Det Gamle Testamente af 1931:

D >> Det Danske Bibelselskab 1931. >> Det Gamle Testamente af 1931:

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39 | 40 | 41 | 42 | 43 | 44 | 45 | 46 | 47 | 48 | 49 | 50 | 51 | 52 | 53 | 54 | 55 | 56 | 57 | 58 | 59 | 60 | 61 | 62 | 63 | 64 | 65 | 66 | 67 | 68 | 69 | 70 | 71 | 72 | 73 | 74 | 75 | 76 | 77 | 78 | 79 | 80 | 81 | 82 | 83 | 84 | 85 | 86 | 87 | 88 | 89 | 90 | 91 | 92 | 93 | 94 | 95 | 96 | 97 | 98 | 99 | 100 | 101 | 102 | 103 | 104 | 105 | 106 | 107 | 108 | 109 | 110 | 111 | 112 | 113 | 114 | 115 | 116 | 117 | 118

7. Da hentede Josef sin Fader Jakob og forestillede ham for Farao,
og Jakob velsignede Farao.
8. Farao spurgte Jakob: "Hvor mange er dine Leveår?"
9. Jakob svarede ham: "Min Udlændigheds År er 130 År; få og onde
var mine Leveår, og ikke når de op til mine Fædres År i deres
Udlændigheds Tid."
10. Derpå velsignede Jakob Farao og gik bort fra ham.
11. Men Josef lod sin Fader og sine Brødre bosætte sig og gav dem
Jordegods i Ægypten, i den bedste Del af Landet, i Landet
Rameses, som Farao havde befalet.
12. Og Josef forsørgede sin Fader og sine Brødre og hele sin Faders
Hus med Brød efter Børnenes Tal.

13. Der fandtes ikke mere brød Korn i Landet, thi Hungersnøden var
overvættes stor, og Ægypten og Kana'an vansmægtede af Sult.
14. Da lod Josef alle de Penge samle, som var indkommet i Ægypten og
Kana'an for det Korn, der købtes, og lod dem bringe til Faraos
Hus.
15. Men da Pengene slap op i Ægypten og Kana'an, kom hele Ægypten
til Josef og sagde: "Giv os Brødkorn, at vi ikke skal dø for
dine Øjne, thi Pengene er sluppet op!"
16. Josef svarede: "Kom med eders Hjorde, så vil jeg give eder
Brødkorn for dem, siden Pengene er sluppet op."
17. Da bragte de deres Hjorde til Josef, og han gav dem Brødkorn for
Hestene, for deres Hjorde af Småkvæg og Hornkvæg og for Æslerne;
og han forsørgede dem i det År med Brødkorn for alle deres
Hjorde.
18. Men da Året var omme, kom de til ham det følgende År og sagde:
"Vi vil ikke dølge det for min Herre; men Pengene er sluppet op,
og Kvæget har vi bragt til min Herre; nu er der ikke andet
tilbage for min Herre end vore Kroppe og vor Jord;
19. lad os dog ikke dø for dine Øjne, vi sammen med vor Jord, men
køb os og vor Jord for Brødkorn, og lad os med vor Jord blive
livegne for Farao, og giv os derfor Såsæd, så vi kan blive i
Live og slippe for Døden, og vor Jord undgå at lægges øde!"
20. Da købte Josef al Jord i Ægypten til Farao, idet enhver Ægypter
solgte sin Mark, fordi Hungersnøden tvang dem, og således kom
Landet i Faraos Besiddelse;
21. og Befolkningen gjorde han til hans Trælle i hele Ægypten fra
Ende til anden.
22. Kun Præsternes Jord købte han ikke, thi de havde faste Indtægter
fra Farao, og de levede af de Indtægter, Farao havde skænket
dem; derfor behøvede de ikke at sælge deres Jord.

23. Derpå sagde Josef til Folket: "Nu har jeg købt eder og eders
Jord til Farao; nu har I Såsæd til Jorden;
24. men af Afgrøden skal I afgive en Femtedel til Farao, medens de
fire Femtedele skal tjene eder til Såsæd på Marken og til Føde
for eder og eders Husstand og til Føde for eders Børn."
25. De svarede: "Du har reddet vort Liv; måtte vi eje min Herres
Gunst, så vil vi være Faraos Trælle!"
26. Således gjorde Josef det til en Vedtægt, der endnu den Dag i Dag
gælder i Ægypten, at afgive en Femtedel til Farao; kun
Præsternes Jord kom ikke i Faraos Besiddelse.

27. Israel bosatte sig nu i Ægypten, i Gosens Land; og de tog fast
Ophold der, blev frugtbare og såre talrige.
28. Jakob levede i Ægypten i sytten År, så at Jakobs Levetid blev
147 År.
29. Da nu Tiden nærmede sig, at Israel skulde dø, kaldte han sin Søn
Josef til sig og sagde til ham: "Hvis jeg har fundet Nåde for
dine Øjne, så læg din Hånd under min Lænd og lov mig at vise mig
den Kærlighed og Trofasthed ikke at jorde mig i Ægypten.
30. Når jeg har lagt mig til Hvile hos mine Fædre, skal du føre mig
fra Ægypten og jorde mig i deres Grav!" Han svarede: "Jeg skal
gøre, som du siger."
31. Da sagde han: "Tilsværg mig det!" Og han tilsvor ham det. Da
bøjede Israel sig tilbedende over Lejets Hovedgærde.

1.Mosebog 48

1. Efter disse Begivenheder fik Josef Melding om, at hans Fader var
syg. Da tog han sine Sønner, Manasse og Efraim, med sig
2. Da det nu meldtes Jakob, at hans Søn Josef var kommet, tog
Israel sig sammen og satte sig oprejst på Lejet
3. Jakob sagde til Josef: "Gud den Almægtige åbenbarede sig for mig
i Luz i Kana'ans Land og velsignede mig;
4. og han sagde til mig: Jeg vil gøre dig frugtbar og give dig et
talrigt Afkom og gøre dig til en Mængde Stammer, og jeg vil give
dit Afkom efter dig Land til evigt Eje!
5. Nu skal dine to Sønner, der er født dig i Ægypten før mit komme
til dig her i Ægypten, være mine, Efraim og Manasse skal være
mine så godt som Ruben og Simeon;
6. derimod skal de Børn, du har fået efter dem, være dine; men de
skal nævnes efter deres Brødres Navne i deres Arvelod
7. Da jeg kom fra Paddan, døde Rakel for mig, medens jeg var
undervejs i Kana'an, da vi endnu var et stykke Vej fra Efrat, og
jeg jordede hende der på vejen til Efrat, det er Betlehem".

8. Da Israel så Josefs Sønner, sagde han: "Hvem bringer du der?"
9. Josef svarede sin Fader: "Det er mine Sønner, som Gud har
skænket mig her." Da sagde han:"Bring dem hen til mig, at jeg
kan velsignedem!"
10. Men Israels Øjne var svækkede af Alderdom, så at han ikke kunde
se. Da førte han dem hen til ham. og han kyssede og omfavnede
dem.
11. Og Israel sagde til Josef: "Jeg: havde ikke turdet håbe at få
dit Ansigt at se, og nu har Gud endog: ladet mig se dit Afkom!"
12. Derpå tog Josef dem bort fra hans Knæ og kastede sig til
Jorden. på sit Ansigt.
13. Josef tog så dem begge, Efraim i sin højre Hånd til venstre for
Israel og Manasse i sin venstre Hånd til højre for Israel, og
førte dem hen til ham;
14. men Israel udrakte sin højre Hånd og lagde den på Efraims Hoved,
uagtet han var den yngste.. og sin venstre Hånd lagde han på
Manasses Hoved, så at han lagde Hænderne over Kors; thi Manasse
var den førstefødte.
15. Derpå velsignede han Josef og sagde: "Den Gud, for hvis Åsyn
mine Fædre Abraham og Isak vandrede, den Gud, der har vogtet
mig: fra min første Færd og til nu,
16. den Engel, der har udløst mig fra alt ondt, velsigne Drengene,
så at mit Navn og mine Fædre Abrahams og Isaks Navn må blive
nævnet ved dem, og de må vokse i Mængde i Landet!"

17. Men da Josef så, at hans Fader lagde sin højre Hånd på Efraims
Hoved, var det ham imod,. og han greb sin Faders Hånd for at
tage den bort fra Efraims Hoved og lægge den på Manasses;
18. og Josef sagde til sin Fader: "Nej, ikke således, Fader, thi
denne er den førstefødte; læg din højre Hånd på hans Hoved!"
19. Men hans Fader vægrede sig og sagde: "Jeg ved det, min Søn, jeg
ved det! Også han skal blive til et Folk, også han skal blive
stor; men hans yngre Broder skal blive større end han, og hans
Afkom skal blive en Mangfoldighed af Folkeslag!"
20. Således velsignede han dem på den Dag og sagde: "Med eder skal
Israel velsigne og sige: Gud gøre dig som Efraim og Manasse!" Og
han stillede Efraim foran Manasse.

21. Da sagde Israel til Josef: "Jeg skal snart dø, men Gud skal være
med eder og føre eder tilbage til eders Fædres Land.
22. Dig giver jeg ud over dine Brødre en Højderyg, som jeg har
fravristet Amonterne med mit Sværd og min Bue!"

1.Mosebog 49

1. Derpå kaldte Jakob sine Sønner til sig og sagde: "Saml eder, så
vil jeg forkynde eder, hvad der skal hændes eder i de sidste
Dage:
2. Kom hid og hør, Jakobs Sønner, lyt til eders Fader Israel!
3. Ruben, du er min førstefødte, min Styrke og min Mandskrafts
første, ypperst i Højhed, ypperst i Kraft!
4. Du skummer over som Vandet, men du mister din Forret; thi du
besteg din Faders Leje.Skændigt handled du da han besteg mit
Leje!

5. Simeon og Levi, det Broder Par, Voldsredskaber er deres Våben.
6. I deres Råd giver min Sjæl ej Møde, i deres Forsamling tager min
Ære ej Del; thi i Vrede dræbte de Mænd, egenrådigt lamslog de
Okser.
7. Forbandet være deres Vrede, så vild den er, deres Hidsighed, så
voldsom den er! Jeg spreder dem i Jakob, splitter dem ad i
Israel!

8. Juda, dig skal dine Brødre prise, din Hånd skal gribe dine
Fjender i Nakken, din Faders Sønner skal bøje sig for dig.
9. En Løveunge er Juda. Fra Rov stiger du op, min Søn! Han ligger
og strækker sig som en Løve, ja, som en Løvinde, hvo tør vække
ham!
10. Ikke viger Kongespir fra Juda, ej Herskerstav fra hans Fødder,
til han, hvem den tilhører; kommer, ham skal Folkene lyde.
11. Han binder sit Æsel ved Vinstokken, ved Ranken Asenindens Fole,
tvætter i Vin sin Kjortel, sin Kappe i Drueblod,
12. med Øjnene dunkle af Vin og Tænderne hvide af Mælk!

13. Zebulon har hjemme ved Havets Byst, han bor ved Skibenes Kyst,
hans Side er vendt mod Zidon.

14. Issakar, det knoglede Æsel, der strækker sig mellem Foldene,
15. fandt Hvilen sød og Landet lifligt; derfor bøjed han Ryg under
Byrden og blev en ufri Træl.

16. Dan dømmer sit Folk så godt som nogen Israels Stamme.
17. Dan blive en Slange ved Vejen, en Giftsnog ved Stien, som bider
Hesten i Hælen,så Rytteren styrter bagover!
18. På din Frelse bier jeg, HERRE!

19. Gad, på ham gør Krigerskarer Indhug, men han gør Indhug i Hælene
på dem.

20. Aser, hans Føde er fed, Lækkerier for Konger har han at give.

21. Naftali er en løssluppen Hind, han fremfører yndig Tale.

22. Et yppigt Vintræ er Josef, et yppigt Vintræ ved Kilden, Ranker
slynger sig over Muren.
23. Bueskytter fejder imod ham, strides med ham, gør Angreb på ham,
24. men hans Bue er stærk, hans Hænders Arme rappe; det kommer fra
Jakobs Vældige, fra Hyrden, Israels Klippe,
25. fra din Faders Gud han hjælpe dig!Og Gud den Almægtige, han
velsigne dig med Himmelens Velsignelser oventil og Dybets
Velsignelser nedentil, med Brysters og Moderlivs Velsignelser!
26. Din Faders Velsignelser overgår de ældgamle Bjerges
Velsignelser, de evige Højes Herlighed. Måtte de komme over
Josefs Hoved, over Issen på Fyrsten blandt Brødre!

27. Benjamin, den rovlystne Ulv, om Morgenen æder han Rov, om
Aftenen deler han Bytte!"

28. Alle disse er Israels Stammer, tolv i Tal, og det var, hvad
deres Fader talte til dem, og han velsignede dem, hver især af
dem gav han sin særlige Velsignelse.

29. Og han sagde til dem som sin sidste Vilje: "Nu samles jeg til
mit Folk; jord mig da hos mine Fædre i Hulen på Hetiten Efrons
Mark.
30. i Hulen på Makpelas Mark over for Mamre i Kana'ans Land. den
Mark, som Abraham købte af Hetiten Efron til Gravsted,
31. hvor de jordede Abraham og hans Hustru Sara, hvor de jordede
Isak og hans Hustru Rebekka, og hvor jeg jordede Lea.
32. Marken og Hulen derpå blev købt af Hetiterne."
33. Dermed havde Jakob givet sine Sønner sin Vilje til Kende, og han
strakte sine Fødder ud på Lejet. udåndede og samledes til sin
Slægt.

1.Mosebog 50

1. Da kastede Josef sig over sin Faders Ansigt, græd og kyssede
ham;
2. og Josef befalede de lægekyndige blandt sine Tjenere at
balsamere hans Fader, og Lægerne balsamerede Israel.
3. Dermed gik fyrretyve Dage, thi så lang Tid tager Balsameringen:
og Ægypterne begræd ham i halvfjerdsindstyve Dage.
4. Da Grædetiden var omme, sagde Josef til Faraos Husfolk: "Hvis I
har Godhed for mig, så sig på mine Vegne til Farao:
5. Min Fader tog mig i Ed, idet han sagde: Når jeg er død, så jord
mig i den Grav, jeg lod mig grave i Kana'ans Land! Lad mig
derfor drage op og jorde min Fader og så vende tilbage hertil!"
6. Da sagde Farao: "Drag kun op og jord din Fader, som han har
ladet dig sværge."
7. Så drog Josef op for at jorde sin Fader, og med ham drog alle
Faraos Tjenere, de ypperste i hans Hus og de ypperste i Ægypten,
8. hele Josefs Hus og hans Brødre og hans Faders Hus, kun deres
Kvinder og Børn, Småkvæg og Hornkvæg lod de blive tilbage i
Gosen;
9. og med ham fulgte både Stridsvogne og Ryttere, så det blev en
overmåde stor Karavane.
10. Da de kom til Gorenhåtad hinsides Jordan, holdt de der en
overmåde stor og højtidelig Dødeklage, og han fejrede Sørgefest
for sin Fader i syv Dage.
11. Men da Landets Indbyggere, Kana'anæerne, så denne Sørgefest i
Gorenhåtad, sagde de: "Ægypterne holder en højtidelig
Sørgefest." Derfor gav man det Navnet Abel Mizrajim; det ligger
hinsides Jordan.

12. Og hans Sønner gjorde, som han havde pålagt dem;
13. hans Sønner førte ham til Kana'ans Land og jordede ham i Hulen
på Makpelas Mark, den Mark, som Abraham havde købt til Gravsted
af Hetiten Efron over for Mamre.
14. Efter at have jordet sin Fader vendte Josef tilbage til Ægypten
med sine Brødre og alle dem, der var draget op med ham til hans
Faders Jordefærd.

15. Da Josefs Brødre så, at deres Fader var død, sagde de: "Blot nu
ikke Josef vil vise sig fjendsk mod os og gengælde os alt det
onde, vi har gjort ham!"
16. Derfor sendte de Bud til Josef og sagde: "Din Fader pålagde os
før sin Død
17. at sige til Josef: Tilgiv dog dine Brødres Brøde og Synd, thi de
har gjort ondt imod dig! Så tilgiv nu din Faders Guds Tjenere
deres Brøde!" Da græd Josef over deres Ord til ham.
18. Siden kom hans Brødre selv og faldt ham til Fode og sagde: "Se,
vi vil være dine Trælle!"
19. Da sagde Josef til dem: "Frygt ikke, er jeg vel i Guds Sted?
20. I tænkte ondt mod mig, men Gud tænkte at vende det til det gode
for at gøre, hvad nu er sket, og holde mange Folk i Live;
21. frygt ikke, jeg vil sørge for eder og eders Kvinder og Børn!"
Således trøstede han dem og satte Mod i dem.

22. Josef blev nu i Ægypten, både han og hans Faders Hus, og Josef
blev 110 År gammel.
23. Josef så Børn i tredje Led af Efraim; også Børn af Manasses Søn
Makir fødtes på Josefs Knæ.
24. Derpå sagde Josef til sine Brødre: "Jeg dør snart, men Gud vil
se til eder og føre eder fra Landet her til det Land, han
tilsvor Abraham, Isak og Jakob."
25. Og Josef tog Israels Sønner i Ed og sagde: "Når Gud ser til
eder, skal I føre mine Ben bort herfra!"
26. Josef døde 110 År gammel, og man balsamerede ham og lagde ham i
Kiste i Ægypten.

2.Mosebog

2.Mosebog 1

1. Dette er Navnene på Israels Sønner, der sammen med Jakob kom til
Ægypten med deres Familier:
2. Ruben, Simeon, Levi og Juda,
3. Issakar, Zebulon og Benjamin,
4. Dan og Naftali, Gad og Aser.
5. Jakobs Efterkommere udgjorde i alt halvfjerdsindstyve, men Josef
var i Ægypten.
6. Imidlertid døde Josef og alle hans Brødre og hele dette
Slægtled.
7. Men Israeliterne var frugtbare og formerede sig, og de blev
mange og overmåde talrige, så at Landet blev fuldt af dem.

8. Da kom der en ny Konge over Ægypten, som ikke vidste noget om
Josef;
9. og han sagde til sit Folk: "Se, Israels Folk bliver talrigere og
stærkere end vi.
10. Velan, lad os gå klogt til Værks imod dem, for at de ikke skal
blive for mange; ellers kan det hænde, når vi kommer i Krig, at
de går over til vore Modstandere og kæmper mod os og til sidst
forlader Landet!"
11. Så satte man Fogeder over dem til at plage dem med
Trællearbejde, og de måtte bygge Forrådsbyer for Farao: Pitom og
Ra'amses.
12. Men jo mere man plagede dem, des flere blev de, og des mere
bredte de sig, så Ægypterne fik Rædsel for Israeliterne.
13. Og Ægypterne tvang Israeliterne til Trællearbejde
14. og gjorde dem Livet bittert ved hårdt Arbejde med Ler og Tegl og
alle Hånde Markarbejde, ved alt det Arbejde, de tvang dem til at
udføre for sig.

15. Ægypterkongen sagde da til Hebræerkvindernes Jordemødre, af
hvilke den ene hed Sjifra, den anden Pua:
16. "Når I forløser Hebræerkvinderne, skal I se godt efter ved
Fødselen, og er det et Drengebarn, tag så Livet af det, men er
det et Pigebarn, lad det så leve!"
17. Men Jordemødrene frygtede Gud og gjorde ikke, som Ægypterkongen
havde befalet dem, men lod Drengebørnene leve.
18. Da lod Ægypterkongen Jordemødrene kalde og sagde til dem:
"Hvorfor har I båret eder således ad og ladet Drengebørnene
leve?"
19. Men Jordemødrene svarede Farao: "Hebræerkvinderne er ikke som de
Ægyptiske Kvinder, de har let ved at føde; inden Jordemoderen
kommer til dem, har de allerede født!"
20. Og Gud gjorde vel imod Jordemødrene, og Folket blev stort og
såre talrigt;
21. og Gud gav Jordemødrene Afkom, fordi de frygtede ham.
22. Da udstedte Farao den Befaling til hele sit Folk: "Alle
Drengebørn, der fødes, skal I kaste i Nilen, men Pigebørnene
skal I lade leve!"

2.Mosebog 2

1. Og en Mand af Levis Hus gik hen og tog en Levi Datter til Ægte,
2. og Kvinden blev frugtsommelig og fødte en Søn. Da hun så, at det
var en dejlig Dreng, skjulte hun ham i tre Måneder;
3. og da hun ikke længer kunde holde ham skjult, tog hun en Kiste
af Papyrusrør, tættede den med Jordbeg og Tjære, lagde drengen i
den og satte den hen mellem Sivene ved Nilens Bred.
4. Og hans Søster stillede sig noget derfra for at se, hvad der
vilde ske med ham.
5. Da kom Faraos Datter ned til Nilen for at bade, og imedens gik
hendes Jomfruer ved Flodens Bred. Så fik hun Øje på Kisten
mellem Sivene og sendte sin Pige hen for at hente den.
6. Og da hun åbnede den, så hun Barnet, og se, det var et
Drengebarn, der græd. Da ynkedes hun over det og sagde: "Det må
være et af Hebræernes Drengebørn!"
7. Hans Søster sagde nu til Faraos Datter: "Skal jeg gå hen og
hente dig en Amme blandt Hebræerkvinderne til at amme Barnet for
dig?"
8. Faraos Datter svarede hende: "Ja, gør det!" Så gik Pigen hen og
hentede Barnets Moder.
9. Og Faraos Datter sagde til hende: "Tag dette Barn med dig og am
ham for mig, jeg skal nok give dig din Løn derfor!" Og Kvinden
tog Barnet og ammede ham.
10. Men da Drengen var blevet stor, bragte hun ham til Faraos
Datter, og denne antog ham som sin Søn og gav ham Navnet Moses;
"thi," sagde hun, "jeg har trukket ham op af Vandet."

11. På den Tid gik Moses, som imidlertid var blevet voksen, ud til
sine Landsmænd og så på deres Trællearbejde. Og han så en
Ægypter slå en Hebræer, en af hans Landsmænd, ihjel.
12. Da så han sig om til alle Sider, og efter at have forvisset sig
om, at der ingen var i Nærheden, slog han Ægypteren ihjel og
gravede ham ned i Sandet.
13. Da han den næste Dag igen gik derud, så han to Hebræere i
Slagsmål med hinanden. Da sagde han til ham, der havde Uret:
"Hvorfor slår du din Landsmand?"
14. Han svarede: "Hvem har sat dig til Herre og Dommer over os? Vil
du måske slå mig ihjel, ligesom du slog Ægypteren ihjel?" Og
Moses blev bange og tænkte: "Så er det dog blevet bekendt!"
15. Da Farao fik Nys derom, søgte han at komme Moses til Livs, men
Moses flygtede for Farao og tyede til Midjans Land, og der satte
han sig ved en Brønd.

16. Præsten i Midjan havde syv Døtre; de kom nu hen og øste Vand og
fyldte Trugene for at vande deres Faders Småkvæg.
17. Da kom Hyrderne og vilde jage dem bort, men Moses stod op og
hjalp dem og vandede deres Småkvæg.
18. Da de nu kom hjem til deres Fader Reuel, sagde han: "Hvorfor
kommer I så tidligt hjem i Dag?"
19. De svarede: "Der var en Ægypter, som hjalp os over for Hyrderne,
ja han øste også Vand for os og vandede Småkvæget."
20. Da sagde han til sine Døtre: "Hvor er han da? Hvorfor har I
ladet Manden blive derude? Byd ham ind, at han kan få noget at
spise!"
21. Så bestemte Moses sig til at tage Ophold hos Manden, og han gav
Moses sin Datter Zippora til Ægte,
22. og hun fødte en Søn, som han kaldte Gersom; "thi," sagde han,
"jeg er blevet Gæst i et fremmed Land."

23. Således gik der lang Tid hen, og imidlertid døde
Ægypterkongen. Men Israeliterne stønnede og klagede under deres
Trældom, og deres Skrig over Trældommen nåede op til Gud.
24. Da hørte Gud deres Jamren, og Gud ihukom sin Pagt med Abraham,
Isak og Jakob,
25. og Gud så til Israeliterne, og Gud kendtes ved dem.

2.Mosebog 3

1. Moses vogtede nu Småkvæget for sin Svigerfader Jetro, Præsten i
Midjan,og drev engang Småkvæget hen hinsides Ørkenen og kom til
Guds Bjerg Horeb.
2. Da åbenbarede HERRENs Engel sig for ham i en Ildslue, der slog
ud af en Tornebusk, og da han så nærmere til, se, da stod
Tornebusken i lys Lue, uden at den blev fortæret.
3. Da sagde Moses: "Lad mig gå hen og se på dette underfulde Skue,
hvorfor Tornebusken ikke brænder op."
4. Men da HERREN så, at han gik hen for at se derpå, råbte Gud til
ham fra Tornebusken: "Moses, Moses!" Og han svarede: "Se, her er
jeg!"
5. Da sagde han: "Kom ikke nærmere! Drag dine Sko af dine Fødder,
thi det Sted, du står på, er hellig Jord!"
6. Og han sagde: "Jeg er din Faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og
Jakobs Gud." Da skjulte Moses sit Ansigt, thi han frygtede for
at skue Gud.

7. Derpå sagde HERREN: "Jeg har set mit Folks Elendighed i Ægypten,
og jeg har hørt deres Klageskrig over deres Undertrykkere, ja,
jeg kender deres Lidelser;
8. og jeg er steget ned for at udfri dem af Ægyptens Hånd og føre
dem bort fra dette Land til et godt og vidtstrakt Land, til et
Land, der flyder med Mælk og Honning, til Kana'anæernes,
Hetiternes, Amoriternes, Perizzitemes, Hivviternes og
Jebusiternes Egn.
9. Se, nu er Israeliternes Klageskrig nået til mig, og jeg har også
set den Trængsel, Ægypterne har bragt over dem.
10. Derfor vil jeg nu sende dig til Farao, og du skal føre mit Folk,
Israeliterne, ud af Ægypten!"
11. Men Moses sagde til Gud: "Hvem er jeg, at jeg skulde kunne gå
til Farao og føre Israeliterne ud af Ægypten?"
12. Han svarede: "Jo, jeg vil være med dig! Og dette skal være dig
Tegnet på, at det er mig, der har sendt dig: Når du har ført
Folket ud af Ægypten, skal I dyrke Gud på dette Bjerg!"
13. Men Moses sagde til Gud: "Når jeg kommer til Israeliterne og
siger dem, at deres Fædres Gud har sendt mig til dem, hvad skal
jeg så svare dem, hvis de spørger om hans Navn7"
14. Gud svarede Moses: "Jeg er den, jeg er!" Og han sagde: "Således
skal du sige til Israeliterne: JEG ER har sendt mig til eder!"

15. Og Gud sagde fremdeles til Moses: "Således skal du sige til
Israeliterne: HERREN, eders Fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud
og Jakobs Gud, har sendt mig til eder; dette er mit Navn til
evig Tid, og således skal jeg kaldes fra Slægt til Slægt.
16. Gå nu hen og kald Israels Ældste sammen og sig til dem: HERREN,
eders Fædres Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, har åbenbaret
sig for mig og sagt: Jeg har givet Agt på eder og på, hvad man
har gjort imod eder i Ægypten,
17. og jeg har sat mig for at føre eder ud af Ægyptens Elendighed
til Kana'anæernes, Hetiternes, Amoriternes, Perizziternes,
Hivviternes og Jebusiternes Land, til et Land, der flyder med
Mælk og Honning!
18. De vil høre på dig, og du skal sammen med Israels Ældste gå til
Ægypterkongen, og I skal sige til ham: HERREN, Hebræernes Gud,
har mødt os, tillad os derfor at drage tre Dagsrejser ud i
Ørkenen og ofre til HERREN vor Gud!
19. Jeg ved vel, at Ægypterkongen ikke vil tillade eder at drage
bort uden med Magt;
20. men jeg skal udrække min Hånd og ramme Ægypten med alle mine
Undergerninger, som jeg vil gøre der; så skal han give eder Lov
til at drage af Sted.
21. Og jeg vil stemme Ægypterne gunstigt mod dette Folk, så at I,
når I drager bort, ikke skal drage bort med tomme Hænder.
22. Enhver Kvinde skal bede sin Naboerske og de Kvinder, som er til
Huse hos hende, om Sølv og Guldsmykker og Klæder, og I skal give
eders Sønner og Døtre det på. Således skal I tage Bytte fra
Ægypterne."

2.Mosebog 4

1. Moses svarede; "Hvis de nu ikke tror mig og ikke hører mig, men
siger, at HERREN ikke har åbenbaret sig for mig?"
2. Da sagde HERREN til ham: "Hvad har du der i din Hånd?" Han
svarede: "En Stav!"
3. Og han sagde: "Kast den til Jorden!" Da kastede han den til
Jorden, og den blev til en Slange, og Moses flyede for den.
4. Og HERREN sagde til Moses: "Ræk Hånden ud og grib den i Halen!"
Da rakte han sin Hånd ud, og den blev til en Stav i hans Hånd.
5. "For at de nemlig kan tro, at HERREN, deres Fædres Gud, Abrahams
Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har åbenbaret sig for dig."
6. Og HERREN sagde fremdeles til ham: "Stik din Hånd ind på
Brystet!" Da stak han sin Hånd ind på Brystet, og da han trak
den ud, se, da var den hvid som Sne af Spedalskhed.
7. Derpå sagde han: "Stik atter Hånden ind på Brystet!" Så stak han
atter Hånden ind på Brystet, og da han trak den ud, se, da var
den igen som hans øvrige Legeme.
8. "Hvis de nu ikke tror dig og lader sig overbevise af det første
Tegn, så vil de tro det sidste;
9. men hvis de end ikke tror på disse to Tegn og hører på dig, tag
da Vand fra Nilen og hæld det ud på Jorden, så skal Vandet, som
du tager fra Nilen, blive til Blod på Jorden."