine Klæder;
12. og Kongen bød Præsten Hilkija, Ahikam, Sjafans Søn, Akbor, Mikas
Søn, Statsskriveren Sjafan og Kongens Tjener Asaja:
13. "Gå hen og rådspørg på mine og Folkets og hele Judas Vegne
HERREN om Indholdet af denne Bog, der er fundet; thi stor er
Vreden, der er blusset op hos HERREN imod os, fordi vore Fædre
ikke har adlydt Ordene i denne Bog og ikke har handlet nøje
efter, hvad der står skrevet deri."

14. Præsten Hilkija, Ahikam, Akbor, Sjafan og Asaja gik da hen og
talte med Profetinden Hulda, som var gift med Sjallum,
Opsynsmanden over Tøjet, en Søn af Harhas's Søn Tikva, og som
boede i Jerusalem i den nye Bydel.
15. Hun sagde til dem: "Så siger HERREN, Israels Gud: Sig til den
Mand, der sendte eder til mig:
16. Så siger HERREN: Se, jeg vil bringe Ulykke over dette Sted og
dets Indbyggere, alt, hvad der står i den Bog, Judas Konge har
læst,
17. til Straf for at de har forladt mig og tændt Offerild for andre
Guder, så at de krænkede mig med alt deres Hænders Værk, og min
Vrede vil blusse op mod dette Sted uden at slukkes!
18. Men til Judas Konge, der sendte eder for at rådspørge HERREN,
skal I sige således: Så siger HERREN, Israels Gud: De Ord, du
har hørt, står fast;
19. men efterdi dit Hjerte bøjede sig og du ydmygede dig for HERREN,
da du hørte, hvad jeg har talet mod dette Sted og dets
Indbyggere, at de skal blive til Rædsel og Forbandelse, og
efterdi du sønderrev dine Klæder og græd for mit Åsyn, så har
også jeg hørt dig, lyder det fra HERREN!
20. Og jeg vil lade dig samles til dine Fædre, og du skal samles til
dem i Fred i din Grav, uden at dine Øjne får al den Ulykke at
se, som jeg vil bringe over defte Sted." Det Svar bragte de
Kongen.

Anden Kongebog 23

1. Da sendte Kongen Bud og lod alle Judas og Jerusalems Ældste
kalde sammen hos sig.
2. Derpå gik Kongen op i HERRENs Hus, fulgt af alle Judas Mænd og
alle Jerusalems Indbyggere, Præsterne, Profeterne og hele
Folket, små og store, og han forelæste dem alt, hvad der stod i
Pagtsbogen, som var fundet i HERRENs Hus.
3. Så tog Kongen Plads ved Søjlen og sluttede Pagt for HERRENs Åsyn
om, at de skulde holde sig til HERREN og holde hans Bud,
Vidnesbyrd og Anordninger af hele deres Hjerte og hele deres
Sjæl, for at han kunde opfylde denne Pagts Ord, således som de
var skrevet i denne Bog. Og alt Folket indgik Pagten.

4. Derpå bød Kongen Ypperstepræsten Hilkija og Andenpræsten og
Dørvogterne at bringe alle de Ting, der var lavet til Ba'al,
Asjera og hele Himmelens Hær, ud af HERRENs Helligdom, og han
lod dem opbrænde uden for Jerusalem på Markerne ved Hedron, og
Asken lod han bringe til Betel.
5. Og han afsatte Afgudspræsterne, som Judas Konger havde indsat,
og som havde tændt Offerild på Højene i Judas Byer og Jerusalems
Omegn, ligeledes dem, som havde tændt Offerild for Ba'al og for
Solen, Månen, Stjernebillederne og hele Himmelens Hær.
6. Og han lod Asjerastøtten bringe fra HERRENs Hus uden for
Jerusalem til Kedrons Dal og opbrænde der, og han lod den knuse
til Støv og Støvet kaste hen, hvor Småfolk havde deres Grave.
7. Han lod Mandsskøgernes Kamre i HERRENs Hus rive ned, dem i
hvilke Kvinderne vævede Kjortler til Asjera.
8. Han lod alle Præsterne hente fra Judas Byer og vanhelligede
Offer: højene, hvor Præsterne havde tændt offerild, fra Geba til
Be'er-sjeba. Og han lod Portofferhøjen rive ned, som var ved
Indgangen til Byøversten Jehosjuas Port til venstre, når man går
ind ad Byporten.
9. Dog fik Præsterne ved Højene ikke Adgang til HERRENs Alter i
Jerusalem, men de måtte spise usyret Brød blandt deres Brødre.
10. Han vanhelligede Ildstedet i Hinnoms Søns Dal, så at ingen mere
kunde lade sin Søn eller Datter gå igennem Ilden for Molok.
11. Han fjernede de Heste, Judas Konger havde opstillet for Solen
ved Indgangen til HERRENs Hus hen imod Hofmanden Netan Me'leks
Kammer i Parvarim, og Solens Vogne lod han opbrænde.
12. Altrene, som Judas Konger havde rejst på Taget (Akaz's
Tagbygning), og Altrene, som Manasse havde rejst i begge
Forgårdene til HERRENs Hus, lod Kongen nebdryde og knuse på
Stedet, og Støvet lod han kaste, hen i Kedrons Dal.
13. Og Offerhøjene østen for Jerusalem på Sydsiden af Fordærvelsens
Bjerg, som Kong Salomo af Israel havde bygget for Astarte;
Zidoniernes væmmelige Gud, Kemosj, Moabiternes væmmelige Gud, og
Milkom, Ammoniternes vederstyggelige Gud, vanhelligede Kongen.
14. Han lod Stenstøtterne nedbryde og Asjerastøtterne omhugge og
Pladsen fylde med Menneskeknogler.

15. Også Alteret i Betel, den Offerhøj, som Jeroboam, Nebats Søn
havde rejst han der forledte Israel til Synd, også det Alter
tillige med Offerhøjen lod han nedbryde; Stenene lod han nedrive
og knuse til Støv, og Asjerastøtten lod han opbrænde.
16. Da Josias vendte sig om og fik Øje på Gravene på Bjerget, sendte
han Folk hen og lod dem tage Benene ud af Gravene og opbrænde
dem på Alteret for, at vanhellige det efter HERRENs Ord, som den
Guds Mand udråbte, da han kundgjorde disse Ting,
17. Så sagde han: "Hvad er det for et Gravmæle, jeg ser der?" Byens
Folk svarede ham: "Det er den Guds Mands Grav, der kom fra Juda
og kundgjorde det, du nu har gjort med Alteret i Betel."
18. Da sagde han: "Lad ham ligge i Ro, ingen må flytte hans Ben!" Så
lod de både hans og Profeten fra Samarias Ben fred.