Det Gamle Testamente af 1931:

D >> Det Danske Bibelselskab 1931. >> Det Gamle Testamente af 1931:

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39 | 40 | 41 | 42 | 43 | 44 | 45 | 46 | 47 | 48 | 49 | 50 | 51 | 52 | 53 | 54 | 55 | 56 | 57 | 58 | 59 | 60 | 61 | 62 | 63 | 64 | 65 | 66 | 67 | 68 | 69 | 70 | 71 | 72 | 73 | 74 | 75 | 76 | 77 | 78 | 79 | 80 | 81 | 82 | 83 | 84 | 85 | 86 | 87 | 88 | 89 | 90 | 91 | 92 | 93 | 94 | 95 | 96 | 97 | 98 | 99 | 100 | 101 | 102 | 103 | 104 | 105 | 106 | 107 | 108 | 109 | 110 | 111 | 112 | 113 | 114 | 115 | 116 | 117 | 118

10. Men Moses sagde til HERREN: "Ak, Herre, jeg er ingen veltalende
Mand, jeg var det ikke før og er det heller ikke nu, efter at du
har talet til din Tjener, thi jeg har svært ved at udtrykke mig
og tale for mig."
11. Da svarede HERREN ham: "Hvem har givet Mennesket Mund, og hvem
gør stum eller døv, seende eller blind? Mon ikke jeg, HERREN?
12. Gå derfor kun, jeg vil være med din Mund og lære dig, hvad du
skal sige!"
13. Men han sagde: "Ak, Herre, send dog enhver anden end mig!"
14. Da blussede HERRENs Vrede op imod Moses, og han sagde: "Har du
ikke din Broder Aron, Leviten? Han, ved jeg, kan tale for sig.
Han er også allerede på Vej for at møde dig, og han vil glæde
sig i sit Hjerte, når han ser dig;
15. du skal tale til ham og lægge ham Ordene i Munden, så vil jeg
være med din og hans Mund og lære eder, hvad I skal gøre.
16. Han skal tale på dine Vegne til Folket; han skal være din Mund,
og du skal være som Gud for ham.
17. Tag nu i din Hånd denne Stav, som du skal gøre Tegnene med!"

18. Derefter vendte Moses tilbage til sin Svigerfader Jetro og sagde
til ham: "Lad mig vende tilbage til mine Landsmænd i Ægypten og
se, om de endnu er i Live!" Og Jetro svarede Mose's: "Drag bort
i Fred!"
19. Da sagde HERREN til Moses i Midjan: "Vend tilbage til Ægypten,
thi alle de Mænd, der stod dig efter Livet, er døde."
20. Så tog Moses sin Hustru og sin Søn og satte dem på sit Æsel og
vendte tilbage til Ægypten; og Moses tog Guds Stav i Hånden.
21. Men HERREN sagde til Moses: "Når du vender tilbage til Ægypten,
så mærk dig dette: Alle de Undergerninger, jeg giver dig Magt
til at udføre, skal du gøre for Farao; men jeg vil forhærde hans
Hjerte, så han ikke lader Folket rejse.
22. Og da skal du sige til Farao: Så siger HERREN: Israel er min
førstefødte Søn;
23. men da jeg sagde til dig: Lad min Søn rejse, for at han kan
dyrke mig! da nægtede du at lade ham rejse. Se, jeg dræber din
førstefødte Søn!"

24. Men undervejs, i Natteherberget, kom HERREN imod ham og vilde
dræbe ham.
25. Da greb Zippora en skarp Sten og afskar sin Søns Forhud og
berørte hans Blusel dermed, idet hun sagde: "Du er mig en
Blodbrudgom!"
26. Så lod han ham i Fred. Ved den Lejlighed brugte hun Ordet
"Blodbrudgom" med Hentydning til Omskærelsen.

27. Derpå sagde HERREN til Aron: "Gå Moses i Møde i Ørkenen!" Og han
gik ud og traf ham ved Guds Bjerg og kyssede ham.
28. Og Moses fortalte Aron om alt, hvad HERREN havde pålagt ham, og
om alle de Tegn, han havde befalet ham at gøre.
29. Derefter gik Moses og Aron den og kaldte alle Israeliternes
Ældste sammen;
30. og Aron fortalte alt, hvad HERREN havde sagt til Moses, og denne
gjorde Tegnene i Folkets Påsyn.
31. Da troede Folket, og da de hørte, at HERREN havde givet Agt på
Israeliterne og set til deres Elendighed, bøjede de sig og
tilbad.

2.Mosebog 5

1. Derefter gik Moses og Aron hen og sagde til Farao: "Så siger
HERREN, Israels Gud: Lad mit Folk rejse, for at de kan holde
Højtid for mig i Ørkenen!"
2. Men Farao sagde: "Hvem er HERREN, at jeg skulde adlyde ham og
lade Israeliterne rejse? Jeg kender ikke noget til HERREN, og
jeg vil heller ikke lade Israeliterne rejse!"
3. De svarede: "Hebræernes Gud har mødt os; tillad os nu at drage
tre Dagsrejser ud i Ørkenen og ofre til HERREN. vor Gud, for at
han ikke skal slå os med Pest eller Sværd!"
4. Men Ægypterkongen sagde til dem: "Hvorfor vil I, Moses og Aron,
forstyrre Folket i dets Arbejde? Gå til eders Trællearbejde!"
5. Og Farao sagde: "Folket er så vist dovent nok; og nu vil I have
dem fri fra deres Trællearbejde!"

6. Samme Dag udstedte Farao følgende Befaling til Fogederne over
Folket og dets Opsynsmænd:
7. "I skal ikke mere som hidtil give Folket Halm til Teglarbejdet;
de skal selv gå ud og sanke Halm;
8. men alligevel skal I pålægge dem at lave lige så mange Teglsten
som hidtil, I må ikke eftergive dem noget; thi de er dovne, og
derfor er det, de råber op og siger: Lad os drage ud og ofre til
vor Gud!
9. Strengt Arbejde skal de Mennesker have, for at de kan være
optaget deraf og ikke af Løgnetale."
10. Da gik Folkets Fogeder og Opsynsmænd ud og sagde til Folket:
"Således siger Farao: Jeg vil ikke mere give eder Halm;
11. gå selv ud og sank eder Halm, hvor I kan finde det, men i eders
Arbejde bliver der intet eftergivet!"
12. Da spredte Folket sig over hele Ægypten for at samle Halmstrå.
13. Men Fogederne trængte på og sagde: "I skal Dag for Dag yde fuldt
Arbejde, ligesom dengang I fik Halm!"
14. Og Israeliternes Opsynsmænd, som Faraos Fogeder havde sat over
dem, fik Prygl, og der blev sagt til dem: "Hvorfor stryger I
ikke mere det fastsatte Antal Teglsten ligesom før?"
15. Da gik Israeliternes Opsynsmænd hen og råbte til Farao: "Hvorfor
handler du således med din Fræne?
16. Dine Trælle får ingen Halm, og dog siger de til os: Lav
Teglsten! Og dine Trælle får Prygl; du forsynder dig mod dit
Folk."
17. Men han svarede: "I er dovne, det er det, I er! Derfor siger I:
Lad os rejse ud og ofre til HERREN!
18. Gå nu hen og tag fat på eders Arbejde; I får ingen Halm, men I
skal levere det samme Antal Teglsten!"

19. Israeliternes Opsynsmænd følte sig ilde stedt ved at skulle
sige: "Der må intet eftergives i, hvad I daglig skal skaffe af
Teglsten!"
20. Og da de ved deres Bortgang fra Farao traf Moses og Aron, som
stod og ventede på dem,
21. sagde de til dem: "HERREN se til eder og dømme eder, fordi I har
vakt Afsky mod os hos Farao og hans Tjenere og lagt dem et Sværd
i Hånden til at dræbe os med!"
22. Da vendte Moses sig igen til HERREN og sagde: "Herre, hvorfor
har du handlet ilde med dette Folk? Hvorfor har du udsendt mig?
23. Siden jeg har været hos Farao og talt i dit Navn, har han
handlet ilde med dette Folk, og frelst dit Folk har du ikke!"

6-1. Men HERREN svarede Moses: "Nu skal du få at se, hvad jeg vil
gøre ved Farao! Med Magt skal han blive tvunget til at lade dem
rejse, og med Magt skal han blive tvunget til at drive dem ud af
sit Land!"

2.Mosebog 6
2. Gud talede til Moses og sagde til ham: "Jer er HERREN!
3. For Abraham, Isak og Jakob åbenbarede jeg mig som Gud den
Almægtige, men under mit Navn HERREN gav jeg mig ikke til Kende
for dem.
4. Eftersom jeg har oprettet min Pagt med dem om at skænke dem
Kana'ans Land, deres Udlændigheds Land, hvor de levede som
fremmede,
5. har jeg nu hørt Israeliternes Klageråb over, at Ægypterne holder
dem i Trældon, og jeg er kommet min Pagt i Hu.
6. Derfor skal du sige til Israeliterne: Jeg er HERREN, og jeg vil
udfri eder fra det Trællearbejde, Ægypterne har pålagt eder, og
frelse eder fra deres Trældom og udløse eder med udrakt Arm og
med vældige Straffedomme;
7. og så vil jeg antage eder som mit Folk og være eders Gud, og I
skal kende, at jeg er HERREN eders Gud, som udfrier eder fra
Ægypternes Trællearbejde;
8. og jeg vil føre eder til det Land, jeg har svoret at ville
skænke Abraham, Isak og Jakob, og give eder det i Eje. Jeg er
HERREN!"
9. Moses kundgjorde nu dette for Israeliterne; men de hørte ikke på
Moses, dertil var deres Modløshed for stor og deres
Trællearbejde for hårdt

10. Da talede HERREN til Moses og sagde:
11. "Gå hen og sig til Farao, Ægyptens Konge, at han skal lade
Israeliterne drage ud af, sit Land!"
12. Men Moses sagde for HERRENs Åsyn: "Israeliterne har ikke hørt på
mig, hvor skulde da Farao gøre det, tilmed da jeg er uomskåren
på Læberne?"
13. Da talede HERREN til Moses og Aron og sendte dem til Farao,
Ægyptens Konge, for at føre Israeliterne ud af Ægypten.

14. Følgende var Overhovederne for deres Fædrenehuse: Rubens,
Israels førstefødtes, Sønner var: Hanok, Pallu, Hezron og Harmi;
det er Rubens Slægter.
15. Simeons. Sønner var Jemuel, Jamin, Ohad, Jakin, Zohar og
Kana'anæerkvindens Søn Sjaul; det er Simeons Slægter.
16. Følgende er Navnene på Levis Sønner efter deres Nedstamning:
Gerson, Kehat og Merari. Levis Levetid var 137 År.
17. Gersons Sønner var Libni og Sjimi efter deres Slægter.
18. Hehats Sønner var Amram, Jizhar, Hebon og Uzziel. Hehats Levetid
var 133 År.
19. Meraris Sønner var Mali og Musji. Det er Levis Slægter efter
deres Nedstamning.
20. Amram tog sin Faster Jokebed til Ægte; og hun fødte ham Aron og
Moses. Amrams Levetid var 137 År.
21. Jizhars Sønner var Hora, Nefeg og Zikri.
22. Uzziels Sønner var Misjael, Elzafan og Sitri.
23. Aron tog Amminadabs Datter, Nahasjons Søster Elisjeba til Ægte;
og hun fødte ham Nadab, Abibu, Eleazar og Itamar.
24. Koras Sønner var Assir, Elkana og Abiasaf; det er Koraiternes
Slægter.
25. Arons Søn Eleazar tog en at Putiels Døtre til Ægte; og hun fødte
ham Pinehas. Det er Overhovederne for Leviternes Fædrenehuse
efter deres Slægter.
26. Det var Aron og Moses, som HERREN sagde til: "Før Israeliterne
ud af Ægypten, Hærafdeling for Hærafdeling!"
27. Det var dem, der talte til Farao, Ægyptens Konge, om at føre
Israeliterne ud af Ægypten, Moses og Aron.

28. Dengang HERREN talede til Moses i Ægypten,
29. talede HERREN til Moses således: "Jeg er HERREN! Forkynd Farao,
Ægyptens Konge, alt, hvad jeg siger dig!"
30. Men Moses sagde for HERRENs Åsyn: "Se, jeg er uomskåren på
Læberne, hvorledes skulde da Farao ville høre på mig?"

2.Mosebog 7

1. Da sagde HERREN til Moses: "Se, jeg gør dig til Gud for Farao,
men din Broder Aron skal være din Profet.
2. Du skal sige til ham alt, hvad jeg pålægger dig, men din Broder
Aron skal sige det til Farao, for at han skal lade Israeliterne
rejse ud af sit Land.
3. Men jeg vil forhærde Faraos Hjerte og derefter gøre mange Tegn
og Undere i Ægypten.
4. Farao skal ikke høre på eder, men jeg vil lægge min Hånd på
Ægypten og føre mine Hærskarer, mit Folk Israeliterne, ud af
Ægypten med vældige Straffedomme;
5. og når jeg udrækker min Hånd mod Ægypten og fører Israeliterne
ud derfra, skal Ægypterne kende, at jeg er HERREN."
6. Da gjorde Moses og Aron, som HERREN pålagde dem.
7. Moses var firsindstyve og Aron tre og firsindstyve År gammel, da
de talte til Farao.

8. Og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
9. "Når Farao kræver et Under af eder, sig så til Aron: Tag din
Stav og kast den ned foran Farao, så skal den blive til en
Slange!"
10. Da gik Moses og Aron til Farao og gjorde, som HERREN bød; og da
Aron kastede sin Stav foran Farao og hans Tjenere, blev den til
en Slange.
11. Men Farao lod som Modtræk Vismændene og Besværgerne kalde, og
de, Ægyptens Koglere, gjorde også det samme ved Hjælp af deres
hemmelige Kunster;
12. de kastede hver sin Stav, og Stavene blev til Slanger, men Arons
Stav opslugte deres Stave.
13. Men Faraos Hjerte blev forhærdet, og han hørte ikke på dem,
således som HERREN havde sagt.

14. HERREN sagde nu til Moses: "Faraos Hjerte er forstokket, han
vægrer sig ved at lade Folket rejse.
15. Gå derfor i Morgen tidlig til Farao, når han begiver sig ned til
Vandet, og træd frem for ham ved Nilens Bred og tag Staven, der
forvandledes til en Slange, i Hånden
16. og sig til ham: HERREN, Hebræernes Gud, sendte mig til dig med
det Bud: Lad mit Folk rejse, at det kan dyrke mig i Ørkenen!
Men hidtil har du ikke adlydt.
17. Så siger HERREN: Deraf skal du kende, at jeg er HERREN: Se, jeg
slår Vandet i Nilen med Staven, som jeg holder i min Hånd, og
det skal forvandles til Blod,
18. Fiskene i Nilen skal dø, og Nilen skal stinke, og Ægypterne skal
væmmes ved at drikke Vand fra Nilen."
19. Og HERREN sagde til Moses: "Sig til Aron: Tag din Stav og ræk
din Hånd ud over Ægypternes Vande, deres Floder, Kanaler, Damme
og alle Vandsamlinger, så skal Vandet blive til Blod, og der
skal være Blod i hele Ægypten, både i Trækar og Stenkar."
20. Og Moses og Aron gjorde, som HERREN bød; Moses løftede Staven og
slog Vandet i Nilen for Øjnene af Farao og hans Tjenere, og alt
Vandet i Nilen forvandledes til Blod;
21. Fiskene i Nilen døde, og Nilen stank, så Ægypterne ikke kunde
drikke Vand fra Nilen, og der var Blod i hele Ægypten.
22. Men de Ægyptiske Koglere gjorde det samme ved Hjælp af deres
hemmelige Kunster, og Faraos Hjerte blev forhærdet, så han ikke
hørte på dem, således som HERREN havde sagt.
23. Da vendte Farao sig bort og gik hjem, og heller ikke dette lagde
han sig på Sinde.
24. Men alle Ægypterne gravede i Omegnen af Nilen efter Drikkevand,
thi de kunde ikke drikke Nilvandet.
25. Og således gik der syv Dage, efter at HERREN havde slået Nilen.

2.Mosebog 8

1. Derpå sagde HERREN til Moses: "Gå til Farao og sig til ham: Så
siger HERREN: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig!
2. Men hvis du vægrer dig ved at lade dem rejse, se, da vil jeg
plage hele dit Land med Frøer;
3. Nilen skal vrimle af Frøer, og de skal kravle op og trænge ind i
dit Hus og dit Sovekammer og på dit Leje og i dine Tjeneres og
dit Folks Huse, i dine Bagerovne og dine Dejgtruge;
4. ja på dig selv og dit Folk og alle dine Tjenere skal Frøerne
kravle op."
5. Da sagde HERREN til Moses: "Sig til Aron: Ræk din Hånd med
Staven ud over Floderne, Kanalerne og Dammene og få Frøerne til
at kravle op over Ægypten!"
6. Og Aron rakte sin Hånd ud over Ægyptens Vande. Da kravlede
Frøerne op og fyldte Ægypten.
7. Men Koglerne gjorde det samme ved Hjælp af deres hemmelige
Kunster og fik Frøerne til at kravle op over Ægypten.
8. Da lod Farao Moses og Aron kalde og sagde: "Gå i Forbøn hos
HERREN, at han skiller mig og mit Folk af med Frøerne, så vil
jeg lade Folket rejse, at de kan ofre til HERREN."
9. Moses svarede Farao: "Du behøver kun at befale over mig! Til
hvilken Tid skal jeg gå i Forbøn for dig, dine Tjenere og dit
Folk om at få Frøerne bort fra dig og dine Huse, så de kun
bliver tilbage i Nilen?"
10. Han svarede: "I Morgen!" Da sagde han: "Det skal ske, som du
siger, for at du kan kende, at der ingen er som HERREN vor Gud;
11. Frøerne skal vige bort fra dig, dine Huse, dine Tjenere og dit
Folk; kun i Nilen skal de blive tilbage."
12. Moses og Aron gik nu bort fra Farao, og Moses råbte til HERREN
om at bortrydde Frøerne, som han havde sendt over Farao;
13. og HERREN gjorde, som Moses bad: Frøerne døde i Husene, i
Gårdene og på Markerne,
14. og man samlede dem sammen i Dynger, så Landet kom til at stinke
deraf.
15. Men da Farao så, at han havde fået Luft, forhærdede han sit
Hjerte og hørte ikke på dem, således som HERREN havde sagt.

16. Derpå sagde HERREN til Moses: "Sig til Aron: Ræk din Stav ud og
slå Støvet på Jorden med den, så skal det blive til Myg i hele
Ægypten!"
17. Og de gjorde således; Aron udrakte sin Hånd med Staven og slog
Støvet på Jorden dermed. Da kom der Myg over Mennesker og Dyr;
alt Støvet på Jorden blev til Myg i hele Ægypten.
18. Koglerne søgte nu også ved Hjælp af deres hemmelige Kunster at
fremkalde Myg, men de magtede det ikke. Og Myggene kom over
Mennesker og Dyr.
19. Da sagde Koglerne til Farao: "Det er Guds Finger!" Men Faraos
Hjerte blev forhærdet, så han ikke hørte på dem, således som
HERREN havde sagt.

20. Derpå sagde HERREN til Moses: "Træd i Morgen tidlig frem for
Farao, når han begiver sig ned til Vandet, og sig til ham: Så
siger HERREN: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig!
21. Men hvis du ikke lader mit Folk rejse, se, da sender jeg Bremser
over dig, dine Tjenere, dit Folk og dine Huse, og Ægypternes
Huse skal blive fulde af Bremser, ja endog Jorden, de bor på;
22. men med Gosens Land, hvor mit Folk bor, vil jeg til den Tid gøre
en Undtagelse, så der ingen Bremser kommer, for at du kan kende,
at jeg HERREN er i Landet;
23. og jeg vil sætte Skel mellem mit Folk og dit Folk; i Morgen skal
dette Tegn ske!"
24. Og HERREN gjorde således: Vældige Bremsesværme trængte ind i
Faraos og hans Tjeneres Huse og i hele Ægypten, og Landet
hærgedes af Bremserne.
25. Da lod Farao Moses og Aron kalde og sagde: "Gå hen og bring
eders Gud et Offer her i Landet!"
26. Men Moses sagde: "Det går ikke an at gøre således, thi til
HERREN vor Gud ofrer vi, hvad der er Ægypterne en
Vederstyggelighed; og når vi for Øjnene af Ægypterne ofrer, hvad
der er dem en Vederstyggelighed, mon de da ikke stener os?
27. Lad os drage tre Dagsrejser ud i Ørkenen og ofre til HERREN vor
Gud, således som han har pålagt os!"
28. Farao sagde: "Jeg vil lade eder rejse hen og ofre til HERREN
eders Gud i Ørkenen; kun må I ikke rejse for langt bort; men gå
i Forbøn for mig!"
29. Moses svarede: "Se, så snart jeg kommer ud herfra, skal jeg gå i
Forbøn hos HERREN, og Bremserne skal vige bort fra Farao, hans
Tjenere og hans Folk i Morgen. Blot Farao så ikke igen narrer os
og nægter at lade Folket rejse hen og ofre til HERREN!"
30. Derpå gik Moses bort fra Farao og gik i Forbøn hos HERREN.
31. Og HERREN gjorde, som Moses bad, og Bremserne veg bort fra
Farao, hans Tjenere og hans Folk; der blev ikke en eneste
tilbage.
32. Men Farao forhærdede også denne Gang sit Hjerte og lod ikke
Folket rejse.

2.Mosebog 9

1. Derpå sagde HERREN til Moses: "Gå til Farao og sig til ham: Så
siger HERREN, Hebræernes Gud: Lad mit Folk rejse, for at de kan
dyrke mig!
2. Men hvis du vægrer dig ved at lade dem rejse og bliver ved med
at holde dem fast,
3. se, da skal HERRENs Hånd komme over dit Kvæg på Marken, over
Hestene, Æslerne og Kamelerne, Hornkvæget og Småkvæget med en
såre forfærdelig Pest.
4. Og HERREN skal sætte Skel mellem Israels Kvæget og Ægypterens
Kvæg, så der ikke skal dø noget af, hvad der tilhører
Israeliterne."
5. Og HERREN satte en Tidsfrist, idet han sagde: "I Morgen skal
HERREN lade dette ske i Landet."
6. Den følgende Dag lod HERREN det så ske, og alt Ægypternes Kvæg
døde, men af Israeliternes Kvæg døde ikke et eneste Dyr.
7. Farao sendte da Bud, og se, ikke et eneste Dyr af Israeliternes
Kvæg var dødt. Men Faraos Hjerte blev forhærdet, og han lod ikke
Folket rejse.

8. Derpå sagde HERREN til Moses og Aron: "Tag begge eders Hænder
fulde af Sod fra Smelteovnen, og Moses skal kaste det i Vejret i
Faraos Påsyn!
9. Så skal det blive til en Støvsky over hele Ægypten og til
Betændelse, der bryder ud i Bylder på Mennesker og Kvæg i hele
Ægypten!"
10. Da tog de Sod fra Smelteovnen og trådte frem for Farao, og Moses
kastede det i Vejret; og det blev til Betændelse, der brød ud i
Bylder på Mennesker og Kvæg.
11. Og Koglerne kunde ikke holde Stand over for Moses på Grund af
Betændelsen, thi Betændelsen angreb Koglerne såvel som alle de
andre Ægyptere.
12. Men HERREN forhærdede Faraos Hjerte, så han ikke hørte på dem,
således som HERREN havde sagt til Moses.

13. Derpå sagde HERREN til Moses: "Træd i Morgen tidlig frem for
Farao og sig til ham: Så siger HERREN, Hebræernes Gud: Lad mit
Folk rejse, for at de kan dyrke mig!
14. Thi denne Gang vil jeg sende alle mine Plager mod dig selv og
mod dine Tjenere og dit Folk, for at du kan kende, at der er
ingen som jeg på hele Jorden.
15. Thi ellers havde jeg nu udrakt min Hånd for at ramme dig og dit
Folk med Pest, så du blev udryddet fra Jordens Overflade;
16. dog derfor har jeg ladet dig blive i Live for at vise dig min
Magt, og for at mit Navn kan blive forkyndt på hele Jorden.
17. Endnu stiller du dig i Vejen for mit Folk og vil ikke lade det
rejse.
18. Se, jeg lader i Morgen ved denne Tid et frygteligt Haglvejr
bryde løs, hvis Lige ikke har været i Ægypten, fra den Dag det
blev til og indtil nu.
19. Derfor må du sørge for at bringe dit Kvæg og alt, hvad du har på
Marken, i Sikkerhed! Thi alle Mennesker og Dyr, der befinder sig
på Marken og ikke er kommet under Tag, skal rammes af Haglen og
omkomme."
20. De blandt Faraos Tjenere, der frygtede HERRENs Ord, bragte nu
deres Trælle og Kvæg under Tag;
21. men de, der ikke lagde sig HERRENs Ord på Hjerte, lod deres
Trælle og Kvæg blive ude på Marken.
22. Da sagde HERREN til Moses: "Ræk din Hånd op mod Himmelen, så
skal der falde Hagl i hele Ægypten på Mennesker og Dyr og på
alle Markens Urter i Ægypten!"
23. Da rakte Moses sin Stav op mod Himmelen, og HERREN sendte Torden
og Hagl; Ild for ned mod Jorden, og HERREN lod Hagl falde over
Ægypten;
24. og der kom et Haglvejr, med Ildsluer flammende mellem Haglen, så
voldsomt, at dets Lige aldrig havde været nogetsteds i Ægypten,
siden det blev befolket;
25. og i hele Ægypten slog Haglen alt ned, hvad der var på Marken,
både Mennesker og Kvæg, og alle Markens Urter slog Haglen ned,
og alle Markens Træer knækkede den;
26. kun i Gosen, hvor Israeliterne boede, faldt der ikke Hagl.

27. Da sendte Farao Bud efter Moses og Aron og sagde til dem: "Denne
Gang har jeg syndet; HERREN har Ret, og jeg og mit Folk har
Uret;
28. gå i Forbøn hos HERREN, at det nu må være nok med Guds Torden og
Haglvejret, så vil jeg lade eder rejse, og I skal ikke blive
længer!"
29. Moses svarede ham: "Så snart jeg kommer ud af Byen, skal jeg
udbrede mine Hænder mod HERREN; så skal Tordenen høre op, og
Haglen skal ikke falde mere, for at du kan kende, at Jorden
tilhører HERREN."
30. Dog, jeg ved, at du og dine Tjenere endnu ikke frygter for Gud
HERREN."
31. Hørren og Byggen blev slået ned, thi Byggen stod i Aks, og
Hørren i Blomst;
32. derimod blev Hveden og Spelten ikke slået ned, thi de modnes
senere.
33. Da Moses var gået bort fra Farao og var kommet ud af Byen,
udbredte han sine Hænder mod HERREN, og da hørte Tordenen og
Haglen op, og Regnen strømmede ikke mere ned.
34. Men da Farao så, at Regnen, Haglen og Tordenen var hørt op,
fremturede han i sin Synd, og han og hans Tjenere forhærdede
deres Hjerte.
35. Faraos Hjerte blev forhærdet, så at han ikke lod Israeliterne
rejse, således som HERREN havde sagt ved Moses.

2.Mosebog 10

1. Derpå sagde HERREN til Moses: "Gå til Farao! Thi jeg har
forhærdet hans og hans Tjeneres Hjerte, at jeg kan komme til at
gøre disse mine Tegn iblandt dem,
2. for at du må kunne fortælle din Søn og din Sønnesøn, hvorledes
jeg handlede med Ægypterne, og om de Tegn, jeg gjorde iblandt
dem; så skal I kende, at jeg er HERREN."
3. Da gik Moses og Aron til Farao og sagde til ham: "Så siger
HERREN, Hebræernes Gud: Hvor længe vil du vægre dig ved at
ydmyge dig for mig? Lad mit Folk rejse, at de kan dyrke mig!
4. Men hvis du vægrer dig ved at lade mit Folk rejse, se, da vil
jeg i Morgen sende Græshopper over dine Landemærker,
5. og de skal skjule Landets Overflade, så man ikke kan se Jorden,
og opæde Resten af det, som er blevet tilovers for eder efter
Haglen, og opæde alle eders Træer, som gror på Marken;
6. og de skal fylde dine Huse og alle dine Tjeneres og alle
Ægypternes Huse således, at hverken dine Fædre eller dine Fædres
Fædre nogen Sinde har oplevet Mage dertil, fra den Dag de kom
til Verden og indtil denne Dag!" Dermed vendte han sig bort og
forlod Farao.
7. Men Faraos Tjenere sagde til ham: "Hvor længe skal denne Mand
styrte os i Ulykke? Lad dog disse Mennesker rejse og lad dem
dyrke HERREN deres Gud! Har du endnu ikke indset, at Ægypten går
til Grunde?"
8. Moses og Aron blev nu hentet tilbage til Farao, og han sagde til
dem: "Drag af Sted og dyrk HERREN eders Gud! Men hvem er det nu,
der vil af Sted?"
9. Moses svarede: "Med vore Børn og vore gamle vil vi drage af
Sted, med vore Sønner og vore Døtre, vort Småkvæg og vort
Hornkvæg vil vi drage af Sted, thi vi skal fejre HERRENs
Højtid."
10. Da sagde han til dem: "HERREN være med eder, om jeg lader eder
rejse sammen med eders Kvinder og Børn! Der ser man, at I har
ondt i Sinde!
11. Nej men I Mænd kan drage bort og dyrke HERREN; det var jo det, I
ønskede!" Derpå jog man dem bort fra Farao.
12. Da sagde HERREN til Moses: "Ræk din Hånd ud over Ægypten og få
Græshopperne til at komme; de skal komme over Ægypten og opæde
alt, hvad der vokser i Landet, alt, hvad Haglen har levnet!"
13. Moses rakte da sin Stav ud over Ægypten, og HERREN lod en
Østenstorm blæse over Landet hele den Dag og den påfølgende Nat;
og da det blev Morgen, førte Østenstormen Græshopperne med sig.
14. Da kom Græshopperne over hele Ægypten, og de slog sig ned i hele
Ægyptens Område i uhyre Mængder; aldrig før havde der været så
mange Græshopper, og ingen Sinde mere skal der komme så mange.
15. Og de skjulte hele Jordens Overflade, så Jorden blev sort af
dem, og de opåd alt, hvad der voksede i Landet, og alle
Træfrugter, alt, hvad Haglen havde levnet, og der blev intet
grønt tilbage på Træerne eller på Markens Urter i hele Ægypten.
16. Da lod Farao skyndsomt Moses og Aron kalde til sig og sagde:
"Jeg har syndet mod HERREN eders Gud og mod eder!
17. Men tilgiv mig nu min Synd denne ene Gang og gå i Forbøn hos
eders Gud, at han dog blot vil tage denne dødbringende Plage fra
mig!"
18. Da gik Moses bort fra Farao og bad til HERREN.
19. Og HERREN lod Vinden slå om til en voldsom Vestenvind, som tog
Græshopperne og drev dem ud i det røde Hav, så der ikke blev en
eneste Græshoppe tilbage i hele Ægyptens Område.
20. Men HERREN forhærdede Faraos Hjerte, så han ikke lod
Israeliterne rejse.