Det Gamle Testamente af 1931:

D >> Det Danske Bibelselskab 1931. >> Det Gamle Testamente af 1931:

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39 | 40 | 41 | 42 | 43 | 44 | 45 | 46 | 47 | 48 | 49 | 50 | 51 | 52 | 53 | 54 | 55 | 56 | 57 | 58 | 59 | 60 | 61 | 62 | 63 | 64 | 65 | 66 | 67 | 68 | 69 | 70 | 71 | 72 | 73 | 74 | 75 | 76 | 77 | 78 | 79 | 80 | 81 | 82 | 83 | 84 | 85 | 86 | 87 | 88 | 89 | 90 | 91 | 92 | 93 | 94 | 95 | 96 | 97 | 98 | 99 | 100 | 101 | 102 | 103 | 104 | 105 | 106 | 107 | 108 | 109 | 110 | 111 | 112 | 113 | 114 | 115 | 116 | 117 | 118

Anden Krønikebog 28

1. Akaza var tyve År gammel da han blev Konge, og han herskede
seksten År i Jerusalem. Han gjorde ikke, hvad der var ret i
HERRENs Øjne, som hans Fader David,
2. men vandrede i Israels Kongers Spor Ja, han lod lave støbte
Billeder til Ba'alerne;
3. han tændte selv Offerild i Hinnoms Søns Dal og lod sine Sønner
gå igennem Ilden efter de Folks vederstyggelige Skik, som HERREN
havde drevet bort foran Israeliterne.
4. Han ofrede og tændte Offerild på Offerhøjene og de høje Steder
og under alle grønne Træer.

5. Derfor gav HERREN hans Gud ham i Arams Konges Hånd, og de slog
ham og tog mange af hans Folk til Fange og førte dem til
Darmaskus. Ligeledes blev han givet i Israels Konges Hånd, og
denne tilføjede ham et stort Nederlag.
6. Peka, Remaljas Søn, dræbte i Juda 120.000 Mennesker på een Dag,
lutter dygtige Krigsfolk, fordi de havde forladt HERREN, deres
Fædres Gud.
7. Den efraimitiske Helt Zikri dræbte Kongesønnen Ma'aseja,
Paladsøversten Azrikam og Elkana, den ypperste næst Kongen.
8. Israeliterne bortførte fra deres Brødre 200.000 Hustruer, Sønner
og Døtre som Fanger og fratog dem et stort Bytte, som de førte
til Samaria.

9. Her boede en HERRENs Profet ved Navn Oded; han gik Hæren i Møde,
da den kom til Samaria, og sagde til dem: "Fordi HERREN, eders
Fædres Gud, var vred på Juda, gav han dem i eders Hånd; men I
har anrettet et Blodbad iblandt dem med et Raseri, der når til
Himmelen!
10. Og nu tænker I på at få Magten over Folkene fra Juda og
Jerusalem og gøre dem til eders Trælle og Trælkvinder! Har l da
ikke også selv nok på Samvittigheden over for HERREN eders Gud!
11. Lyd derfor mig og send de Fanger tilbage, som I har gjort blandt
eders Brødre, thi HERRENs glødende Vrede er over eder!"

12. Da trådte nogle af Efraimiternes Overhoveder, Azarja, Johanans
Søn, Berekja, Mesjillemots Søn, Hizkija, Sjallums Søn, og Amasa,
Hadlajs Søn, frem for de hjemvendte Krigere
13. og sagde til dem: "I må ikke bringe Fangerne herhen! Thi I har i
Sinde at øge vote Synder og vor Skyld ud over den Skyld, vi har
over for HERREN; thi stor er vor Skyld, og glødende Vrede er
over Israel!"
14. Da gav de væbnede Slip på Fangerne og Byttet i Øversternes og
hele Forsamlingens Påsyn;
15. og de ovenfor nævnte Mænd stod op og tog sig af Fangerne, gav
alle de nøgne iblandt dem Klæder af Byttet, forsynede dem med
Klæder og Sko, gav dem Mad og Drikke, salvede dem, lod dem, der
ikke kunde gå, ride på Æsler og bragte dem til Jeriko,
Palmestaden, hen i Nærheden af deres Brødre; derpå vendte de
tilbage til Samaria.

16. På den Tid sendte Kong Akaz Assyrerkongen Bud om Hjælp.
17. Tilmed trængte Edomiterne ind og slog Judæerne og slæbte
Krigsfanger bort.
18. Og Filisterne faldt ind i Lavlandets Byer og den judæiske Del af
Sydlandet og indtog Bet-Sjemesj, Ajjalon, Gederot, Soko med
Småbyer, Timna med Småbyer og Gimzo med Småbyer og bosatte sig
der.
19. Thi HERREN ydmygede Juda for Kong Akaz af Judas Skyld, fordi han
havde ladet Tøjlesløshed opkomme i Juda og været troløs mod
HERREN.
20. Men Assyrerkongen Tillegat-Pilneser drog imod ham og bragte ham
i Nød i Stedet for at hjælpe ham;
21. thi Akaz plyndrede HERRENs Hus, og Kongens Palads og Øversternes
Palads og gav det til Assyrerkongen, men det hjalp ham intet.

22. Og selv da Assyrerkongen bragte ham i Nød, var Kong Akaz på ny
troløs mod HERREN;
23. han ofrede til Darmaskus's Guder, som havde slået ham, idet han
sagde: "Aramæerkongernes Guder har jo hjulpet dem; til dem vil
jeg ofre, at de også må hjælpe mig!" Men de blev ham og hele
Israel til Fald.
24. Også samlede Akaz Karrene i Guds Hus og slog dem i Stykker; og
han lukkede HERRENs Hus's Porte og lavede sig Altre ved hvert et
Hjørne i Jerusalem;
25. og i hver eneste By i Juda indrettede han Offerhøje for at tænde
Offerild for fremmede Guder; således krænkede han HERREN, sine
Fædres Gud.

26. Hvad der ellers er at fortælle om ham og hele hans Færd fra
først til sidst, står jo optegnet i Bogen om Judas og Israels
Konger.
27. Så lagde Akaz sig til Hvile bos sine Fædre, og man jordede ham i
Jerusalem, inde i Byen, thi man vilde ikke jorde ham i Israels
Kongegrave; og hans Søn Ezekias blev Konge i hans Sted.

Anden Krønikebog 29

1. Ezekias var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
herskede ni og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Abija og var
en Datter af Zekarja.
2. Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, ganske som hans
Fader David.

3. I sit første Regeringsårs første Måned lod han HERRENs Hus's
Porte åbne og sætte i Stand.
4. Derpå lod han Præsterne og Leviterne komme, samlede dem på den
åbne Plads mod Øst
5. og sagde til dem: "Hør mig, Leviter! Helliger nu eder selv og
helliger HERRENs, eders Fædres Guds, Hus og få det urene ud af
Helligdommen.
6. Thi vore Fædre var troløse og gjorde, hvad der var ondt i HERREN
vor Guds Øjne, de forlod ham, idet de vendte Ansigtet bort fra
HERRENs Bolig og vendte den Ryggen;
7. de lukkede endog Forhallens Porte, slukkede Lamperne, brændte
ikke Røgelse og bragte ikke Israels Gud Brændofre i
Helligdommen.
8. Derfor kom HERRENs Vrede over Juda og Jerusalem, og han gjorde
dem til Rædsel, Forfærdelse og Skændsel, som I kan se med egne
Øjne.
9. Se, vore Fædre er faldet for Sværdet, vore Sønner, Døtre og
Hustruer ført i Fangenskab for den Sags Skyld.
10. Men nu har jeg i Sinde at slutte en Pagt med HERREN, Israels
Gud, for at hans glødende Vrede må vende sig fra os.
11. Så lad det nu, mine Sønner, ikke skorte på Iver, thi eder har
HERREN udvalgt til at stå for hans Åsyn og tjene ham og til at
være hans Tjenere og tænde Offerild for ham!"

12. Da rejste følgende Leviter sig: Mahat, Amasajs Søn, og Joel,
Azarjas Søn, af Kehatiternes Sønner; af Merariterne Kisj, Abdis
Søn, og Azarja, Jehallel'els Søn; af Gersoniterne Joa, Zimmas
Søn, og Eden, Joas Søn;
13. af Elizafans Sønner Sjimri og Je'uel; af Asafs Sønner Zekarja og
Mattanja;
14. af Hemans Sønner Jehiel og Sjim'i; og af Jedutuns Sønner Sjemaja
og Uzziel;
15. og de samlede deres Brødre, og de helligede sig og skred så
efter Kongens Befaling til at rense HERRENs Hus i Henhold til
HERRENs Forskrifter.
16. Og Præsterne gik ind i det indre af HERRENS Hus for at rense
det, og alt det urene, de fandt i HERRENs Tempel, bragte de ud i
HERRENs Hus's Forgård, hvor Leviterne tog imod det for at bringe
det ud i Kedrons Dal.
17. På den første Dag i den første Måned begyndte de at hellige, og
på den ottende Dag i Måneden var de kommet til HERRENs Forhal;
så helligede de HERRENs Hus i otte Dage, og på den sekstende Dag
i den første Måned var de færdige.
18. Derpå gik de ind til Kong Ezekias og sagde: "Vi har nu renset
hele HERRENs Hus, Brændofferalteret med alt, hvad der hører
dertil, og Skuebrødsbordet med alt, hvad der hører dertil;
19. og alle de Kar, som Kong Akaz i sin Troløshed vanhelligede, da
han var Konge, dem har vi bragt på Plads og helliget; se, de
står nu foran HERRENs Alter!"

20. Næste Morgen tidlig samlede Kong Ezekias Byens Øverster og gik
op til HERRENs Hus.
21. Derpå bragte man syv Tyre, syv Vædre, syv Lam og syv Gedebukke
til Syndoffer for Riget, Helligdommen og Juda; og han bød Arons
Sønner Præsterne ofre dem på HERRENs Alter.
22. De slagtede så Tyrene, og Præsterne tog imod Blodet og sprængte
det på Alteret; så slagtede de Vædrene og sprængte Blodet på
Alteret; så slagtede de Lammene og sprængte Blodet på Alteret;
23. endelig bragte de Syndofferbukkene frem for Kongen og
Forsamlingen, og de lagde Hænderne på dem;
24. så slagtede Præsterne dem og bragte Blodet på Alteret som
Syndoffer for at skaffe hele Israel Soning; thi Kongen havde
sagt, at Brændofferet og Syndofferet skulde være for hele
Israel.

25. Og han opstillede Leviterne ved HERRENs Hus med Cymbler, Harper
og Citre efter Davids, Kongens Seer Gads og Profeten Natans Bud,
thi Budet var givet af HERREN gennem hans Profeter.
26. Og Leviterne stod med Davids Instrumenter og Præsterne med
Trompeterne.
27. Derpå bød Ezekias, at Brændofferet skulde ofres på Alteret, og
samtidig med Ofringen begyndte også HERRENs Sang og Trompeterne,
ledsaget af Kong David af Israels Instrumenter.
28. Da kastede hele Forsamlingen sig til Jorden, medens Sangen lød
og Trompeterne klang, og alt dette varede, til man var færdig
med Brændofferet.
29. Så snart man var færdig med Brændofferet, knælede Kongen og
alle, der var hos ham, ned og tilbad.
30. Derpå bød Kong Ezekias og Øversterne Leviterne at lovsynge
HERREN med Davids og Seeren Asafs Ord; og de sang Lovsangen med
Jubel og bøjede sig og tilbad.

31. Ezekias tog da til Orde og sagde: "I har nu indviet eder til
HERREN; så træd da frem og bring Slagtofre og Lovprisningsofre
til HERRENs Hus!" Så bragte Forsamlingen Slagtofre og
Lovprisningsofre, og enhver, hvis Hje1te tilskyndede ham dertil,
bragte Brændofre.
32. De Brændofre, Forsamlingen bragte, udgjorde 70 Stykker Hornkvæg,
100 Vædre og 200 Lam, alt som Brændofre til HERREN;
33. og Helligofrene udgjorde 600 Stykker Hornkvæg og 3000 Stykker
Småkvæg.
34. Dog var Præsterne for få til at flå Huden af alle Brændofrene,
derfor hjalp deres Brødre Leviterne dem, indtil Arbejdet var
fuldført og Præsterne havde helliget sig; thi Leviterne viste
redeligere Vilje til at hellige sig end Præsterne.
35. Desuden var der en Mængde Brændofre, hvortil kom Fedtstykkerne
af Takofrene og Drikofrene til Brændofrene. Således bragtes
Tjenesten i HERRENs Hus i Orden.
36. Og Ezekias og alt Folket glædede sig over, hvad Gud havde beredt
Folkel, thi det hele var sket så hurtigt.

Anden Krønikebog 30

1. Derpå sendte Ezekias Bud til hele Israel og Juda og skrev
desuden Breve til Efraim og Manasse om at komme til HERRENs Hus
i Jerusalem for at fejre Påsken for HERREN, Israels Gud.
2. Og Kongen, hans Øverster og hele Forsamlingen i Jerusalem
rådslog om at fejre Påsken i den anden Måned;
3. thi de kunde ikke fejre den med det samme, da Præsterne ikke
havde helliget sig i tilstrækkeligt Tal, og Folket ikke var
samlet i Jerusalem.
4. Kongen og hele Forsamlingen fandt det rigtigt;
5. derfor vedtog de at lade et Opråb udgå i hele Israel fra
Be'ersjeba til Dan om at komme og fejre Påsken i Jerusalem for
HERREN, Israels Gud, thi man havde ikke fejret den så
fuldtalligt som foreskrevet.

6. Så gik Ilbudene ud i hele Israel og Juda med Breve fra Kongens
og hans Øversters Hånd og sagde efter Kongens Befaling:
"Israeliter! Vend tilbage til HERREN, Abrahams, Isaks og Israels
Gud, at han må vende sig til den Levnin: af eder, der er
undsluppet Assyrerkongernes Hånd.
7. Vær ikke som eders Fædre og Brødre, der var troløse mod HERREN,
deres Fædres Gud, hvorfor han gjorde dem til Rædsel, som I selv
kan se.
8. Vær nu ikke halsstarrige som eders Fædre, men ræk HERREN Hånden
og kom til hans Helligdom, som han har helliget til evig Tid, og
tjen HERREN eders Gud, at hans glødende Vrede må vende sig fra
eder.
9. Thi når I omvender eder til HERREN, skal eders Brødre og Sønner
finde Barmhjertighed hos dem, der førte dem bort, og vende
tilbage til dette Land. Thi HERREN eders Gud er nådig og
barmhjertig og vil ikke vende sit Åsyn fra eder, når l omvender
eder til ham!"
10. Og Ilbudene gik fra By til By i Efraims og Manasses Land og lige
til Zebulon, men man lo dem ud og hånede dem.
11. Dog var der nogle i Aser, Manasse og Zebulon, der ydmygede sig
og kom til Jerusalem;
12. også i Juda virkede Guds Hånd, så at han gav dem et endrægtigt
Hjerte til at udføre, hvad Kongen og Øversterne havde påbudt i
Kraft af HERRENs Ord.

13. Så samlede der sig i Jerusalem en Mængde Mennesker for at fejre
de usyrede Brøds Højtid i den anden Måned, en vældig Forsamling.
14. De gav sig til at fjerne de Altre, der var i Jerusalem;
ligeledes fjernede de alle Røgelsekarrene og kastede dem ned i
Kedrons Dal.
15. Derpå slagtede de Påskelammet på den fjortende Dag i den anden
Måned. Præsterne og Leviterne skammede sig og helligede sig og
bragte Brændofre til HERRENs Hus;
16. og de stillede sig på deres Plads, som deres Pligt var efter den
Guds Mand Moses's Lov; Præsterne sprængte Blodet, som de modtog
af Leviterne.
17. Thi mange i Forsamlingen havde ikke helliget sig; derfor
slagtede Leviterne Påskelammene for alle dem, der ikke var rene,
for således at hellige HERREN dem.
18. Thi de flesfe af Folket, især mange fra Efraim, Manasse, Issakar
og Zebulon, havde ikke renset sig, men spiste Påskelammet
anderledes end foreskrevet. Men Ezekias giki Forbøn for dem og
sagde: "HERREN, den gode, tilgive
19. enhver, som har vendt sit Hjerte til at søge Gud HERREN, hans
Fædres Gud, selv om han ikke er ren, som Helligdommen kræver
det!"
20. Og HERREN bønhørte Ezekias og lod Folket uskadt.

21. Så fejrede de Israeliter, der var til Stede i Jerusalem, de
usyrede Brøds Højtid med stor Glæde i syv Dage; og Leviterne og
Præsterne sang af alle Kræfter dagligt Lovsange for HERREN.
22. Og Ezekias talte venlige Ord til alle de Leviter, der havde
udvist særlig Dygtighed i HERRENs Tjeneste; og de fejrede
Højtiden til Ende de syv Dage, idet de ofrede Takofre og
lovpriste HERREN, deres Pædres Gud.
23. Men derefter vedtog hele Forsamlingen at holde Højtid syv Dage
til, og det gjorde de så med Glæde,
24. thi Kong Ezekias af Juda gav Forsamlingen en Ydelse af 1.000
Tyre og 7.000 Stykker Småkvæg, og Øversterne gav Forsamlingen
1.000 Tyre og 10.000 Stykker Småkvæg; og en Mængde Præster
helligede sig.
25. Da frydede hele Judas Forsamling sig, ligeledes Præsterne og
Leviterne og hele den Forsamling, der var kommet fra Israel, og
de fremmede, der var kommet fra Israels Land eller boede i Juda;
26. og der var stor Glæde i Jerusalem, thi siden Davids Søns, Kong
Salomo af Israels, Dage var sligt ikke sket i Jerusalem;
27. og Præsterne og Leviterne stod op og velsignede Folket, og deres
Røst hørtes, og deres Bøn nåede Himmelen, hans hellige Bolig.

Anden Krønikebog 31

1. Da alt det var til ende, drog alle de Israeliter, som var til
stede, ud til Judas Byer, og de sønderbrød Stenstøtterne,
omhuggede Asjerastøtterne og nedrev Offerhøjene og Altrene i
hele Juda og Benjamin og i Efraim og Manasse, så der ikke blev
Spor tilhage; så vendte alle Israeliterne hjem, hver til sin
Ejendom i deres Byer.

2. Så ordnede Ezekias Præsternes og Leviternes Skifter, Skifte for
Skifte, så at hver enkelt Præst og Levit fik sin særlige Gerning
med at ofre Brændofre og Takofre og med af gøre Tjeneste og love
og prise i HERRENs Lejrs Porte.
3. Hvad Kongen gav af sit Gods, var til Brændofrene, Morgen- og
Aftenbrændofrene og Brændofrene på Sabbaterne, Nymånerne og
Højtiderne, som det er foreskrevet i HERRENs Lov.
4. Og han bød Folket, dem, der boede i Jerusalem, at afgive, hvad
der tilkom Præsterne og Leviterne, for at de kunde holde fast
ved HERRENs Lov.
5. Så snart det Bud kom ud, bragte Israeliterne i rigelig Mængde
Førstegrøde af Korn, Most, Olie og Honning og al Markens
Afgrøde, og de gav Tiende af alt i rigeligt Mål;
6. også de Israeliter, der boede i Judas Byer, gav Tiende af
Hornkvæg og Småkvæg, og de bragte Helliggaverne, der var
belliget HERREN deres Gud, og lagde dem Bunke for Bunke.
7. I den tredje Måned begyndte de at ophobe Bunkerne, og i den
syvende Måned var de færdige.
8. Ezekias og Øversterne kom så og synede Bunkerne, og de priste
HERREN og hans Folk Israel.
9. Da Ezekias spurgfe sig for hos Præsterne og Leviterne om
Bunkerne,
10. svarede Ypperstepræsten Azarja af Zadoks Hus: "Siden man
begyndte at bringe Offerydelsen til HERRENs Hus, har vi spist os
mætte og fået rigelig tilovers, thi HERREN har velsignet sit
Folk, så at vi har fået al den Rigdom her tilovers!"

11. Ezekias gav da Befaling til at indrette Kamre i HERRENs Hus; og
det gjorde man.
12. Så bragte man samvittighedsfuldt Offerydelsen, Tienden og
Helliggaverne derind. Den øverste Opsynsmand derover var Leviten
Konanja, den næstøverste hans Broder Sjim'i;
13. og Jehiel, Azarja, Nahat, Asa'el Jerimot, Jazabad, Eliel,
Jismakjahu, Mahat og Benaja var Opsynsmænd underKonanja oghans
Broder Sjim'i efter den Ordning, som var truffet af Ezekias og
Azarja, Øversten i Guds Hus.
14. Leviten Kore, Jimnas Søn, der var Dørvogter på Østsiden, havde
Tilsyn med de frivillige Gaver til Gud og skulde uddele HERRENs
Offerydelse og de højhellige Gaver;
15. under ham sattes Eden, Minjamin, Jesua, Sjemaja, Amarja og
Sjekanja i Præstebyerne til samvittighedsfuldt attorestå
Uddelingen til deres Brødre i Skitterne, både store og små,
16. dem af Mandkøn, der var indført i Fortegnelserne fra
Treårsalderen og opefter. Undtaget var alle, der kom til HERRENs
Hus for efter de enkelte Dages Krav at udføre deres
Embedsgerning efter deres Skifter.
17. Præsterne indførtes i Fortegnelserne efter deres Fædrenehuse,
Leviterne fra Tyveårsalderen og opefter efter deres
Embedspligter, efter deres Skifter,
18. Og de indførtes i Fortegnelserne med hele deres Familie, deres
Hustruer, Sønner og Døtre, hele Standen, thi de tog sig
samvittighedsfuldt af det hellige.
19. Arons Sønner, Præsterne, som boede på Græsmarkerne omkring deres
Byer, havde i hver By nogle navngivne Mænd til at uddele, hvad
der tilkom alle af Mandkøn blandt Præsterne og de i
Fortegnelserne indførte Leviter.

20. Således gik Ezekias frem i hele Juda, og han gjorde, hvad der
var godt, ret og sandt for HERREN hans Guds Åsyn.
21. Alt, hvad han tog fat på vedrørende Tjenesten i Guds Hus eller
Loven eller Budet for således at søge sin Gud, det gjorde han af
hele sit Hjerte, og det lykkedes for ham.

Anden Krønikebog 32

1. Efter disse Tildragelser og disse Vidnesbyrd om Troskab kom
Assyrerkongen Sankerib og rykkede ind i Juda og belejrede de
befæstede Byer i det Øjemed at bemægtige sig dem.
2. Da Ezekias så, at Sankerib kom, og at han havde i Sinde at
angribe Jerusalem,
3. rådførte han sig med sine Hærførere og tapre Folk om at stoppe
for Vandet i Kilderne uden for Byen, og de tilsagde ham deres
Hjælp.
4. Så samledes en Mængde Folk, og de stoppede for alle Kilderne og
for Bækken, som løber midt igennem Landet, idet man sagde:
"Hvorfor skulde Assyrerkongerne finde rigeligt Vand, når de
kommer?"
5. Derpå tog han Mod til sig og byggede Muren op, overalt hvor den
var brudt ned, og byggede Tårne på den, og han byggede den anden
Mur udenfor og befæstede Millo i Davidsbyen og lod lave en
Mængde Kastevåben og Skjolde.
6. Tillige indsatte han Hærtørere over Krigsfolket, samlede dem om
sig på den åbne Plads ved Byporten og talte opmuntrende Ord til
dem og sagde:
7. "Vær frimodige og slærke; frygt ikke og forfærdes ikke for
Assyrerkongen og hele den Menneskemængde, han har med sig; thi
en større er med os end med ham!
8. Med ham er en Arm at Kød, men med os er HERREN vor Gud, der vil
hjælpe os og føre vore Krige!" Og Folket satte sin Lid til Kong
Ezekias af Judas Ord.

9. Derefter sendte Assyrerkongen Sankerib, der selv med hele sin
Krigsmagt lå foran Lakisj, sine. Tjenere til Kong Ezekias af
Juda og alle Judæerne i Jerusalem og lod sige:
10. "Således siger Assyrerkongen Sankerib: Hvad er det, I fortrøster
eder til, nu I sidder indesluttet i Jerusalem?
11. Mon ikke Ezekias lokker eder til at dø af Hunger og Tørst, når
han siger: HERREN vor Gud vil frelse os af Assyrerkongens Hånd!
12. Har ikke samme Ezekias skaffet hans Offerhøje og Altre bort og
sagt til Juda og Jerusalem: Kun foran et eneste Alter må I
tilbede, og på det skal I tænde Offerild!
13. Ved I ikke, hvad jeg og mine Fædre har gjort ved alle Landenes
Folkeslag? Mon Landenes Folks Guder kunde frelse deres Land af
min Hånd?
14. Hvilken af alle de Guder, som dyrkedes af disse Folk, på hvilke
mine Fædre lagde Band, har kunnet frelse sit Folk af min Hånd?
Og så skutlde eders Gud kunne frelse eder af min Hånd!
15. Lad derfor ikke Ezekias vildlede eder og lokke eder på den Måde!
Tro ham ikke, thi ikke et eneste Folks eller Riges Gud har
kunnet frelse sit Folk af min Hånd eller af mine Fædres Hånd;
hvor meget mindre kan da eders Gud frelse eder af min Hånd!"
16. Og hans Tjenere talte endnu flere Ord mod Gud HERREN og mod hans
Tjener Ezekias.
17. Han skrev også et Brev for at smæde HERREN, Israels Gud, og tale
imod ham; heri stod der: "Så lidt som Landenes Folks Guder har
frelst deres Folk af min Hånd, skal Ezekias's Gud frelse sit
Folk af min Hånd!"
18. Og de råbte med høj Røst på Judæisk til Folkene i Jerusalem, som
stod på Muren, for at indjage dem Angst og Skræk, i Håb om at
kunne tage Byen.
19. Og de talte om Jerusalems Gud på samme Måde som om Jordens
Folkeslags Guder, der er Værker af Menneskehænder!
24. Derfor bad Kong Ezekias og Profeten Esajas, Amoz's Søn, og råbte
til Himmelen.
21. Og HERREN sendte en Engel, der tilintetgjorde alle Krigere,
Høvedsmænd og Hærførere i Assyrerkongens Lejr, så han med Spot
og Spe måtte vende hjem til sit Land. Og da han gik ind i sin
Guds Hus, fældede nogle af hans kødelige Frænder ham der med
Sværdet.
22. Således frelste HERREN Ezekias og Jerusalems Indbyggere af
Assyrerkongen Sankeribs Hånd og at alle andres og skaffede dem
Ro på alle Kanter.
23. Og mange bragte Gaver til Jerusalem til HERREN og kostbare Ting
til Kong Ezekias af Juda, så han siden blev højt anset blandt
alle Hedningefolk.

24. Ved den Tid blev Ezekias dødssyg. Da bad han til HERREN, og han
svarede ham og gav ham et Tegn.
25. Men Ezekias gengældte ikke den Velgerning, der var vist ham;
hans Hjerte blev hovmodigt, og derfor kom der Vrede over ham og
over Juda og Jerusalem.
26. Men da Ezekias ydmygede sig og vendte om fra sit Hovmod sammen
med Jerusalems Indbyggere, kom HERRENs Vrede ikke over dem i
Ezekias's Dage.

27. Ezekias var overmåde rig og æret. Han byggede sig Skatkamre til
Sølv, Guld, Ædelsten, Høgelsestoffer, Skjolde og alle Hånde
kostelige Ting
28. og Forrådskamre til Afgrøden af Horn, Most og Olie, Stalde til
alle Slags Kvæg og Folde til Hjordene;
29. Byer byggede han sig også, og han havde Hjorde i Mængde af
Hornkvæg og Småkvæg, thi Gud gav ham såre meget Gods.
30. Samme Ezekias tilstoppede Gihons øvre Kilde og ledede Vandet mod
Vest nedad til Davidsbyen. Alt, hvad Ezekias tog sig for,
lykkedes for ham.
31. Derfor var det også, at Gud gav ham til Pris for Sendebudene,
der var sendt til ham fra Babels Fyrster for at høre om det
Under, der var sket i Landet; det var for at sætte ham på Prøve
og således få Kendskab til alt, hvad der var i hans Hjerte.

32. Hvad der ellers er at fortælle om Ezekias og hans fromme
Gerninger, står jo optegnet i Profeten Esajas's, Amoz's Søns,
Åbenbaring og i Bogen om Judas og Israels Konger.
33. Så lagde Ezekias sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede
ham på Skråningen op til Davids Efterkommeres Grave; og hele
Juda og Jerusalems Indbyggere viste ham stor Ære ved hans Død;
og hans Søn Manasse blev Konge i hans Sted.

Anden Krønikebog 33

1. Manasse var tolv År gammel, da han blev Konge, og han herskede
fem og halvtredsindstyve År i Jerusalem.
2. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og efterlignede de
Folkeslags Vederstyggeligheder, som HERREN havde drevet bort
foran Israeliterne.
3. Han byggede atter de Offerhøje, som hans Fader Ezekias havde
nedrevet, rejste Altre for Ba'alerne, lavede Asjerastøtter og
tilbad hele Himmelens Hær og dyrkede dem.
4. Og han byggede Altre i HERRENs Hus, om hvilket HERREN havde
sagt: "I Jerusalem skal mit Navn være til evig Tid."
5. Og han byggede Altre for hele Himmelens Hær i begge HERRENs
Hus's Forgårde.
6. Han lod sine Sønner gå igennem Ilden i Hinnoms Søns Dal, drev
Trolddom og tog Varsler, drev hemmelige Kunster og ansatte
Dødemanere og Sandsigere; han gjorde meget, som var ondt i
HERRENs Øjne, og krænkede ham.
7. Det Gudebillede, han lod lave, opstillede han i Guds Hus, om
hvilket Gud havde sagt til David og hans Søn Salomo: "I dette
Hus og i Jerusalem, som jeg har udvalgt af alle Israels Stammer,
vil jeg stedfæste mit Navn til evig Tid;
8. og jeg vil ikke mere fjerne Israels Fod fra det Land, jeg gav
deres Fædre, dog kun på det Vilkår, at de omhyggeligt overholder
alt, hvad jeg har pålagt dem, hele Loven, Anordningerne og
Lovbudene, som de fik ved Moses,"
9. Men Manasse forførte Juda og Jerusalems Indbyggere til at handle
værre end de Folkeslag, HERREN havde udryddet for Israeliterne.